Medere

medz (madhi; assyrisk Amada, Mada; achæm. persisk Mada; Medoi (1 Mos 10,2; 2 Kong 17,6; 2 Kong 18,11; 1 Krøn 1,5; Ezra 6,2; Est 1,3; Est 1,14; Est 1,18; Est 1,19; Est 10,2; Es 13,17; Es 21,2; Jer 25,25; Jer 51,11; Jer 51,28; Dan 5,28; Dan 6,1; Dan 6,9; Dan 6,13; Dan 6,16; Dan 8,20; Dan 9,1; Dan 11,1)): Nævnt som jafetitter i 1 Mos 10,2, dvs. ariere, og derfor kaldte de sig først Arioi (Herod. vii.62), på avestisk Airya = Skt. Arya, »ædel«. De var nært beslægtede i afstamning, sprog og religion med perserne, og i den verdslige historie gik de forud for deres fremtræden med nogle århundreder. Ligesom de fleste ariske folkeslag var de i begyndelsen opdelt i små landsbysamfund, der hver blev styret af sine egne høvdinge (kaldt chazanati på assyrisk af Assur-bani-pal: sammenlign Herod. i.96). Shalmaneser II nævner dem (Nimrod-obelisken, i.121) omkring 840 f.Kr. De beboede da det moderne A'zarbaijan (Media Atropatene). Rammanu-nirari III af Assyrien (Rawlinson, Western Asiatic Inscriptions, I, 35) erklærer, at han (810-781 f.Kr.) havde erobret »medernes land og Parsuas land« (Persis) samt andre lande. Dette betød sandsynligvis kun et plyndringstogt, for så vidt angår Medien. Således oversvømmede også Assur-nirari II (Western Asiastic Inscriptions, II, 52) i 749-748 f.Kr. Namri i det sydvestlige Medien. Tiglat-Pileser IV (på babylonisk kaldt Pulu, »Pul« i 2 Kong 15,19) og Sargon oversvømmede også dele af Medien. Sargon erobrede i 716 f.Kr. Kisheshin, Kharkhar og andre dele af landet. Nogle af israelitterne blev af ham flyttet til »medernes byer« (2 Kong 17,6; 2 Kong 18,11; Septuagintas læsemåde Ore kan her ikke gengives med medernes »bjerge«) efter Samarias fald i 722 f.Kr. Det var måske på grund af behovet for at kunne modstå Assyrien, at mederne (i det mindste delvist) omkring 720 f.Kr. forenede sig til et kongerige under Deiokes, ifølge Herodot (i.98). Sargon nævner ham ved navnet Dayaukku og siger, at han selv tog denne fyrste til fange (715 f.Kr.) og erobrede hans område to år senere. Efter sin løsladelse befæstede Deiokes sandsynligvis Ekbatana (tidligere Ellippi) og gjorde den til sin hovedstad. Nogle har hævdet, at Herodot her forveksler mederne med Manda (eller Umman-Manda, »Manda-hærskarerne«) i indskrifterne; men disse var sandsynligvis ariske stammer, muligvis af skytisk oprindelse, og navnene Mada og Manda kan trods alt være identiske. Esar-haddon i sit 2. år (679-678 f.Kr.) og Assurbani-pal førte krig mod visse mediske stammer, hvis magt nu var ved at blive frygtindgydende. De (eller Manda) havde erobret Persis og dannet et stort forbund. Under Kyaxares (Uvakh-shatara--Deiokes' sønnesøn, ifølge Herodot) belejrede de Nineve, men Assur-bani-pal slog dem tilbage med hjælp fra Ashguza (? Ashkenaz i 1 Mos 10,3), en anden arisk stamme. Enden på det assyriske rige kom dog i 606 f.Kr., da Manda under deres konge Iriba-tukte, Mamiti-arsu, »herre over medernes by«, Kastarit fra det armenske område Kar-kassi, kimmerierne (Gimirra = Gomer) under Teushpa (Teispes, Chaishpish), Minni (Manna; sammenlign Jer 51,27) og babylonierne under Nabu-pal-ucsur stormede og ødelagde Nineve, som Nabu-nahid oplyser os. Assyriens sidste konge, Sin-sar-iskun (Sarakos), omkom sammen med sit folk.

Herodot siger, at Deiokes blev efterfulgt af Phraortes (Fravartish), hans søn; Phraortes af sin søn Kyaxares; og at sidstnævnte igen overlod sit rige til sin søn Astyages, hvis datter Mandane giftede sig med Kambyses, far til den store Kyros. Alligevel fandtes der da ikke noget medisk rige (sådan som han beskriver det), eller det omfattede i det mindste ikke alle de ariske stammer i Vestasien, som vi ser af indskrifterne, der viser, at mange af dem i 606 f.Kr. og endog senere stod under egne konger og fyrster (sammenlign Jer 25,25; Jer 51,11). Herodot fortæller os, at de var opdelt i seks stammer, hvoraf magerne var én (Herod. i.101). Kyaxares førte i 5 år (590-585 f.Kr.) krig mod lyderne; kampen blev afsluttet i maj 585 ved den totale solformørkelse, som Thales havde forudsagt (Herodot i.74).

Forbundet mellem mederne og babylonierne endte med Nebukadnesars regeringstid. Hans efterfølger Nabu-nahid (555 f.Kr.) siger, at mederne under Astyages (Ishtuwegu) i det år trængte ind i Mesopotamien og belejrede Haran. Kort efter blev dette dynasti imidlertid styrtet; for perseren Kyros, som Nabu-nahid første gang han nævner ham, kalder Astyages' "unge slave" (ardusu cachru), men som allerede da var konge af Anshan (Anzan), angreb og fangede i 549 f.Kr. Astyages, plyndrede Ekbatana og blev konge over mederne. Skønt Kyros var af persisk afstamning, begyndte han tilsyneladende ikke at regere i Persien før 546 f.Kr. Fra da af fandtes der intet medisk rige adskilt fra det persiske (og noget sådant nævnes heller ikke i Daniel, trods moderne forestillinger). Da mederne var mere fremskredne i civilisation og gik forud for perserne i herredømme, kaldte de græske historikere som regel hele folket "mederne" længe efter Kyros' tid. Først langt senere omtales perserne som den dominerende part. Derfor er det et tegn på tidlig datering, at Daniel (8,20) taler om "Medien og Persien", mens Esters Bog senere vender rækkefølgen om ("Persien og Medien", Est 1,3; Est 1,14; Est 1,18; Est 1,19; Est 10,2), ligesom i Dareios' indskrifter ved Behistun. Under Dareios I gjorde Fraortes (Fravartish) oprør og gjorde krav på Mediens trone som efterkommer af Kyaxares. Hans sag blev støttet så stærkt blandt mederne, at oprøret først blev undertrykt efter en voldsom kamp. Han blev til sidst taget til fange ved Raga (Rai, nær Teheran), brutalt lemlæstet og til sidst spiddet i Ekbatana. Derefter går medisk historie op i Persiens historie. Jødernes historie i Medien omtales i Daniel og Ester. 1 Makkabæerbog fortæller noget om Medien under syrisk (6,56) og parthisk herredømme (14,1-3; jf. Josefus, Ant, XX, iii). Medere nævnes sidste gang i ApG 2,9. De er bemærkelsesværdige som de første ledere af den ariske race i dens kamp med semitterne for frihed og overherredømme.

W. St. Clair Tisdall