Ildsøen

(limne tou puros): Findes i Åb 19,20; Åb 20,10; Åb 20,14 (to gange), 15. Åb 21,8 har "søen, som brænder med ild og svovl." Svovlet i forbindelse med "ildsøen" forekommer også i Åb 19,20 og 10, hvor det sidste er en tilbagevisning til det første sted. I Åb 20,14 er ordene: "Dette er den anden død, ja, ildsøen" enten en glosse, der oprindelig skulle forklare 20,15 gennem en henvisning til 20,6, eller, hvis de er en del af teksten, dannede de oprindelig afslutningen på 20,15, hvorfra de blev forskudt på grund af identiteten mellem de ord, der engang stod umiddelbart foran dem i 20,15, og de ord, der nu står foran dem i 20,14. "Ildsøen" kan kun kaldes "den anden død" med henblik på de fortabte blandt mennesker (20,15), ikke med henblik på døden og Hades (20,14). I alle de ovennævnte henvisninger fremstår "ildsøen" som et straffested, med evig pine, ikke udslettelse (20,10). Dyret (19,20); den falske profet (19,20; 20,10); Djævelen (20,10); de ugudelige af forskellig beskrivelse (20,15; 21,8) kastes i den. Når det samme siges om døden og Hades (20,14), er det tvivlsomt, om dette blot er ment som et billede på ophøret af disse to personificerede onder, eller om det har en mere realistisk baggrund i eksistensen af to dæmonmagter med disse navne (sammenlign Es 25,8; 1 Kor 15,26; 1 Kor 15,54 ff.; 2 Esdras 7,31). Den skriftmæssige kilde til forestillingen om "ildsøen" ligger i 1 Mos 19,24, hvor allerede ild og svovl forekommer sammen, mens stedet for den beskrevne katastrofe er egnen omkring Det Døde Hav. Forbindelsen mellem Det Døde Hav og denne frygtelige Guds dom, sammen med stedets øde udseende, gjorde det til et slående billede på scenen for den eskatologiske gengældelse. De to andre gammeltestamentlige steder, der har "ild og svovl" (Sl 11,6; Ez 38,22), er afhængige af stedet i Første Mosebog, som de har billedet med at "lade regne" tilfælles med. I Åb 21,8 synes "deres del" at hentyde til Sl 11,6, "deres bægers del." I Enok 67,4 ff. fremstår Det Døde Hav som straffestedet for onde ånder. I nyere tid er det blevet foreslået at aflede "ildsøen" fra "ildstrømmen", som ødelægger Ahuras fjender i den zoroastriske eskatologi; således Bousset, Die Offenbarung Johannis, 1906, 433, 434. Men billederne af en strøm og en sø er forskellige; sammenlign 2 Esdras 13,9-11, hvor en ildstrøm udgår fra Messias' mund til ødelæggelse af hans fjender. Desuden er den persiske ild delvis en renselsesild og ikke kun en ødelæggelsesild (Bousset, 442), og selv i den apokalyptiske Enoks Bog sammenblandes renselsens og straffens ild ikke (sammenlign Enok 67,4 med 90,20). Det Gamle Testamente forklarer hele forestillingen fuldt ud.

Geerhardus Vos