Omvendelse

Der er tre græske ord, der bruges i Det Nye Testamente til at betegne omvendelse.

Verbet metamelomai bruges om en forandring i sindet, som frembringer fortrydelse eller endda anger over synd, men ikke nødvendigvis en forandring i hjertet. Dette ord bruges med henvisning til Judas’ anger (Matt 27,3).

Metanoeo betyder at ændre sind og hensigt som følge af efterfølgende erkendelse. Dette verbum bruges sammen med (3) det beslægtede substantiv metanoia om sand omvendelse, en forandring i sind, hensigt og liv, som syndernes forladelse loves til.

Evangelisk omvendelse består af (1) en sand erkendelse af ens egen skyld og syndighed; (2) en forståelse af Guds barmhjertighed i Kristus; (3) et virkeligt had til synd (Sl 119,128; Job 42,5, 6; 2 Kor 7,10) og en vending fra den til Gud; og (4) en vedholdende stræben efter et helligt liv i vandring med Gud på hans buds vej.

Den sandt bodfærdige er bevidst om skyld (Sl 51,4, 9), om urenhed (51,5.7.10) og om hjælpeløshed (51,11; 109,21.22). Således erkender han sig selv som netop det, Gud altid har set ham som og erklærer ham for at være. Men omvendelse omfatter ikke kun en sådan erkendelse af synd, men også en forståelse af barmhjertighed, uden hvilken der ikke kan være sand omvendelse (Sl 51,1; 130,4).