Bygge; bygning

bild, bild'-ing (banah, binyah, én gang (Ez 41,13); oikodomeo).

1. Byggeforhold:

De byggeforhold, der fandtes på tidspunktet for hebræernes erobring, var primitive og uøvede, og med undtagelse af arbejdet i den salomoniske periode blev der stadig gjort ringe eller ingen indsats for at indføre et højere niveau, før den tid, da græsk indflydelse begyndte at kunne mærkes (omkring 3. århundrede f.Kr.). På steder, hvor sten ikke var tilgængelig, brugte man lersten, og da man erkendte deres forgængelige natur, kom beklædning med stenplader i brug. Disse plader var en beskyttelse mod vejret og havde ingen konstruktiv værdi. Sandsynligvis kan man se den sjuskede bygmesters hånd i et forsøg på at få sådan dårlig konstruktion til at fremstå som massiv sten.

2. Murværk:

I stenrige egne var bygningerne af sten, men bygningstypen var kun den primitive stenmurers. Tilfældigt brudstensmurværk, klodset lagt, var det fremherskende kendetegn. Lejlighedsvis finder man et stykke omhyggeligt tilhugget murværk, men det er undtagelsen og er ofte en genanvendelse af en tidligere type beslægtet med »tilhugget sten« (1 Kong 7,9). Resterne af jødiske mure fra de tidlige kongers periode i Jerusalem viser en kunnen, som ikke synes at have fandtes andre steder. Stenene med fremspringende midtparti og kanttilhugning, med brede lerfuger, var delvis det egentlige murværk i de tidlige befæstninger og blev genbrugt og efterlignet igen og igen. Typen dukker op i svag efterligning på forskellige steder over hele landet, men sten, der er tilhugget med spidshammer og groft bearbejdet med hammer, er også almindelige. Den fine kammejsling og kanttilhugning i murene omkring tempelområdet hører til den herodianske periode (se Bliss og Dickie, "Excavations at Jerusalem," 273 ff, PEFS, 1898). Fraværet af kalk er et slående kendetegn. Der findes ingen særskilt type, som udelukkende kan kaldes jødisk, selv om der er god grund til at mene, at typen med fremspringende midtparti og kant har jødisk oprindelse. Wilson (Golgotha, 124) påpeger, at de fremspringende midtpartier havde en forsvarsmæssig værdi ved at bryde stormvædderens kraft, og her viser forsvarets nødvendighed igen sin livskraft i eksistensen af en så velkonstrueret detalje. Fraværet af byggehåndværkets finere kvaliteter kan spores til samme kilde.

3. Fundamenter:

Fundamenter til befæstninger lå som regel på klippe, der undertiden blev hugget firkantet til som underlag, men oftere blev udjævnet med småsten. En del af Jerusalems sydmur, sikkert sen (5. århundrede e.Kr.), blev lagt på et fundament af små brudsten, der hvilede på affaldslag, ophobet over en tidligere mur. (Se tavle IV, Excavations at Jerusalem, s. 29.) I mindre bygninger blev fundamenterne som regel lagt på affaldslagene fra tidligere konstruktioner. I Lakish blev mure af lersten lagt på et fundament af sten. En særlig metode, hvor man spredte et lag sand under fundamenterne, blev også bemærket (se A Mound of Many Cities, 125-26).

4. Moderne metoder:

Den lokale mur i dag er mindre primitivt bygget og er lagt i kalkmørtel. Det er en bred mur, som regel omkring 3 fod (ca. 90 cm) tyk, med indre og ydre sider af store sten, udfyldt imellem med små brudsten uden egentlig forbandt, noget i stil med oldtidens byggeri. For at råde bod på manglen på forbandt er det en almindelig skik at indsætte et stykke stålforbindelse tværs over den tilbagegående vinkel (se bjælke). Bygge- og tilhugningsmetoderne er efter al sandsynlighed de samme, som de var i tidlig jødisk tid. Stenhuggere sidder ved deres arbejde med fladen på den sten, de arbejder på, liggende skråt fra dem. Sten føres fra bruddet, hvis det ligger i nogen afstand fra byggepladsen, på æsler, derfra på mænds rygge til toppen af muren ad primitive gangbroer. Enhver mand graver sin »egen cisterne« (Es 36,16), som sænkes ned i klippen under husets grund og bruges som et stenbrud, hvorfra der skaffes sten til bygningen. Hvis der er knaphed på vand, graves cisternen først, og vinterregnen får lov til at samle sig og skaffe det nødvendige vand til byggeriet.

5. Billedligt:

At bygge op bruges ofte i betydningen at give vækst og fremgang eller at grundfæste og styrke. Således i Job 22,23; Sl 69,35; Jer 18,9. En beslægtet betydning er at genoprette det, der var forfaldet, som i Es 58,12. At »bygge et hus« for en person er at give ham børn eller et talrigt efterkommerskab (Ruth 4,11; om David, 2 Sam 7,27; 1 Krøn 17,10). Åndeligt bruges ordet om ens livsværk eller om dannelsen af karakter og vaner. Det vigtigste her er fundamentet. De, der bygger på Kristi ord, bygger på klippe; de, der forkaster dette ord, bygger på sand (Matt 7,24-27). Kristus er det eneste sande fundament; det værk, som et menneske bygger på dette, skal prøves med ild (1 Kor 3,9-15). Kirken sammenlignes med en bygning (1 Kor 3,9; 1 Pet 2,4-6), opført på apostlenes og profeternes fundament (deres sandheder eller undervisning), hvor Jesus Kristus selv er hovedhjørnestenen (Ef 2,20-22). Troende bliver »opbygget« i Kristus (Kol 2,7) og formanes til at opbygge sig selv på deres allerhelligste tro (Jud 1,20).

Se arkitektur; hus; befæstning.

A. C. Dickie