Lejr

En lejr var et hvilested i en længere eller kortere periode for en hær eller en flok rejsende (2 Mos 13,20; 14,19; Jos 10,5; 11,5).

Den måde, israelitterne slog lejr på under deres vandring gennem ørkenen, beskrives i 4 Mos 2 og 3. Lejrens orden (se LEJR) blev bevaret under marchen (4 Mos 2,17), og signalet til den var lyden af to sølvtrompeter. Der gives detaljerede bestemmelser for lejren af sanitære grunde (3 Mos 4,11, 12; 6,11; 8,17; 10,4, 5; 13,46; 14,3; 4 Mos 12,14, 15; 31,19; 5 Mos 23,10, 12).

Forbrydere blev henrettet uden for lejren (3 Mos 4,12; jf. Joh 19,17, 20), og dér blev også den unge tyr til syndoffer brændt (3 Mos 24,14; jf. Hebr 13,12).

I Israels senere historie nævnes deres lejre ofte i krigstid (Dom 7,18; 1 Sam 13,2, 3, 16, 23; 17,3; 29,1; 30,9, 24). Templet blev undertiden kaldt “Herrens lejr” (2 Krøn 31,2, RV; jf. Sl 78,28). De skarer, der strømmede til David, kaldes “en stor hær (dvs. ‘lejr’; hebr. mahaneh), som Guds hær” (1 Krøn 12,22).