By

sit'-i (`ir, qiryah; polis):

I. DEN KANA'ANÆISKE BY

1. Oprindelse

2. Omfang

3. Landsbyer

4. Beliggenheder

5. Ydre udseende

6. Generelt

II. BYEN UNDER DEN JØDISKE BOSÆTTELSE

1. Tårn eller fæstning

2. Offerhøj

3. Åben plads

4. Gader

5. Almindelige kendetegn

III. FORRÅDSBYER

IV. LEVITISKE BYER

LITTERATUR

I. Den kana'anæiske by.

1. Oprindelse:

Den kana'anæiske bys udvikling er blevet sporet af Macalister i hans rapport om udgravningen ved Gezer (Palestine Exploration Fund Statement, 1904, 108 ff.). Den opstod på skråningerne af en nøgen, klippefuld udløber, hvor neolitiske troglodytter udhuggede deres boliger i den faste klippe; stenene derfra blev brugt til at danne en beklædning på de jordvolde, som stedet senere blev omgivet med, og som tjente som beskyttelse mod fjenders indtrængen. Senere semitiske indtrængere besatte stedet, stenhuse blev bygget, og høje forsvarsmure af sten erstattede de jordvolde, der var beklædt med sten. Disse senere mure var meget højere og stærkere end murene fra den neolitiske bosættelse, og det var de mure, israelitterne så, da de betragtede deres forjættede land.

2. Omfang:

"Det folk, der bor i landet, er stærkt, og byerne er befæstede og meget store" (4 Mos 13,28), lød beretningen fra de spejdere, Moses sendte ud for at udspejde Kana'ans land og se, "hvad slags byer de bor i, om det er i lejre eller i fæstninger" (4 Mos 13,19; 4 Mos 13,20). Her er de vanskeligheder, som den fremrykkende israelitter stod over for, og deres vurdering af byernes styrke, nedskrevet, og ligeledes i 5 Mos 1,28: "Folket er større og højere end vi; byerne er store og befæstede helt op til himlen; og desuden har vi set anakitternes sønner dér." Denne vurdering af storhed byggede på forholdsvis uvidenhed om sådanne befæstninger og mangel på krigserfaring og de nødvendige redskaber til angreb. Man behøver derfor ikke antage, at byerne var "store", undtagen relativt set i øjnene på et teltboende hyrdefolk. Tværtimod har den nyeste udforskning vist, at de var små (se Pere Vincent, Canaan, 27, note 3, og tavle I, hvor sammenlignende mål af oldtidsbyers arealer viser, at Tell Sandahannah, knap 6 acres, er den mindste blandt ni sammenlignede byer). Gezer måler omtrent 22 1/4 acres og Tell el-Hesy noget mere. Til illustration er det interessant at bemærke, at Akropolis i Athen, groft beregnet, måler 7 1/4 acres, mens Castle Rock i Edinburgh er omkring 6 acres, eller det samme som hele den seleukidiske by Tell Sandahannah. Akropolis ved Tell Zakariya måler omkring 2 acres, eller næsten en fjerdedel af hele byens areal (omkring 8 1/2 acres). Det er usandsynligt, at Jebus (Jerusalem) selv var en undtagelse, selv om den i salomonisk og senere tid strakte sig over et langt større område.

3. Landsbyer:

Foruden de befæstede byer var der "særdeles mange uindmurede (land)byer" (5 Mos 3,5), "landsbyer", ubefæstede forstæder, der lå nær ved og under beskyttelse af de befæstede byer og var beboet af overskudsbefolkningen. Det næsten utrolige antal byer og deres landsbyer, som nævnes i Det Gamle Testamente, beviser deres beboeres klanpræg, men beviser samtidig deres forholdsvis lille størrelse.

4. Beliggenheder:

Spor af lignende befolkninger, der rejser sig og falder, ses i Kina og Japan i dag. Som et lille digt siger om Karakura: "Hvor der var paladser og købmænd og krigeres klinger, er der nu kun cikaderne og vajende græsstrå." "Byer, der stod på deres høje" (Jos 11,13; Jer 30,18), som ved Lakish og Taanak, skelnes fra dem, der var bygget på naturlige høje eller udløbere af høje, såsom Jebus, Gezer, Tell es Sail (Gat?), Bet-Shemesh (se Vincent, Canaan, 26 ff.). Det arabiske navn "Tell" anvendes om alle høje fra oldtidsbyer, hvad enten de ligger på en naturlig forhøjning eller på en slette, og ordet er almindeligt i den geografiske nomenklatur for Israels land. Steder blev valgt nær en vandforsyning, hvilket altid var den vigtigste forudsætning. Af hensyn til forsvaret valgte man den nærmeste knold eller udløber. Undertiden var disse knolde ikke særlig høje, og deres senere højde forklares ved den gradvise ophobning af affald fra byen og fra hyppige ødelæggelser; genopbygningen fandt sted efter en udjævning af ruinerne af den nedrevne by (se fig. 2: Tell el-Hesy, Palestine Exploration Fund, som viser et snit gennem tell'en, hvorfra niveauerne af de efterfølgende byer i tydelig lagdeling blev afdækket). Tæt sammenpakkede huse i smalle stræder, med lave, primitive mure af ler, tegl eller sten og ler samt tage af tømmer og ler, brændte let og blev uden vanskelighed jævnet med jorden (Jos 8,1 ff.; Jos 11,11).

Det synes, som om disse byer udefra betragtet havde udseende af isolerede forter, idet de omgivende mure med hyppige mellemrum var forstærket med tårne. Portene blev nået ad smalle veje, som steg op ad højens skråninger fra samlingspunktet for de bugtede stier på sletten nedenfor.

5. Ydre udseende:

Murene ved Tell ej-Judeideh var forstærket med tårne på indersiden og fremstod udadtil som en ubrudt murkreds (se fig. 4, PEF). Huse på muren (Jos 2,15; 2 Kor 11,33) kan have været synlige udefra; men det er usandsynligt, at nogen bygning inden for murene var synlig, bortset måske fra det indre tårn eller fæstningsværk. Hele det indre af det tidlige Jerusalem (Jebus) var synligt fra højene mod øst, men denne særlige beliggenhed er usædvanlig. Stærke og høje mure, bemandet med våbenføre mænd, som kun kunne ses gennem brystværnet, viste ingen svaghed, og portene, med deres smalle og stejle adgangsveje og fremspringende forsvarstårne, lignede lidet indbydende fælder. Mysteriet om disse usete indre områder kunne derfor let fremmanes til en overdrivelse af styrke.

6. Generelt:

Landsbyernes indbyggere (banoth, "døtre," 4 Mos 32,42 randnote) havde feudal besiddelse og ydede tjeneste til deres herre i byen ('em, "moder," 2 Sam 20,19), til forsvar for deres egne ejendele eller ved angreb på deres nabos ejendom. Sådan var byerne hos Kanaans stridbare, plyndrende konger, hvis opsplittede territorier egnede sig til at opretholde en tilstand, hvis svaghed israelitterne i deres samlede fremrykning hurtigt udnyttede.

II. Byen under den jødiske bosættelse.

Efter erobringen og opgivelsen af hyrdelivet til fordel for landbrug og almindelig handel ændrede byernes forhold sig kun lidt, bortset fra at de fra tid til anden blev udvidet og styrket. Salomos arbejde i Jerusalem var et fremskridt, men der er kun lidt vidnesbyrd om, at der i de andre byer, som han siges at have haft med at gøre, fandt nogen forskønnelse sted. Megiddo og Gezer viser i hvert fald intet, der fortjener dette navn. Græsk indflydelse bragte de første virkelige forbedringer i bybyggeri med sig; og Herodes' senere arbejde hævede byer til en storhed, som tidligere var utænkelig blandt jøderne. Inden for murene var de vigtigste hensyn i "planlægningen" tårnet eller fæstningsværket, offerhøjen, den brede plads ved porten og markedspladsen.

1. Tårn eller fæstningsværk:

Tårnet eller fæstningsværket var en indre borg, som rummede en garnison og en kommandant og var forsynet med "levnedsmidler, olie og vin" (2 Krøn 11,11), og som byens forsvarere, når de var hårdt trængt, søgte tilflugt i som en sidste udvej. Mændene i Sikems tårn holdt stand mod Abimelek (Dom 9,49), som senere blev dræbt af en sten, kastet af en kvinde fra Tebes' tårn "inde i byen" (Dom 9,51; Dom 9,53). David indtog Zions fæstning, "det er Davidsbyen" (2 Sam 5,7), og dette navn (Zion) blev senere anvendt om hele byen. Det er ikke usandsynligt, at kongens hus var indbefattet i fæstningsværket. Macalister (Palestine Exploration Fund Statement, 1907, 192 ff) beretter om opdagelsen af en kana'anæisk borg med enormt tykke mure, der stødte op til indersiden af bymuren. Fæstningsværkerne ved Taanak og Tell el-Hesy er placeret på lignende måde; og akropolis ved Tell Zakariya ligger tæt ved, men uafhængigt af, bymuren.

2. Offerhøj:

Offerhøjen var et vigtigt træk i alle kana'anæiske byer og bevarede sin betydning længe efter erobringen (1 Sam 9,12; 1 Kong 3,2; Am 7,9). Den var et helligsted, hvor der blev bragt ofre og holdt fester, og hvor mennesker "spiste for Jahves ansigt" (5 Mos 14,26). Præsterne modtog, som det var deres skik, deres del af kødet (1 Sam 2,12). Offerhøjen, der blev fundet ved Gezer (Bible Sidelights, kapitel iii), ligger på et lavere niveau end byen omkring den og strækker sig nord-syd. Den er omkring 100 fod lang, og da den var fuldstændig, bestod den af en række på ti grove, utilhuggede opretstående sten; otte af dem står stadig tilbage, den største er 10 fod 6 tommer høj, mens de andre varierer ned til langt mindre størrelser.

Se offerhøj.

3. Bred plads:

Den brede plads (Neh 8,1; Neh 8,3; Neh 8,16; Jer 5,1) synes som regel at have ligget umiddelbart inden for byporten. I tidlige jødiske byer var den ikke et vidtstrakt åbent område, men blot en udvidelse af gaden, og den blev betegnet som "bred" i sammenligning med de nærliggende gyder, som fik den fornemme betegnelse gade. Den fungerede som en almindelig børs. Der blev afsagt dom (Ruth 4,2), og straf blev fuldbyrdet. Jeremias blev sat i "stokken, som stod i Benjamins øvre port" (Jer 20,2), bekendtgørelser blev læst op, forretninger blev afviklet, og dagens nyheder og sladder blev udvekslet. Det var et sted, hvor alle klasser samledes (Job 29,7; Ordsp 31,23), og det var også en markedsplads (2 Kong 7,1). I senere tider blev markedspladsen mere typisk et markedstorv efter den græske agora-plan, med et åbent område omgivet af overdækkede læskure. Den nuværende markedsplads i Haifa ligner dette. Sandsynligvis var det denne type markedsplads, der hentydes til i Matt 11,16; Matt 20,3 og Luk 7,32; Luk 11,43. Gaden inden for Damaskusporten i Jerusalem i dag ligner på mange måder den brede plads og har bevaret mange af dens gamle anvendelser. Her mødes beduiner og fellahin fra de omliggende distrikter for at bytte varer, bilægge tvister, finde skyldnere og få dagens nyheder. Da den lå umiddelbart inden for porten, havde den brede plads en forsvarsmæssig værdi, idet den gjorde det muligt at samle styrker mod et forsøg på at gennembryde porten. Der synes ikke at have været nogen plan for hverken en kana'anæisk eller en tidlig jødisk by, hvor dette forsvarshensyn ikke var dominerende. Åbne områder inden for byen var "øde steder" (Es 58,12) og var ikke en integreret del af planen.

4. Gader:

Gaderne, der betjente disse kvarterer, var ikke anlagt efter nogen fast plan. De var i virkeligheden smalle, ubrolagte gyder, som alle syntes at have lige stor betydning, og som snoede sig sammen mod de forskellige centre. Når byportenes, fæstningens og offerhøjens placering var fastlagt, synes indbyggerne at have fået lov til at anbringe sig, så godt de kunne, uden begrænsning med hensyn til linje eller facade. Husene var beskedne i størrelse og dårligt byggede; de var som oftest planlagt i fuldstændig tilsidesættelse af det rette hjørne og vendte mere eller mindre lukkede mure ud mod gaden, enten kronet af brystværn eller dækket af fremspringende tage af træ og ler (se arkitektur, fig. 1; hus).

Gaderne var, som i nutiden i landet, tildelt særskilte håndværk: “bagernes gade” (Jer 37,21), stedet “for købmandsfolkene” (Neh 3,31; Neh 3,32 i KJV), “guldsmede” osv. Ostemagernes Dal var en gade i Tyropøon-dalen i Jerusalem.

For en drøftelse af emnet “cisterner”, se den særskilte artikel under ordet

5. Almindelige kendetegn:

Folket drev de erhverv, som fulgte af deres egen bosættelse. Landbruget indtog førstepladsen og var deres højest agtede beskæftigelse. Kongens jorder blev dyrket af hans undersåtter til hans egen fordel, og betydelige jordstrækninger tilhørte aristokratiet. Det meste af jorden tilhørte dog byerne og landsbyerne og blev fordelt blandt de frie bønder. Der blev dyrket forskellige kornsorter, især hvede og byg. Jorden blev dyrket, og afgrøderne høstet og tærsket på omtrent samme måde og med omtrent de samme redskaber, som nu bruges i Syrien. Byer, der lå på de vigtigste handelsruter, udviklede forskellige erhverv hurtigere end dem, hvis beliggenhed var uden forbindelse med fremmed trafik. Håndværk og erhverv, som de tidlige jøder ikke kendte, blev i begyndelsen monopoliseret af fremmede, som naturligvis efterhånden blev trængt ud, som tiden gik. Byer ved Fønikias kyst var hovedsagelig afhængige af søhandel. Penge, i form af barrer og stænger af ædle metaller, “afvejet” (2 Kong 12,11), var i omløb i tiden før eksilet og blev ved med at være i brug, efter at fremmed møntprægning var blevet indført. Den første indfødte møntprægning stammer fra makkabæertiden (se Madden, Jewish Coinage, kapitel iv). Der blev drevet fri handel med slaver, og et vist antal slaver var knyttet til de mere velhavende husstande. Skønt de var deres herrers absolutte ejendom, nød de visse religiøse privilegier, som ikke blev udstrakt til de “tilflyttere” eller “fremmede”, der søgte byernes beskyttelse, ofte i betydeligt antal.

Kongens private ejendom, hvorfra han trak fuld indtægt, lå dels inden for byen, men i større omfang uden for den (1 Sam 8,15; 1 Sam 8,16). Ud over sin private ejendom modtog han tiende af marker og hjorde, “tiendedelen af jeres sæd”. Han opkrævede også en skat i form af visse “kongens slæt” (Am 7,1). Vasalkonger betalte tribut; Mesha, Moabs konge, leverede uld til Israels konge (2 Kong 3,4).

Se G. A. Smith, Jerusalem, I, kapitlerne v-x, for en udførlig redegørelse for forholdene i jødisk byliv. For detaljer om styreform, se ældste; dommere; Sanhedrin.

III. Forrådsbyer.

Disse blev udvalgt af Salomo og afsat til lagre af levnedsmidler, vogne, ryttere osv. (1 Kong 9,19). Josafat “byggede borge og forrådsbyer i Juda” (2 Krøn 17,12). Tolv embedsmænd blev udnævnt af Salomo til at forsyne hans husholdning, hver embedsmand med ansvar for forsyningen i én måned om året (1 Kong 4,7). Der var også “forrådshuse på markerne, i byerne og i landsbyerne” (1 Krøn 27,25 i KJV).

IV. Levitbyer.

Disse blev fordelt med 13 til Arons børn, 10 til Kehat, 13 til Gershon, 12 til Merari, i alt 48 byer (Jos 21,13), hvoraf 6 var tilflugtsbyer (4 Mos 35,6); se tilflugtsbyer. For yderligere detaljer se arkitektur; hus.

LITTERATUR.

PEFS; Bliss og Dickie, Excavations at Jerusalem; Macalister, Excavation at Gezer; Bliss og Macalister, Excavations in the Land of Israel; Sellin, Excavation at Taanach; Schumacher, Excavation at Tell Mutesellim; Macalister, Bible Sidelights; G. A. Smith, Jerusalem; Historical Geography of the Holy Land; Bliss, Mounds of Many Cities; Vincent, Canaan.

Arch. C. Dickie

toun: Dette ord bruges til at gengive en række forskellige hebraiske udtryk i Det Gamle Testamente.

(1) Når et forklarende ord eller ledsagende omstændigheder viser, at en "by" var uden mur, og undertiden i det modsatte tilfælde (1 Sam 23,7), oversættes det hebraiske `ir med "town" i KJV, og RV er som regel enig med den (5 Mos 3,5; 1 Sam 27,5; Est 9,19).

(2) Både KJV og RV oversætter chawwoth med "towns" (4 Mos 32,41; Jos 13,30; 1 Kong 4,13; 1 Krøn 2,23), mens chatserim og perazoth begge i KJV optræder som "towns", men i RV som "villages" (1 Mos 25,16; Zak 2,4). Se Havvot-Jair.

(3) Bath, bogstaveligt "datter", findes undertiden i flertal mellem navnet på en by og chatserim, "landsbyer", som i Jos 15,45 randnote: "Ekron, med dets døtre og dets landsbyer." "Byer" er tydeligvis den passende oversættelse, og selv uden chatserim gengives bath med "town" (RV 4 Mos 21,25 osv.). Den samme brug af "datter" forekommer også i græsk i 1 Makk 5,65 (thugater), KJV "town", RV "village", randnote "daughter".

(4) KJV og English Revised Version uddyber qir, "mur", i Jos 2,15 ved at gengive det som "bymur"; American Standard Revised Version udelader det.

(5) Det græske udtryk komopoleis (Mark 1,38), som er en sammensætning af ordene for "landsby" og "by", er et tydeligt forsøg på at beskrive noget mellem de to og oversættes godt med "town". (6) KJV bruger "town" (Matt 10,11 osv.) og "village" (Matt 9,35 osv.) ganske vilkårligt for kome; RV har gennemgående "village". For lignende ændringer af KJV's "town" sammenlign 2 Makk 8,6 (chora); 11,5; 12,21 (chorion, RV "place").

Se by; landsby.

W. M. Christie