Sela

se'-la (sela`, ha-cela` (med artiklen); petra, he petra; King James Version Selah (2 Kong 14,7)): Engelske bibeloversættelser gengiver dette som navnet på en by i 2 Kong 14,7; Es 16,1. I Dom 1,36; 2 Krøn 25,12; og Obad 1,3 oversætter den bogstaveligt, "klippe"; men Revised Version har i hvert tilfælde randnoten "Sela". Det er umuligt at antage med Hull (HDB, under ordet), at dette navn, når det optræder i Skriften, altid henviser til Edoms hovedstad, den store by i Wady Musa. I Dom 1,36 tvinger dets forbindelse med Akrabbim-stigningen os til at søge en placering hen imod den sydvestlige ende af Det Døde Hav. Sandsynligvis betegner det i det tilfælde ikke en by, men en eller anden fremtrædende klippe. Moore ("Judges," ICC, 56), efter Buhl, vil identificere den med es-Safieh, "et nøgent og blændende hvidt sandstensfremspring, 1.000 fod højt, øst for mudderfladerne ved es-Sebkah og 2 miles syd for Det Døde Hav." En mere sandsynlig identifikation er en høj klippe, som behersker vejen fra Wady el-Milh, "Saltdalen," til Edom over Akrabbim-passet. Dette var en strategisk vigtig position, og hvis den var befæstet, ville den være meget stærk. (I dette afsnit må "edomitter" læses i stedet for "amoritter.") Amasjas sejr blev vundet i Saltdalen. Han ville naturligt straks vende sine våben mod denne fæstning (2 Kong 14,7); og det kan meget vel være klippen, fra hvis top han styrtede sine fanger ned (2 Krøn 25,12). Han kaldte den Jokteel, et navn hvis betydning er uklar. Muligvis er det det samme som Jekuthiel (1 Krøn 4,18) og kan betyde "Guds bevarelse" (OHL, under ordet). Der er ikke fundet noget spor af dette navn. De beretninger, hvor stedet nævnes, udelukker en identifikation med Petra.

"Klippen" (Revised Version randnote "Sela") i Obad 1,3, i udtrykket "du, som bor i klippens kløfter," er kun en levende og malerisk beskrivelse af Edoms bjergland. "De purpurfarvede bjerge, som Esaus vilde sønner klatrede op i, strækker sig fra Syrien ud mod ørkenen, omtrent hundrede miles lange og tyve brede, af porfyr og rød sandsten. De siges at være verdens fineste klippelandskab. `Salvator Rosa forestillede sig aldrig et så vildt og så passende tilholdssted for røverbander.' .... Det indre nås gennem slugter så smalle, at to ryttere næppe kan ride side om side, og solen lukkes ude af de overhængende klipper. .... Landsbyerne er næppe andet end vilde fugles reder: menneskelige ørnereder, anbragt på høje hylder eller skjult i huler ved enderne af de dybe kløfter" (G. A. Smith. The Book of the Twelve Prophets. II. 178 f).

I Es 16,1; Es 42,11 i Revised Version (britisk og amerikansk) har vi måske en henvisning til den store by Petra. Josefus (Ant., IV, vii, 1) fortæller os, at blandt midjanitternes konger, som faldt for Moses, var en Rekem, konge af Rekem (akre, eller rekeme), og at byen fik sit navn fra sin grundlægger. Dette siger han var det arabiske navn; grækerne kaldte den Petra. Eusebius, Onomasticon, siger, at Petra er en by i Arabien i Edoms land. Den kaldes Jechthoel; men syrerne kalder den Rekem. Jokteel, som vi har set, må søges andetsteds. Der kan ikke være nogen tvivl om, at Josefus mente byen i Wady Musa. Dens gammeltestamentlige navn var Bozra (Am 1,12, osv.). Wetzstein (Excursus i Delitzschs Isa, 696 ff) vover den formodning, at det fulde gamle navn var Bozrat has-Sela, "Klippens Bozra."

Denne "rosenrøde by, halvt så gammel som Tiden"

Sela var længe vanskelig at få adgang til, og forsøget på at besøge den var forbundet med fare. I de senere år er den dog blevet set af mange turister og ekspeditioner. Af de beskrevne skildringer er den bedste uden tvivl professor Dalmans fra Jerusalem (Petra und seine Felsheiligtumer, Leipzig, 1908). En fremragende redegørelse for denne vidunderlige by, skrevet livligt og interessant, findes i Libbey og Hoskins' bog (The Jordan Valley and Petra, New York og London, 1905; se også National Geographic Magazine, maj 1907, Washington, D.C.). Ruinerne ligger langs siderne af en rummelig sænkning, omgivet af Edoms mangefarvede klipper, lige før de sænker sig ned mod Araba mod vest. Den ligger nær foden af Jebel Harun, omkring 50 miles fra Det Døde Hav, og lige nord for vandskellet mellem dette hav og Akababugten. Dalen skylder sit moderne navn, Wady Musa, "Moses' dal," til sin forbindelse med Moses i muslimske sagn. Skønt den ikke er helt utilgængelig fra andre retninger, er de to sædvanlige adgangsveje den fra sydvest ad en ujævn sti, delvis kunstig, og den fra øst. Den sidstnævnte er langt den vigtigste. Dalen lukker sig mod øst, og den eneste åbning går gennem en dyb og smal slugt, kaldet Sik, "skakt," omkring en mile lang. I bunden af Sik løber mod vest den strøm, der udspringer ved `Ain Musa. Øst for kløften ligger landsbyen Elji, et gammelt sted, svarende til Eusebius' Gaia (Onomasticon). Efter denne landsby snor vejen sig gennem den skyggefulde, bugtede kløft, overhængt af høje klipper. Når man når dalen, åbner der sig for beskueren et syn af usædvanlig skønhed og imponerende virkning. Templerne, gravene, teatret osv., udhugget med stor dygtighed og uendelig møje i den levende klippe, har i forbløffende grad modstået tidens tand, og mange af udskæringerne er lige så friske, som om de var skåret i går. En forestilling om den målestok, arbejdet blev udført i, kan fås af teatrets størrelse, som gav plads til ikke færre end 3.000 tilskuere.

En sådan beliggenhed kan ikke være blevet overset i oldtiden; og vi kan trygt gå ud fra, at der altid må have eksisteret en betydningsfuld by her. Det er dog under nabatæerne, at Petra begynder at spille en fremtrædende rolle i historien. Dette folk tog stedet i besiddelse omkring slutningen af det 4. århundrede f.Kr. og fortsatte deres herredømme, indtil de blev overvundet af Hadrian, som gav byen sit eget navn--Hadriana. Dette navn forsvandt dog snart. Under romerne oplevede Petra sine dage med størst pragt.

Ifølge gammel tradition besøgte Paulus Petra, da han drog til Arabien (Gal 1,17). Dette er der ingen sikkerhed for; men kristendommen blev tidligt indført, og byen blev sæde for et bispedømme. Under nabatæerne var den centrum for datidens store karavanehandel. Østens varer blev bragt hertil; og herfra drog karavanerne mod syd, vest og nord. Den store hovedvej gennem ørkenen til Den Persiske Golf var i praksis i dens hænder. Nabatæermagtens fald gav Palmyra dens chance; og dens overhøjhed i handelen i Nordarabien stammer fra den tid. Petra fik del i Roms svindende lykke; og dens dødsstød blev givet af de erobrende muslimer, som ødelagde Arabia Petrea i 629-32 e.Kr. Stedet giver nu tilflugt til nogle få fattige beduin-familier.

W. Ewing

se'-la.

Se MUSIC, II, 1.