Forvirre; forvirring

dis-kum'-fit, dis-kum'-fi-tur (hum, mehumah): Disse ord er nu forældede eller i det mindste forældrende og er i bibelsk litteratur helt begrænsede til Det Gamle Testamente. Betydningen er generelt "at genere", "plage", "forvirre", "sætte på flugt" og "ødelægge". Den mest almindelige brug er baseret på roden, der betyder "at besvære" eller "genere", somme tider til destruktionspunkt (Jos 10,10; Dom 4,15; 1 Sam 7,10; 2 Sam 22,15).

KJV begår fejl i oversættelsen i Es 31,8, hvor betydningen åbenbart er "at blive underlagt tjenestearbejde" eller "at lægge en byrde på nogen". Der synes også at være en uberettiget brug af ordet i {{4Mos.14.45}}, hvor det snarere betyder "at såre" eller "slå". Den reneste brug er måske i 1 Sam 14,20, hvor det hedder: "hver mands sværd var imod hans næste, og der var meget stor forvirring".

Walter G. Clippinger