Forudbestemmelse

pre-des-ti-na'-shun (prothesis, prognosis proorismos):

1. Prædestination som et bibelsk spørgsmål

2. Dens grundlæggende betydning

3. Prædestinationens natur

4. Læren i Skriften

5. Lærens historiske fremkomst og udvikling

6. Læren i middelalderen

7. Prædestination i den reformerte teologi

8. Prædestination i lutherdommen

9. Det arminianske syn

10. Wesleyanismen om prædestination

11. Lærens nuværende behov og værdier

LITTERATUR

1. Prædestination som et bibelsk spørgsmål:

Prædestination kan betragtes, og er undertiden blevet betragtet, som et filosofisk spørgsmål snarere end et bibelsk. Det er dog med prædestination som et bibelsk spørgsmål, vi her hovedsagelig beskæftiger os. Det er muligt at hævde, og det er blevet hævdet, at det filosofiske spørgsmål—om alt, hvad der sker, er forudbestemt—ikke drøftes og afgøres af Skriften. Teologien, der i sin fortolkning af alle ting tager udgangspunkt i Gud, er nået frem til en universel forudbestemmelse gennem en form for deduktiv slutning. Men vi må ikke argumentere ud fra abstrakte principper; vi må behandle de faktiske forhold, sådan som de fremstilles i Skriften, og sådan som de induktivt findes i menneskets erfaring.

2. Dens grundlæggende betydning:

Det må dog først fastslås, i lyset af megen løs moderne tænkning, at prædestination er en kategori i religiøs tænkning af grundlæggende betydning. Ingen kategori i religiøs tænkning kan gå dybere, for den rækker ned til den uendelige vilje i forhold til universet af endelige viljer og lægger vægt på viljen som virkelighedens kerne. Vor tids filosofi kan siges, siden Schopenhauers tid, at have modtaget et stød i retning af en betoning af viljen, både med hensyn til viljen i universet og i mennesket. Men forholdet mellem den absolutte vilje og universet, og menneskeheden, er netop det, vi beskæftiger os med i prædestinationen.

3. Prædestinationens natur:

Prædestination er det aspekt af forudbestemmelsen, hvorved den troendes frelse anses for at blive virkeliggjort i overensstemmelse med Guds vilje, han som har kaldet og udvalgt ham, i Kristus, til evigt liv. Den guddommelige frelsesplan må bestemt forstås under dette aspekt af individuel henvisning. Vort formål er at forstå og fremstille naturen af en sådan forudbestemmelse til evigt liv, og dens etisk forsvarlige karakter. For læren trænger til at renses for de historiske uoverensstemmelser og skæbnesvangre ulogiskheder, som den i sine ældre fremstillingsformer ofte var inficeret af. Dette især for at læren kan fremstå som grundet i fornuft og retfærdighed, ikke i vilkårlighed og almægtigt lune.

4. Læren i Skriften:

Til at begynde med må det siges, at der ikke synes at være nogen vej uden om læren om en udvælgelse af nåde, sådan som den findes både i Skriftens bogstav og ånd. Tanken om prædestination fremlægges med stor kraft og klarhed i Rom 8,29; Rom 8,30, og med dens elementer eller dele artikuleret i naturlig og slående form. Tanken vender tilbage i Ef 1, hvor det smukt siges (1,4.5), at Gud har udvalgt os i Kristus "før verdens grundlæggelse", idet han har prædestineret eller "forudbestemt os til barnekår ved Jesus Kristus"; og hvor det videre siges, at vor frelse indebærer "hans viljes hemmelighed, efter hans gode velbehag" (1,9), som han havde sat sig for i Kristus. Dette "evige forsæt" om at frelse mennesker gennem Kristus omtales igen i Ef 3,11. Denne nyttige måde at betragte prædestinationen på som værende i Kristus, og aldrig uden for ham, havde en plads i den religiøse tænkning på reformationstiden, som den berømte "Konkordieformel", der omtales nedenfor, viser. Den forudbestemte vished om Guds nådige gerning i Kristus var ikke ment til at gøre mennesker rådvilde, men til at opmuntre og berolige alle, som stoler på hans nåde. I Rom 9,14-25 fremsættes Guds absolutte suverænitet i en form, hvorved udvælgelsen lader sig udspringe af den guddommelige vilje uafhængigt af al menneskelig fortjeneste, hvad enten den er faktisk eller forudset. Men af denne hævdelse af Guds frie overhøjhed kan vi ikke udlede nogen konkret teodicé eller gøre mere end at slutte, at Gud er retfærdig og vis i sin udøvelse af fri nåde, selv når hans handlinger er mest forvirrende for os.

5. Lærens historiske fremkomst og udvikling:

Det nødvendige er at forstå, så langt det lader sig gøre, arten af det samarbejde, der finder sted mellem de guddommelige og de menneskelige faktorer eller elementer; de sidstnævnte faktorer omfatter naturlig evne, anlæg og udvikling, der virker under nåden. Det må omhyggeligt bemærkes, at intet i Skriften peger på nogen personlig og ubønhørlig prædestination til forkastelse, i nogen forstand der svarer til den personlige udvælgelse til frelse, som netop er omtalt. Der kan naturligvis være en ikke-udvælgelse, men ikke i nogen forstand, der ophæver det fulde personlige ansvar for ikke at nå det evige liv. Skriftens appel fra først til sidst er rettet til mennesker som frie. Calvins mærkelige måde at formulere sagen på var: "Mennesket falder derfor, idet Guds forsyn således forordner det, men det falder ved sin egen skyld." Denne tanke om forkastelse blev først indført af Gottschalk, en munk fra det 9. århundrede, længe efter at prædestinationslæren havde fået sin første fulde og positive fremstilling hos Augustin. Augustin, efter den ubeslutsomhed som fædrene havde vist i kirkens første tre århundreder, gjorde læren om en særlig prædestination til sit grundlag for særlig nåde, i modsætning til Pelagius. Augustin gav i sin teori den absolutte Guds vilje ny fremtrædende plads: han gjorde den guddommelige nåde til det eneste grundlag for menneskets frelse; for ham var den den uimodståelige kraft, der virker troen i hjertet og bringer friheden som sit resultat. For ham var det Guds absolutte prædestination, der afgjorde, hvem der var troende. Men Augustin fastholdt prædestinationen som en slutning ud fra sin forståelse af syndefaldet og af nåden, snarere end som et metafysisk princip.

6. Læren i middelalderen:

I middelalderen fulgte Anselm, Peter Lombard og Aquinas de augustinske synspunkter kun til en vis grad. Aquinas indrømmer, at forudbestemmelse indebærer en relation til nåden, men hævder, at nåden ikke hører til forudbestemmelsens væsen. For Aquinas er forudbestemmelse en del af forsynet, og den forudsætter udvælgelse i fornuftens orden. Skønt den guddommelige godhed i almindelighed er uden udvælgelse, mener Aquinas, at meddelelsen af et bestemt gode ikke kan være uden udvælgelse. Forudbestemmelse har for ham sit grundlag i Guds godhed, som er dens årsag. Aquinas mener, at forudbestemmelsen ganske sikkert får virkning, men ikke som af nødvendighed; virkningen finder sted under tilfældighedens virken. Fra sådanne synspunkter føres vi tilbage til tanken om en streng forudbestemmelse af Thomas Bradwardine og John Wycliff i tiden før reformationen. Således føres vi frem til det dekretale system—så kaldt fordi Calvin lod forudbestemmelsen bestå i Guds evige dekret—som i sit metafysiske princip blev grundpositionen for hele den reformerte teologi efter reformationen.

7. Forudbestemmelse i den reformerte teologi:

Den reformerte kirkes teologi antog den calvinistiske lære om forudbestemmelsens og udvælgelsens dekret. Calvin førte imidlertid blot den augustinske teori til dens logiske og nødvendige konklusion, og han var den første til at antage læren som det kardinalpunkt eller urprincip i et teologisk system. Zwingli, må man huske, havde allerede før Calvin en konsekvent deterministisk tilbøjelighed som del af sine store spekulative synspunkter, der ikke var uden en tendens til universalisme. Frelsen var for Calvin udførelsen af et guddommeligt dekret, som mentes at fastlægge omfanget af og betingelserne for en sådan frelse.

(1) Calvins definition.

Forkastelse var for Calvin indbefattet i udvælgelse, og guddommelig forudviden og forudordning blev anset for at være identiske. Calvins måde at definere forudbestemmelse på var som Guds evige dekret, hvorved han hos sig selv har besluttet, hvad der skal blive af hvert eneste individ. For alle, hævder han, er ikke skabt i samme tilstand; men evigt liv er bestemt for nogle, evig fordømmelse for andre. Calvin bekender, at dette er et "forfærdeligt dekret", og det er ikke overraskende, at kompetente teologer i vor tid nægter en sådan form for prædestinarianisme nogen plads i Paulus' lære; han taler aldrig om forkastelse.

(2) Teologien videreført af Calvin.

Det overses dog almindeligvis, at det teologiske fremskridt, som Calvin registrerede, må ses ved at studere synspunkterne i middelalderen og frem til reformationen, ikke ved at betragte calvinismen i lyset af tiden efter reformationen. Det var kærligheden—"Guds faderlige kærlighed", som han kalder den—den frelsende kærligheds kraft, som Calvin frem for alt lagde vægt på i sin undervisning om Gud. Men Calvin forhøjede også menneskers tanker om visheden for personlig frelse. Det er kun rimeligt over for Calvin at huske—for overfladisk bekendtskab med hans lære er langt fra sjældent—at han på den stærkeste måde fastholdt, at guddommelig suverænitet er guddommelig visdoms, retfærdigheds og kærligheds suverænitet, og udtrykkeligt afviste forestillingen om absolut magt som, i denne sammenhæng, en hedensk idé. Den calvinistiske lære var ikke absolut, men formidlet i Kristus og betinget af tro.

8. Forudbestemmelse i lutherdommen:

Luther og den lutherske kirke delte i begyndelsen læren om forudbestemmelse og udvælgelse; Luther gengiver i sin behandling af den frie vilje den augustinske form af læren på streng måde. Luthers og Melanchthons forudbestemmelse udgik ikke fra deres gudsbegreb, men snarere fra læren om synd og nåde. Melanchthon var mindre tilbøjelig end Luther til at presse læren om absolut forudbestemmelse, og i sine "synergistiske" tendenser lagde han stadig større vægt på menneskelig frihed, indtil han til sidst forkastede læren om absolut forudbestemmelse. Han blev bebrejdet af streng lutherdom for at give for meget efter for pelagianismen. Men den lutherske "Konkordieformel", udarbejdet i 1577, var ikke en særlig logisk og konsekvent fremstilling af sagen, for skønt den på punkter var modsat augustinismen, faldt den til sidst tilbage på udvælgelse i augustinsk ånd. Eller, for at udtrykke sagen på en anden måde, kan "Konkordieformlen" siges at have holdt med augustinismen, men at have adskilt sig ved at fastholde et universelt kald sammen med en særlig udvælgelse, og den forkastede dekretet om forkastelse. Senere lutherdom antog en moderat form for lære, hvori forudbestemmelse ofte blev identificeret med forudviden. Men lutherdommen bør strengt taget ikke identificeres, som det undertiden sker, med den arminianske teori. Den lutherske lære om forudbestemmelse blev yderligere udviklet af Schleiermacher, som betonede nådens kraft, samtidig med at han antog dens universalitet i luthersk forstand.

9. Den arminianske opfattelse:

Arminianismen hævdede i sin tidligste fremstilling ganske enkelt universel nåde og betinget udvælgelse. Men i de fem artikler formulerede den sin modstand mod calvinismen, skønt Arminius ikke synes at have været mere end moderat calvinistisk, sådan som vi ville vurdere det. Arminius gav nåden den øverste plads og gjorde den, når den blev modtaget, til frelsende nåde. Han lod udvælgelsen afhænge af troen, som er betingelsen for den universelle nåde. Arminianismen afviser den såkaldte almindelige nåde i forudbestemmelsesteorien og dens virksomme nåde for de udvalgte, for efter arminiansk opfattelse kan frelsende nåde i intet tilfælde gå tabt undtagen ved modstand eller forsømmelse. Arminianismen hævder, at den vækkede menneskelige vilje samarbejder med den guddommelige nåde på en sådan måde, at det beror på den menneskelige vilje, om den guddommelige nåde virkelig modtages eller forkastes. Arminianismen gør krav på at yde tro og omvendelse større ret end calvinismen, som betingelser for personlig frelse og som forudgående for den. Det arminianske standpunkt indrømmer Guds forudviden, men benægter forudbestemmelse, skønt det må synes vanskeligt at reducere Guds forudviden til en sådan nøgen viden om fremtiden. Men det må naturligvis frit indrømmes, at forudviden hos Gud, blot som viden, ikke medfører nogen årsagsmæssig energi eller virkning. Men det kan stadig betvivles, om Guds forudviden ikke kan være noget mere frugtbart og skabende end en sådan position antyder, og om dens forhold til forudbestemmelsen ikke kan være et mere nødvendigt forhold. Teorien synes ikke at give en tilfredsstillende redegørelse for den guddommelige aktivitet i dens forhold til menneskelig aktivitet på nådens område. Arminianismens mangel ligger også i, at den ikke yder Skriftens ånd retfærdighed med dens eftertrykkelige hævdelse af læren om Gud som den ene absolutte vilje, der i sit udtryk er universets eneste ophavlige kraft.

Se også PROVIDENCE.

10. Wesleyanisme om forudbestemmelse:

Wesleyanismen, eller metodistisk arminianisme, hævder ligesom calvinismen, at Guds vilje er suveræn. Men den skelner mellem Guds ønsker og Guds beslutninger. Den lader den guddommelige forudviden gå forud for de guddommelige viljesakter. Den gør Guds forudviden rent intuitiv og betragter det, som han ved, som på ingen måde nødvendiggjort af denne viden; en gudsopfattelse, der adskiller den wesleyanske tanketype fra calvinismen. Gud anses for at have ladet begivenheder på det moralske område være betingede, i en vigtig forstand, af den menneskelige vilje. Derfor bygger den menneskelige prøvetid på denne position, hvad angår menneskets frie valg. Guds indflydelse på menneskets vilje forudsættes, til dens rette vejledning og retning, men ikke i nogen tvingende forstand, sådan som augustinianismen synes for wesleyanismen at indebære. Således håber man at bevare den rette balance og fastholde det rette ansvar mellem de guddommelige og de menneskelige faktorer i dette åndelige samarbejde.

Når vi kommer til forudbestemmelseslærens nutidige behov og værdier, må vi bemærke det grundlæggende behov for en grundigt etiseret gudsopfattelse. De sidste få årtier har været vidne til en formindsket interesse for denne lære, hovedsagelig på grund af de stadig mere etiske opfattelser af Guddommen.

11. Lærens nutidige behov og værdier:

Det vil sige, læren om Guds viljes suverænitet er ophørt med at blive forstået, sådan som det ofte skete i de ældre fremstillinger, som blot almagt eller vilkårlig og uimodståelig vilje. Calvin lærte udtrykkeligt, at ingen årsag eller grund skulle søges undtagen Guds ubetingede vilje; men han forsøgte svagt at redde den guddommelige vilje fra ren og skær almagt ved at sige, at Gud er lov for sig selv; og forestillingen om suverænitet fortsatte med at blive fremstillet på måder, der var ganske absolutte og uansvarlige. Men Gud betragter vi nu som den absolutte og evige fornuft, ikke mindre end som den højeste vilje, og som begge disse i den ene udelelige og absolutte personlighed. Vi er gået bort fra en abstrakt forudbestemmelseslære for at fastholde Gud i levende og etiske relationer til verden og til mennesket. En sådan etisk suverænitet anser vi for nødvendig over for den løse humanitære ånd, som i sin reaktion mod den ældre calvinisme ikke tillægger Guddommen større kræfter til moralsk bestemmelse, end hvad der kan ligge i hans kærlighed, når den betragtes som blot en gylden tåge af god vilje.

Se ELECTION; FOREORDAIN.

LITTERATUR.

De relevante værker af Augustine, Aquinas, Zwingli, Calvin, Luther, Melanchthon, Arminius, Wesley, Rothe, Dorner, Luthardt; W. Cunningham, The Reformers, and the Theology of the Reformation, 1862; James Orr, artikel "Calvinism," i Hastings, Encyclopedia of Religion and Ethics; og de forskellige fremstillinger af den kristne læres historie.

James Lindsay