Ed

En højtidelig appel til Gud, tilladt ved passende lejligheder (5 Mos 6,13; Jer 4,2), i forskellige former (1 Mos 16,5; 2 Sam 12,5; Ruth 1,17; Hos 4,15; Rom 1,9), og aflagt på forskellige måder (1 Mos 14,22; 24,2; 2 Krøn 6,22). Gud fremstilles som én, der aflægger ed (Hebr 6,16-18), det samme gælder Kristus (Matt 26,64) og Paulus (Rom 9,1; Gal 1,20; Fil 1,8). Buddet: “Sværg slet ikke,” sigter sandsynligvis til almindelig samtale mennesker imellem (Matt 5,34, 37). Men hvis ordene forstås som henvisende til eder, kan deres hensigt have været at vise, “at den rette tilstand for kristne er ikke at behøve eder; at når det onde er uddrevet fra deres midte, vil ethvert ja og nej være lige så afgørende som en ed, ethvert løfte lige så bindende som et løfte afgivet som et løfte for Gud.”