Elias

Hvis Gud er Jahve.

“Tishbitten”, Det Nye Testamentes “Elias”, træder pludselig frem for os i 1 Kong 17,1, hvor han overbringer et budskab fra Herren til Akab. Der nævnes en by ved navn Tisbe syd for Kadesh, men det er umuligt at sige, om det var det sted, der hentydes til i det navn, profeten fik.

Efter at have overbragt sit budskab til Akab trak han sig på Guds befaling tilbage til et skjulested ved bækken Kerit, øst for Jordan, hvor han blev fodret af ravne. Da bækken tørrede ud, sendte Gud ham til enken i Sarepta, en by i Sidon, og af hendes sparsomme forråd blev han underholdt i to år. I denne periode døde enkens søn, og Elias gav ham livet tilbage (1 Kong 17: 2-24).

I alle disse to år var der hungersnød i landet. Ved afslutningen af denne tid i tilbagetrukkethed og forberedelse til hans gerning (jf. Gal 1,17, 18) mødte Elias Obadja, en af Akabs embedsmænd, som han havde sendt ud for at søge græsgange til kvæget, og bad ham gå hen og fortælle sin herre, at Elias var der. Kongen kom og mødte Elias og bebrejdede ham, at han bragte Israel i ulykke. Da blev det foreslået, at der offentligt skulle bringes ofre for at afgøre, om Ba’al eller Jahve var den sande Gud. Dette blev gjort på Karmel, med det resultat at folket faldt på deres ansigter og råbte: “Herren, han er Gud.” Således blev det store værk i Elias’ tjeneste fuldbyrdet. Ba’als profeter blev derefter dræbt på Elias’ befaling. Ikke én af dem undslap. Straks derefter fulgte regn, efter Elias’ ord og som svar på hans bøn (Jak 5,18).

Jezabel, rasende over den skæbne, der havde ramt hendes Ba’alspræster, truede med at slå Elias ihjel (1 Kong 19,1-13). Derfor flygtede han i frygt til Be’ersheba og gik derfra alene en dagsrejse ud i ørkenen, hvor han satte sig modløs ned under en gyvelbusk. Mens han sov, rørte en engel ved ham og sagde til ham: “Rejs dig og spis; for rejsen er for lang for dig.” Han rejste sig og fandt en kage og en krukke vand. Efter at have spist og drukket af den forsyning, der på denne mirakuløse måde var skaffet til veje, gik han videre ad sin ensomme vej i fyrre dage og fyrre nætter til Horeb, Guds bjerg, hvor han tog ophold i en hule. Her viste Herren sig for ham og sagde: “Hvad gør du her, Elias?” Som svar på hans mismodige ord åbenbarer Gud sin herlighed for ham og befaler ham derefter at vende tilbage til Damaskus og salve Hazael til konge over Syrien, Jehu til konge over Israel og Elisa til profet i hans sted (1 Kong 19,13-21; jf. 2 Kong 8,7-15; 9,1-10).

Omtrent seks år efter dette advarede han Akab og Jezabel om den voldelige død, de skulle dø (1 Kong 21,19-24; 22,38). Fire år senere advarede han også Akazja (se denne), som havde efterfulgt sin far Akab, om hans nært forestående død (2 Kong 1,1-16). I disse mellemliggende perioder trak han sig sandsynligvis tilbage til et stille skjulested, ingen vidste hvor. Hans møde med Akazjas sendebud på vejen til Ekron og beretningen om tilintetgørelsen af hans officerer med deres halvtredsmandshold antyder, at han på dette tidspunkt kan have opholdt sig i tilbagetrukkethed på Karmelbjerget.

Tiden nærmede sig nu, da han skulle tages op til himlen (2 Kong 2,1-12). Han havde en forudanelse om, hvad der ventede ham. Han gik ned til Gilgal, hvor der var en profetskole, og hvor hans efterfølger Elisa, som han nogle år tidligere havde salvet, boede. Elisa blev grebet af alvor ved tanken om, at hans herre skulle forlade ham, og nægtede at skilles fra ham. “De to gik videre” og kom til Betel og Jeriko og gik over Jordan, hvis vand “delte sig til begge sider”, da det blev slået med Elias’ kappe. Da de var kommet til grænsen af Gilead, som Elias havde forladt mange år før, “skete det, mens de stadig gik og talte”, at de pludselig blev skilt ad af en vogn og heste af ild; og “Elias fór op i en hvirvelvind til himlen”, mens Elisa modtog hans kappe, som faldt fra ham, da han steg op.

Ingen af de gamle profeter omtales så ofte i Det Nye Testamente. Præsterne og levitterne sagde til Døberen (Joh 1,25): “Hvorfor døber du da, hvis du ikke er Kristus, ej heller Elias?” Paulus (Rom 11,2) henviser til en begivenhed i hans historie for at illustrere sit argument om, at Gud ikke havde forkastet sit folk. Jakob (5,17) finder i ham et eksempel på bønnens kraft. (Se også Luk 4,25; 9,54.) Han var et forbillede på Johannes Døberen i strengheden og kraften i sine irettesættelser (Luk 9,8). Han var den Elias, der “først må komme” (Matt 11,11, 14), vor Herres forløber, forkyndt af Malakias. Selv ydre svarede Døberen så nøje til den tidligere profet, at han kunne kaldes en anden Elias. I ham ser vi “den samme forbindelse med et vildt og øde land; den samme lange tilbagetrukkethed i ørkenen; den samme pludselige, opsigtsvækkende indtræden i sin gerning (1 Kong 17,1; Luk 3,2); endog den samme klædedragt, en håret dragt og et læderbælte om lænderne (2 Kong 1,8; Matt 3,4).”

Hvor dybt indtryk Elias gjorde “på folkets sind, kan bedømmes ud fra den faste tro, der byggede på Malakias’ ord (4,5.6), og som mange århundreder senere var udbredt: at han igen ville vise sig for at bringe landet hjælp og genrejsning. Hver bemærkelsesværdig person, der træder frem på scenen, uanset hvilke vaner og kendetegn han har, den strenge Johannes lige så vel som hans milde Efterfølger, erklæres for at være Elias (Matt 11,13, 14; 16,14; 17,10; Mark 9,11; 15,35; Luk 9,7, 8; Joh 1,21). Hans fremtræden i herlighed på forklarelsens bjerg synes ikke at have forskrækket disciplene. De blev ‘meget bange’, men tilsyneladende ikke overraskede.”

Den Elias, der omtales i 2 Krøn 21,12-15, antages af nogle at være en anden person end den foregående. Han levede på Jorams tid, til hvem han sendte et advarselsbrev (jf. 1 Krøn 28,19; Jer 36), og virkede som profet i Juda; mens tishbitten var profet i Nordriget. Men der synes ikke at være nogen nødvendighed for at konkludere, at brevets forfatter var en anden Elias end tishbitten. Man kan enten antage, at Elias forudså Jorams karakter og derfor skrev advarselsbudskabet, som blev bevaret i profetskolerne, indtil Joram besteg tronen efter tishbittens bortrykkelse, eller at bortrykkelsen faktisk ikke fandt sted før efter Jorams tronbestigelse (2 Krøn 21,12; 2 Kong 8,16). Begivenhederne i 2 Kong 2 er måske ikke nedskrevet i kronologisk rækkefølge, og således kan der være plads til den opfattelse, at Elias stadig var i live i begyndelsen af Jorams regering.