Bibelsk teologi

bib'-li-kal the-ol'-o-ji:

I. BIBELSK TEOLOGI SOM VIDENSKAB

1. Definition

2. Forholdet til dogmatik

3. Bibelsk teologis plads og metode

4. Forholdet til videnskabelig eksegese

II. DEN BIBELSKE TEOLOGIS HISTORIE

1. Dens fremkomst i videnskabelig form

2. Patristiske og skolastiske perioder

3. Bibelske bestræbelser i det 17. og 18. århundrede

4. Gammeltestamentlig teologi i første halvdel af det 19. århundrede

5. Nytestamentlig teologi i det 19. århundrede

6. Gammeltestamentlig teologi i anden halvdel af det 19. århundrede

7. Kritikkens betydning for gammeltestamentlig teologi

III. INDDELINGER AF BIBELSK TEOLOGI

1. Afvigende syn på Det Gamle Testamentes inddelinger

2. Lov og profeti

3. Ur-profetisme og endelig jødedom

4. Mosaismens plads

5. Karakteren af Israels religiøse udvikling

LITTERATUR

I. Bibelsk teologi som videnskab.

1. Definition:

Bibelsk teologi synes bedst at kunne defineres som læren om bibelsk religion. Som sådan bearbejder den det materiale, der findes i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, som resultat af eksegetisk studium. Dette er den moderne tekniske betydning af udtrykket, hvorved det betegner en systematisk fremstilling af bibelsk religion i dens oprindelige form.

Bibelsk teologi er undertiden blevet forstået som ikke alene denne videnskab om Skrifternes læremæssige udsagn, men hele den gruppe af videnskaber, der beskæftiger sig med fortolkningen og udlægningen af Skrifterne. I dette bredere syn på bibelsk teologi er udtrykket eksegetisk teologi blevet brugt til at definere og indbefatte den gruppe af videnskaber, der allerede er omtalt. Men efter vores opfattelse synes hele vægten af præference at tilhøre den snævrere brug af udtrykket bibelsk teologi, som mere strengt videnskabelig.

2. Forholdet til dogmatik:

Dette betyder ikke, at videnskaben bibelsk teologi sammenblandes med dogmatikkens videnskab, for deres karakter er skarpt adskilt. Dogmatikkens videnskab er historisk-filosofisk; den bibelske teologis videnskab er rent historisk. Dogmatikken erklærer, hvad der for den religiøse tro må betragtes som sandhed; bibelsk teologi afdækker kun, hvad forfatterne til Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente anfører som sandhed. Sidstnævnte fastslår blot indholdet af de ideer, der fremsættes af de hellige forfattere, men beskæftiger sig ikke med deres rigtighed eller efterprøvelse. Det er sandhedens hvad, i disse dokumentariske autoriteter, bibelsk teologi søger at nå frem til. Hvorfor, eller med hvilken ret, det således fremsættes som sandhed, hører til den anden videnskab, dogmatikken.

3. Bibelsk teologis plads og metode:

Bibelsk teologi er således den mere objektive videnskab; den har ikke brug for dogmatik; dogmatikken derimod kan ikke være uden hjælp fra bibelsk teologi. Den bibelske teolog bør være en kristen filosof, en ekseget og frem for alt en historiker. For det er på en rent historisk måde, at bibelsk teologi søger at undersøge undervisningen som helhed hos hver af de hellige forfattere. Hvert skrift studerer den i sig selv, i dets forhold til de andre og på dets plads i historien betragtet som helhed. Dens metode er historisk-genetisk. Den rette plads for bibelsk teologi er i spidsen for den historiske teologi, hvor den stråler som et lyscentrum. Dens ideal som videnskab er at give et klart, fuldstændigt og omfattende overblik over de bibelske lærdomme.

4. Forholdet til videnskabelig eksegese:

I bestræbelsen på dette mål betjenes bibelsk teologi af videnskabelig eksegese, hvis resultater den fremstiller i ordnet form, så den kan fremvise den organiske enhed og fuldstændighed i bibelsk religion. Betydningen af bibelsk teologi ligger i den måde, hvorpå den leder, korrigerer og befrugter al moralsk og dogmatisk teologi ved at føre den tilbage til sandhedens oprindelige kilder. Dens ånd er en upartisk historisk undersøgelses ånd.

II. Den bibelske teologis historie.

1. Dens fremkomst i videnskabelig form:

Bibelsk teologi, i nogen virkelig videnskabelig form, stammer først fra det 18. århundrede. Skønt den var et afkom af tysk rationalisme, er den dog blevet fundet værdig til dyrkning og videnskabeligt studium af den mest ortodokse teologi. Ja, pietismen fremførte også dens krav som bibelsk dogme i modsætning til ortodoksiens alt for skolastiske dogme.

2. Patristiske og skolastiske perioder:

Den patristiske teologi var uden tvivl bibelsk, og den alexandrinske skole fortjener særlig ros. Middelalderens skolastiske teologi støttede sig til fædrene snarere end til Bibelen. Bibelsk teologi fandt, i ånd om end ikke i form, en fornyelse ved reformationen. Men dette blev tidligt efterfulgt af en type skolastik i det 17. århundrede, polemisk og konfessionel.

3. Bibelske bestræbelser i det 17. og 18. århundrede:

Selv i det århundrede manglede der dog ikke bestræbelser af en mere rent bibelsk karakter, som dem hos Schmidt, Witsius og Vitringa vidner om. Men gennem hele det 18. århundrede var der tydelige bestræbelser på at kaste det skolastiske åg af sig og vende tilbage til bibelsk enkelhed. Haymann (1708), Busching (1756), Zachariae (1772) og Storr (1793) er eksempler på de omtalte bestræbelser. Men det var fra rationalistisk side, at den første hævdelse af bibelsk teologi som en videnskab med selvstændig rang blev fremsat. Denne fortjeneste tilkom Gabler (1787), som krævede en rent historisk behandling af Bibelen, og blev senere delt af hans kollega, G. L. Bauer, som udgav en Biblical Theology of the New Testament (tysk) i fire dele (1800-1802). Endnu mere selvstændigt var det standpunkt, som C. F. Ammon indtog i sin Biblische Theologie (2. udgave, 1801-2). Ammon undlader ikke at opfatte vor videnskabs historiske karakter, idet han siger, at bibelsk teologi kun bør beskæftige sig med »materialerne, grundideerne og resultaterne af den bibelske lære, uden at besvære sig med deres indbyrdes forbindelse eller væve dem ind i et kunstigt system.«

4. Gammeltestamentlig teologi i første halvdel af det 19. århundrede:

Schleiermachers indflydelse var næppe heldig; Det Gamle Testamente blev skilt fra Det Nye Testamente, og opmærksomheden blev samlet om det sidste. Kayser (1813) og, endnu mere, DeWette, som døde i 1850, arbejdede videre på at fuldkommengøre vores videnskab, især i metodiske spørgsmål. Fortsættere af arbejdet var Baumgarten-Crusius (1828), Cramer (1830) og Colln, hvis værk blev fremlagt posthumt af D. Schulz i 1836. Det var i andet kvartal af det 19. århundrede, at Det Gamle Testamentes bibelske teologi begyndte at få den fulde opmærksomhed, den fortjente. Man har erklæret det som Hegels filosofis fortjeneste, at den lærte mennesker i de forskellige bibelske læresystemer at se en fuldstændig udvikling, og Hegel udøvede uden tvivl en befrugtende indflydelse på den historiske forskning. Men det må også siges, at den hegelske filosofi påvirkede den bibelske teologi på en skadelig måde, sådan som det kan ses i Vatkes a priori-konstruktion af historie og lære i hans værk Die bib. Theologie (1835), og i Bruno Bauers Die Religion des AT (1838-39), som anfægtede Vatke, men ikke forbedrede ham. Steudel (1840), Oehler (1845) og Havernick (1848) fortjener at nævnes med særlig hæder i denne gammeltestamentlige sammenhæng. I sin Theology of the Old Testament (3. udgave, 1891; amerikansk udgave, 1883) fastholdt G. F. Oehler på fremragende vis den nære forbindelse mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, som Hengstenberg allerede havde fremhævet i 1829.

5. Nytestamentlig teologi i det 19. århundrede:

Det Nye Testamentes bibelske teologi blev fremmet af den mindeværdige Neander. I 1832 udgav han først sin Planting and Training of the Christian Church, mens hans Life of Jesus først udkom i 1837. I dette sidstnævnte værk sammenfattede han Forløserens lære, mens det førstnævnte fremstillede de apostolske forfatteres læremæssige undervisning på en sådan måde, at de forskellige tankenuancer, som var særegne for hver af dem, blev vist, idet han samtidig påpegede, »hvordan der, trods al forskel, fandtes en væsentlig enhed nedenunder, medmindre man lader sig bedrage af formen, og hvordan formen i sin mangfoldighed let kan forklares.« C. F. Schmid forbedrede i nogle henseender Neanders arbejde i sin fremragende Biblical Theology of the New Testament, udgivet (1853) efter hans død af Weizsacker (ny udgave, 1864). I Schmids værk fremstilles Det Nye Testamentes bibelske teologi med objektivitet, klarhed og indtrængende indlevelse.

Hahns Theology of the New Testament (1854) formåede ikke fuldt ud at yde de forskellige typer af læremæssig udvikling i Det Nye Testamente retfærdighed. G. V. Lechlers arbejde om den apostolske og postapostolske tid var i sin forbedrede form fra 1857 langt vigtigere. E. Reuss udgav i 1852 sin værdifulde History of the Christian Theology of the Apostolic Age, et fuldstændigt og kritisk værk, men ikke tilstrækkeligt objektivt i sin behandling. Forelæsningerne over Det Nye Testamentes teologi af F. C. Baur, lederen af Tübingen-skolen, viser både skolens fortjenester og dens mangler. De er kritiske, selvstændige og tankevækkende, men mangler upartiskhed. De blev udgivet af hans søn efter hans død (1864). En ny udgave af disse forelæsninger over Det Nye Testamentes teologi blev udgivet af Pfleiderer i 1893.

Efter først at have behandlet Jesu lære fremlagde Baur dernæst materialet til Det Nye Testamentes teologi i tre perioder og gjorde Paulus næsten til kristendommens grundlægger. For ham var kun fire af Paulus’ breve ægte produkter af den apostolske tid, nemlig Romerbrevet, de to Korintherbreve, Galaterbrevet, sammen med Åbenbaringen. På Det Nye Testamentes tilblivelse og historie anvendte Baur den hegelske dialektiks metode, og selv om han var kraftfuld og dybsindig, viste han mangel på sund, velafbalanceret dømmekraft. Alligevel gav en så konservativ forsker som Weiss Baur æren for »først at have gjort det til kritikkens opgave at anvise hver bog i Det Nye Testamente dens plads i historien om urkristendommens udvikling, at bestemme de forhold, som den skylder sin oprindelse, det mål, den sigter mod, og de synspunkter, den repræsenterer.« Blandt Baurs tilhængere kan nævnes Pfleiderer i hans Paulinism (1873).

Theology of the New Testament af J. J. Van Oosterzee (engelsk udgave, 1870) er en brugbar bog for studerende, og A. Immers New Testament Theology (1878), idet han allerede var berømt for sine hermeneutiske studier, er bemærkelsesværdig. Fremmest blandt senere dyrkere af Det Nye Testamentes bibelske teologi må B. Weiss regnes; hans værk i to bind (engelsk udgave, 1882-83) udgør en særdeles kritisk og fuldstændig, grundig og nøjagtig behandling af emnet i alle dets enkeltheder; W. Beyschlag, hvis New Testament Theology (engelsk udgave, i 2 bind, 1895) også er værdifuld; H. Holtzmann, hvis afhandling om New Testament Theology (1897) på kritisk vis behandlede Det Nye Testamentes læremæssige indhold. Holtzmanns lærdom og evner er store, men hans arbejde skæmmes af naturalistiske forudsætninger. Det franske værk om Theology of the New Testament af J. Boron (2 bind, 1893-94) er præget af stor selvstændighed, dygtighed og rimelighed. Theology of the New Testament af W. F. Adeney (1894) og det endnu nyere, og meget tiltalende skrevne, værk med samme titel af G. B. Stevens (1899) fører os ganske godt frem til vores videnskabs nuværende stade med hensyn til Det Nye Testamente.

6. Gammeltestamentlig teologi i anden halvdel af det 19. århundrede:

Vender vi tilbage til Det Gamle Testamentes bibelske teologi i anden halvdel af det 19. århundrede, finder vi A. Klostermanns Investigations into the Old Testament Theology, som udkom i 1868. Det Gamle Testamentes teologi, ikke mindre end Det Nye Testamentes, blev fremlagt af den store forsker H. Ewald i fire bind (1871-75; engelsk udgave (første del), 1888). Hans interesse for Det Nye Testamentes teologi skyldtes hans stærke følelse af, at Det Nye Testamente i virkeligheden er anden del af beretningen om Israels åbenbaring. A. Kuenen behandlede Israels religion i to bind (engelsk udgave, 1874-75), skrevet ædelt, men med mangelfuld indsigt i og forståelse af Israels højere religiøse ideer. F. Hitzigs Prelections (1880) behandler Det Gamle Testamentes teologi som en del af deres indhold. H. Schultz behandlede Det Gamle Testamentes teologi i to bind (1. udgave, 1869; 5. udgave, 1896; engelsk udgave, 1892) i en omhyggelig, i det væsentlige retfærdig og, til sammenligning, velafbalanceret fremstilling af udviklingen af dets religiøse ideer.

Vi har ikke berørt forfattere som for eksempel Smend i hans History of Old Testament Religion (1893) og J. Robertson i hans Early Religion of Israel (2. udgave, 1892), som kun behandler Det Gamle Testamentes bibelske teologi som noget underordnet i forhold til drøftelsen af de historisk-kritiske problemer. Åbenbaringsbegrebet i Det Gamle Testamente blev behandlet af F. E. Konig i 1882 på en omhyggelig og omfattende måde og med hensyn til dokumenternes rækkefølge og forhold, idet åbenbaring i Israel af ham blev forstået i supranaturalistisk betydning. Også betydningsfuld for fremskridtet i Det Gamle Testamentes bibelske teologi var The Theological and the Historical View of the Old Testament af C. Siegfried (1890), som fastholdt, at udviklingen af Israels højere religion skulle studeres med de ældre profeter som udgangspunkt i stedet for loven.

Nævnes bør Biblical Study: Its Principles, Methods and History af C. A. Briggs (1883; 4. udgave, 1891); det vigtige Compendium of the Biblical Theology of the Old and the New Testament af K. Schlottmann (1889); E. Riehms værdifulde Old Testament Theology (1889); og G. Dalmans Studies in Biblical Theology--det guddommelige navn og dets historie--i 1889. Ligeledes A. Duffs Old Testament Theology (1891); A. Dillmanns Handbook of Old Testament Theology, redigeret af Kittel (189:5); og Martis udgave af A. Kaysers Theology of the Old Testament (3. udgave, 1897).

Om Theology of the Old Testament af A. B. Davidson (1904) kan det siges, at den fuldt ud yder tanken om en fremadskridende udvikling af læren i Det Gamle Testamente retfærdighed, og den afviger bestemt fra opfattelsen hos dem, der ligesom Cheyne behandler de gammeltestamentlige skrifter som en mængde fragmenter, hvoraf ingen teologi kan udledes. Biblical Theology of the Old Testament af B. Stade (1905) er værket af en fremtrædende repræsentant for de moderne kritiske synspunkter, allerede berømt for sit arbejde om Israels historie (1887). The Theology of the Old Testament af W. H. Bennett (1906) er et klart og nyttigt kompendium over emnet.

7. Kritikkens betydning for Det Gamle Testamentes teologi:

Nyere værker som The Problem of the Old Testament af James Orr (1905), Old Testament Critics af Thomas Whitelaw (1903) og Essays in Pentateuchal Criticism af Harold M. Wiener (1909) behandler de kritiske spørgsmål og angår os ikke her, bortset fra at bemærke, at de i deres resultater ikke er uden betydning for Det Gamle Testamentes teologi. Sådanne resultater er f.eks. betoningen i Orrs værk af Det Gamle Testamentes enhed, den opfattelse af Israels religiøse udvikling, der er højere end den naturalistiske, den skelnende brug af gudsnavne som Elohim og Yahweh osv.; og den udtrykkelige påstand i Whitelaws værk, at de kritiske hypoteser ikke er af en sådan art, at de kan frembringe »en filosofisk rimelig teologi« (s. 346). Ja, man må ikke antage, at selv værker som S. R. Drivers Introduction to the Literature of the Old Testament (først udgivet i 1891) er uden deraf følgende indflydelse på bibelsk teologi.

Langt fra det; sandheden er, at der sandsynligvis ikke findes noget resultat af omordningen af Det Gamle Testamentes historie og litteratur, der er så vigtigt som dens betydning for Det Gamle Testamentes bibelske teologi. For åbenbaringens orden og metode er helt sikkert indbefattet i bøgernes eller dokumenternes orden og indbyrdes forhold samt i historiens forløb. Åbenbaringens fremgang løb parallelt med Guds værk i naturen og i det menneskelige samfunds vækst. Derfor vil genopbygningen af Det Gamle Testamentes historiske teologi kræve megen tid og studium, for at Det Gamle Testamentes fulde værdi kan træde frem som en selvstændig og varig åbenbaring med egne karakteristiske sandheder. Imens er denne åbenbarings virkelighed og Det Gamle Testamentes teleologiske karakter blevet fremhævet på den mest markante måde af teologiske forskere som Dorner, Dillmann, Kittel, Kautsch, Schultz og andre, som føler, at naturlig udvikling eller »menneskelig refleksion« er utilstrækkelig til at forklare Det Gamle Testamentes teologi, og at den umiddelbare kontakt mellem Gud og mennesket i gammeltestamentlig tid alene er tilstrækkelig til at forklare en åbenbaring så vægtig, organisk sammenhængende, dynamisk sammenbundet, monoteistisk og fremadskridende.

III. Inddelinger af bibelsk teologi.

1. Afvigende syn på Det Gamle Testamentes inddelinger:

Inddelingen af Det Gamle Testamentes teologi er forbundet med alvorlige vanskeligheder. For den nyere kritik har i praksis forvandlet den måde at fremstille processen i Israels religiøse udvikling på, som havde været sædvanlig eller traditionel. Ifølge dette sidstnævnte syn blev patriarktiden efterfulgt af den mosaiske tid, med dens lovgivning under Moses, fulgt, efter en indskudt periode med dommere og kongedømme, af profetiens strålende tid. Derefter kom eksilet, som banede vej, efter hjemkomsten, for det nye teokrati, hvor man søgte Moses' lov med mere vedholdende bestræbelse, dog ikke uden et mørkt legalistisk resultat. Sådan var de historiske grundlag for Det Gamle Testamentes teologi, men de ændringer, som den nye kritik foreslår, er tilstrækkeligt alvorlige. Det vil være nødvendigt at angive dem, uden at gå ud over denne artikels rammer og forsøge en kritik af enten det ene eller det andet syn. Det er så meget desto mere nødvendigt at gøre det, eftersom kritikken ikke har nået endelighed. Vi beskæftiger os kun med den forskel, som disse divergerende synspunkter gør for gammeltestamentlig bibelsk teologi, hvis rekonstruktion langt fra er fuldendt.

2. Lov og profeti:

At de virkelig indebærer en alvorlig forskel, er blevet angivet i den historiske del af denne artikel. Den mest påtrængende af disse forskelle er forslaget om at vende rækkefølgen af lov og profeti om og snarere tale om profeterne og loven. For loven anses ifølge det nyere syn for at høre til den efterprofetiske periode — kort sagt til perioden for hjemkomsten fra eksilet — hvorimod loven i det traditionelle skema for åbenbaringens rækkefølge fandtes i fuld kraft både ved udvandringen og ved hjemkomsten, med en periode imellem hvor den var et dødt bogstav. Legalismens klædning, hævder den nyere kritik, kunne ikke have passet til den israelitiske nation på dens tidlige og uudviklede stadium, sådan som den gør efter profeternes undervisning og eksilets tugt. Herimod foretrækker det ældre skema den indvending, at et ydre og legalistisk system gøres til resultatet af profeternes ophøjede åndelige undervisning; bogstaven synes lagt oven på ånden. Kritikken postulerer imidlertid for ritualkodene i Pentateuken en indflydelse, der tidsmæssigt er parallel med profetismens.

3. Oprindelig profetisme og endelig jødedom:

Ud over de justeringer af profeti og lov, der netop er omtalt, postulerer de kritiske synspunkter en oprindelig periode, hvor profeternes religion, med deres syn på Israels kald, blev indprentet; desuden en endelig periode med jødedom, indskudt mellem hjemkomsten og makkabæerne, hvor man ser den levitiske lov i virksomhed, samt forskellige anti-legalistiske tendenser. Det må være indlysende, at forsøg på at integrere Det Gamle Testamentes teologi midt i kritikkens herskende usikkerheder langt fra må være lette eller endelige, selv om man føler behovet for og betydningen af at holde den religiøse interesse for øje endog før den historiske i studiet af Det Gamle Testamente. For de gammeltestamentlige forfattere var religionen primær, historien sekundær og tilfældig, kan vi med god grund tro.

4. Mosaismens plads:

Vi må være tilfredse med at vide mindre om de fjerne begyndelser og indledende stadier i Israels religiøse udvikling, for, som A. B. Davidson bemærkede, "i sager som denne kan vi aldrig nå frem til begyndelsen." J. Robertson anser kritikken for at tage fejl ved ikke at tillade "et tilstrækkeligt udgangspunkt for udviklingen," hvormed han mener, at ren profetisk religion behøver "en ren førprofetisk religion" for at forklare dens mere end "spirende eller elementære karakter." Det kan også bemærkes, hvor meget større plads og betydning kritikere som Reuss, Schultz, Bredenkamp og Strack tillægger mosaismen eller Moses end Wellhausen, som dog indrømmer et vist substrat af faktisk og historisk kendsgerning.

5. Arten af Israels religiøse udvikling:

Det kan endvidere bemærkes, at ingen er under nogen tvang til at forklare en sådan forvandling, som selv Wellhausen indrømmer, i den langsomme vækst fra meget lave begyndelser af idéen om Jahve op til ren og fuldkommen monoteisme — blandt et ikke-metafysisk folk — ved den enkle antagelse af en naturalistisk teori. Den kritiske hypotese om Israels religiøse udvikling kan være evolutionær, men denne udvikling var tydeligvis ikke så udelukkende styret af menneskelige elementer eller faktorer, at den udelukkede tilstedeværelsen af overnaturlig energi eller åbenbaringskraft. Den havde Gud i sig — havde, med Dorners udtryk, "teleologi som sin sjæl." Derfor, som selv Gunkel erklærer, "er og forbliver Israel åbenbaringens folk." Dette er grunden til, at Israel var i stand til — trods alle tilbageskridende tendenser — at gøre retlinet fremskridt mod et forudbestemt mål — målet at være det, Ewald kaldte et "rent udødeligt og åndeligt Israel." Gammeltestamentlig teologi synes ikke i tilstrækkelig grad at have indset, at Det Gamle Testamente i virkeligheden stiller os over for teologier snarere end en teologi — over for den fremadskridende udvikling af en religion snarere end over for teologiske idéer, der hviler på ét historisk plan.

LITTERATUR.

I. Gammeltestamentlig litteratur:

B. Stade, Biblische Theologie des A T, 1905; H. Schultz, A T Theologie, 5. udgave, 1896; engelsk udgave, 1892; H. Ewald, Revelation: Its Nature and Record, engelsk udgave, 1884; G F. Oehler, Theology of the Old Testament, engelsk udgave, 1874; A. Kuenen, The Religion of Israel to the Fall of the Jewish State, engelsk udgave, 1875; E. Riehm, AT Theologie, 1889; S. R. Driver, An Introduction to the Literature of the Old Testament, 1. udgave, 1891, A. B. Davidson, Theology the Old Testament, 1904; J. Orr, The Problem of the Old Testament, 1905; A. Duff, Old Testament Theology, 1891; J. Robertson, Early Religion of Israel, 2. udgave, 1892; W. R. Smith, The Old Testament in the Jewish Church, ny udgave, 1892; W. H. Bennett; The Theology of the Old Testament, 1896; T. K. Cheyne, Founders of Old Testament Criticism, 1893; T. Whitelaw, Old Testament Critics, 1903; W. G. Jordan, Biblical Criticism and Modern Thought, 1909; H. M. Wiener, Essays in Pentateuchal Crit icism, 1909; E. C. Bissell, The Pentateuch: Its Origin and Structure, 1885; D. K. V. Orelli, The Old Testament Prophecy, amerikansk udgave, 1885, engelsk udgave, 1893; B. Duhm, Die Theologogie der Propheten, 1875; E. Richre, Messianic Prophecy, 2. engelske udgave, 1891; C. I. Bredenkamp, Gesetz und Propheten, 1881; W. R. Smith, The Prophets of Israel, 1882; D. K. Schlottmann, Kompendium der biblischen Theologie des A. u. N. Testaments, 1889; A. T. Kirkpatrick, The Divine Library of the Old Testament, 1891; J. Lindsay, The Significance of the Old Testament for Modern Theology, 1896; R. Kittel, Scientific Study of the Old Testament, engelsk udgave, 1910.

II. Nytestamentlig litteratur:

W. Beyschlag, New Testament Theology, 2. udgave, 1896; engelsk udgave, 1895; H. Holtzmann, Lehrbuch der N T Theologie, 1897; B. Weiss, Lehrbuch der biblischen Theologie des New Testament, 7. udgave, 1903; engelsk udgave, 1883; J. J. V. Oosterzee, Die Theologie des New Testament, 2. udgave, 1886; engelsk udgave, 1870; J. Boron, Theologie du Nouveau Testament, 1893-94; C. F. Schmid, Biblische Theologie des New Testament, ny udgave, 1864; G. B. Stevens, The Theology of the New Testament, 1899; F. C. Baur, Vorlesungen uber New Testament Theologie, 1864; W. F. Adeney, The Theology of the New Testament, 1894; A. C. McGiffert, A History of Christianity in the Apostolic Age, 1897; E. Reuss, History of Christian Theology in the Apostolic Age, engelsk udgave, 1872; H. H. Wendt, The Teaching of Jesus, engelsk udgave, 1892; A. B. Bruce, The Kingdom of God, 1890; J. Moorhouse, The Teaching of Christ, 1891; O. Pfleiderer, Der Paulinismus, 2. udgave, 1890; 2. engelske udgave, 1891; A. Sabatier, The Apostle Paul, engelsk udgave, 1891; G. B. Stevens, The Pauline Theology, 2. udgave, 1897; G. Matheso n, The Spiritual Development of Paul, 1890; E. Riehm, Der Lehrbegriff des Hebraerbriefs, 1867; B. Weiss, Der petrinische Lehrbegriff, 1855; G. B. Stevens, The Johannine Theology, 1894; B. Weiss, Der johanneische Lehrbegriff in seinen Grundzugen untersucht, 1862.

James Lindsay