Forbløffet; forfærdet

as-ton'-isht, as-ton'-id (shamem, "forbløffet", hvor grundtanken er "tavs", dvs. slået stum af forundring; ekplessomai, "at blive slået af forbløffelse", som af et slag eller et chok; existemi, "at forbløffe", "at bringe i undren"; thambeomai, "at forbløffe" indtil skræk): Tilstanden af at være overrasket, forskrækket, lamslået af et eller andet usædvanligt under, en overvældende begivenhed eller et mirakel, som fx Nebukadnesars forbløffelse over miraklet i den brændende ildovn (Dan 3,24) (tewah, "forbløffet"); eller den forbipasserendes ved Babylons ødelæggelse (Jer 50,13). Jesu person, undervisning og gerninger var så vidunderlige, guddommelige, overnaturlige, at de vakte følelser af overraskelse og ærefrygt, som aldrig før var kendt i nærvær af et menneske.

Folket "blev overmåde forbløffet" over hans lære (Mark 10,26 KJV); "forbløffet med stor forbløffelse" over at han oprejste de døde (Mark 5,42 KJV). Helligåndens gave til hedningerne var på lignende måde en kilde til forbløffelse for de jøder, som kom til tro ved kraften i Peters forkyndelse (ApG 10,45 KJV). Genfødelsens mirakel i dag, som fornyer og forvandler fornedrede og faldne mennesker til hellige, gør det samme indtryk på en iagttagende verden.

Dwight M. Pratt