Telt

Hebr. ‘ohel (1 Mos 9,21, 27). Dette ord bruges også om en bolig eller et opholdssted (1 Kong 8,66; Es 16,5; Jer 4,20) og om templet (Ez 41,1). Når det bruges om tabernaklet, som i 1 Kong 1,39, betegner det dækket af gedehår, som blev lagt over mishcan.

Hebr. mishcan (Højs 1,8), bruges også om en bolig (Job 18,21; Sl 87,2), graven (Es 22,16; jf. 14,18), templet (Sl 46,4; 84,2; 132,5) og om tabernaklet (2 Mos 25,9; 26,1; 40,9; 4 Mos 1,50, 53; 10,11). Når det skelnes fra ’ohel, betegner det de tolv indre tæpper, som lå over tabernaklets rammeværk (s.d.).

Hebr. kubbah (4 Mos 25,8), et kuppelformet telt viet til den urene dyrkelse af Ba’al-Peor.

Hebr. succah (2 Sam 11,11), et telt eller en hytte lavet af grønne kviste eller grene (se 1 Mos 33,17; 3 Mos 23,34, 42; Sl 18,11; Jon 4,5; Es 4,6; Neh 8,15-17, hvor ordet gengives på forskellige måder).

Jubal var “far til dem, der bor i telte” (1 Mos 4,20). Patriarkerne var “teltboere” (1 Mos 9,21, 27; 12,8; 13,12; 26,17); og under deres ørkenvandringer boede hele Israel i telte (2 Mos 16,16; 5 Mos 33,18; Jos 7,24). Telte har altid haft en fremtrædende plads i østligt liv (1 Sam 17,54; 2 Kong 7,7; Sl 120,5; Højs 1,5). Apostlen Paulus’ erhverv var teltmager (ApG 18,3), dvs. måske en, der lavede teltdug.