Folketælling

Ud over optællingen af stammerne, som nævnes i beretningen om vandringerne i ørkenen, har vi en beretning om en almindelig folketælling af hele nationen fra Dan til Be’ersheba, som David gav Joab befaling om at foretage (1 Krøn 21,1). Joab begyndte meget modvilligt at udføre kongens befaling.

Denne handling fra Davids side, da han befalede en folketælling, udsprang af stolthed og en selvforherligende ånd. Den viste, at han satte sin lid til en kødelig arm, og at han vurderede sin magt ikke efter Guds gunst, men efter sit riges materielle ressourcer. Han tænkte på militære bedrifter og erobring og glemte, at han var Guds stedfortræder. I alt dette syndede han mod Gud. Mens Joab var i færd med folketællingen, slog Davids hjerte ham, og han blev dybt bevidst om sin skyld; og i dyb ydmygelse bekendte han: “Jeg har syndet groft i det, jeg har gjort.” Profeten Gad blev sendt til ham for at stille ham over for tre frygtelige alternativer (2 Sam 24,13; for “syv år” i dette vers har LXX. og 1 Krøn 21,12 “tre år”), tre af Jehovas fire hårde domme (Ez 14,21). To af disse havde David allerede oplevet. Han havde i nogle måneder flygtet for Absalom og havde lidt under tre års hungersnød på grund af drabet på gibeonitterne. I sin “trængsel” sagde David: “Lad mig falde i Herrens hænder.” En pest brød ud blandt folket og bortrev på tre dage 70.000. På Davids forbøn blev plagen standset, og på Araunas tærskeplads (se dette ord), hvor den ødelæggende engel blev standset i sin fremrykning, rejste David et alter og ofrede der ofre til Gud (2 Krøn 3,1).

Folketællingen, så langt som den blev fuldført, viste, at der var mindst 1.300.000 kampdygtige mænd i riget, hvilket på den tid peger på en samlet befolkning på omkring seks eller syv millioner.