Forbøn

in-ter-sesh'-un (pagha`, "at gå i forbøn"; oprindelig "at slå imod" eller "mod"; dernæst i god betydning, "at trænge ind på nogen med bønner", "at indtrængende opfordre", og når det er på en andens vegne, "at gå i forbøn" (Ruth 1,16; Jer 7,16; Jer 27,18; Job 21,15; 1 Mos 23,8; Es 53,12; Jer 36,25). En lignende tanke findes i enteuxis, brugt som "bøn" og i Det Nye Testamente "forbøn". Det engelske ord er afledt af latin intercedo, "at komme imellem", som mærkeligt nok har de noget modsatte betydninger "at hindre" og "at træde imellem til fordel for" en person, og til sidst "at gå i forbøn". Betydningsudviklingen i dette ord i de forskellige sprog er meget tankevækkende. I det græske Nye Testamente finder vi ordet i 1 Tim 2,1; 1 Tim 4,5; entugchano findes også i Rom 8,26-34):

Udtrykets etymologi og betydning

I. MENNESKETS FORBØN FOR SIT MEDMENNESKE

1. Patriarkalske eksempler

2. Moses' forbønner

3. Religionens fremgang, set i Moses' forbønner

4. Forbøn i Israels senere historie

5. Fremkomsten af officiel forbøn

6. Samuel som forbeder i sine funktioner som dommer, præst og profet

7. Forbøn i de poetiske bøger

8. Visdomsbøgerne

9. Profeternes efterfølgelse af Moses og Samuel

10. Præsten og forbønnen

11. Forbøn i evangelierne

12. Menighedens forbønner

13. Forbøn i brevene

II. FORBØN FULDKOMMENGJORT I KRISTI EMBEDE OG I MENIGHEDEN

III. HELLIGÅNDENS FORBØN

Udtrykets etymologi og betydning:

Ordets betydning bestemmes af dets brug i 1 Tim 2,1: "Jeg formaner derfor først af alt til, at der frembæres anråbelser, bønner, forbønner, taksigelser for alle og mennesker"; hvor de forskellige slags bønner synes at blive skelnet fra hinanden. Der har været betydelig drøftelse af disse ords nøjagtige betydning. Augustin henfører dem til nadverens liturgi. Dette synes at indlægge betydningen af ceremoniens forskellige dele, sådan som de blev iagttaget på et tidspunkt langt senere end det pågældende steds datering. "Anråbelser" og "bønner" henviser til almene og bestemte bønner; "forbønner" vil da have betydningen af en anmodning vedrørende andre.

Forbøn er bøn på en andens vegne og udspringer naturligt af menneskehjertets instinkt--ikke blot fremkaldt af hengivenhed og interesse, men med erkendelse af, at Guds forhold til mennesket ikke blot er individuelt, men socialt. Religion omfatter således menneskets forhold til sit medmenneske, ligesom forbøn hos én på en andens vegne i menneskets sociale stilling er en almindelig foreteelse, der i samfundets udvikling bliver en funktion for udpegede embedsmænd; som i retslig og hoflig procedure vokser den spontane og hengivne bøn til Gud på en andens vegne i religionen til den regelmæssige og ordnede tjeneste hos et behørigt indsat præsteskab. Forbøn skal således betragtes:

(1) som menneskets spontane handling for sit medmenneske;

(2) som den officielle handling i et udviklet præstevæsen;

(3) som fuldkommengørelsen af menneskehedens naturlige bevægelse og af præstedømmets forbilledlige funktion i Kristi og Helligåndens forbøn.

I. Menneskets forbøn for sit medmenneske.

1. Patriarkalske eksempler:

Mange sådanne bønner er nedskrevet i Skriften. Noas offerhandling kan delvis have været af denne art, for den følges af et løfte fra Gud på slægtens og hele jordens vegne (1 Mos 8,20-22). Sådan er også Abrahams bøn for Ismael (1 Mos 17,18); Abrahams bøn for Sodoma (1 Mos 18,23-33); Abraham for Abimelek (1 Mos 20,17). Jakobs velsignelse af Josefs sønner er af forbønnens art (1 Mos 48,8-22). Hans døende velsignelse af sine sønner skal næppe betragtes som forbøn; den er snarere erklærende, skønt den i Josefs tilfælde nærmer sig forbøn. Det bør bemærkes, at der fra Abraham til Moses ikke findes tydelig forbøn, og det viser, hvor intenst personlig og individuel den religiøse bevidsthed endnu var i sin uudviklede kvalitet. Hos Moses finder det sociale element imidlertid en videre udvikling og er interessant ved, at det optager ånden fra De Troendes Fader. Moses er skaberen af den nationale ånd. Han løfter religionen fra dens noget selviske karakter i det patriarkalske liv til det højere og bredere plan af et nationalt og slægtsmæssigt fællesskab.

2. Moses' forbønner:

Den fremadskridende karakter af Guds ledelse af mennesket findes således i udviklingen af forbønnens ånd, f.eks. Moses' bøn om fjernelse af plager (2 Mos 15,25); om vand ved Refidim (2 Mos 17,4); om sejr over Amalek (2 Mos 17,8-16); bøn for folket efter guldkalven (2 Mos 32,11-14; 2 Mos 32,21-34; 2 Mos 33,12); efter fornyelsen af stentavlerne (2 Mos 34,9); ved arkens opbrud og standsning (4 Mos 10,35); efter branden ved Tabera (4 Mos 11,2); om helbredelse af Mirjams spedalskhed (4 Mos 12,13); efter spejdernes tilbagekomst (4 Mos 14,13-19); efter ødelæggelsen ved slanger (4 Mos 21,7); om vejledning i sagen om Selofhads døtre (4 Mos 27,5); om en efterfølger (4 Mos 27,15); gengivelse af hans bøn for folket om deres indgang i Kanaan (5 Mos 3,23); gengivelse af hans bøn for folket efter tilbedelsen af guldkalven (5 Mos 9,18); gengivelse af bønner for det oprørske folk (5 Mos 9,25-29); en befaling til den, der betaler sin tiende i det tredje år, om at frembære bøn for nationen (5 Mos 26,15); Moses' sidste velsignelse af stammerne (5 Mos 33).

3. Religionens fremgang, set i Moses' forbønner:

Denne omfattende række af Moses' forbønner udgør en slående illustration af religionens vækst, repræsenteret ved grundlæggeren af Israels nationale liv. Det er historien om en embedsmand, men det er også historien om en leder, hvis hjerte var fyldt af den stærkeste patriotisme og omsorg for hans medmennesker. Ingen af disse bønner er rutinemæssige. De er de levende og lidenskabelige ytringer fra en mand fuld af guddommelig begejstring og menneskelig hengivenhed. De er virkelige bønner, fremtvunget af en stor og from sjæl ved lejligheder af dyb og afgørende betydning. Bortset fra deres betydning i Israels historie er de en ædel beretning om en stor leder af mennesker og Guds tjener.

4. Forbøn i Israels senere historie:

I Josvas historie finder vi kun bønnen for folket efter Akans synd (Jos 7,6-9), selv om meddelelserne fra Gud til Josva er talrige. En svag forbønnens tone kan høres i Deboras sang (Dom 5,31), skønt den næsten overdøves af digtets strenge og krigeriske tone. Gideons bøn synes at genlyde af noget af Moses' ord (Dom 6,13) og stemmer overens med den nationale og religiøse ånd hos den store leder, som hjalp med at forme sit folks religiøse liv (se Dom 6,24), til trods for det tydeligt lavere plan, han stod på (Dom 8,27), hvilket delvis kan forklare frafaldet efter hans død (Dom 8,33). Manoas bønner (Dom 13) kan bemærkes.

5. Fremkomsten af officiel forbøn:

(Mikas tilfredshed med at have sikret sig en præst til sit hus, og den efterfølgende fortælling, hører snarere til historien om officiel forbøn (Dom 18; se nedenfor), ligesom også folkets forespørgsel gennem Pinehas i Shilo (Dom 20,27) og folkets sorg og bøn (Dom 21,2).)

6. Samuel som forbeder i sine funktioner som dommer, præst og profet:

Samuel er Moses' egentlige efterfølger, og i forbindelse med hans liv fremtræder forbønnen igen mere tydeligt og virkningsfuldt. Hannas sang, skønt den hovedsagelig er en taksigelse, er ikke uden forbønnens ånd (1 Sam 2,1-11). Det samme gælder Samuels bøn ved Mispa (1 Sam 7,5) og folkets anerkendelse af Samuels plads (1 Sam 7,8; se også 1 Sam 8,6; 1 Sam 8,21; 1 Sam 10,17-25; 1 Sam 12,19) (om skikken med at spørge Herren gennem en seer, se 1 Sam 9,6-10); Samuels bøn for Saul (1 Sam 15,11); Sauls mislykkede forsøg på at få svar fra Gud, selv gennem forbøn (1 Sam 28,6); Sauls sidste appel gennem heksen i En-Dor (1 Sam 28,7-20); Davids bøn til Gud (2 Sam 7,18); Davids bøn som dommer om folkets udfrielse fra pest (2 Sam 24,17); Salomos bøn om visdom til at regere folket (1 Kong 3,5-15); Salomos bøn ved indvielsen af templet (1 Kong 8,12-61); Jeroboams bøn til gudsmanden om at bede for helbredelsen af hans hånd (1 Kong 13,6); Elias' bøn for enkens søn (1 Kong 17,20); Elias' bøn om regn (1 Kong 18,42); Elisas bøn for enkens søn (2 Kong 4,33); Elisas bøn om, at den unge mands øjne måtte åbnes (2 Kong 6,17); Hizkijas appel til Esajas (2 Kong 19,4); Hizkijas bøn (2 Kong 19,14-19); Josijas befaling om bøn angående "bogen, som er fundet" (2 Kong 22,13). I Krønikebøgerne finder vi Davids bøn for sit hus (1 Krøn 17,16-27); Davids bøn om udfrielse fra plagen (1 Krøn 21,17); Davids bøn for folket og for Salomo ved frembærelsen af gaver til templet (1 Krøn 29,10-19); Salomos bøn ved templets indvielse (2 Krøn 6,1-42); Asas bøn (2 Krøn 14,11); Joshafats bøn (2 Krøn 20,5-13); Hizkijas bøn for det folk, som ikke havde gjort sig rede til at spise påsken (2 Krøn 30,18); Josijas befaling om bøn angående bogen (2 Krøn 34,21). Hos profeterne bemærker vi Ezras bøn (Ezra 9,5-15); Nehemias' bøn (Neh 1,5-11); levitternes bøn for nationen (Neh 9,4-38).

7. Forbøn i de poetiske bøger:

De poetiske bøger giver nogle få eksempler på forbøn: Jobs forbøn for sine børn (Job 1,5); Jobs beklagelse over fraværet af forbøn (Job 16,21); Herrens befaling om, at Job skulle bede for sine venner (Job 42,8). Det er bemærkelsesværdigt, at henvisningerne til poetisk forbøn i Salmernes Bog er få; men man må ikke glemme, at salmen i almindelighed er et lyrisk udtryk for en intens subjektiv tilstand. Dette synes i Israels bevidsthed ikke at have nået en altruistisk udvikling. Salmerne udtrykker meget stærkt følelsen af forpligtelse over for Gud, bevidsthed om synd, harme over andres synd. Lejlighedsvis fører den patriotiske ånd til bøn for Israel; men kun sjældent synes nogen dyb følelse af interesse for andres velfærd at eje Israels sangeres hjerter. I Sl 2,12 er der en antydning af Sønnens forbederiske embede, som måske afspejler væksten af den messianske ånd i Israels sind; Sl 20 er forbederisk; det er et folks bøn for deres konge. I Sl 25,22 finder vi en bøn om Israels forløsning, ligesom i Sl 28,9. I Sl 35,13 henviser salmisten til sin forbøn for andre. Men »bønnen vendte tilbage i mit eget bryst«, og bønnens endelige udfald bliver snarere fordømmende end forbederisk. Bodfærdigheden i Sl 51 hæver sig til en tone af bøn for byen (51,18). Undertiden (Sl 60, og måske Sl 67) er bønnen ikke individuel, men for fællesskabet, skønt selv dér er den næppe forbøn. Et fælles behov skaber fælles bøn. I Sl 69 er der en erkendelse af den skade, som dårskab og synd kan gøre på andre, og en slags kompenserende tone af forbøn høres. Sl 72 betragtes af nogle som den kongelige fars bøn for sin søn og efterfølger, men læsningen af overskriften, som er antaget af Revised Version (British and American), tager selv denne salme ud af forbønnens kategori. I Asafs maskil (Sl 74) er forbønnen tydeligere; det er en bøn for helligdommen og folket i deres ødelæggelse og ulykke. Asaf synes at have grebet noget af Moses' ånd, idet han i Sl 79 igen beder om Jerusalems udfrielse; mens et svagt ekko af den forbederiske bøn for nationen høres i Etans salme (Sl 89). Det lyder svagt i Sl 106. I Sl 122 synes vi at indånde en større og mere frisindet ånd. Den indeholder opfordringen til at bede om Jerusalems fred (122,6), som om Israels senere tanke var begyndt at udvide sig ud over de blotte grænser for personlig bodfærdighed, eller ønske om udfrielse, eller fordømmelse af fjenden. I en af valfartssangene (Sl 125) findes den noget strengt etiske bøn: »Gør godt, o Jahve, mod dem, der er gode.« Længslen efter menneskets frelse som menneske er endnu ikke født. Kristus må komme, før fylden af guddommelig kærlighed er udgydt i hjerterne selv hos de fromme. Dette forholdsvise fravær af forbøn fra Israels gudstjenestebog og dens samlede udtryk for åndelig erfaring er lærerigt. Vi finder vedvarende henvisninger til dem, der trængte til bøn; men for det meste er disse henvisninger beskrivende for deres ondskab eller fordømmende over for deres fjendskab mod salmisten. Salmernes Bog er således en slående kommentar til væksten i Israels åndelige liv. Hvor intens den end er i sin opfattelse af Gud og hans krav på menneskelig retfærdighed, er det først, når den højeste åbenbaring af guddommelig kærlighed og hensynet til mennesket i almindelighed er trådt frem i vor Herres person, at den store og kærlige ånd, som forbøn betegner, findes i de frommes erfaring og udtryk.

8. Visdomsbøgerne:

I visdomsbøgerne er der kun lidt, hvis overhovedet nogen, henvisning til forbøn. Men de beskæftiger sig snarere med etisk karakter, og ofte på et blot forsynsmæssigt og nyttebetonet grundlag. Det er bemærkelsesværdigt, at den eneste henvisning til at føre en sag siges at være ved Herren selv, rettet mod menneskets uretfærdighed (Ordsp 22,23): »Jahve vil føre deres (de fattiges) sag.« Handling på andres vegne synes ikke at have været særlig højt vurderet i israelitternes gængse etik. En slags negativ hjælpsomhed antydes i Ordsp 24,28: »Vær ikke vidne mod din næste uden grund«; og det er betydningsfuldt, at advokatens embede ikke var kendt blandt jøderne, før de var kommet under Roms myndighed, da de, fordi de ikke kendte formerne i romersk ret, var nødt til at sikre sig hjælp fra en romersk jurist ved domstolene. Sådanne praktikere fandtes i provinserne (Cic. pro Coelio c. 30); Tertullus (ApG 24,1) var en sådan advokat.

9. Profeternes arv efter Moses og Samuel:

I de profetiske bøger dukker forbønnens tone igen op. Profeten, skønt han først og fremmest er en budbringer fra Gud til mennesket, har også noget af forbederens karakter (se Esajas' kaldelse, Es 6). ApG 25; ApG 26 viser de forbederiske træk. Hizkijas anmodning om Esajas' bønner (Es 37,4) og Herrens svar, som ligger underforstået i 37,6, minder om Moses' stadigt tilbagevendende tjeneste for folket. Hizkija bliver selv en forbeder (37,14-21). I Jer 4,10 er forbøn blandet med budbringerens ord. Folkets synd hindrer sådanne bønner, som blev frembåret på deres vegne (Jer 7,16; jf. Jer 11,14; Jer 14,11). Forbønner findes i Jer 10,23 ff.; 14,7 ff., 19-22. Sidkijas budskab, hvori han beder om Jeremias' hjælp, er måske lige så meget et eksempel på forespørgsel hos en seer som på forbøn (Jer 21,1; jf. 1 Sam 9,19). I Jer 42,4 samtykker profeten i Johanans anmodning om at søge Herren på folkets vegne. Klagesangene opfattes naturligt i en mere stadigt tilbagevendende forbønslig ånd. I profetierne har Jeremias været Guds budbringer til folket. Men efter katastrofen appellerer han i sin sorg til Gud om barmhjertighed mod dem (Klag 2,20; Klag 5,1; Klag 5,19). Ezekiel er på samme måde snarere synenes seer og Guds profetiske repræsentant. Dog appellerer han til tider til Gud for folket (Ez 9,8; Ez 11,13). I Daniel finder vi, at hans tre venners forbøn søges for at sikre åbenbaringen af kongens drøm (Dan 2,17); og Daniels bøn for Jerusalem og hendes folk (Dan 9,16-19).

I De Tolv Profeter forekommer forbøn sjældent; selv i de levende skildringer hos Jonas, skønt skriftet selv viser en udvidelse af opfattelsen af Guds forhold til menneskeheden uden for Israel, viser profeten selv ingen ømhed og fremsætter ingen bønner for den by, mod hvilken han var sendt for at profetere, og han modtager den underforståede irettesættelse fra Herren for sin mangel på medfølelse, idet han bekymrer sig mere om den visnede olieplante end om den vældige befolkning i Nineve, som Herren dog havde medynk med og skånede (Jon 4). Selv den ophøjede bøn i Hab 3 har kun en antydning af forbøn. Zak 6,13 mildner den almindelige strenghed i det profetiske budskab, som består af trusler om dom, ved glimtet af løftet om en kongelig præst, hvis embede delvis var en forbeders, skønt billedet formørkes af præsteskabets og folkets karakter, hvis tjenester havde været selviske, uden barmhjertighed og medlidenhed (Zak 7,4; Zak 7,7). Nu skal ømhedens ånd, den større natur, det kærlige hjerte, genoprettes for Israel (Zak 8,16-23). Andre folkeslag end Israel skal få del i Guds barmhjertighed. I Mal 2,7 finder vi præsten irettesat for tabet af sin forbederiske karakter.

10. Præsten og forbøn:

Hvor langt forbøn blev betragtet som en særlig pligt for præsteskabet, er ikke meget let at afgøre. Præsteembedet selv var uden tvivl forbederisk. I præsten og frembærelsen af offeret, selv for den enkelte, og bestemt i de nationale funktioner, både ved de regelmæssige og de lejlighedsvise ceremonier, repræsenterede præsten den enkelte eller fællesskabet. I Joel 2,17 får præsterne udtrykkelig befaling om at »græde mellem forhallen og alteret, og lad dem sige: Skån dit folk, o Yahweh.« Mal 1,9 appellerer til dem om forbøn til Gud, og den levende scene i 1 Makk 7,33-38 viser præsterne gå i forbøn på folkets vegne mod Nikanor.

11. Forbøn i evangelierne:

I Det Nye Testamente får al bøn nødvendigvis en ny form på grund af sin forbindelse med vor Herre, og det gælder også forbønnen. Fra begyndelsen lærer Kristus bøn for dem, »som bruger jer ondt« (Matt 5,44 KJV). Hvor fuldstændigt ændrer dette ikke hele bønnens ånd! Vi indånder en ny atmosfære af kærlighedens højere åbenbaring. Fadervor (Matt 6,9-13) er af denne karakter. Dets første ord er socialt, hjemligt; bøn er børns tiltale til Faderen. Selv om nogle af bønnerne ikke er oprindelige, viser dog deres plads i bønnen og den almindelige tone i Mesterens undervisning den sociale og altruistiske ånd, som ikke gennemtrænger den ældre husholdning i samme grad. »Komme dit rige« indleder rækken af bønner med sin væsentligt forbønsagtige karakter. Tilgivelsen af andre, som er målestokken for og grunden til vores egen tilgivelse, bringer selv dem, der har gjort os uret, på samme plan som os selv; og hvis bønnen er ægte, hvordan kan vi da nægte at bede for dem? Og hvis vi beder for vore fjender, så visselig også for vore venner. I Matt 7,11 f skal de gode ting, der søges hos Faderen, forstås som hørende til dem, som vi, hvis vi ønsker dem af andre, selv bør gøre mod dem. Og fra denne ånd kan forbønnen ikke være fraværende. Vi finder forbønnens ånd i bønnerne fra dem, der søgte Kristi hjælp for deres venner, noget han altid var så hurtig til at anerkende: officeren for sin tjener (Matt 8,13); den lammes venner (Matt 9,2-6), hvor underet blev udført på grundlag af vennernes tro. Af lignende karakter er kvindens bøn for sit barn og Herrens svar (Matt 15,28); mandens bøn for sin månesyge søn (Matt 17,14-21). Der er en antydning af forbønnens ånd i loven om forseelse, som specifikt efterfølges af løftet om svar på de to eller tres bøn, når de er enige og i fællesskab (Matt 18,15-20), med de umiddelbart tilknyttede forskrifter om tilgivelse (Matt 18,21-35). Et bemærkelsesværdigt eksempel på forbøn er nedskrevet i Matt 20,20-23, hvor moren til Zebedæus’ sønner fremsætter en bøn på sine børns vegne; det tilføjede udtryk, »idet hun tilbad ham«, ophøjer begivenheden til en forbøn. Vor Herres irettesættelse gælder ikke bønnen, men dens mangel på visdom.

Det er unødvendigt at gennemgå tilfældene i de andre evangelier. Men udsagnet i Mark 6,5 f, at Kristus ikke kunne udføre mægtige gerninger på grund af vantro, kaster et væld af lys over en af de vigtige betingelser for vellykket forbøn, når det sammenholdes med helbredelser betinget af andres tro end den helbredtes. Et af de tydeligste eksempler på forbøn er Herrens forbøn for Peter (Luk 22,31) og for dem, der korsfæstede ham (Luk 23,34). Forbønnens plads i Kristi værk ses klart i vor Herres forbøn (se INTERCESSION OF CHRIST), hvor den påbydes ved et bestemt bud og et løfte om bønhørelse. Løftet om svar på bøn i Kristi navn er meget bestemt (Joh 16,24). Kristi ypperstepræstelige bøn er bønnens højeste tinde vendt mod Gud og er gennemgående forbøn (Joh 17); Joh 16,26 benægter ikke, sådan som nogle har ment, hans forbøn for sine disciple; det åbner blot adgangen til Gud selv.

12. Menighedens forbønner:

Apostlenes Gerninger fører os ind i virkningen af de friske elementer, som Kristus gav livet. Derfor bliver menighedens bønner kristne bønner, der rummer det videre udsyn over andre og over verden i det hele taget, som kristendommen har skænket mennesker. De forsamlede troendes bøn ved apostlenes frigivelse ånder denne ånd (ApG 4,24-30). Indvielsesbønnen for de syv var sandsynligvis forbøn (ApG 6,6; sammenlign ApG 1,24). Hvor gribende er Stefanos’ bøn for sine mordere (ApG 7,60)! Hvor naturlig er forbønnen (ApG 8,24)! Peter i Joppe (ApG 9,40); menigheden, der uden ophør bad for Peter (ApG 12,5; ApG 12,12); bønnen for Barnabas og Saulus i Antiokia (ApG 13,3); Paulus og Barnabas, der bad for menighederne (ApG 14,23); menigheden i Antiokia, der overgav Paulus og Silas til Guds nåde (ApG 15,40); Paulus og de ældste fra Efesos (ApG 20,36), er alle eksempler, mere eller mindre klart afgrænsede, på forbøn.

13. Forbøn fundet i brevene:

I brevene kan vi forvente at finde forbønnen tydeligere fyldt med forholdet bøn gennem Kristus. Paulus giver os mange eksempler i sine breve: for romerne (Rom 1,9); Åndens forbøn (8,27); Paulus’ bøn for sit folk (10,1); hans anmodning om bønner (15,30); den hjælp, han fandt i sine venners bøn (2 Kor 1,11); bøn for menigheden i Korinth (2 Kor 13,7); for efeserne (Ef 1,16-23; Ef 3,14-21; se også Ef 6,18; Fil 1,3-11; Fil 1,19; Kol 1,3; Kol 1,9; Kol 4,3; 1 Thess 1,2; 1 Thess 5,23; 1 Thess 5,15; 2 Thess 1,2); et bestemt påbud om, at der skal bedes forbøn for alle mennesker og for konger og dem, der har myndighed (1 Tim 2,1; 1 Tim 2,2); hans bøn for Timotheus (2 Tim 1,3); for Filemon (1,4); og bøn, som skal bringes for de syge af menighedens ældste (Jak 5,14-18 se også Hebr 13,18-21; 1 Joh 5,14).

II. Forbønnen fuldendt i Kristi embede og i menigheden.

Denne gennemgang af forbønnen i Skrifterne forbereder os på udviklingen af et særligt forbønsembede, fuldkomment virkeliggjort i Kristus. Vi har set Moses efterkomme folkets anmodning om at repræsentere dem over for Gud. I en stor og generøs ånd går Israels leder i forbøn hos Gud for sin nation. Det var naturligt, at dette slående eksempel på forbøn skulle følges af andre ledere, og at det gradvis udviklede system for religiøs gudsdyrkelse skulle give forestillingen om præsten, og især ypperstepræsten, som forbeder for dem, der kom til offeret. Dette var i særlig grad betydningen af den store forsoningsdag, da ypperstepræsten, efter at have ofret for sig selv, ofrede offeret for hele folket. Denne officielle handling ophæver dog ikke bønnens forbønskarakter, sådan som den frembæres af mennesker. Vi har set, hvordan den løber gennem hele Israels historie. Men den findes langt tydeligere i det kristne liv og tilsyneladende i selve den kristne forsamlings praksis. Paulus henviser hele tiden til sine egne forbønner og søger en tilsvarende tjeneste på sine egne vegne hos dem, han skriver til. Forbøn bygger således på hjertets naturlige tilbøjelighed, når det er fyldt af kærlighed og en dyb, medfølende fornemmelse af samhørighed med andre. Kristi forbøn er det højeste eksempel på og mønster for denne form for bøn. Hans forbønner for sine disciple og for dem, der korsfæstede ham, er nedskrevet, og den hellige beretning stiger til det højeste punkt i bønnen i Joh 17. I denne bøn findes følgende kendetegn:

(1) Den bygger på Jesu nære forhold til Faderen. Dette giver en sådan bøn dens begrundelse; man kan sige, dens ret.

(2) Den følger efter den fuldstændigste opfyldelse af pligten. Den er ikke blot et udtryk for ønske, end ikke for andre. Den er kronen på indsatsen for deres skyld. Han har åbenbaret Gud for sine disciple. Han har givet dem Guds ord; derfor beder han for dem (Joh 17,6; Joh 17,7-9).

(3) Den anerkender den guddommelige, ubrudte relation til bønnens genstand: »Jeg er ikke længere i verden, og disse er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader, bevar,« osv. (17,11).

(4) Bønnens højeste mål er frelse fra verdens onde (17,15).

(5) Bønnens vide spændvidde og dens vigtigste genstande--enhed med Gud, nærværet med Kristus og den guddommelige kærligheds iboen. Bønnen er et forbillede for al forbøn.

Se desuden INTERCESSION OF CHRIST; PRAYERS OF CHRIST; OFFICES OF CHRIST.

III. Helligåndens forbøn.

I forbindelse med emnet forbøn opstår der et meget interessant spørgsmål om, hvorvidt Helligånden ikke fremstilles i Skrifterne som en forbeder. Den tekst, hvori læren synes at blive fremsat, er Rom 8,26 f: »På samme måde hjælper også Ånden vor skrøbelighed; for vi ved ikke, hvordan vi skal bede, som vi bør; men Ånden selv går i forbøn for os med suk, som ikke kan udtales; og han, som ransager hjerterne, ved, hvad Åndens sind er, fordi han går i forbøn for de hellige efter Guds vilje.« Langt det største antal fortolkere har ved Ånden forstået Helligånden. De ældre kommentatorer henviser i almindelighed til Helligånden. Tholuck, Ewald, Philippi, Meyer, de fleste amerikanske teologer og engelske kommentatorer, såsom Shedd, Alford, Jowett, Wordsworth, tolker det på samme måde. Lange og Olshausen henfører det til den menneskelige ånd. Uden tvivl har »sukkene« ført til benægtelsen af henvisningen til Helligånden. Men selve formen af det ord, der oversættes »hjælper«, angiver samarbejde, og dette må være med noget andet end menneskets egen ånd. De ubestridelige vanskeligheder i passagen, som stærkt fremhæves af Lange (se Langes Commentary on Rom 8,26), må anerkendes. Samtidig synes udsagnet at være meget klart og bestemt. Der er givet en forklaring om, at Helligånden her omtales som den, der bor i os, og således går i forbøn. Den guddommelige Ånd siges at være en nådens og bønnens Ånd (Zak 12,10). Den skelnen, der foretages mellem Kristi forbøn i himlen i hans præstelige embede og Helligåndens forbøn inden i de troendes sjæle, som Shedd henviser til (se Commentary on Romans), må bruges med varsomhed, for hvis den drives til sin yderste konsekvens, ville den føre til en materialisering og lokalisering af den guddommelige natur. Desuden: kan vor Herres forbøn ikke betragtes som delvis eksemplificeret i den forbøn, som udøves af Ånden, som han har erklæret for at være sin udsending og repræsentant? Hvis Kristus bor i de troende ved sin Ånd, kan hans forbøn, især hvis den er subjektiv i og sammen med deres ånder, med rette beskrives som Helligåndens forbøn.

L. D. Bevan