Jonatan

Den som Jahve gav; navnet på femten eller flere personer, som nævnes i Skriften. De vigtigste af dem er:

En levit, der nedstammede fra Gershom (Dom 18,30). Hans historie er nedskrevet i 17,7-13 og 18,30. Rabbinerne ændrede dette navn til Manasse »for at skåne mindet om den store lovgiver for den skamplet at have en så uværdig frafalden blandt sine nære efterkommere.« Han blev præst for afgudsbilledet i Dan, og dette embede fortsatte i hans familie indtil bortførelsen.

Kong Sauls ældste søn og Davids nære ven. Han nævnes første gang, da han var omkring tredive år gammel, nogen tid efter at hans far var kommet på tronen (1 Sam 13,2). Ligesom sin far var han en mand med stor styrke og handlekraft (2 Sam 1,23), og han udmærkede sig i bueskydning og slyngning (1 Krøn 12,2;2 Sam 1,22). Den hengivenhed, der tydeligvis fandtes mellem ham og hans far, blev afbrudt, efterhånden som Sauls sindssygdom tog til. Til sidst forlod han »i glødende vrede« sin fars nærhed og sluttede sig til Davids sag (1 Sam 20,34). Efter et begivenhedsrigt livsforløb, som i høj grad var flettet sammen med Davids, faldt han sammen med sin far og sine to brødre på Gilboas skæbnesvangre slagmark (1 Sam 31,2, 8). Han blev først begravet i Jabesh-gilead, men hans jordiske rester blev senere flyttet sammen med hans fars til Zela i Benjamin (2 Sam 21,12-14). Hans død gav anledning til Davids berømte klagesang, »Buesangen« (2 Sam 1,17-27). Han efterlod sig en søn på fem år, Merib-Ba’al, eller Mefiboshet (2 Sam 4,4; jf. 1 Krøn 8,34).

Søn af ypperstepræsten Ebjatar og en af dem, der holdt sig til David under Absaloms oprør (2 Sam 15,27, 36). Han er den sidste efterkommer af Eli, som der findes nogen optegnelse om.

Søn af Shammah, Davids nevø og også en af hans førende krigere (2 Sam 21,21). Han dræbte en kæmpe i Gat.