Befæstninger; fæstninger; befæstede byer; fæstningsværk

for-ti-fi-ka'-shun (omfatter):

I. I NYLIGE UDGRAVNINGER

1. Udgravning af tells

2. Lokaliteter

3. Primitiv karakter

4. Mure

5. Tårne

6. Akropolis eller borg

7. Murværk

8. Porte

9. Vandforsyning

II. I BIBELHISTORIEN

1. Før monarkiet

2. I monarkiets tidsalder

3. I tilbagekastelsens tidsalder

III. I SALMERNE OG PROFETERNE

1. Salmerne

2. Profeterne

IV. I DET NYE TESTAMENTE

1. I Paulus' breve

2. I Apostlenes gerninger

3. I evangeliernes historie

LITERATUR

Har en række ord, der repræsenterer dets forskellige dele og aspekter:

(1) mibhtsar er det ord, der almindeligvis gengives som "indmuret" eller "befæstet by". I både KJV og RV finder vi for det meste det mere formelle "befæstet by". Det forekommer alene (Es 17,3); med `ir, "by" (1 Sam 6,18; 2 Kong 3,19; flertal `are mibhtsar, "befæstede byer," 4 Mos 32,17); med tsor, "Tyrus" (Jos 19,29; 2 Sam 24,7, hvor det gengives som "fæstning").

(2) misgabh, "høj fæstning" (Es 25,12; Jer 48,1 RV, randnote; Sl 9,9 og mange andre steder i Salmerne).

(3) ma`oz, "fæstning", "høj tilflugtssteder" (Dom 6,26; Sl 31,2; Dan 11,39).

(4) metsudhah, "fæstning" KJV, "høj tilflugtssteder" RV (2 Sam 5,9; 2 Sam 5,17).

(5) metsurah, "fæstning" (Es 29,3 KJV; flertal RV "belejringsværker").

(6) mutstsabh (Es 29,3, "fæstning" RV, "jorddiger" KJV, "opstillede tropper" American Standard Revised Version).

(7) dayeq, "fæstning" (til belejring af en by, den omkransningsvold, som belejrerne kastede op, 2 Kong 25,1; Jer 52,4; Ez 4,2; Ez 17,17; Ez 21,22; Ez 26,8).

(8) matsor, "fæstning" (Jer 10,17 randnote, omkransningsvold: Hab 2,1, "tårn" KJV, "fæstning" RV, randnote; Zak 9,3).

(9) birah, "palads" KJV, "borg" RV (Neh 2,8; Neh 7,2). Birah græciseret som baris har dobbeltbetydningen "palads" og "fæstning". Nehemias "borg" optræder hyppigt i Makkabæerbøgerne og hos Josephus, og er Antonia-borgen fra Apostlenes gerninger.

(10) ochuroma (2 Kor 10,4, dets eneste forekomst i Det nye testamente, selvom det er den vigtigste ækvivalent til mibhtsar i Septuaginta). I denne forbindelse skal bemærkes, at chomah er hebraisk for "mur", græsk teichos; chel eller cheyl er hebraisk for "grøften", "volden" eller "bastionen" af en fæstning; mighdal, "tårn"; pinnah flertal pinnoth, "hjørnetårne".

Befæstede steder:

Fra det allervejeste af deres historie som nation var israelitterne kendt med befæstede byer. Beretningen om byer "store og befæstede helt op til himlen", beboet af Anakiters sønner, amalekitter, hetitter, jebusitter, amoriterer og kanaanitter, fyldte israelitterne med skræk i ørkenen og udløste gnyden blandt dem på deres vej til Kanaan (4 Mos 13,28; 5 Mos 1,28). Ikke at disse byer var noget sammenlignelseligt med moderne stæders omfang eller befolkningstal, eller med Ninive, Babylon og Memphis fra gamle dage. Men for et folk, der endnu kun var lidet bedre end en flok flygtninge, vante til ørkens simple lejrliv og uden kendskab til belejrings- og erobringsudstyr, var udsigten til at erobre murene og undertvinge befolkningen skræmmende. Kanaanitternes byer var allerede gamle, da Josva førte israelitterne til erobringen af landet. Ikke ringe del af deres historie er blevet kendt for os, og karakteren af deres forsvarsværker er blevet afsløret gennem udgravninger i Israels land i de senere år.

I. I nylige udgravninger.

1. Udgravning af tells:

Undersøgelserne er i høj grad blevet rettet mod tells, eller begravet byshøjene, hovedsagelig i landets sydvest. Palestine Exploration Fund, som trækker ressourcer fra Storbritannien og også fra Amerika, var først og har hele tiden været førende i udgravningsarbejdet. Gennem arbejdet af professor Flinders Petrie ved Tell el-Hesy; af dr. F. J. Bliss og professor Stewart Macalister ved Tell Zakariyah, Tell ec-Safi, Tell ej-Judeideh, Tell Sandahannah og senere af professor Macalister ved Gezer har Fonden i høj grad bidraget til vores viden om Kanaans befæstede byer. Arbejdet af Sir Charles Warren, Sir Charles W. Wilson, oberst Conder og andre udforsker ved Jerusalem under samme auspicier har været af stor værdi for at illustrere senere tiders forsvarsværker. Tyskland og Østrig har ikke været efter. Udgravningen først af Tell Ta'anek på Esdraelon-sletten og på nuværende tidspunkt (1911) af Jeriko af professor E. Sellin, tidligere fra Wien, nu fra Rostock; og af Tell el-Mutesellim, det gamle Megiddo, af Gottlieb Schumacher, har givet resultater af højeste vigtighed. Siden 1908 har en amerikansk ekspedition fra Harvard University, først under Schumacher og nu under dr. Reisner, som tidligere havde udgravningserfaring ved pyramiderne og andre steder i Egypten, udforsket med bemærkelsesværdige resultater hovedstaden for Nordriget, Samaria. Udgravninger er også blevet foretaget af det tyske Orientkomité ved Sinjerli, som har kastet lys over arkæologien i Nordre Syrien og især over det vidunderlige hetitisk folk. Memoirerne og rapporterne fra disse udgravninger har leveret overflod af materiale til at spore udviklingen og forstå tells anatomi. De supplerer på nyttig måde Skrifternes beretninger og bekræfter dem i mange tilfælde.

2. Lokaliteter:

Disse byer, som tilhørte Kanaans oprindelige indbyggere, lå på steder, der let lod sig forsvare. De blev enten bygget på en fremspringende udløber af en bjergryg, som Gezer, Megiddo, Tell ec-Safi (som menes at være det gamle Gat) og det tidlige Jerusalem, eller på en isoleret højde i sletten, som Tell el-Hesy (Lakisj) eller Taanak. Sammenlignet med moderne byer var området lille--i Gezers tilfælde omtrent en kvart kvadratmile, Lakisj 15 acres, Megiddo og Taanak 12 til 13 acres. En tilstrækkelig vandforsyning inden for let rækkevidde var et væsentligt træk. Om Gezer siger professor Macalister: "Vand, livets første nødvendighed, fandtes i overflod. De tre oprindelige måder at skaffe sig udkomme på--jagt, hyrdeliv og landbrug--kunne udøves her bedre end mange andre steder. Desuden er højen beundringsværdigt egnet til forsvar--endnu en hovednødvendighed i de tidlige dage. Den er stejl og ikke let at bestige; og fordi den er temmelig høj, behersker den en vid udsigt, så fjenders fremrykning kan ses og forberedes imod" (Bible Side-Lights from Gezer, 25,26).

3. Oprindelig karakter:

Deres historie går i de fleste tilfælde tilbage til en meget fjern oldtid. "Det kan ikke have været meget senere end 3000 f.Kr.," siger professor Macalister om Gezer, "da en primitiv menneskeslægt først indså, at den nøgne klippehøj (som den dengang var) ville være et egnet bosted. Denne stamme var et huleboende folk" (som ovenfor; og PEFS, 1904, 311 ff.). Den oprindelige befolkning havde måske besat højen i fem hundrede år, da kana'anæerne drev dem bort, ligesom de selv siden blev drevet bort af israelitterne. Men arten af deres oprindelige boliger, de tidligste levn fra deres sociale liv og det, der kan udledes om deres religiøse riter, vidner alle om en fjern oldtid. Fra højen Tell el-Hesy, som nu næsten sikkert identificeres med stedet for Lakisj, er elleve byer, den ene oven på den anden, blevet udgravet; den ellevte eller øverste havde ni byer mellem sig selv og de første amoritiske bygninger, der var rejst på den oprindelige skrænt. Denne nederste by menes at gå tilbage til omkring 2000 år f.Kr., idet professor Flinders Petrie har dateret de successive byer ved hjælp af keramikken, der blev fundet i højens lag. En af de elleve byer, muligvis den fjerde fra bunden, var den Lakisj, som faldt som bytte for Josva (Jos 10,32); dens mure, bygget af ubrændte teglsten og 10-12 fod (ca. 3-3,7 m) tykke, vidner om dens karakter som en indhegnet by (Bliss, A Mound of Many Cities, kapitel iv).

4. Mure:

Mens stedet for den kana'anæiske by blev valgt på grund af dets naturlige styrke, følte de første bosættere snart behov for en form for befæstning. Ved Sinjerli har udgraverne kunnet spore stedets generelle udvikling fra en gruppe hyrdehytter til en by med mur omkring. Den tidligste befæstning, man forsøgte sig med, var en jordvold, der fulgte højens naturlige kontur (PEFS, 1903, 113). Inden for en sådan omsluttende mur blev huse bygget, og indbyggerne levede og varetog deres hverv i sikkerhed. Den oprindelige jordvold ved Gezer blev med tiden først afløst af en indre og derpå efter tur af en ydre mur. Den ydre mur, da den blev føjet til for at styrke den indre, var chel, gengivet i den engelske oversættelse som "bulwark" (Es 26,1) eller "rampart" (Nah 3,8, hvor Nilens vande tjente samme formål). Professor Macalister anslår, at Gezers indre mur var gået af brug og lå i ruiner omkring 1450 f.Kr., og at det var den ydre, der oplevede israelitternes erobring af Kanaan. "Selv i sin nuværende ødelagte form," siger professor Macalister, "er den ydre bymur en imponerende konstruktion. Nogle steder står den stadig i en højde af fra 10 til 14 fod (ca. 3-4,3 m), og disse kan næppe betragtes som meget mere end de underjordiske fundamenter. Bymurens yderside, der tårnede sig op over højen, som byen var bygget på, kan meget vel have forekommet Moses' udsendinge uindtagelig" (Bible Side-Lights, 142). Murene i en senere tid, som vi lærer af assyriske afbildninger, var forsynet med brystværn, meget ofte takkede, og "dine tinder af rubiner" (Es 54,12, Revised Version (britisk og amerikansk), Revised Version, randnote "vinduer") kan sigte til dem. For at styrke murene, især på de mindst forsvarlige punkter, blev der undertiden tilføjet støttemure eller beklædninger af sten eller ovnbrændte teglsten. Selv disse ville igen blive gjort mindre angribelige ved en grav (chel), der tjente til at afskære en fæstning fra tilstødende jævnt eller skrånende terræn, sådan som det stadig kan ses uden for Jerusalems nordmur og ved mange dele af Konstantinopels mure.

5. Tårne:

Tårne blev undertiden bygget ved hjørnerne eller på steder på muren, hvor angreb måtte frygtes (Ze 1,16; 2 Krøn 14,7). Sådanne tårne er blevet afdækket på højderyggen ved Tell Zakariyah. Ved Gezer fandt man 30 tårne rundt om den ydre mur. På Sinjerlis mure rejste der sig ikke færre end 800 tårne (Garstang, Land of the Hittites, 273). På grundlag af udgravningerne på dette gamle hittitiske sted forstår vi, at byerne omkring den tid, da israelitterne kom ind i Kanaan, "allerede var omgivet af mure af tilhugget sten, støttet af talrige ydre tårne, og man kom ind i dem gennem porte, der var spærret med et par dobbeltdøre og bevogtet af flankerende tårne på begge sider" (Land of the Hittites, 367). For illustrationer, se CITY.

6. Akropolis eller borg:

Hver eneste af disse gamle byer havde en indre fæstning, som skulle være et internt middel til beskyttelse og forsvarernes sidste tilflugtssted i yderste nød. Ved Tell Zakariyah er akropolis-muren blevet sporet, og dens form har vist sig at være bestemt af konturerne i den høj, den stod på. I en gammel hittitisk bosættelse er der fundet en fæstning, rektangulær i formen og støttet af en ydre og lavere mur i en afstand af 12 til 30 yards (Land of the Hittites, 162). Der er vidnesbyrd om, at den høj eller skrænt, som oprindelig var bebygget, forblev byens fæstning eller akropolis, da byen bredte sig over et større område; og dette synes i det mindste i nogen tid at have været tilfældet med den jebusitiske borg, som David indtog og gjorde til rigets hovedstad. Ved Sinjerli var der, skønt en mur omgav hele byområdet, både en ydre og en indre forsvarsmur omkring citadellet. På dette citadel fandt man paladser, hvorfra den assyriske konge Tiglat-Pileser I kopierede planen til et hittitisk palads, på assyrisk kaldet Hilani.

7. Murværk:

Udgravningerne gør det muligt for os at se befæstningskunstens udvikling fra meget primitive begyndelser. Ubagt tegl og groft stenarbejde var materialerne i de tidligste mure. De findes sædvanligvis som skiftegangsløst murværk, hvor de store sten er utilhuggede marksten. Stenbeklædningerne og fugerne i murene blev ofte pakket med småsten eller med kalkstensskærver, mens stenene selv var mere eller mindre groft tilhugget og formet med hammer. Hjørnesten findes i tårnene med spor af mejsel, men det er først et godt stykke inde i den hebraiske periode, at man finder sten med bosser og kantindhugning. Ved Zakariyah var akropolis-murene af brudsten lagt i ler, blandet med strå uden kalk, og de indeholdt nogle fint bearbejdede sten, uregelmæssigt indblandet blandt marksten af forskellig størrelse. På et senere tidspunkt blev mørtel brugt til at dække murene og give større styrke og støtte. Men leret, der blev brugt til formålet, havde let ved at revne, medmindre det fik fasthed ved at blive trådt med fødderne og blandet med vand. Således læser vi om en mur, der er overstrøget med uhærdet mørtel (Ez 13,10-16; Ez 22,28; jf. Nah 3,14). I murværket i den hittitiske fæstning (se (6) ovenfor) er den indre murs murværk groft tørstensmurværk, mens den ydre er bygget af sten, omtrent femkantede i formen, uregelmæssige i størrelse, tilpasset hinanden og lagt uden mørtel, noget i retning af de kyklopiske mure fra de tidligste perioder i græsk historie.

Se GEZER.

8. Porte:

Portene i Kanaans befæstede byer havde måske ikke den sociale betydning, som byporten fik i senere tider, men de var et vigtigt element i en bys forsvarsværker. De var så få som muligt for kun at give den nødvendige adgang ind og ud. Jerikos port blev lukket og sikret ved mørkets frembrud (Jos 2,5). Gazas port havde to fløje, som ikke var hængslet til de to portstolper, men drejede på tappe, der gik i lejer i tærskel og overligger; bommen spændte mellem de to stolper og blev ført ind i dem for at sikre porten (Dom 16,3, med Moores noter). Babylons hundrede porte var ifølge Herodot alle af bronze (i.179); og Jahve lover Kyros at sønderbryde bronzedørene og hugge jernbommene over (Es 45,2). At bommene undertiden var af træ, fremgår tydeligt af det, der siges om Nineves bomme (Hab 3,13). For at beskytte porten blev den forsynet med tårne. Uzzija byggede tårne i Jerusalem ved Hjørneporten og ved Dalporten og befæstede dem (2 Krøn 26,9). I Gezers indre mur, som der er henvist til, er der fundet en port af meget bemærkelsesværdig konstruktion. Muren er af sten, men portåbningen består af en passage mellem to massive tårne af tegl. Passagen er 9 fod bred og 42 fod lang, groft brolagt med sten. Stenplader på hver side af passagevejen bærer spor af ild, og fraværet af nogen træbarriere kan skyldes en brand ved byens erobring. Tårnene står stadig og når op til en samlet højde af omkring 16 fod. I senere tider blev vægtere sat på tårnet over porten for at spejde efter ven eller fjende eller budbringeres ankomst (2 Sam 18,24 ff), og tårnet havde kamre i sig, som kunne benyttes af besøgende eller af en vagtstyrke. Om de mere generelle formål, se GATE.

9. Vandforsyning:

Et af de væsentlige krav til den primitive kana'anæiske fæstning var en vandforsyning. Ved Gezer var en rigelig kilde inden for nem rækkevidde tilgængelig. Tell el-Hesy behersker de eneste kilder i den egn (A Mound of Many Cities, 16). Det er et stærkt argument til fordel for den moderne teori om, at Ofel-højderyggen er stedet for Zion eller Davidsbyen, at Jomfrukilden, den eneste helårskilde i hele Jerusalems kreds, lå tæt ved den og ville have været en tilskyndelse for jebusitterne til at bygge deres fæstning dér. På de steder, der er blevet udgravet, er der stadig fundet cisterner, undertiden overhvælvede og med trin ned i dem. Man har også iagttaget spor af skjulte passager eller tunneler, hvorigennem man har fået adgang til den nærmeste kilde. En sådan forklaring er blevet givet på »renden« (2 Sam 5,8 KJV, »vandløb« RV (britisk og amerikansk)), gennem hvilken Joab fik adgang til Jebus' fæstning og satte David i stand til at indtage den (1 Krøn 11,6; jf. Vincent, Canaan d'apres l'exploration recente, 26). Under en fjendes omringning af en befæstet by var det et strategisk punkt for indbyggerne at sikre kilden og at aflede eller skjule strømmen, der flød fra den, så belejrerne kunne stå uden vandforsyning (2 Kong 3,19; 2 Kong 3,25; 2 Krøn 32,3; jf. også 2 Sam 12,26; 2 Sam 12,27, Century Bible, Kennedys note).

II. I den bibelske historie.

1. Før monarkiet:

Ved Jordans overgang fandt israelitterne i Jeriko en mur-omkranset by af stor styrke, som spærrede deres fremrykning. De for nyligt foretagne udgravninger har afsløret de almindelige træk ved kana'anæiske fæstninger – en ydermur, som omgav hele området, 2 m tyk, en citadel og beskyttende mure af ikke mindre solid konstruktion. I nærheden ligger også den vigtige kilde, som forsynede byen med vand. Inden for citadellet fandt man væggene og værelserne fra kana'anæiske huse, og i mange tilfælde levninger af spædbørn begravet i lerkrukkker under jordgulve (Driver, Modern Research as Illustrating the Bible, 91 ff). Disse eksempler på "grundlæggelsesofringer", som udgravningerne ved Gezer har gjort os bekendt med, kaster lys over beretningen om byens genopbyggelse i Ahabs dage, da Hiel fra Betel byggede Jeriko op igen, lagde grundvolden med tab af sin førstefødt Abiram og rejste portene med tab af sin yngste søn Segub (1 Kong 16,34).

Se hjørnestenen; Kanaan.

I Dommerbogen læser vi om Thebez's stærke tårn eller citadel, hvortil indbyggerne havde trængt sig sammen, og som Abimelek satte ild på, da en kvinde på muren kastede en møllesten ned på ham og knuste hans kranie (Dom 9,51). Det synes ikke, at israelitterne på denne tid var i besiddelse af landets fæstninger, thi da filisterne oversvømmede landet, havde de ingen fæstninger at flygte til, men "skjulte sig i huler og i kratskove, mellem klipper og i huller" (1 Sam 13,6).

2. I monarkiets periode:

Da David erobrede jebuserborgen (2 Sam 5,6) og flyttede sin hovedstad fra Hebron til Jerusalem, begyndte en ny æra af uafhængighed og endda af erobringer. Davids by havde naturlige forsvar, og med de befæstninger, som var blevet tilføjet, gjorde det den uintagelig for enhver filistæisk eller aramæisk fjende, og den blev en af de stærkeste fæstninger i Vestasien.

Skønt Salomo var en fredsmand, inkluderede han blandt de store bygninger, som han udførte, fæstninger og forsvarsværker. Han byggede muren omkring Jerusalem. Han byggede Millo (kaldet Akra, "citadel", i Septuaginta) og tettede bruddene i Davids bys mure, så der ikke skulle findes noget svagt punkt i byens forsvar (1 Kong 9,15). Denne befæstning fremstilles i Septuaginta, som her har et tillæg til den massoretiske tekst, som sikrende de oprindelige indbyggeres fuldstændige underkastelse, de som var blevet tilbage. Salomo byggede også Hazor for at vogue over Damaskus, Megiddo for at vogte Jezreels slette, og Gezer, som overskuede kystsletten; hans arbejde var snarere omfæstning end bygning fra grunden. Han befæstede også Beth-horon, øvre og nedre, for at blokere vejen mod filistæisk invasion. Forrådsbyerne og byerne til hyppelse af hans vogne og heste var også dele af hans militærsystem (1 Kong 9,18).

Rigets splittelse og den misundelse og fjendtlighed, som fulgte mellem Juda og Israel, nødvendiggjorde nye befæstningsforetagender på begge riger. Rehabeam boede i Jerusalem og byggede forsvars­byer i Juda. Han befæstede fæstningerne og forsynede dem og lagrede våben inden i dem i tilfælde af belejring (2 Krøn 11,5). En af Jeroboams første handlinger, da han besteg tronen, var at bygge de to fæstninger: Sikem for at vogue over Efraims bjerge, og Penuel for at beskytte Gilead (1 Kong 12,25). Baasja pressede senere sin grænse inden få kilometer fra Jerusalem og befæstede Rama for at intimidere Asa på hans eget sæde. Den lange krig, som varede gennem Jeroboams, Nadabs, Baasjas og Elas regeringer, kongerne af Israel, var i høj grad en belejringskrig; en af dem, belejringen af Gibbeton, havde åbenbart varet 27 år (1 Kong 15,27, sammenholdt med 1 Kong 16,15).

Med Omri opstod der i Israel en mægtig hersker, hvis navn omtales med respekt i de assyriske mindesmærker, som benævner Israels rige "Bit Khumri", "Omris hus' land". Han var byggeren af Samaria, som forblev Nordrigssæde til dets fald i 722 f.Kr. I udgravninger, som for nylig er foretaget af Harvards arkæologiske ekspedition, blev væggene af Omris slot og fæstning blottet, hvilket giver et indtryk af stedet store styrke.

Selvom Salomo byggede muren omkring Jerusalem, læser vi, at Uzzija byggede tårne ved hjørneporten, ved dalporten og ved murens sving, og befæstede dem (2 Krøn 26,9). Hans søn Jotam fortsatte sin faders arbejde for den videre befæstning af byen (2 Krøn 27,3; 2 Krøn 27,1). Hizkija havde god grund til yderligere at øge byens styrke, eftersom han skulle bære hovedbyrden af Sennakerib's ekspedition mod vest. Sennakerib praler med at han af Hizkijas befæstede byer erobrede 46 plus utallige fæstninger desuden (Schrader, Schrader, The Cuneiform Inscriptions and the Old Testament, I, 286), men han kan ikke fortælle, at Jerusalem var blandt dem, for den kom gennem prøvelsen uskadet. I Manasses regeringstid blev Jerusalem erobret og kongen selv bortført til Ninive, men efter hans omvendelse blev han genindsat på tronen og gav sig til at styrke byens befæstninger (2 Krøn 33,14). Byen kunne imidlertid ikke holde stand mod Nebukadnessar og hans høvedsmænd; den blev erobret i 597 f.Kr., og kong Jojakin og befolkningens blomst blev deporteret til Babylon. Efter en belejring på to år blev den igen erobret i 586 f.Kr., og tempel og by blev ødelagt, og murerne raseret til jorden.

3. I returperioden:

Nehemias' patriotiske arbejde med at genopbygge Jerusalems mur hører egentlig til byens historie (se Jerusalem). I makkabæerkampen blev Akra (2 Krøn 45 osv.), borgen, længe holdt af en syrisk garnison og blev til sidst overgivet til ypperstepræsten af Demetrios (/APC 1 Makk 10,32). Bemærkelsesværdig også endnu senere var Antoniaborgen (ApG 22,24) på stedet for den tidligere borg fra Nehemias' tid (Neh 2,8; Neh 7,2).

III. I Salmerne og profeterne.

1. Salmerne

Under billedet af en fæstning eller en bjergfæstning, utilgængelig for enhver almindelig fod, hvor der er fuldkommen sikkerhed mod fjender og forfølgere, ynder salmisten at udtrykke sin tillid til Gud. Jahve er i kraft af sine retfærdige domme et højt tårn for de nedtrådte, et tilflugtssted og et sikkert sted (misgabh) for dem, der er i nød (Sl 9,9). Når han jubler over Guds styrke, som har givet ham udfrielse, ophober han ord for at udtale sin tillid: "Jeg elsker dig, Jahve, min styrke. Jahve er min klippe og min fæstning (metsudhah), .... min Gud .... mit høje tårn (misgabh)" (Sl 18,1; Sl 18,2). Tretten gange i Salmerne finder vi dette ord: Sl 9,9; Sl 18,2; Sl 46,7; Sl 46,11; Sl 59,9; Sl 59,16; Sl 59,17 (hvor King James Version oversætter "forsvar" og Revised Version (britisk og amerikansk) "højt tårn") osv. Andre steder bruges metsudhah (Sl 31,2; bogstaveligt "fæstningers hus"; Sl 91,2; Sl 144,2). Hvis vi havde frihed til at anerkende sådanne salmer som Salmerne 18:59 som davidiske, ville deres passende karakter i forhold til hyrdekongens omstændigheder, da han blev forfulgt af Saul, søgte tilflugt i Adullams hule og udholdt farerne og bekymringerne ved en fredløs tilværelse, straks være tydelig.

2. Profeterne:

Skønt Jeremias er blevet kaldt den grædende profet, gjorde Gud ham dog, for at han frygtløst kunne opfylde sin opgave over for et genstridigt folk, til "en befæstet by (`ir mibhtsar), en jernsøjle og bronzemure" (Jer 1,18; jf. Jer 6,27; Jer 15,20). Hoseas i Nordriget forudsagde ødelæggelsen af dets "fæstninger" (mibhtsar) ved de indtrængende assyrere (10,14; jf. 8,14). Profeterne henvendte sig, når de forkyndte Guds budskab til deres tid, ikke alene til Israel og Juda, men også til de store verdensmagter, som det hebraiske folk havde forbindelser med. I profeternes udsagn til folkeslagene – til Egypten, Babylon, Assyrien, Syrien, Edom og andre – får vi glimt af store og befæstede byer som No-amon (Theben), Babylon, Nineve og Damaskus, hvis naturlige forsvar og tilføjede befæstninger ikke reddede dem fra erobring og ødelæggelse. Og profeternes lære til trøst for Israel og Juda er, at Jahve var et bedre forsvar for dem, end Assyriens og Egyptens store floder var for disse folkeslag. Da Nineve var på højden af sin stolthed, vildskab og verdslige herlighed, spørger Nahum den: "Er du bedre end No-amon (Theben i Egypten), som lå blandt floderne, som havde vandene rundt om sig; hvis vold (chel) var havet (Nilen), og hvis mur (chomah) var af havet?" (Nah 3,8). Om Nineve selv ved vi, at den var beskyttet ikke blot af mure og fæstninger af stor styrke, men også af kanaler og vandløb, der var ført rundt om byen. Alligevel erklærer Nahum i sin ophøjede apostrofe: "Alle dine fæstninger skal være som figentræer med de tidligt modne figner: hvis de rystes, falder de i munden på den, der spiser" (Nah 3,12). Babylon havde mure, hvis styrke og højde, sådan som de beskrives af Herodot og andre historikere, var fabelagtige. Dets store monark Nebukadnesar var på sin tid Østens største hersker, og Sir Henry Layard har fortalt, at næppe en mursten, der blev gravet frem i højene på den store babyloniske slette, var uden hans navn. Men da regnskabets dag kom, var muren, der siges at have været høj som et bjerg og 80 fod tyk, med sin voldgrav så bred, at en pil ikke kunne skydes over den, og alle dens omhyggeligt udførte forsvarsværker, som om de ikke havde været der; den overgav sig til Kyros, uden at der blev slået et slag. Det er i profeternes syner, i den universelle fred, som skal ledsage Israels genoprettelse, at vi hører om "dem, der er i ro, som bor trygt, alle sammen boende uden mure og uden bomme eller porte" (Ez 38,11). "På den dag skal denne sang synges i Judas land: Vi har en stærk by; frelse vil han sætte som mure og volde" (chel) (Es 26,1). "Vold skal ikke mere høres i dit land, ej heller ødelæggelse eller undergang inden for dine grænser; men du skal kalde dine mure Frelse og dine porte Lovprisning" (Es 60,18). At bygge befæstede byer, sammen med ridning på heste og militære forberedelser, var et kendetegn på den falske profet, som tilskyndede til forbund med fremmede magter som Assyrien og Egypten og stolede for meget på nationens materielle ressourcer. Den sande profet indså, at nationens styrke lå i Gud, og tilskyndede folket til at sætte deres lid til ham (Hos 8,14). "Jerusalem," siger Zakarias i hjemkomstens dage, "skal bebos som landsbyer uden mure på grund af mængden af mennesker og kvæg i den. For jeg, siger Jahve, vil være en mur af ild rundt om den, og jeg vil være herligheden midt i den" (2,4.5; jf. 8,4.5).

IV. I Det Nye Testamente.

1. I Paulus' breve:

I et velkendt sted (2Kor 10,3-5) benytter Paulus, som han ofte gør, sin viden om romerske krigsmetoder og introducerer til styrkelse af store åndelige lærddomme nedrivningen af "fæstninger" som det endelige mål for hver kampagne. Det anvendte ord (ochuromata) er det græske ækvivalent til det hebraiske ord, der almindeligt gengives som "fæstning" (mibhtsar). "Fæstningerne er klippe-fæstningerne, såsom dem, der engang bredte sig langs kysten af hans hjemland Cilicien, og som han må have hørt meget om, når hans fader fortalte ham, hvordan de blev "revet ned" af romerne i deres krige mod pirater. Disse "høje ting, som ophøjer sig selv"--disse høje udkanter af naturens stolthed--besat i kraft af fiendetropper--havde været en velkendt erfaring i mange krige gennem hele Lilleasien, mens en af de mest storslåede af alle var Akropolis, som tronede over Korint" (Dean Howson, The Metaphors of Paul, 34 f).

2. I Apostelenes Gerninger:

Fra trapperne af Antonia-kastelet talte Paulus, med tilladelse fra Claudius Lysias, kommandanten for garnisonen i Jerusalem, i hvis varetægt han var, til den ophidsede folkemængde og fortalte historien om sin omvendelse. Antonia var da, som det var i vores Herres tid, kvarterer for den romerske garnison, som besatte Jerusalems jødiske hovedstad (Apg 21,37; Joh 18,28); og samme sted er den dag i dag dækket af en tyrk kaserne.

3. I evangeliehistorien:

Skønt det ikke nævnes ved navn, menes det dystre Macherus-kastelet øst for Det Døde Hav at være stedet for Døberen Johannes' fængsling og mord. Beskrivelsen heraf givet af Josephus (BJ, VII, vi, 1) viser, at det var et sted af enormt styrke. "Det var helt nødvendigt, at denne fæstning skulle nedrives for at den ikke skulle trække mange bort til oprør på grund af dens styrke; thi stedets natur var meget egnet til at give sikker håb om sikkerhed for dem, der holdt det, og forsinkelse og frygt for dem, der angreb det. Thi det, der blev forsvaret af en fort, var selv en klippebakke, der steg til en meget stor højde, hvilket forhold alene gjorde det meget vanskeligt at erobre den. Det var også således indrettet af naturen, at det ikke let kunne nærmes; thi det var omgivet af raviner på alle sider, så dybe, at øjet ikke kan nå deres bunde, og de er ikke nemme at krydse, og det er helt umuligt at fylde dem op med jord." Macherus, ligesom Herodium, Jotapata, Masada, spillede en stor rolle i de tragiske scener af den jødiske krig, som Josephus beskriver så grafisk.

LITERATUR.

Bliss og Macalister, Excavations in Palestine; Bliss, A Mound of Many Cities; Macalister, Bible Side-Lights from Mound of Gezer; PEFS for 1903-6, referring to Gezer; Driver, Modern Research as Illustrating the Bible; Vincent, Canaan d'apres l'exploration recente; Billerbeck, Der Festungsbau im alten Orient.

T. Nicol.