Farve

Emnet farver har en vigtig plads i Skrifterne.

Hvid forekommer som oversættelse af forskellige hebraiske ord. Det bruges om mælk (1 Mos 49,12), manna (2 Mos 16,31), sne (Es 1,18), heste (Zak 1,8) og klæder (Præd 9,8). Et andet hebraisk ord, der gengives sådan, bruges om marmor (Est 1,6), og et beslægtet ord om liljen (Højs 2,16). Et andet udtryk, der betyder “strålende,” bruges om ansigtet (Højs 5,10).

Denne farve var et symbol på renhed og uskyld (Mark 16,5; Joh 20,12; Åb 19,8, 14), på glæde (Præd 9,8) og også på sejr (Zak 6,3; Åb 6,2). Forhængene omkring tabernaklets forgård (2 Mos 27,9; 38,9), præsternes kjortler, turbaner, huer og benklæder (2 Mos 39,27, 28) samt ypperstepræstens dragt på forsoningsdagen (3 Mos 16,4, 32) var hvide.

Sort bruges om håret (3 Mos 13,31; Højs 5,11), hudfarven (Højs 1,5) og heste (Zak 6,2, 6). Ordet, der gengives “brun” i 1 Mos 30,32 (RV: “sort”), betyder egentlig “sveden,” dvs. den farve, der fremkommer ved solstrålernes virkning. “Sort” i Job 30,30 betyder snavset, sværtet af sorg og sygdom. Ordet bruges om sørgedragter (Jer 8,21; 14,2), om en overskyet himmel (1 Kong 18,45), om nat (Mika 3,6; Jer 4,28) og om en bæk, der er blevet grumset af smeltet sne (Job 6,16). Det bruges som symbol på det onde i Zak 6,2, 6 og Åb 6,5. Det var symbolet på sorg, lidelse og ulykke (Jer 14,2; Klag 4,8; 5,10).

Rød bruges om blod (2 Kong 3;22), en kvie (4 Mos 19,2), linsegryde (1 Mos 25,30), en hest (Zak 1,8), vin (Ordsp 23,31) og hudfarven (1 Mos 25,25; Højs 5,10). Denne farve er symbol på blodsudgydelse (Zak 6,2; Åb 6,4; 12,3).

Purpur er en farve, der blev fremstillet af sekretet fra en art skaldyr (Murex trunculus), som fandtes i Middelhavet, især ved Fønikien og Lilleasiens kyster. Farvestoffet i hvert enkelt skaldyr udgjorde kun en eneste dråbe, og derfor var dette farvestof meget kostbart. Klæder i denne farve blev båret af konger (Dom 8,26) og høje embedsmænd (Est 8,15). De blev også båret af de rige og luksusprægede (Jer 10,9; Ez 27,7; Luk 16,19; Åb 17,4). Med denne farve var forestillingen om kongelig værdighed og majestæt forbundet (Dom 8,26; Højs 3,10; 7,5; Dan 5,7, 16, 29).

Blå. Denne farve blev også fremstillet af en art skaldyr, hebraernes chelzon og moderne naturforskeres Helix ianthina. Nuancen var et symbol på himlen, den dybe, mørke tone i Østens himmel. Denne farve blev brugt på samme måde som purpur. Båndet og kvasten på den hebraiske dragt havde denne farve (4 Mos 15,38). Løkkerne på forhængene (2 Mos 26,4), snoren til ypperstepræstens brystskjold, efodkåben og snoren på hans turban var blå (2 Mos 28,28, 31, 37).

Skarlagen, eller karmosin. I Es 1,18 bruges et hebraisk ord, der betegner den orm eller larve, hvorfra dette farvestof blev udvundet. I 1 Mos 38,28, 30 betyder ordet, der gengives sådan, “at skinne” og udtrykker farvens glans. De små parasitiske insekter, som dette farvestof blev udvundet af, lignede til en vis grad den cochenille, der findes i østlige lande. Naturforskere kalder den Coccus ilics. Farvestoffet blev kun udvundet af hunlarven. Det eneste naturlige objekt, som denne farve anvendes om i Skriften, er læberne, der sammenlignes med en skarlagenrød tråd (Højs 4,3). Skarlagenrøde klæder blev båret af de rige og luksusprægede (2 Sam 1,24; Ordsp 31,21; Jer 4,30. Åb 17,4). Det var også farven på krigerens dragt (Nah 2,3; Es 9,5). Fønikerne udmærkede sig i kunsten at farve med denne farve (2 Krøn 2,7).

Disse fire farver — hvid, purpur, blå og skarlagen — blev brugt i vævningen af tabernaklets forhæng (2 Mos 26,1, 31, 36) og også i ypperstepræstens efod, bælte og brystskjold (2 Mos 28,5, 6, 8, 15). Skarlagenrød tråd nævnes i forbindelse med renselsesritualerne for den spedalske (3 Mos 14,4, 6, 51) og med brændingen af den røde kvie (4 Mos 19,6). Det var en karmosinrød tråd, Rahab skulle binde i sit vindue som tegn på, at hun skulle forblive i live (Jos 2,18; 6,25), da byen Jeriko blev indtaget.

Vermilion, det røde kviksølvsulfid, eller cinnober; en farve, der blev brugt til at tegne afgudsbilleder på tempelvægge (Ez 23,14) eller til at udsmykke vægge og bjælker i huse (Jer 22,14).