Offer

Frembærelsen af ofre skal betragtes som en guddommelig institution. Den havde ikke sin oprindelse hos mennesket. Gud selv fastsatte den som den måde, hvorpå skyldige mennesker skulle bringe ham en antagelig tilbedelse. Offrets sprog og idé gennemtrænger hele Bibelen.

Ofre blev bragt i tiden før syndfloden. Herren klædte Adam og Eva i skind af dyr, som efter al sandsynlighed var blevet bragt som offer (1 Mos 3,21). Abel bragte et offer “af de førstefødte i sin hjord” (4,4; Hebr 11,4). Der blev også skelnet mellem rene og urene dyr, hvilket der er al grund til at tro havde forbindelse med frembærelsen af ofre (1 Mos 7,2, 8), fordi dyr først blev givet mennesket som føde efter syndfloden.

Den samme praksis fortsatte ned gennem patriarktiden (1 Mos 8,20; 12,7; 13,4, 18; 15,9-11; 22,1-18, osv.). I den mosaiske periode af Det Gamle Testamentes historie foreskrev Gud bestemte love om de forskellige slags ofre, der skulle bringes, og måden, hvorpå offeret skulle frembæres. Frembærelsen af faste ofre blev virkelig et fremtrædende og særpræget træk ved hele perioden (2 Mos 12,3-27; 3 Mos 23,5-8; 4 Mos 9,2-14).

Af Hebræerbrevet lærer vi, at ofrene i sig selv hverken havde værdi eller virkning. De var kun “skyggen af de gode ting, der skulle komme,” og pegede de tilbedende frem mod den store ypperstepræsts komme, han som, da tiden var inde, “blev ofret én gang for alle for at bære manges synd.” Ofrene hørte til en midlertidig ordning, et system af typer og billeder, som tjente deres formål og nu er forsvundet. Det “ene offer for synder” har “for altid fuldendt dem, der helliges.”

Ofre var af to slags: 1. Ublodige, såsom (1) førstegrøde og tiender; (2) mad- og drikofre; og (3) røgelse. 2. Blodige, såsom (1) brændofre; (2) takofre; og (3) synd- og skyldofre.