Skøge

Hebr. zonah (1 Mos 34,31; 38,15). I vers 21, 22 er det hebraiske ord, der bruges, kedeshah, dvs. en kvinde indviet eller viet til prostitution i forbindelse med den afskyelige dyrkelse af Ashera eller Astarte, den syriske Venus. Dette ord bruges også i 5 Mos 23,17; Hos 4,14. Således sad Tamar ved vejen som en indviet kedeshah.

Man har forsøgt at vise, at Rahab, som sædvanligvis kaldes en “skøge” (Jos 2,1; 6,17; Hebr 11,31; Jak 2,25), kun var værtshusholder. Denne tolkning kan dog ikke fastholdes.

Jeftas mor kaldes en “fremmed kvinde” (Dom 11,2). Dette betegner dog blot, at hun var af fremmed afstamning.

På Salomos tid viste skøger sig åbent på gaderne, og han advarer højtideligt mod samkvem med dem (Ordsp 7,12; 9,14. Se også Jer 3,2; Ez 16,24, 25, 31). Den reviderede engelske oversættelse, RV, har, efter LXX, “og skøgerne vaskede” osv. i stedet for gengivelsen i den autoriserede engelske oversættelse, KJV, “nu vaskede de,” i 1 Kong 22,38.

At bedrive utugt bruges billedligt om at dyrke afguder (Jer 3,1; Ez 16,15; Hos. igennem hele bogen); derfor omtales Jerusalem som en skøge (Es 1,21).

Hebr. nokriyah, den “fremmede kvinde” (1 Kong 11,1; Ordsp 5,20; 7,5; 23,27). De, der betegnes sådan, var kana’anæere og andre ikke-jøder (Jos 23,13). Til samme klasse hørte den “tåbelige,” dvs. den syndige, “kvinde.”

I Det Nye Testamente forekommer det græske pornai, flertal, “skøger,” i Matt 21,31, 32, hvor de stilles i klasse med toldere; Luk 15,30; 1 Kor 6,15, 16; Hebr 11,31; Jak 2,25. Det bruges symbolsk i Åb 17,1, 5, 15, 16; 19,2.