Fordømme; fordømmelse; fordømmelig

dam, dam-na'-shun, dam'-na-bl: Disse ord har ændret betydning, siden King James Version blev til. De er afledt af latin damnare = "at påføre et tab", "at fordømme", og det var deres oprindelige betydning på engelsk. Nu betegner de udelukkende tanken om evig straf i helvede. Det er ofte vanskeligt at afgøre, hvilken betydning oversætterne i KJV tilsigtede. De er helt udeladt af Revised Version (britisk og amerikansk). De ord, som de gengiver i KJV, er:

(1) apoleia, "ødelæggelse", oversat med "damnable" og "damnation" kun i 2 Pet 2,1-3 (Revised Version (britisk og amerikansk) "ødelæggende", "ødelæggelse"). Falske profeter lærte læresætninger, der var egnede til at ødelægge andre, og pådrog sig selv ødelæggelsens dom, sådan som den ramte de faldne engle, verden i syndfloden og byerne på sletten. Apoleia forekommer ellers 16 gange i Det Nye Testamente og oversættes altid i KJV og Revised Version (britisk og amerikansk) enten med "fortabelse" eller "ødelæggelse": to gange om spild af kostbarheder (Matt 26,8 = Mark 14,4); to gange om dyret, der stiger op af afgrunden og går i fortabelse (Åb 17,8; Åb 17,11). I alle andre tilfælde henviser det til mennesker og betegner den skæbne, der rammer dem som følge af synd: Judas er "fortabelsens søn" (Joh 17,12). Peter overgiver Simon Mageren og hans penge til fortabelse (ApG 8,20). Nogle mennesker er "vredens kar, beredt til ødelæggelse" (Rom 9,22), og om andre gælder, at deres "ende er fortabelse" (Fil 3,19). Det er modsætningen til frelse (Hebr 10,39; Fil 1,28). Af livets to veje fører den ene til ødelæggelse (Matt 7,13). Om det er fuldstændig, endelig og uigenkaldelig ødelæggelse, siges ikke.

(2) krino, oversat med "damned" kun i KJV i 2 Thess 2,12 (Revised Version (britisk og amerikansk) "dømt"), betyder "at dømme" i videste forstand, "at danne sig en mening" (Luk 7,43), og i juridisk forstand "at undersøge og prøve" en anklaget person. Det kan kun få betydningen "at dømme skyldig" eller "at fordømme" ud fra sammenhængen.

(3) katakrino, oversat med "damned" kun i KJV i Mark 16,16; Rom 14,23 ("fordømt" i Revised Version (britisk og amerikansk)), betyder egentlig "at afsige dom imod" eller "at fordømme" og oversættes sådan 17 gange i KJV og altid i Revised Version (britisk og amerikansk).

(4) krisis, oversat med "damnation" i KJV i Matt 23,33; Mark 3,29; Joh 5,29 (Revised Version (britisk og amerikansk) "dom", men i Mark 3,29 "synd" for hamartema), betyder (a) dom i almindelighed ligesom krino og bruges sådan omkring 17 gange, foruden 14 gange i udtrykket "dommens dag"; (b) "fordømmelse", ligesom katakrino, omkring 14 gange.

(5) krima, oversat i KJV med "damnation" 7 gange (Matt 23,14 = Mark 12,40 = Luk 20,47; Rom 3,8; Rom 13,2; 1 Kor 11,29; 1 Tim 5,12), "condemnation" 6 gange, "judgment" 13 gange, "law" og "avenged" én gang hver; i Revised Version (britisk og amerikansk) "condemnation" 9 gange (Matt 23,14 kun indsat i randnoten), "judgment" 17 gange og én gang i randnoten, "lawsuit" og "sentence" én gang hver. "Dom" kan være neutralt, en upartisk handling fra dommerens side, hvor beviserne vejes (sådan i Matt 7,2; ApG 24,25; Rom 11,33; Hebr 6,2; 1 Pet 4,17; Åb 20,4) og "retssag" (1 Kor 6,7); eller det kan udledes af sammenhængen, at dommen er til fordømmelse (sådan i Rom 2,2; Rom 2,3; Rom 5,16; Gal 5,10; 2 Pet 2,3; Åb 17,1; Åb 18,20, og Revised Version (britisk og amerikansk) Rom 13,2; 1 Kor 11,29). På steder hvor krima og krisis med rette oversættes "fordømmelse", og hvor "dom" betragtet som en fuldbyrdet kendsgerning indebærer en skyldskendelse, definerer de sammen med katakrino en persons forhold til den øverste myndighed som en forbryders: fundet og fastholdt skyldig og undergivet straf. Sådan betragtede Romerriget Jesus Kristus og røveren på korset (Luk 23,40; Luk 24,20).

Men almindeligvis henviser disse ord til mennesket som en synder mod Gud, dømt skyldig af ham og undergivet syndens retfærdige straf. De indebærer intet yderligere om straffens art eller om tilstanden hos det menneske, der gennemgår den, og heller ikke om dens varighed. Heller ikke ordet "evig" (aion, aionios, ofte fejlagtigt oversat "everlasting" i KJV), når det føjes til dem, afgør spørgsmålet om varighed. Fordømmelse er en handling i det moralske univers, som ikke kan bestemmes under tidskategorier.

Disse udtryk definerer Guds handling i forhold til menneskets adfærd som den øverste dommers handling, men de udtrykker kun ét aspekt af dette forhold, som først forstås fuldt ud, når det samordnes med den mere grundlæggende tanke om Gud som Fader. Se eskatologi; dom.

LITTERATUR. Salmond, Christian Doctrine of Immortality; Charles, Eschatology.

T. Rees