Urenhed

un-klen'-nes:

I. UDTRYK

1. I Det Gamle Testamente (hebraisk)

2. I Det Nye Testamente

3. I Septuaginta

II. MULIG FORBINDELSE MELLEM ISRAELS LOVE OM URENHED OG LOVENE OM TABU BLANDT FOLKESLAGENE

III. LÆRE OM URENHED

1. I Det Gamle Testamente

2. I apokryferne

3. I Det Nye Testamente

LITTERATUR

I. Udtryk.

1. I Det Gamle Testamente (hebraisk):

Tum'ah, "urenhed," "besmittelse," forekommer 26 gange (3 Mos 7,20; 3 Mos 7,21; 3 Mos 14,19; 3 Mos 15,3; 3 Mos 15,15; 3 Mos 15,26; 3 Mos 15,30; 3 Mos 15,31 osv.). niddah, "adskillelse," "urenhed," forekommer i 3 Mos 20,21; Ezra 9,11; Zak 13,1. 'erwah forekommer i 5 Mos 23,14. 'erwath dabhar, "uren ting" (5 Mos 24,1), oversættes med "uncleanness" i King James Version. Adjektivet Tame', "besmittet," "uren," forekommer 72 gange (over halvdelen i Tredje Mosebog), men oversættes aldrig med "uncleanness," altid med "unclean." Verbet Tame', "at gøre" eller "erklære uren," forekommer ofte. Andre hebraiske verber for "at besmitte" er ga'al, chalal, chaneph, Tanaph, `alal, `anah.

2. I Det Nye Testamente:

Det græske ord for "urenhed" er akatharsia, som forekommer 10 gange (Matt 23,27; Rom 1,24; Rom 6,19; 2 Kor 12,21 osv.). miasmos, "besmittelse," forekommer kun i 2 Pet 2,10. Adjektivet akathartos, "uren," forekommer 31 gange, 23 gange med henvisning til urene ånder (Lukas bruger én gang udtrykket "uren dæmon," 4,33), 4 gange om ceremoniel urenhed (tre hos Peter og én hos Johannes Åbenbareren), og 4 gange om moralsk urenhed (tre hos Paulus og én hos Johannes Åbenbareren). Koinos, "almindelig," "uren," forekommer 8 gange i betydningen "uren" (Mark 7,2; Mark 7,5; ApG 10,14; ApG 10,28; ApG 11,8; Rom 14,14; Åb 21,27). Verbet koinoo, "at besmitte," forekommer 11 gange (Matt 15,11; Matt 15,18; Matt 15,20; Mark 7,15 osv.). miaino, "at besmitte," forekommer 5 gange (Joh 18,28; Tit 1,15; Hebr 12,15; Jud 1,8). moluno, "at gøre uren," forekommer 3 gange (1 Kor 8,7; Åb 3,4; Åb 14,4). spiloo forekommer to gange (Jak 3,6; Jud 1,23), og phtheiro, "at fordærve," forekommer 7 gange på græsk, én gang i de engelske bibeloversættelser (1 Kor 3,17).

3. I Septuaginta:

Akatharsia, "urenhed," forekommer 59 gange i Septuaginta (herunder mange tilfælde i apokryfe bøger) (1 og 2 Esdras, Tobit, 1 og 2 Makkabæerbog osv.). Akathartos, "uren," forekommer 134 gange i Septuaginta (herunder ét eksempel i 1 Makkabæerbog). Koinos, "uren," og koinoo, "at gøre uren," forekommer i Ester, Ordsprogene, Visdommens Bog, 1, 2, 3 og 4 Makkabæerbog). Miaino, "at besmitte," forekommer over 100 gange. Moluno, "at gøre uren," forekommer 18 gange (både i Det Gamle Testamente og i apokryferne).

II. Mulig forbindelse mellem Israels love om urenhed og lovene om tabu blandt folkeslagene:

W. R. Smith (Lectures on the Religion of the Semites, 152-55) mener, at der er et slægtskab mellem Israels love om urenhed og det hedenske tabu. Frazer viser i The Golden Bough talrige eksempler på tabu blandt forskellige stammer og folkeslag, som fremviser slående lighed med nogle af Israels love om urenhed. Men mindsker dette vores respekt for Det Gamle Testamentes love om urenhed? Kunne Jahve ikke bruge denne naturlige religiøse fornemmelse hos mennesker af en indre forskel mellem rent og urent til at oplære Israel til erkendelsen af en højere forestilling--den virkelige forskel mellem synd og hellighed, dvs. mellem moralsk besmittelse og moralsk renselse? Jahves hånd er synlig selv i udviklingen af Israels elementære love om ceremoniel urenhed. De kan ikke forklares på rent naturalistisk grundlag; derimod oplærer Jahve et folk til at være helligt, og derfor begynder han på det lavere plan med ceremoniel urenhed og renhed (se 3 Mos 11,44 om Jahves formål med at fastsætte disse love vedrørende rene og urene dyr).

III. Lære om urenhed.

1. I Det Gamle Testamente:

Hvert af udtrykkene ovenfor for urenhed bruges i to betydninger:

(a) til at betegne ceremoniel urenhed, hvilket er ordets mest almindelige betydning i Det Gamle Testamente;

(b) men hos profeterne til at fremhæve moralsk snarere end ceremoniel urenhed. Der er fire hovedområder for urenhed i Det Gamle Testamente:

(1) Urenhed i forbindelse med føde.

Loven om rene og urene dyr er fastlagt i 3 Mos 11,1-23. Bemærk, at loven ikke omfatter vegetabilske fødevarer, sådan som en lignende lov gør i den egyptiske religion. Fire slags dyr nævnes som egnede til føde:

(a) blandt firfodede dyr dem, der både tygger drøv og har spaltede hove;

(b) blandt fisk kun dem, der både har finner og skæl;

(c) de fleste fugle eller fjerkræ er tilladt, bortset hovedsagelig fra rovfugle og dem, der er kendt for urene vaner;

(d) af insekter dem, der har ben over fødderne til at springe med (f.eks. fårekyllingen, græshoppen osv.), men dem, der går på alle fire, eller har mange fødder, eller går på bugen (f.eks. orme, slanger, firben osv.), er forbudt.

Se videre FØDE.

(2) Urenhed forbundet med forplantningens funktioner (Tredje Mosebog 12 og 15).

I 3 Mos 15,2-18 finder vi lovene anvendt på udflåd hos mænd; i 15,19 ff. på udflåd hos kvinder. Ikke alene er manden eller kvinden uren på grund af udflåddet, hvad enten det er normalt eller unormalt, men den seng, de ligger på, eller hvad som helst eller hvem som helst der berøres af dem, mens de er i denne tilstand, er urent. Urenheden varer syv dage fra det tidspunkt, hvor udflåddet ophører. For at blive rene skal mænd vaske deres klæder og bade deres kroppe (skønt dette krav ikke stilles til kvinder), og både mænd og kvinder skal gennem præsten bringe et par turtelduer eller to unge duer som offer (3 Mos 15). Ifølge 3 Mos 13 er den kvinde, der bliver gravid og føder et barn, uren. Denne urenhed varer syv dage, hvis barnet, der fødes, er en dreng, men 14 dage, hvis barnet er en pige. Der er dog en delvis urenhed hos moderen, som fortsætter 40 dage fra fødslen af en dreng, 80 dage fra fødslen af en pige; ved slutningen af denne periode renses hun ved at bringe et lam og en ung due (eller turteldue) som offer, eller hvis hun er for fattig til at bringe et lam, kan hun erstatte lammet med en af fuglene.

(3) Urenhed forbundet med spedalskhed.

Ifølge 3 Mos 14 og 15 blev den spedalske betragtet som værende under Guds slag og blev derfor anset for uren. Den spedalske (når præsten havde dømt ham sådan) måtte skille sig ud fra andre, med sønderrevne klæder, uredt hår og med tilhyllede læber råbe: "Uren! Uren!" Det vil sige, han blev betragtet som en død mand og derfor uren, og måtte således leve afsondret fra andre.

Se videre SPEDALSK, SPEDALSKHED.

(4) Urenhed forbundet med død.

Ifølge Le 15,24-40 blev enhver, der rørte ved et dødt dyr, hvad enten det var urent eller rent, gjort uren. Ifølge 4 Mos 19,11-22 er enhver, der rører ved et menneskes lig, uren. Ligeledes er alle i teltet, eller den der går ind i teltet, hvor en død mand ligger, urene i syv dage. Selv de åbne kar i teltet med en død person er urene i syv dage. Enhver, der desuden rørte ved en død mands knogle eller grav, var uren i syv dage. Renselse i alle disse tilfælde af urenhed i forbindelse med død blev sikret ved, at asken af en rød kvie med levende vand blev stænket på den urene person eller genstand på den 3. og 7. dag.

Se RENSELSE.

2. I Apokryferne:

I Tobit 3,7-9; 6,13.14; 7,11; 8,1-3; 1 Makk 1,41-53 og i andre bøger finder vi de samme love om urenhed anerkendt af Abrahams efterkommere. Det blev betragtet som afskyeligt at ofre andre dyr (for eksempel svin) end dem, der var foreskrevet af Jahve. Der vokser i Israel i denne periode en fornemmelse af, at alle hedningernes skikke og al deres adfærd er uren. Det ses i de trofaste jøders modstand mod Antiochus Epifanes' krav (1 Makk 1; 2; 6; 7). Bevidstheden om ceremoniel urenhed var stadig et fremtrædende element i jødernes religiøse bevidsthed i den mellembibelske periode. Men Guds oplæring i ceremoniel renselse og i profeternes moralske og åndelige lære havde banet vej for et fremskridt i moralsk renhed (både i tanke og i praksis).

3. I Det Nye Testamente:

På Jesu tid havde de skriftkloge og rabbinerne udarbejdet et meget tungt system af ceremoniel urenhed og renselse. De hævdede heller ikke, at al deres lære om dette emne fandtes i Det Gamle Testamente. Se TRADITION. Dette illustreres passende i Det Nye Testamente ved håndvaskningen. Se UVASKEDE. Da Mishna (samlingen af rabbinernes lære) blev til, var den største bog viet til renselseslovene; 30 kapitler blev brugt alene på at beskrive renselsen af kar.

Se Joh 2,1-11, og læg mærke til, hvordan jøderne havde seks vandkar af sten til renselse ved brylluppet i Kana. Se Joh 3,25 om striden om renselse mellem Johannes' disciple og jøderne. Dette spørgsmål om renhed og urenhed var et vældigt anliggende for enhver jøde. Han måtte holde sig ceremonielt ren, hvis han ville være retfærdig og vinde Guds godkendelse.

Jesus tilsidesatte for sit eget vedkommende fuldstændigt disse renselseslove, skønt han befaler den rensede spedalske at vende tilbage til præsten og sikre sig sit bevis på renselse. Han vaskede ikke sine hænder før måltidet, og hans disciple fulgte hans eksempel. Derfor udfordrede farisæerne ham til at gøre rede for sin og sine disciples handlemåde (Matt 15,3-20 = Mark 7,6-23). Jesus fremsatte da det store princip, at der ikke findes ceremoniel, men kun moralsk og åndelig urenhed. Ikke det, der går ind i et menneske fra hænder, som rører ved urene ting, gør mennesket urent, men de ting, der kommer ud af hans hjerte: onde tanker, had, utroskab, mord osv.; disse gør mennesket urent.

Paulus betragtede ligeledes intet som urent i sig selv (Rom 14,14; Rom 14,20; Tit 1,15), men ingen bør krænke skruplerne i sin egen samvittighed eller i sin brors (og således lægge en anstødssten på hans vej). Kærlighed, ikke ceremonialisme, er den kristnes højeste lov. Ved at underkaste sig renselsesløftet i Jerusalem gav Paulus et eksempel på dette princip (ApG 21,26).

Se også FORBRYDELSER; STRAFFE.

LITTERATUR.

W. R. Smith, Lectures on the Religion of the Semites (især s. 152-55 om tabu og s. 455, 456 om urenheden ved seksuelt samliv); Frazer, The Golden Bough (eksempler på tabu og lignende love og skikke blandt forskellige folkeslag); Frazer, artikel "Taboo" i Encyclopedia Britannica, 9. udgave; Benzinger, Hebrew Archaeology; Nowack, Hebrew Archaeology; Kellogg, kommentar til "Leviticus" (Expositor's Bible); Kalisch, Leviticus; Dillmann-Ryssel, Leviticus; Schultz, Dillmann, Smend, Marti, Davidson, i deres gammeltestamentlige teologier, giver nyttige vink om dette emne; artiklen "Casuistry" (hebraisk) i ERE, III, er værdifuld.

Charles B. Williams