Forsoning

En forandring fra fjendskab til venskab. Den er gensidig, dvs. den er en forandring, der sker i begge parter, som har været i fjendskab.

I Kol 1,21, 22 henviser det ord, der bruges dér, til en forandring, der sker i synderens personlige karakter, når han ophører med at være Guds fjende ved onde gerninger og overgiver ham sin fulde tillid og kærlighed. I 2 Kor 5,20 bønfalder apostlen korintherne om at blive “forsonet med Gud”, dvs. at lægge deres fjendskab bort.

Rom 5,10 henviser ikke til nogen forandring i vores sindelag over for Gud, men til Gud selv som den part, der forsones. Rom 5,11 lærer den samme sandhed. Fra Gud har vi modtaget “forsoningen” (RV), dvs. han har skænket os tegnet på sit venskab. Således taler også 2 Kor 5,18, 19 om en forsoning, der har sit udspring hos Gud og består i, at hans fortjente vrede fjernes. I Ef 2,16 er det klart, at apostlen ikke sigter til, at synderen vindes tilbage i kærlighed og troskab mod Gud, men til genoprettelsen af Guds forspildte gunst. Dette sker ved, at hans retfærdighed bliver tilfredsstillet, så han i overensstemmelse med sin egen natur kan være gunstig mod syndere. Retfærdigheden kræver synderes straf. Kristi død tilfredsstiller retfærdigheden og forsoner således Gud med os. Denne forsoning gør Gud til vores ven og sætter ham i stand til at tilgive og frelse os.