Ovn

Hebr. tannur, (Hos 7,4). I byerne synes der at have været offentlige ovne. Der var en gade i Jerusalem (Jer 37,21), som blev kaldt “bagergaden” (det eneste tilfælde, hvor navnet på en gade i Jerusalem er bevaret). Ordene “ovnenes tårn” (Neh 3,11; 12,38) er mere korrekt “ovnenes tårn” (hebr. tannurim). Disse ligner de ovne, der bruges hos os.

Der fandtes andre private ovne af forskellig slags. Nogle var som store krukker af lertøj eller kobber, som blev opvarmet indvendigt med træ (1 Kong 17,12; Es 44,15; Jer 7,18) eller græs (Matt 6,30), og når ilden var brændt ud, blev små dejstykker lagt indeni eller bredt ud i tynde lag på ydersiden og blev således bagt.

Der blev også lavet gruber til samme formål og beklædt med cement. Disse blev brugt på samme måde.

Opvarmede sten, eller sand opvarmet af et bål, der var dynget over det, og også flade jernpander, tjente alle som ovne til tilberedning af brød. (Se 1 Mos 18,6; 1 Kong 19,6.)