Biblioteker

li'-bra-riz, li'-brer-iz:

1. Bibelen som et bibliotek

2. Mytologiske og apokryfe biblioteker

3. Biblioteker for de døde

4. Hukommelsesbiblioteker

5. Forhistoriske og primitive biblioteker

6. Mesopotamisk periode

7. Patriarktiden

8. Egyptisk periode

9. Udvandringen

10. Kanaan ved erobringen

11. Dommertiden

12. Saul til makkabæerne

13. Nytestamentlig tid

14. Bogskabe og bygninger

LITTERATUR

Et bibliotek er en bog eller bøger, der opbevares til brug, ikke til salg. Et enbogsbibliotek er lige så meget et bibliotek, som et encellet dyr er et dyr. De tidligste biblioteker var, ligesom de tidligste planter og dyr, meget enkle og bestod af nogle få bøger eller måske kun af en enkelt tavle eller et enkelt manuskript. Et arkiv er et bibliotek af officielle dokumenter, som ikke er i aktiv brug; et register er et bibliotek af løbende dokumenter.

1. Bibelen som et bibliotek:

Bibelen er selv et bibliotek. I middelalderen blev den almindeligvis først kaldt "Det guddommelige bibliotek" og dernæst "Biblioteket" (Bibliotheca), i den samme eksklusive betydning som den nu er kendt som "Bogen" (Biblia som latinsk ental). Selv ordet "Bibel" er historisk set snarere "Bibliotek" end "Bog" (for det var oprindeligt intetkøn flertal, Biblia, "Bøgerne"; sammenlign Dan 9,2). Bibelen er også et bibliotek derved, at den er en ordnet samling af bøger snarere end ét enkelt værk.

Dette forhold, at Bibelen selv er et bibliotek, er i den senere tid blevet nævnt i stigende grad, især i studier af Det Gamle Testamente (Kent, Narratives of the Beginnings of Hebrew History, 1, "Det Gamle Testamente som et bibliotek"; Delitzsch, Babel and Bible, 4, "Det Gamle Testamente, dette lille bibliotek af bøger af den mest mangfoldige art"). Dets dybe betydning for teorien om Bibelens tilblivelse og inspiration (sammenlign BOOK) har givet forholdet ny betydning og gør en forståelse af et biblioteks natur til et af de bedste redskaber til fortolkning af Bibelen over for moderne problemer. Selv om det ikke er muligt at udfolde dette inden for disse rammer, kan det kort siges, at den logiske ende på anvendelsen af udviklingslæren på bøger og biblioteker er, at Bibelen, ligesom mennesket, er resultatet af naturlig udvælgelse og er lige så enestående blandt bøger, som mennesket er blandt dyrene. Og hvad der end måtte gælde om mennesker, så tenderer dannelsen af et bogbibliotek ved naturlig udvælgelse, når det gælder bøger, mod fjernelse af fejl. Jo talrigere individerne er, og jo længere perioden er, desto større er reduktionen af fejl, således at den logiske slutning med hensyn til Bibelen er, at den på rent naturligt grundlag kan være, eller er, den nærmeste tilnærmelse til fejlfrihed blandt bøger på grund af sin historie som bibliotek. Dette fører ikke helt til den position, at Bibelen er lige så enestående blandt bøger, som Jesus Kristus er blandt mennesker, men under læren om et skabende forsyn indebærer det, hvad man kan kalde et virkeligt overmenneskeligt forfatterskab og en virkelig overmenneskelig autoritet.

2. Mytologiske og apokryfe biblioteker:

Noget adskilt fra historiske biblioteker, men nært forbundet med bibelstudiet, er de påståede overmenneskelige biblioteker, gudernes biblioteker eller biblioteker skrevet af guderne, biblioteker for de døde og apokryfe biblioteker. Vedaerne siges at have eksisteret som en samling, allerede før Skaberen skabte sig selv (Manu 1 21). Alle religioner har deres bogguder--Thoth og Seshait, Apollon, Hermes, Minerva, Ida, Bridget, Soma, Brahma, Odin, Kvasir, Ygdrasil og mange andre. For de gamle babyloniere var hele firmamentet et bibliotek af "himmelske tavler." De mytologiske forestillinger har ofte vigtig betydning for bibelske læresætninger, f.eks. skabelsen, Ordet, livets træ, livets bog, Helligånden. Apokryfe biblioteker omfatter det bibliotek, som Jahve angiveligt dannede på skabelsens 7. dag på et bjerg øst for Edens have, og andre biblioteker, der tilskrives Enok, Noa og Set. Se herom de gammeltestamentlige pseudepigrafer.

3. Biblioteker for de døde:

En anden klasse af samlinger af virkelige bøger, skrevet eller samlet med mytologiske formål, er det, man kan kalde biblioteker for de døde. Det er velkendt, at det i de fleste oldtidslande, på et eller andet tidspunkt, og blandt primitive folk som de amerikanske indianere i nyere tid, har været skik at begrave sammen med de døde de ting, som venner mente ville være nyttige på de elysiske marker eller de lykkelige jagtmarker eller på vejen dertil--krigerens bue og hest, ushabti-tjenerne, børns legetøj, modeller af fødegenstande osv. Det samme motiv førte også til, at man begravede bøger sammen med de døde. I lange perioder af Egyptens historie blev enhver egypter af nogen stilling begravet med en eller flere bøger. Disse bøger var ikke tilfældige ejendele, der blev begravet med ham, sådan som alle en mands personlige ejendele i nogle begravelser bliver det, men bøger udvalgt på grund af deres nytte for ham efter døden. For størstedelens vedkommende havde disse karakter af vejvisere til vejen til den himmelske verden, magiske formler til åbning af døre, undervisning om den rette måde at bevæge sig frem mod eller blive indført i paradis på osv. Disse bøger blev senere samlet og udgør det, der nu kendes som "De dødes bog" og andre sådanne bøger.

4. Hukommelsesbiblioteker:

I moderne tid har skuespilleren eller den professionelle historiefortæller ofte i hukommelsen en samling af huskede bøger, som i realiteten er et bibliotek. Blandt primitive folk var medicinmanden bogstaveligt talt et bibliotek af stammens overleveringer. Præsterne i Indien og sangerne i Grækenland eller i middelalderen havde ofte et stort repertoire. Ifølge den fremherskende teori om oprindelsen til bøgerne i Det Gamle Testamente var sådanne hukommelsesoverleveringer, overleveret mundtligt, hovedkilden til Hexateuken, men i lyset af det, man nu ved om bibliotekssituationen på den tid, må dette betvivles.

5. Forhistoriske og primitive biblioteker:

I almindelige vendinger kan man sige, at da mennesket begyndte ikke blot at lave, men også at bevare optegnelser, begyndte bibliotekerne. Selv en mindesten rummer kimen til et hukommelsesbibliotek. Den primitive medicinmands samling af indridsede budskabsstave, tællestokke, quipus eller wampumbælter er et stort fremskridt i kompleksitet i forhold til disse, og den enkleste samling af billedfortællinger hos hottentotter eller amerikanske indianere er et fremskridt i forhold til dette. En kombination af billeder med tegn er endnu et skridt fremad, og dette skridt findes allerede i Pyrenæernes huler fra stenalderen (se WRITING). De fleste af disse tidligste biblioteker blev opbevaret ved helligdommen. Samlingen af bøger i biblioteker havde sin oprindelse i tankerne om

(1) bevaring,

(2) at samle beslægtede bøger for at sammenføje deres indhold, og

(3) cirkulation — den store moderne udvidelse af idéen.

Ejeren af småkvæg og hornkvæg samler sine lister over kvæg eller andre ejendele, sine kvitteringer for køb og optegnelser over salg, hvad enten disse er nedskrevet på væggene i hans hule eller på tællestokke af træ eller på knyttede snore eller på lertavler samlet i små krukker og begravet under gulvet i hans hus. Store ejere og herskere samt templerne i Egypten og Assyrien samlede store forråd af sådanne arkivoptegnelser og sammen med dem optegnelser over tribut, orakelsvar osv. Allerede i 2700 f.Kr. har vi beretningen om kong Dedkere Isesi, hans arkivbibliotek og hans bibliotekar Senezemib. Thutmose III's annaler blev bevaret i paladsbiblioteket såvel som indhugget i udvalg på templets vægge. Få år senere ved vi, at arkivoptegnelserne blev opbevaret i et særligt rum i paladset i Amarna — og mange af selve optegnelserne blev fundet dér. Alt dette var før år 1300.

6. Den mesopotamiske periode:

Bibelhistorien til og med Første Mosebog 10 omfatter hele den civiliserede verden, men dens hovedlinje frem til omkring 2000 f.Kr. er næsten helt mesopotamisk. Indtil tiden for Abrams udvandring fra Karan er de bibelske bibliotekers historie og de babyloniske og sumeriske bibliotekers historie ét. De fleste af de byer, der nævnes i denne periode, vides nu at have haft bogsamlinger i de dage. På det tidspunkt, da Abram forlod Karan, fandtes der hundreder af samlinger af skrevne dokumenter på snesevis af forskellige geografiske steder, og de indeholdt millioner af tavler.

7. Patriarkernes periode:

Fra Abrams udvandring fra Karan til Jakobs udvandring til Egypten var, efter de bibelske oplysninger at dømme, hovedsagelig en tid med vandringer i Kana'an; men den var hverken helt nomadisk eller helt knyttet til Kana'an. Om der fandtes biblioteker i Kana'an på dette tidspunkt eller ej, stod patriarkerne alle i nær personlig kontakt med bibliotekernes lande, Babylonien og Egypten. Abram selv kendte både Mesopotamien og Egypten. Hans søn Ismael giftede sig med en egypterinde, hans søn Isak med en kvinde fra Mesopotamien. Hans sønnesøn Jakob giftede sig med to hustruer fra landet mellem floderne og havde selv 20 års ophold i området. Selv om det ikke ser ud til, at Isak på noget tidspunkt boede hverken i Syrien eller i Egypten, havde i det meste af hans liv alle medlemmerne af hans nærmeste familie — far, mor, hustru, sønners hustruer — levet fra tyve til tres år i moderlandet. Om der fandtes offentlige optegnelser i dette område på dette tidspunkt, er en anden sag, men det synes, at hele området gennem hele perioden var under indflydelse af den babyloniske civilisation. Handelskaravaner drog frit igennem det, og hittitiske og mesopotamiske optegnelser rækker i det mindste et stykke tilbage ind i denne periode.

8. Den egyptiske periode:

Den egyptiske periode i bibelhistorien begynder med Jakobs og hans sønners indvandring, men rækker bagud i kanten til Abrams besøg (1 Mos 12,10-20), hvis ikke til Misrajim i 1 Mos 10,6. På den anden side slutter den egentlig med udvandringen, men rækker fremad gennem hyppige kontaktpunkter til jomfruens flugt og pinsen. Om opholdet varede 430 eller 215 år, eller mindre, var det et langt ophold på et tidspunkt, hvor bibliotekerne blomstrede stærkt i Egypten. Allerede på tidspunktet for Abrams besøg havde bogsamlinger, ikke blot officielle regnskaber, men religiøse tekster, medicinske tekster, annaler og lignende, været almindelige i Egypten i næsten 1.000 år og havde måske eksisteret i 1.000 år eller mere før det.

Efter den ældre af de moderne dateringer af udvandringen omfattede opholdets periode Thothmes III's (Thutmose) tid, og under denne regering findes der særligt interessante optegnelser, ikke blot om tempel- og paladsbibliotekers eksistens, men også om karakteren af deres indhold. Thothmes III's officielle skriver, som ledsagede ham på hans felttog i Syrien og Kana'an, nedskrev hver dag dagens begivenheder, mens han eller andre også lavede lister over tribut, krigsbytte, forsyningsanliggender osv. Disse daglige optegnelser blev, som det ser ud, deponeret i paladsbiblioteket, men en fortælling, der var samlet ud fra dem og skrevet på en læderrulle, blev deponeret i tempelbiblioteket, og fra denne rulle blev der igen indgraveret et sammendrag på templets vægge, hvor det findes den dag i dag. Dette giver sandsynligvis bibliotekssituationen på den tid i en nøddeskal:

(1) den enkle bevaring af nyttedokumenter, ofte på papyrus eller trætavler,

(2) samlingen af bøger skrevet til oplysning på mere holdbart materiale,

(3) bevarelse af udvalgte bøger for eftertiden gennem en lokal række af indskrifter.

Rullerne må have været opbevaret i kister eller små æsker, ligesom æsken med kong Neferikeres medicinske papyri omkring 1.300 år tidligere, eller de "mange æsker" i Edfu længe efter. Mange billeder af disse bogkister eller bogskabe findes i monumenterne (Birt, Buchrolle, 12, 15 ff).

Endvidere er kong Akhnatons paladsbibliotek (ca. 1360 f.Kr.) i Amarna, som indeholdt samlinger af den kongelige udenrigskorrespondance på lertavler, blevet udgravet. Dets teglsten bærer indskriften: "Stedet for optegnelserne fra kongens palads," og nogle hundrede tavler fra dette sted er blevet fundet.

På udvandringens tid fandtes der således sandsynligvis biblioteker i alle paladser, templer og arkiver, skønt tempelbibliotekerne på ingen måde var begrænset til hellige skrifter, eller paladset til verdslige. Der fandtes også i det mindste arkiver eller registre i den kongelige skatkammerforvaltning og i alle offentlige afdelinger. Skoler for skrivere synes at have været holdt i palads-, tempel- og skatkammerbibliotekerne. Der fandtes derfor tilsyneladende på denne tid millioner af dokumenter eller bøger i hundredvis af organiserede samlinger, som kunne kaldes arkiver eller biblioteker.

9. Udvandringen:

Hvis man overhovedet forudsætter en udvandring, var Moses og Aron og alle de hebraiske "opsynsmænd" ("skrivere" eller forfattere) under de egyptiske arbejdsfogeder (2 Mos 5,6; 2 Mos 5,10; 2 Mos 5,14; 2 Mos 5,15; 2 Mos 5,19), opdraget som de var i skriverskolerne, naturligvis ganske fortrolige med de egyptiske måder at opbevare deres bøger på. Det er derfor ikke overraskende at se, at den første og vigtigste foranstaltning, Moses traf for Tabernaklet, var en bogkiste til bevarelse af de hellige anvisninger, som Jahve havde givet. Det gør kun ringe forskel, om beretningen tages i sin endelige form, delt vandret i 2 Mosebog, 3 Mosebog, 4 Mosebog, 5 Mosebog og Josvabogen, eller delt lodret i J, E, D, Præsteskriftet (P); selve arken og nok af dens enkeltheder omtales selv i de allerældste kilder til at vise, at forfatterne forstod arken som en forherliget bogkiste, hvori eller i hvis nærhed skriftlige dokumenter blev opbevaret: stentavlerne, den indskrevne stav, hele vidnesbyrdet givet fra sonedækket, som udgjorde dens låg, og måske Femte Mosebog. Arken har faktisk omtrent samme størrelse og form som en bærbar bogkasse, og Septuaginta-oversættelsen gengiver ordet med det almindelige tekniske græske ord for bogkisten (kibotos; sammenlign Birt, op. cit., 248-49). Det synes også at have været det senere hebraiske ord for bogkiste (sammenlign Jewish Encyclopedia, II, 107 ff). Ved udvandringen, hvornår den end fandt sted, påstås Moses at have gjort arken til det officielle bibliotek, og i den menes han tilsyneladende at have opbevaret oraklerne, efterhånden som de blev udtalt, og optegnelsen over sine rejser fra dag til dag (såvel som stentavlerne), præcis som Thutmoses skriver optegnede hans syriske felttog fra dag til dag. Denne optegnelse (hvis det var en optegnelse) var efter al sandsynlighed på en læderrulle, eftersom dette blev den traditionelle bogform blandt hebræerne, og også dette lignede Thutmoses annaler. Da stammerne delte sig i nord og syd, kan bøgerne enten være blevet delt eller kopieret, og uden tvivl led de meget slid og ælde under de barske tider, indtil vi finder De dukke op igen i et tempelbibliotek (2 Kong 22,8; 2 Krøn 34,14).

Vidnesbyrdet fra egyptiske, babyloniske, mitanniske, amoritiske og hittitiske dokumenter viser, at der fandtes officielle kancellier og dermed indirekte arkiver i hele området Syrien og Israels land på det tidspunkt, da den "hebraiske" invasion begyndte (Winckler, Tell el-Amarna Tablets).

10. Israels land ved erobringen:

Tell el-Amarna-brevene og tavlerne fra de hittitiske arkiver i Boghaz-keui (Winckler, Deutsche Orientalische Gesellschaft Mitt., 1907, nr. 35) omfatter faktiske breve fra fyrster, ældste og guvernører i snesevis af steder, spredt over hele dette område fra Egypten til hittitternes og mitanniernes land. Disse steder omfatter blandt andre Jerusalem, Damaskus, Tyrus, Sidon, Akko, Ashkelon, Gaza, Lakish, Ke'ila og Ajjalon.

Rester af to sådanne arkivbiblioteker er blevet gravet frem--ét i Lakish og ét i Taanak nær Megiddo, begge dateret tilbage til det 14. århundrede f.Kr.

Om der også fandtes tempelbiblioteker, fremgår ikke lige så klart af ydre vidnesbyrd, men kan sandsynligvis udledes af navnene Debir og (måske) Nebo, såvel som af den velkendte kendsgerning, at hvert af de mange bylande må have haft sit centrum for gudsdyrkelse. Da man mente, at skrivning ikke fandtes i noget større omfang i Israels land før Davids tid, var det på mode at forklare navnet på byen "Kirjath Sepher," "Bøgernes by," ved besynderlige tour de force-prægede forsøg på hypotetiske tekstrettelser (Sephur for Sepher, Tabor for Debir), men med udgravningernes nyere fremskridt er navnets mulighed blevet fuldt fastslået, og Sayces indsigt sandsynligvis retfærdiggjort.

11. Dommertiden:

At situationen ved erobringen også fortsatte i dommertiden, fremgår af adskillige overvejelser:

(1) Den kendsgerning, at alle de omkringliggende folkeslag, moabitter, edomitter, amoritter, hittitter, mitannier osv., var skrivkyndige folkeslag med offentlige arkiver.

(2) Den høje grad af organisation under David kræver en udviklingsmæssig baggrund.

(3) Selv den yderliggående (og ganske uholdbare) teori, at hebræerne var analfabetiske, vilde arabiske nomader og forblev sådan længe, ville faktisk bevise sagen; for, som det træffende er blevet bemærket (Sellin, Einl, 7), blev i det mindste mange af de kana'anæiske byer ikke ødelagt eller endda besat i lang tid, men var omgivet af hebræerne og blev til sidst besat og assimileret. Det følger derfor, at arkivsystemet fortsatte, og efter denne teori i lang tid, indtil hebræerne optog deres naboers kultur--og, ved slutning, biblioteker sammen med resten.

(4) Hvis man tager dokumenternes vidnesbyrd, som de foreligger, er sagen enkel nok; forskellige skrifter blev opbevaret i eller nær arken. Josva føjede til disse i det mindste beretningen fra en grænsekommission (Jos 18,9; Jos 18,10), som blev bragt til helligdommen, og Samuel "lagde" den bog, han skrev, "frem for Jahve", dvs. ved arken. Desuden forudsætter bøgerne om Jasher, Jahves krige osv. en litteratur, som igen forudsætter biblioteker. Hvornår eller hvordan de end er blevet til, er der ingen god grund til at betvivle deres historiske eksistens.

(5) Selv efter den yderligtgående kritiske hypotese gælder det, at "de fleste af de fortællinger, der findes i Det Gamle Testamentes første 8 bøger, opstod før eller under sangens og fortællingens tidsalder (cirka 1250-1050)" (Kent, Beginnings, 17).

(6) Hertil kan også føjes, med alle forbehold, den gådefulde metal-efod, som kun optræder i denne periode. Efoden synes at have været enten

(a) et hylster (BDB, 66) eller

(b) et redskab til at rådspørge et orakel (BDB, 65). Linned-efoden havde en pose til Urim og Tummim. Metal-efoden synes at være adskilt fra billedet og kan have indeholdt de skriftlige orakelanvisninger (torah?) såvel som orakelredskaberne.

(7) Kenitiske skrivere fra Jabes (1 Krøn 2,55); det simple faktum, at en tilfældig fange fra Sukkot kunne skrive en liste over navne, og at i det mindste en af de groveste 300 overlevende af Gideons 32.000 primitive krigere i disse blodige grænsetider kunne læse den, henvisningen til mønstringsmesterens, marskallens eller skriverens stav og til "lederne" (indskriverne) i Deboras sang peger i samme retning.

Skønt tiderne derfor uden tvivl var vilde, den politiske enhed meget ringe og enheden i gudsdyrkelsen endnu mindre, er der vidnesbyrd om, at der fandtes både politiske og religiøse biblioteker gennem hele perioden.

12. Fra Saul til makkabæerne:

Fra og med kongedømmet synes bibliotekssituationen blandt israelitterne mere og mere tydeligt at svare til forholdene hos de omgivende folk. Den første handling, der er omtalt efter valget og udråbelsen af Saul til konge, var, at Samuel skrev en forfatning og deponerede den i de hellige arkiver (1 Sam 10,25). Dette dokument (Septuaginta biblion) var måske et af Samuels dokumenter ("ord"), hvis ord (1 Krøn 29,29, historie, krøniker, handlinger, bog osv.) muligvis synes at have været et register ført af ham, måske fra det tidspunkt, hvor han efterfulgte Eli, ligesom ypperstepræstens register (dagbog) for Johannes Makkabæus senere med sikkerhed blev ført fra begyndelsen af hans ypperstepræstedømme (1 Makk 16,24).

Hvad enten disse Samuels "ord" svarede til det tekniske register eller "bogen med dagenes ord" eller ej, blev sådanne registre utvivlsomt ført fra Davids tid og fremefter, og intet er så oplysende om tidens faktiske biblioteksforhold som de såkaldte krøniker, historier eller handlinger--tidens registre, journaler eller arkiver. Rulleregisteret synes i fuld form at blive kaldt "bogen med dagenes ord" eller, med forklarende fylde, "bogen med optegnelserne over dagenes ord", men dette synes at være en udvikling fra "dagenes ord" eller endog "ord", og disse former såvel som forkortelserne "dagenes bog" og "bog" bruges om det samme tekniske værk, som er indførelsen i kronologisk bogform af enhver række af enkeltdokumenter--alle dokumenterne i et arkiv, alment eller lokalt. Navnet bruges også om historieskrifter udarbejdet på grundlag af disse registerbøger (Krønikebøgerne hedder på hebraisk "dagenes ord"), men som ikke selv er optegnelser. Disse chartulærer afspejler naturligvis, så langt de rækker, indholdet af de arkiver, de afskriver, og nøglen til periodens offentlige bibliotekshistorie, både den hellige og den kongelige, i det mindste med hensyn til indhold, findes i dem, mens nøglen til forståelsen af denne tekniske bogform selv omvendt ligger i forståelsen af "ordet" som en teknisk bogform.

"Ordet" på hebraisk bruges om bøger, taler, udsagn, orakler, forordninger, rapporter, formelle udtalelser, aftaler, anklageskrifter, retsafgørelser, fortællinger, optegnelser, bestemmelser, afsnit af en tale, verslinjer, hele digte osv., såvel som handlinger, gerninger, "sager", "anliggender", begivenheder og ord i den snævreste betydning. Det er derfor meget nøjagtigt, såvel som bogstaveligt, oversat i Septuaginta med logos, der som teknisk bogterm (Birt, Antikes Buchwesen, 28, 29) betyder enhver særskilt komposition, lang eller kort, hvad enten det er en lov, et epigram eller et helt sammensat værk. Den bedste engelske ækvivalent til dette "værk-fuldstændigt-i-sig-selv" er, når det gælder offentlige optegnelser, "dokument", og når det gælder litterære forhold, "værk eller skrift". Samuels eller Davids "ord" er således hans "handlinger" eller "gerninger" i den betydning, ikke af udførte handlinger, men af de enkelte dokumentariske optegnelser om disse handlinger, helt i den moderne betydning af en forsamlings "akter og forhandlinger" eller "skøder" på ejendom.

I flertal betyder dibhre og logoi eller logia på samme måde en samling dokumenter, værker eller skrifter, dvs. "et bibliotek". Undertiden bruges dette i betydningen arkiver eller bibliotek, andre gange om en bog, der indeholder disse samlede værker.

Disse samlede dokumenter i registerform udgjorde tilsyneladende en sammenhængende række indtil den tid, da Krønikebogen blev skrevet, og fandtes endnu på det tidspunkt: Samuels "ord", Davids "krøniker" og "sidste ord" (1 Krøn 23,27; 1 Krøn 27,24), "bogen med Salomos ord (handlinger)" (1 Kong 11,41), bogen med dagenes ord om Judas konger og bogen med dagenes ord om Israels konger--idet hvert af rigerne efter delingen naturligt havde sine egne optegnelser.

Den almindelige situation i perioden med hensyn til arkivforhold er ganske godt sammenfattet af Moore i EB. Fra Salomos tid, og mere usikkert fra Davids tid, anerkender han, at »optegnelser uden tvivl blev opbevaret i paladset«, og at »templerne også uden tvivl havde deres optegnelser«, mens der også kan have været lokale optegnelser i byer og landsbyer. Disse optegnelser indeholdt sandsynligvis hovedbegivenheder, traktater, forordninger osv. – sandsynligvis korte annaler, »aldrig bearbejdet til fortællende erindringer«. Tempeloptegnelserne indeholdt annaler om tronfølge, reparationer, ændringer osv. (EB, II, 2021-28). Optegnelserne var dog sandsynligvis ikke korte, men indeholdt traktater osv. ordret og i fuld længde. Hertil bør desuden føjes den betydningsfulde kendsgerning, at disse arkiver ikke kun indeholdt forretningsoptegnelser, men også forskellige værker af mere eller mindre litterær karakter. Blandt de nævnte er breve, profetier, bønner og endda digte og visdomslitteratur. Israels kongers »ord« indeholdt bønner, syner og andet stof, som normalt ikke regnes for arkivmateriale. Salomos »handlinger« (ord) indeholdt også litterært eller halvlitterært materiale. Ifølge Josefus indeholdt Tyrus’ arkiver lignende materiale, og dette gjaldt også Amarna-arkiverne (ca. 1380 f.Kr.) og arkiverne i Boghazkeui, såvel som paladsarkiverne i Nineve og de store tempelarkiver i Nippur og Abu Habeh (Sippara). Således indeholdt også paladsarkiverne i Egypten under kong Neferikere medicinske værker, og i det mindste under Ramses III magiske værker, mens tempelarkiverne på Thutmose III’s tid (Breasted, Ancient Records) indeholdt militære annaler, og arkiverne i Denderah bestemt mange værker af ikke-registermæssig karakter. Templerne i det tidlige Grækenland indeholdt også litterære værker og verdslige love såvel som egentlige tempelarkiver.

Kort sagt var Israels paladssamlinger ingen undtagelse fra oldtidens almindelige regel, idet de foruden egentlige paladsarkiver indeholdt mere eller mindre af religiøse arkiver og litterære værker, mens tempelsamlingerne indeholdt mere eller mindre politiske optegnelser og litterære værker.

Dette optegnelsessystem i Israel og Juda var, som det fremgår af Det Gamle Testamente selv, Persiens system i gammeltestamentlig tid. Det var jødernes system i makkabæertiden, Egyptens system gennem hele denne periode og i århundreder før og efter, og ligeledes Nordsyriens omtrent på denne tid (Zakar-Baal, fra Gebal, ca. 1113 f.Kr.). Bøgerne Exodus, Leviticus, Numeri og Deuteronomium, hvornår de end er skrevet, åbenbarer det samme system, idet Exodus til Numeri har form af et register, og Deuteronomium fremstilles som et uddrag udarbejdet til indgravering på sten, en brug som Josva siges at have gjort af det. Vi har derfor det samme system eksisterende både før og efter og på alle geografiske sider.

Al denne nabopraksis peger på et system af

(1) arkivsamlinger,

(2) samtidige bogregistre,

(3) samtidig offentliggørelse ved indskrift, og i lyset af disse bliver Det Gamle Testamentes metode, i hvert fald fra Davids tid, klar, bestemt hvad angår arkivsamlinger og registre og næppe mindre hvad angår opstilling af indskrifter i varigt materiale. Selv hvis D ikke er tidligere end 621 f.Kr., forudsætter det offentlig indskrift længe før den tid, fuldt sammenlignelig i omfang med Thutmose III’s eller kong Mesha af Moabs indskrifter, og selv om kun få lange indskrifter hidtil er blevet fundet, findes i det mindste Siloam-indskriften (sammenlign også Es 30,8; Job 19,23; Job 19,24; Es 8,1; Jer 17,1; også Dekalogen). Hvert enkelt af disse tre elementer (selv samlingen af indskrifter i templet) blev, må man huske, i oldtiden kaldt et »bibliotek«.

Henvisningen til »bøgerne« i Dan (9,2) kan muligvis pege på eller foregribe synagogebiblioteket.

Der tillægges almindeligvis, og med rette, kun ringe vægt til udsagnet i 2 Makk 2,13 om, at Nehemias grundlagde et bibliotek og samlede deri skrifterne »om kongerne, profeterne og David, og kongernes breve vedrørende votivgaver«, men det er faktisk tydeligt, at han, såvel som Judas Makkabæus, der i udsagnet forbindes med ham, må have gjort netop dette.

Fra den tid, da Septuaginta blev oversat, var ideen om biblioteket (bibliotheke) og endda det offentlige bibliotek (»folkets bøger«, dvs. offentlige optegnelser) velkendt nok; ifølge Josefus forbandt Septuaginta selv også tempelbiblioteket i Jerusalem med biblioteket i Alexandria gennem det, at det førstnævnte leverede bøger til det sidstnævnte til afskrivning.

13. Nytestamentlig tid:

Med den romerske erobring og idumæernes fremkomst udviklede metoderne sig naturligvis i overensstemmelse med romersk praksis. Det fremgår af Josefus’ hyppige henvisninger, at de offentlige optegnelser var omfattende og indeholdt genealogiske optegnelser såvel som officielle breve, dekreter osv. Den tredobbelte optegnelsesmetode fortsætter. Det fremgår endvidere (Blau, 96; Krauss, III, 179), at der fandtes biblioteker og endda udlånsbiblioteker i skolerne og synagogerne, ikke kun i landet, men overalt hvor jøder var bosat. Josefus og Chrysostomos bekræfter sammen med Mishnaen den allerede meget klare slutning ud fra Lukas’ beretning om vor Herres undervisning i synagogen: at på denne tid, og sandsynligvis fra synagogens begyndelse, var bøgerne, måden de blev opbevaret på, og ritualet for deres brug allerede i det væsentlige som i den moderne synagoge. De kristnes første prædikesteder var synagogerne, og da kirkerne afløste disse, fulgte kirkebiblioteket naturligt med; men om det skete i bibelsk tid eller ej, er et spørgsmål om formodning. De optræder i det mindste i meget tidlige kirker.

Om den rige verdslige litteratur, som Josefus havde adgang til, fandtes i offentlige eller private biblioteker, fremgår ikke direkte. Det er velkendt, at det på Herodes' tid i lige så høj grad var en del af romersk offentlig politik at grundlægge offentlige biblioteker i provinserne, som det var at restaurere templer. Fireogtyve sådanne provinsbiblioteker, hovedsagelig tempelbiblioteker, kendes.

Den romerske praksis på den tid blandede stadig litterært materiale med arkivmateriale, og det er derfor sandsynligt, at de offentlige optegnelser i det jødiske tempel rummede både græske og latinske verdslige bøger i betydeligt omfang, såvel som de græske apokryfer og en stor mængde aramæisk eller senhebraisk litteratur af talmudisk karakter.

14. Bogskabe og bygninger:

Hvad angår de beholdere og steder, hvor bøgerne blev opbevaret, har vi selv i den hebraiske periode henvisninger til de fleste af de hovedformer, der blev brugt blandt folkene: trækassen, lerkassen eller krukken, pungen, og på den anden side én gang det "bøgernes hus", som er så velkendt i egyptisk brug og tilsyneladende sigter til et enkelt kammer eller en halvfritliggende bygning i et tempel eller palads. Mest betydningsfuld er dog oplysningen om, at bøgerne blev opbevaret i paladsets og templets skatkamre eller forrådshuse.

Den hellige ark ('aron), hvad den end oprindeligt kan have indeholdt, blev, da D blev skrevet, betragtet som en hellig bogkiste af træ, og den ark, hvori de undervisende præster bar loven omkring til offentlig oplæsning, var faktisk ligeledes en kiste.

Sådanne kister var senere almindelige blandt jøderne, nogle med låg og nogle med åbning i siden (Jewish Encyclopedia, II, 107-108; Blau, 178). Det er fristende i D, hvor bogen skal lægges "ved (KJV "i") siden af arken" (5 Mos 31,26), at finde en kiste med både låg og åbninger i siden, men mere sandsynligt mener D måske en særskilt kiste, ligesom skrinet eller pungen med guldmusene, som også blev sat "ved siden" (matstsadh) af arken (1 Sam 6,8).

I Det Nye Testamente var den "kappe", som Paulus efterlod i Troas (2 Tim 4,13), sandsynligvis (Wattenb., 614; se også Birt og Gardthausen), hvis ikke en "capsa" af træ, så i det mindste en slags bogkasse eller omslag.

Det lerkar, hvori Jeremias (32,14) lægger de to "bøger" (oversat "skøder"), den ene forseglet og den anden uforseglet, var en af oldtidens mest almindelige bogbeholdere. Denne oplysning er for nylig blevet stærkt underbygget og knyttet til bibelhistorien ved opdagelsen af Elephantine-papyri, som for størstedelens vedkommende blev opbevaret i sådanne lerkrukker (Meyer, Papyrusfund, 15). Ordet Pentateuk går måske tilbage til en krukke med fem ruller, men mere sandsynligt til en kurv eller trækasse med fem rum (Blau, 65; Birt, Buchrolle, 21, 22). Det var den samlede betegnelse for et etui til fem ruller, hvad enten det var af lertøj, træ eller fletværk.

Bogpungen eller bogposen har måske sin repræsentant i bederemmen (Matt 23,5), som var en slags miniature-armarium, idet hver af de fire små ruller i dens fire rum teknisk set var en "bog" (cepher). Dette navn forklares almindeligvis som en amulet, der beskytter mod onde ånder, men udtrykket forekommer faktisk i papyri (Bibliophylax) om bevaring af bøger.

"Bøgernes hus" (Ezra 6,1 randnote) eller "bøgernes sted" er en meget nær parallel til bibliotheke, hvormed det (i flertal) oversættes i Septuaginta. Udtrykket var i Egypten en almindelig betegnelse for bibliotek, måske også undertiden for skriptorium eller endda register, og det peger på et kammer eller et halvfritliggende rum eller en bygning, hvor bogkister, krukker osv. blev opbevaret. Det ved Edfu er et halvfritliggende rum og indeholdt mange sådanne beholdere.

Selv om der kun er få optegnelser om biblioteker i bibelsk tid, indebærer selve dannelsen af kanon, hvad enten det skete ved den højere kritiks proces eller ved naturlige processer, hvor hele litterære værker blev samlet, en sammenbringelse af bøger; og de tempelbiblioteker, der var fælles for både Egypten og Assyrien-Babylonien, må næsten uundgåeligt forudsættes, hvor der fandtes et tempel eller en helligdom, hvad end de faktiske forhold måtte være med hensyn til tempelbibliotekerne. Ifølge Hilprecht fandtes der bestemt sådanne biblioteker og det fra meget gammel tid. Assurbanipals paladsbibliotek, skønt det selv er en opdagelse fra den seneste tid, fører beretningen ned til den skrevne histories tider. For resten af beretningen se litteraturen nedenfor, især Dziatzko, Bibliotheken, og artiklen om "Libraries" i Encyclopedia Britannica (11. udgave).

Se også NINEVEH, LIBRARY OF.

I den tidligere periode i det mindste, og for jødernes vedkommende også i nytestamentlig tid, synes det særlige sted i palads eller tempel at have været skatkammeret. I Ezras Bog skulle man søge efter Kyros' dekret i kongens skatkammer (Ezra 5,17), og søgningen blev foretaget i "bøgernes hus, hvor skattene var nedlagt" (Ezra 6,1 m). Dokumentet blev til sidst fundet i paladset i Ekbatana--således placeres arkiverne også i skatkammeret i 1 Makk 14,49.

I nytestamentlig tid var der allerede sket en betydelig udvikling med hensyn til biblioteksbygninger. En generel type var blevet udformet, som bestod af

(1) en søjlegang,

(2) et forelæsningsrum, en læsesal eller forsamlingssal,

(3) små rum til opbevaring af bøger.

Sådanne beretninger, som vi har om de alexandrinske biblioteker, sammen med udgravningerne i Pergamon, Athen og Rom, afslører den samme type--bogrummene, søjlegangen, hvor lærere gik eller sad og talte med deres elever, forsamlingsrummene, hvor senatet eller andre organer undertiden sad. Kort sagt: som længe tidligere i Egypten, hvad enten det var i palads eller tempel, var undervisningens sted bøgernes sted.

Det er således betydningsfuldt, at vor Herre underviste i skatkammeret, som i Herodes' tempel lå i gården til selve templet--sandsynligvis søjlegangene under kvindernes galleri, idet nogle af de tilstødende rum blev brugt til bøger. Da dette lå inden for den afspærring, som ingen hedning måtte passere, må Herodes også have haft et bibliotek med offentlige optegnelser i den ydre søjlegang.

Se endvidere NINEVEH, LIBRARY OF.

LITTERATUR.

Ludwig Blau, Studien zum althebraischen Buchwesen, Strassburg i, E, 1902, 178-80: Sam. Krauss, Talmudische Archaologie, Leipzig, 1912, III, 193-98; J.W. Clark, Care of Books, Cambridge, 1901; E. C. Richardson, Biblical Libraries: A Sketch of Library History from 3400 BC to 150 AD. London. Oxford University Press, 1914.

Se litteraturen under WRITING.

E. C. Richardson