Påske

Navnet på den vigtigste af jødernes tre store historiske årlige højtider. Den blev fejret til minde om, at Herren gik forbi israelitternes huse (2 Mos 12,13), da alle egypternes førstefødte blev dræbt. Den kaldes også “de usyrede brøds fest” (2 Mos 23,15; Mark 14,1; ApG 12,3), fordi der under fejringen hverken måtte spises syrnet brød eller overhovedet opbevares noget sådant i huset (2 Mos 12,15). Ordet kom senere til at betegne lammet, der blev slagtet ved festen (Mark 14,12-14; 1 Kor 5,7).

En udførlig beretning om indstiftelsen af denne fest findes i 2 Mos 12 og 13. Den blev senere indarbejdet i ceremonialloven (3 Mos 23,4-8) som en af nationens store højtider. I senere tider synes der at være sket mange ændringer i måden, den blev fejret på, sammenlignet med dens første fejring (jf. 5 Mos 16,2, 5, 6; 2 Krøn 30,16; 3 Mos 23,10-14; 4 Mos 9,10, 11; 28,16-24). Desuden blev brugen af vin (Luk 22,17, 20), sauce til de bitre urter (Joh 13,26) og lovsangstjenesten indført.

Der er kun én fejring af denne fest omtalt mellem udgangen af Egypten og indgangen i Kanaan, nemlig den, der nævnes i 4 Mos 9,5. Den var først og fremmest en mindeordning, som mindede Israels børn om deres udfrielse fra Egypten; men den var uden tvivl også et forbillede på den store udfrielse, som Messias har tilvejebragt for hele sit folk fra dødens dom på grund af synd og fra trældommen under selve synden, en trældom værre end den egyptiske (1 Kor 5,7; Joh 1,29; 19,32-36; 1 Pet 1,19; Gal 4,4, 5). Jerusalems udseende ved påsken på vor Herres tid beskrives passende således: “Selve byen og omegnen blev mere og mere overfyldt, efterhånden som festen nærmede sig; de smalle gader og mørke, hvælvede basarer viste den samme trængsel af mennesker fra alle folkeslag, som da Jesus første gang havde besøgt Jerusalem som dreng. Selv templet frembød et mærkeligt syn på denne tid, for i dele af de ydre forgårde var et stort område dækket af indhegninger til får, geder og kvæg, der skulle bruges til ofre. Sælgere råbte deres dyrs fortrin ud, får brægede, okser brølede. Duesælgere havde også et særligt sted afsat til sig. Pottemagere tilbød et udvalg fra enorme stabler af lerfade og ovne til at stege og spise påskelammet. Boder med vin, olie, salt og alt andet, der behøvedes til ofre, indbød kunder. Personer, der gik til og fra byen, forkortede deres vej ved at krydse tempelområdet, ofte bærende på byrder... Boder til at veksle fremmed valuta til templets shekel, som alene kunne betales til præsterne, var talrige, og hele forvirringen gjorde helligdommen som et larmende marked” (Geikies Life of Christ).