Lys

Frugten af den guddommelige befaling (1 Mos 1,3). “Alle sindets mere glædesfyldte følelser, alle kroppens behagelige fornemmelser, alle de lykkelige timer i hjemligt samvær blev blandt hebræerne sædvanligvis beskrevet med billeder hentet fra lyset” (1 Kong 11,36; Es 58,8; Est 8,16; Sl 97,11). Lys kom også naturligt til at symbolisere sand religion og den lykke, den skænker (Sl 119,105; Es 8,20; Matt 4,16 osv.), og de frelstes herlige arv (Kol 1,12; Åb 21,23-25). Gud siges at bo i utilgængeligt lys (1 Tim 6,16). Det betegner ofte undervisning (Matt 5,16; Joh 5,35). I sin højeste betydning anvendes det om Kristus som “retfærdighedens sol” (Mal 4,2; Luk 2,32; Joh 1,7-9). Gud kaldes “lysenes Fader” (Jak 1,17). Det bruges om engle (2 Kor 11,14) og om Johannes Døber, som var et “brændende og skinnende lys” (Joh 5,35), og om alle sande disciple, som kaldes “verdens lys” (Matt 5,14).