Gæstebud

Gæstebud, “fester,” var undertiden forbundet med en offentlig højtid (5 Mos 16,11, 14) og ledsaget af ofre (1 Sam 9,13), som tegn på forbund (1 Mos 26,30); undertiden stod de i forbindelse med hjemlige eller sociale begivenheder, som når børn blev vænnet fra (1 Mos 21,8), ved bryllupper (1 Mos 29,22; Joh 2,1), på fødselsdage (Matt 14,6), ved fåreklipning (2 Sam 13,23), ved vinhøst (Dom 9,27) og ved begravelser (2 Sam 3,35; Jer 16,7).

Gæsterne blev indbudt af tjenere (Ordsp 9,3; Matt 22,3), som anviste dem deres respektive pladser (1 Sam 9,22; Luk 14,8; Mark 12,39). Ens portioner blev sendt af værten til hver gæst (1 Sam 1,4; 2 Sam 6,19), undtagen når man ville vise særlig ære; da blev portionen forøget (1 Mos 43,34).

Israelitterne fik forbud mod at deltage i hedenske offermåltider (2 Mos 34,15), fordi disse blev holdt til ære for falske guder, og fordi de ved sådanne fester risikerede at spise urent kød (1 Kor 10,28).

Ved de gæstebud, der var almindelige blandt hedningerne i apostolisk tid, forekom der ofte “svir,” som de kristne blev advaret imod (Rom 13,13; Gal 5,21; 1 Pet 4,3).