Åndelige gaver

(charismata):

1. Gaver forbundet med ordets tjeneste

(1) Apostolat

(2) Profeti

(3) Bedømmelse af ånder

(4) Undervisning

(5) Kundskabens ord

(6) Visdommens ord

(7) Slags tungetaler

(8) Tydning af tungetaler

2. Gaver forbundet med den praktiske tjenestes gerning

(1) Kraftige gerninger

(2) Helbredelsers gaver

(3) Ledelse, styrelser

(4) Hjælpetjenester

LITTERATUR

Ordet charisma forekommer, med én enkelt undtagelse (1 Pet 4,10), i Det Nye Testamente kun i de paulinske breve, og i flertalsformen bruges det i en teknisk betydning om ekstraordinære Åndens gaver, der skænkes kristne for at udruste dem til tjeneste i kirken. Der gives forskellige lister over charismata (Rom 12,6-8; 1 Kor 12,4-11; 1 Kor 12,28-30; jf. Ef 4,7-12), men ingen af dem er tydeligvis udtømmende. Nogle af de opregnede gaver kan ikke siges på nogen særlig måde at høre til den særskilte kategori. »Tro« (1 Kor 12,9) er for eksempel den grundlæggende betingelse for alt kristent liv; skønt der uden tvivl var nogle, som var udrustet med tro frem for deres medkristne. »At give« og »barmhjertighed« (Rom 12,8) hører til de almindelige nådegaver i den kristne karakter; skønt nogle ville besidde dem i højere grad end andre. »Tjeneste« (Rom 12,7), dvs. at tjene, var igen den funktion, som enhver kristen var kaldet til, og det formål, som hver enkelt af de særlige gaver skulle vies til (Ef 4,12). Udtrykket anvendes om enhver åndelig velsignelse, såsom Paulus' stadfæstelse af kristne i troen (Rom 1,11). Og ligesom tjenestens almene funktion fra begyndelsen viser sig i to store former, som en tjeneste i ord og gerning (ApG 6,1-4; 1 Kor 1,17), falder de særlige karismatiske gaver, som Paulus nævner, i to store klasser — dem, der gør deres indehavere egnede til en ordets tjeneste, og dem, der forbereder dem til at yde tjenester af praktisk art.

1. Gaver forbundet med ordets tjeneste:

(1) Apostolat

(1 Kor 12,28; jf. Ef 4,11).--Navnet »apostel« bruges i Det Nye Testamente i en snævrere og en videre betydning. Det var De Tolvs særlige titel og privilegium (Matt 10,2; Luk 6,13; ApG 1,25), men blev gjort krav på af Paulus af særlige grunde (Rom 1,1; 1 Kor 9,1, osv.); det blev sandsynligvis indrømmet Jakob, Herrens bror (1 Kor 15,7; Gal 1,19), og i en friere brug af ordet anvendes det om Barnabas (ApG 14,4; ApG 14,14; jf. 1 Kor 9,5; 1 Kor 9,6), Andronikus og Junias (Rom 16,7). Fra Didache (xi.4 ff) lærer vi, at apostlenes tjeneste fortsatte i kirken ind i den subapostolske tid (se LITTERATUR, SUB-APOSTOLSK). Apostolatets særlige gave og funktion, forstået i videste betydning, var at forkynde evangeliets ord (ApG 6,2; 1 Kor 1,17, osv.), og især at forkynde det for verden uden for kirken, hvad enten den var jødisk eller hedensk (Gal 2,7; Gal 2,8).

Se APOSTEL.

(2) Profeti

(Rom 12,6; 1 Kor 12,10; 1 Kor 12,28; 1 Kor 12,29), hvorunder formaning kan indbefattes (Rom 12,8; jf. 1 Kor 14,3). Profetiens gave blev på pinsedagen skænket kirken som helhed (ApG 2,16), men i særlig grad visse enkeltpersoner, der særskilt blev kendt som profeter. Kun nogle få af de kristne profeter nævnes direkte — Judas og Silas (ApG 15,32), profeterne i Antiokia (ApG 13,1), Agabus og profeterne fra Jerusalem (ApG 11,27), evangelisten Filips fire døtre (ApG 11,9). Men Første Korintherbrev viser, at der var flere af dem i menigheden i Korinth; og sandsynligvis fandtes de i enhver kristen menighed. Nogle af dem drog omkring fra kirke til kirke (ApG 11,27; ApG 21,10); og i Didache finder vi, at selv ved fejringen af eukaristien har den omrejsende profet stadig forrang for den lokale tjeneste af biskopper og diakoner (Didache x.7).

Det er tydeligt, at profetens funktioner undertiden må have krydset apostlens, og derfor finder vi Paulus selv beskrevet som profet længe efter, at han var blevet kaldet til apostolatet (ApG 13,1). Og dog var der en grundlæggende forskel. Mens apostlen, som vi har set, var en, der var »udsendt« til den vantro verden, var profeten en tjener for den troende kirke (1 Kor 14,4; 1 Kor 14,22). Almindeligvis var hans budskab et budskab om »opbyggelse og formaning og trøst« (1 Kor 14,3). Lejlighedsvis blev han bemyndiget til at fremsætte en autoritativ kundgørelse af den guddommelige vilje i et bestemt tilfælde (ApG 13,1). I sjældne tilfælde finder vi ham fremsige en forudsigelse om en fremtidig begivenhed (ApG 11,28; ApG 21,10).

(3) Bedømmelse af ånder

Med profeti må bedømmelserne af ånder forbindes (1 Kor 12,10; 1 Kor 14,29; 1 Thess 5,20; jf. 1 Joh 4,1). Den ene var en gave for taleren, den anden for dem, der lyttede til hans ord. Profeten hævdede at være formidler af guddommelige åbenbaringer (1 Kor 14,30); og ved hans tilhøreres åndelige dømmekraft skulle sandheden i hans krav bedømmes (1 Kor 14,29). Der var falske profeter såvel som ægte profeter, vildfarelsens ånder såvel som sandhedens ånder (1 Joh 4,1-6; jf. 2 Thess 2,2; Didache xi). Og mens profetier aldrig skulle foragtes, skulle profeternes udsagn »prøves« (1 Thess 5,20), og det i dem, som kom fra Guds Ånd, skulle bedømmes åndeligt (1 Kor 2,14) og således skelnes fra alt, der kunne være inspireret af onde ånder.

Se BEDØMMELSE AF ÅNDER.

(4) Undervisning

(Rom 12,7; 1 Kor 12,28).--Til forskel fra profeten, som havde gaven til at udtale friske sandheder, der kom til ham gennem syn og åbenbaring, var læreren en, der forklarede og anvendte den fastlagte kristne lære — grundtrækkene og de første grundsætninger i Guds ord (Hebr 5,12).

(5) Kundskabens ord

Muligvis kundskabens ord (gnosis).

(6) Visdommens ord

Visdommens ord (sophia) (1 Kor 12,8) skal skelnes fra hinanden: det første som ytringen af en profetisk og ekstatisk intuition, det andet som produktet af studium og eftertænksom refleksion; og de skal således henføres henholdsvis til profetens og lærerens funktioner.

Se LÆRER, UNDERVISNING.

(7) Slags tunger

(1 Kor 12,10; 1 Kor 12,28; 1 Kor 12,30).--Hvad Paulus mener med dette, forklarer han udførligt i 1 Korintherbrev 14. Gaven var ikke en evne til at tale på ukendte fremmede sprog, for tungerne (glossai) adskilles fra de »stemmer« eller sprog (phonai), hvorved mennesker fra én nation skelnes fra dem fra en anden (14,10.11). Og når apostlen siger, at den, der talte i en ukendt tunge, henvendte sig til Gud og ikke til mennesker (14,2.14) og ikke blev forstået af dem, der hørte ham (14,2), at han opbyggede sig selv (14,4) og dog mistede evnen til bevidst tanke, mens han bad med ånden (14,14 f), synes det, at »tungerne« må have været af karakter som fromme udbrud og brudte og usammenhængende ord, udtalt næsten ubevidst under presset af stærk ekstatisk følelse.

(8) Tydning af tunger

Parallelt med denne gave var tydningen af tunger (1 Kor 12,10; 1 Kor 12,30). Hvis tungetalens gave havde været en evne til at tale ukendte fremmede sprog, måtte tydningen af tunger nødvendigvis have betydet evnen til at tolke et sprog, som var ukendt for tolken; for oversættelse fra et velkendt sprog kunne næppe beskrives som et charisma. Men økonomiens princip gør det usandsynligt, at menighedens opbyggelse blev udrettet på denne omvej ved hjælp af et dobbelt mirakel--et mirakel med fremmed tale efterfulgt af et mirakel med tydning. Hvis tungetalens gave derimod var sådan, som den er blevet beskrevet, ville tydningens gave bestå i at omsætte det, der syntes at være en meningsløs ytring, til ord, der var lette at forstå (1 Kor 12,9). Tydningen kunne gives af tungetaleren selv (1 Kor 12,5; 1 Kor 12,13), efter at hans ekstatiske stemning var forbi, idet han oversatte sine ophøjede oplevelser og brudte råb til et klart og forståeligt sprog. Eller hvis han manglede evnen til selvtydning, kunne opgaven påtages af en anden, som havde denne særlige gave (1 Kor 12,27; 1 Kor 12,28). Den evne, som en kritiker med sympati og indsigt har til at fortolke betydningen af et billede eller et musikstykke, mens det geni, der frembragte det, måske slet ikke er i stand til det (f.eks. Ruskin og Turner), vil hjælpe os til at forstå, hvordan de ekstatiske, halvt bevidste ytringer fra en, der havde tungetalens gave, kunne bringes i en klar og opbyggelig form af en anden, der havde tydningens gave.

Se TUNGER, TUNGETALENS GAVE.

2. Gaver forbundet med den praktiske tjenestes embede:

(1) Kraftige gerninger

(1 Kor 12,10; 1 Kor 12,28; 1 Kor 12,29).--Ordet, der bruges om mirakler i dette kapitel (dunameis, bogstaveligt »kræfter«), anvendes i ApG (8,7.13; 19,11.12), så det omfatter de tilfælde af uddrivelse af onde ånder og helbredelse af sygdom, som i Paulus’ liste er anbragt under den særskilte kategori »helbredelsesgaver«. Til forskel fra den almindelige helbredelsesgave, som kunne ejes af personer, der ellers ikke var bemærkelsesværdige, peger »kræfterne« på en højere evne, som mere egentlig bør beskrives som mirakuløs, og som kun blev skænket visse ledende mænd i menigheden. I 2 Kor 12,12 taler Paulus om de »kræfter«, han virkede i Korinth, som hørende til »en apostels tegn«. I Hebr 2,4 nævner forfatteren den apostolske kreds’ »mangfoldige kræfter« som en del af den guddommelige stadfæstelse af deres vidnesbyrd. I Rom 15,18 ff henviser Paulus til sine mirakuløse gaver som et redskab, Kristus brugte til evangeliets fremme og til at føre hedningerne til lydighed. Udøvelsen af »kræfter« var følgelig en gave, der knyttede sig til ordets tjeneste med hensyn til dens betydning for evangeliets sandhed og apostlens sendelse til at forkynde det. Og dog må den, ligesom den bredere og lavere helbredelsesgave, først og fremmest betragtes som en gave til praktisk velgerning og kun i anden række som et middel til at stadfæste sandheden og bekræfte dens budbringer ved et tegn. Apostlenes Gerninger giver flere eksempler på »kræfter«, som er forskellige fra almindelige helbredelser. Opvækkelsen af Dorkas (9,36 ff) og af Eutykus (20,9 ff) hører klart til denne højere klasse, og måske også sådanne bemærkelsesværdige helbredelser som dem af den livslangt lamme ved tempelporten (3,1 ff) og Æneas fra Lydda (9,32 ff).

(2) Helbredelsesgaver

(1 Kor 12,9; 1 Kor 12,28; 1 Kor 12,30).

Se HELBREDELSE, HELBREDELSESGAVER.

(3) Ledelse, styrelser

(Rom 12,8; 1 Kor 12,28).--Dette var gaver til vise råd og vejledning i menighedens praktiske anliggender, sådan som de efterhånden formelt blev betroet til presbytere eller biskopper. Da Paulus skrev til korintherne, havde embedstjenesten endnu ikke fortrængt inspirationens tjeneste, og kristne fællesskaber blev vejledt og styret af de medlemmer, hvis visdom i rådslagning viste, at Gud ved sin Ånd havde skænket dem ledelsens gave.

(4) Hjælp

(1 Kor 12,28).--Dette er undertiden blevet forstået som betegnelse for den ringeste kristne funktion af alle i Paulus’ liste, funktionen hos dem, der ikke har nogen udprægede gaver selv og kun kan beskæftige sig med tjenester af underordnet art. Men brugen af det græske ord (antilempsis) i papyrerne såvel som i Septuaginta peger på hjælp, som de stærke yder de svage; og dette bekræftes for Det Nye Testamente, når det samme græske ord i sin verbale form (antilambano) bruges i ApG 20,35, hvor Paulus formaner de ældste i menigheden i Efesos til at følge hans eksempel i at hjælpe de svage. Således, ligesom ledelsens gave foregreb presbyterens eller biskoppens officielle beføjelser, synes hjælpegaven at rumme kimen til diakonens nådefulde embede--"tjeneren" par excellence, som navnet diakonos betegner--som vi finder eksisterende på et senere tidspunkt i Filippi og Efesos (Fil 1,1; 1 Tim 3,1-13), og som sandsynligvis blev skabt, efter analogi med De Syvs diakonia i Jerusalem (ApG 6,1), som en tjeneste, i første række, for de fattige.

Se desuden HELPS.

LITTERATUR. Hort, Christian Ecclesia, Lect X; Neander, Hist of the Planting of the Christian Church, I, 131 ff; Weizsacker, Apostolic Age, II, 255-75; Lindsay, Church and Ministry, passim; EB, IV, artikel "Spiritual Gifts"; ERE, III, artikel "Charismata"; PRE, VI, artikel "Geistesgaben."

J. C. Lambert