Bibelske uoverensstemmelser

dis-krep'-an-siz, bib'-li-kal:

1. Definition:

Ved dette udtryk bør forstås væsentlige uoverensstemmelser i de bibelske forfatteres udsagn. Sådanne uoverensstemmelser kan bestå mellem forskellige forfatteres udsagn eller mellem en enkelt forfatters flere udsagn. Modsigelser af bibelske synspunkter fra udenbibelske kilder som historie, naturvidenskab og filosofi falder ikke inden for vort emnes område.

2. Kritik over for læren om ufejlbarlighed:

Opmærksomme bibellæsere i enhver tidsalder har, med forskellig grad af indsigt, bemærket, at Skrifterne fremviser mange indre forskelle og kontraster. Forskelle i litterær form og metode har altid syntes, undtagen for dem der fastholdt en mekanisk inspirationsteori, helt naturlige og passende. Desuden er det almindeligt blevet anerkendt, at der var en udvikling i den bibelske åbenbaring, især at Det Nye Testamente om Jesus Kristus betegner en langt rigere åbenbaring af Gud end Det Gamle Testamente. Da Kristus opfyldte loven og profeterne, satte han en tydelig afstand mellem sig selv og dem, men han bekræftede dem bestemt snarere end fornægtede dem. Den kristne kirke har altid fastholdt den væsentlige enhed i det guddommelige bibliotek, De Hellige Skrifter. Desuden har de evangeliske kirker anerkendt Bibelen som “den eneste og tilstrækkelige regel for både tro og praksis.” Ja, i generationen efter reformationen vandt den strengeste og mest bogstavelige teori om inspiration og ufejlbarlighed almindelig tilslutning. Over for et sådant sæt af forudsætninger begyndte kritikken nogle generationer senere at hævde, at der fandtes visse fejl og uoverensstemmelser i Bibelen. Naturligvis søgte de ortodokse at afvise alle disse påstande; for de mente, at Bibelen, hvad end det ydre indtryk syntes at vise, måtte være fri for fejl, ellers kunne den ikke være Guds ord. Således fulgte der med kritikken en lang periode med kraftigt forsvar for den strengeste lære om bibelsk ufejlbarlighed. Kritikken fortsatte imidlertid sin vej. Den har tvunget kirken til at finde et dybere og sikrere grundlag for tillid til Bibelens autoritet som vidnesbyrd om Guds selvåbenbaring for mennesket. I vor tid har kirken for det meste overvundet den forestilling, at visheden om Guds frelsende nåde i Kristus står og falder med den absolutte ufejlbarlighed i hvert enkelt udsagn, der findes i Bibelen. Dog består der stadig, og må uden tvivl altid bestå, et behov for en klar forståelse af det spørgsmål, der er involveret i påstanden—sammen med andre “menneskelige begrænsninger”—om bibelske uoverensstemmelser.

3. Oversigt over argumentet:

Påståede uoverensstemmelser angår

(1) udsagn om bestemte, konkrete kendsgerninger, og

(2) fremsættelsen af principper og læresætninger. Under den første hovedgruppe falder uenigheder vedrørende tal, datoer, historiske begivenheders form og rækkefølge, gengivelser af talte ord, geografi, naturhistorie osv. Under den anden hovedgruppe falder uenigheder vedrørende moralske og religiøse sandheder, de “overhistoriske” realiteter og værdier. Vores undersøgelse deler sig i tre dele:

(1) at afgøre, om der findes uoverensstemmelser, af den ene eller begge slags, i Bibelen;

(2) at opnå i det mindste en almindelig forståelse af de betingelser og årsager, der kan have givet anledning til uoverensstemmelserne, virkelige eller tilsyneladende;

(3) at afgøre deres betydning for troen.

4. Påståede uoverensstemmelser vedrørende kendsgerninger:

Med hensyn til det første punkt bør det bemærkes, at tilsyneladende inkonsekvenser ikke behøver at være virkelige; som så ofte i fortiden kan det igen ske, at opdagelsen af yderligere data kan opløse mangen en tilsyneladende modsigelse. På den anden side er den a priori-bekræftelse, at der ikke kan være og ikke er nogen virkelige uoverensstemmelser i Bibelen, ikke blot en krænkelse af den menneskelige forstand, men står også i modsætning til den frihedens ånd, som hører troen til. Desuden bør det ikke overses, at den moderne historiske og arkæologiske forsknings opdagelser, som har haft en tendens til at bekræfte så mange bibelske udsagn, lige så sikkert synes at afsløre fejl i andre.

Under alle omstændigheder må vi bøje os for virkeligheden, og dette kan vi gøre med frygtløs tillid til “Gud over tingene, som de er.” Men findes der virkelige uoverensstemmelser i Bibelen? Det er ikke en del af den foreliggende plan at forsøge den umulige og under alle omstændigheder nytteløse opgave at opstille bestemte statistikker over alle de påståede uoverensstemmelser, eller endog over alle de vigtigste. Når vi går forbi den barnlige dårskab, der ville finde en “uoverensstemmelse” i blot retoriske antiteser, såsom den i Ordsp 26,4; Ordsp 26,5 (“Svar ikke en tåbe,” og “Svar en tåbe efter hans dårskab”), eller tilfælde af blot formel modsætning i udtrykket, hvor de tilsigtede ting åbenlyst stemmer overens (f.eks. Matt 12,30; Luk 11,23 stillet over for Mark 9,40; Luk 9,50: “Den, der ikke er med mig, er imod mig,” “Den, der ikke er imod os, er for os”), vil det tjene vort formål at bemærke nogle få repræsentative eksempler på virkelig eller tilsyneladende uoverensstemmelse.

Kongebogierne og Krønikebøgerne har inkonsekvente kronologier (jf. Kronologi Af Det Gamle Testamente). Slægtregistrene i Luk 4,6; Luk 2,6; {{1.Krøn.2.7}} viser betydelige afvigelser. De to lister over de eksiler, som vendte tilbage med Zerubbabel ({{1.Krøn.2}}; Neh 7,6), viser mange uoverensstemmelser, herunder væsentlige forskelle i optællingen. Skabelsesberetningerne i 1.Mos 1 og 2 (jf. Skabelsen)--for at tage et eksempel, der afhænger af resultaterne af moderne kritik--er gensidigt uafhængige og forskelligartede i vigtige punkter. Men midtpunktet for vores undersøgelse er evangeliehistorien. Siden Tatian og hans Diatessaron i det 2. århundrede er variationerne og modsætningerne i evangelierne ikke blot blevet bemærket og følt, men mange har stræbt efter at "harmonisere" dem. Efter alt at dømme forbliver der dog nogle irreducible forskelle. Evangelierne giver os generelt ikke Jesu ipsissima verba; når de refererer hans taler, viser de mange variationer. I det omfang det væsentlige indhold er det samme i alle, taler ingen om uoverensstemmelser; men hvor variationen klart involverer en forskel i betydning (f.eks. Matt 12,39; Matt 12,40 og Luk 11,29; Luk 11,30), kan man sige, at der i det mindste eksisterer en teknisk uoverensstemmelse. Ved registrering af udsagn eller begivenheder iagtttager evangelisterne tilsyneladende ikke altid samme kronologiske orden; Luk. f.eks. optegner i helt forskellige sammenhænge udsagn, som Matt. indeholder som dele af Bjergprædikenen (f.eks. Herrens Bøn, Matt 6,9 ff; Luk 11,1-4; jf. Jesus Kristus; Kronologi Af Det Nye Testamente). Vi har to forskellige slægtregistre over Jesus (Matt 1,1-16; Luk 3,23 ff; jf. Slægtregister). Vi kan endda bemærke, at Pilatus' inskription på tværstangen til Jesu kors er givet i fire forskellige former. Her er uoverensstemmelsen dog ikke reel undtagen i den mest tekniske betydning, og det er værd at nævne kun for at vise, at evangelisternes interesse ikke ligger i blot objektiv nøjagtighed. At der eksisterer fuldstændig enighed om betydningen af en begivenhed, hvor der er ubestridelige uoverensstemmelser i eksterne detaljer, kan illustreres ved de to beretninger om helbredelsen af hundredmandens tjener (Matt 8,5; Luk 7,1). Af enormt større interesse er de forskellige beretninger om opstandelsens Kristi manifestationer. Hvis fuldstændig sikkerhed om form og rækkefølge af disse begivenheder er nødvendig for troen, er sagen ikke en lykkelig: harmonisørerne har været ude af stand til at give en fuldkommen beretning om disse forhold (jf. Jesus Kristus; Opstandelsen). Når vi vender os fra evangelierne til apostolsk historie, møder vi nogle virkelige problemer, f.eks. hvordan man skal forholde Paulus' selvbiografiske bemærkninger i Gal 1 til beretningerne i Apostlenes Gerninger.

5. Påberåbte uoverensstemmelser vedrørende læren:

De uoverensstemmelser, der hidtil er nævnt, vedrører historiske forhold, og ikke en af dem involverer selvmodsigelse af en kendsgerning, hvori troen er interesseret. Men findes der også virkelige eller tilsyneladende uoverensstemmelser i lærespørgsmål? Mange lærde hævder således, at profeters ideal og præsteklassens ideal står i en relativ (ikke absolut) opposition til hinanden (jf. f.eks. Jes 1,11; Mik 6,8 med ritualismen i 3.Mos og 5.Mos). Eller for at vende os til Det nye Testamente, ville nogle påstå--blandt dem Luther--at Jakob står i opposition til Paulus med hensyn til tro og gerninger (jf. Jak 2,17 ff i modsætning til Gal 2,16 og mange andre steder hos Paulus). Men særlig interesse knytter sig til spørgsmålet om Kristi holdning til Gammel Testamentes lov. Hans "men jeg siger jer" (Matt 5,22 og passim) er af mange blevet tolket som en udtrykt modsigelse af Gamle Testamente. Et andet spørgsmål af stor betydning er overensstemmelsen mellem det johannæiske billede af Jesus og synoptikernes.

Hvad angår de betingelser, hvorunder uoverensstemmelser kan opstå, kan det for det første være nok at henlede opmærksomheden på den almindelige lov, at Gud, når han åbenbarer sig for mennesker og ved sin Ånd bevæger mennesker til at tale eller skrive, aldrig løfter dem ud af den menneskelige forstands normale sammenhænge, for så vidt det drejer sig om historie eller videnskab. Det er deres vidnesbyrd om ham selv og hans vilje, som er resultatet af åbenbaring og inspiration. Deres henvisninger til historie og natur er derfor ikke i nogen forstand overmenneskelige; følgelig har de ingen direkte autoritet for troen (jf. åbenbaring; inspiration). På dette grundlag er de afvigelser i menneskelige traditioner eller dokumenter, som viser sig i forskellige slægtstavler, kronologier og lignende, naturlige i bedste forstand og helt passende. Hvad resten angår, har afskriveres fejl spillet en rolle.

7. Deres betydning for troen:

Troen har imidlertid ingen interesse i at bortforklare de menneskelige begrænsninger hos Guds udvalgte vidner. Det er Guds måde at lægge den himmelske “skat i lerkar” (2 Kor 4,7). Det synes, at Gud med vilje har ført kirken til, gennem nødvendigheden af at anerkende Bibelens menneskelige begrænsninger, at se netop hvor hendes tro er grundet. Gud har gjort sig kendt gennem sin Søn. Skrifterne i Det Nye Testamente, og i Det Gamle Testamente som forberedelse til ham, giver os et klart og tilstrækkeligt vidnesbyrd om Guds Kristus. Klarheden og den overbevisende kraft i dette vidnesbyrd gør alle spørgsmål om ordlydsmæssig og anden formel overensstemmelse i det væsentlige irrelevante. Vissheden om, at Gud har talt til os i sin Søn, og at vi har denne kundskab gennem Skriftens vidnesbyrd, løfter os over al ængstelig bekymring for vidnernes mulige fejl i forhold, der tydeligvis ikke er væsentlige.

LITTERATUR.

Ud over den litteratur, der er anført under åbenbaring og inspiration, se J. W. Haley, An Examination of the Alleged Discrepancies of the Bible, Andover, 1873; M. S. Terry, Biblical Hermeneutics, New York, 1883; Kahler, Zur Bibelf rage, Leipzig, 1907.

J. R. Van Pelt