Oliebjerget

ol'-ivz, (har ha-zethim (Zak 14,4), ma`aleh ha-zethim, "opstigningen til Oliebjerget" (2 Sam 15,30, KJV "opstigningen til (bjerget) Olivet"); to oros ton elaion, "Oliebjerget" (Matt 21,1; Matt 24,3; Matt 26,30; Mark 11,1; Mark 13,3; Mark 14,26; Luk 19,37; Luk 22,39; Joh 8,1), to oros to kaloumenon elaion, "bjerget, der kaldes Olivet" (Luk 19,29; Luk 21,37; i begge henvisninger i KJV "bjerget kaldet (bjerget) Olivenes"), tou elaionos (ApG 1,12, engelske bibeloversættelser "Olivet", bogstaveligt "olivenhave")):

1. Navne

2. Beliggenhed og udstrækning

3. Gammeltestamentlige forbindelser

(1) Davids flugt fra Absalom

(2) Ezekiels syn

(3) Zakarias' syn

4. Offerhøje

5. Olivet og Jesus

6. Udsigt over byen fra Olivet

7. Kirker og kirkelige traditioner

LITTERATUR

Olivet kommer til os gennem Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) Oliverum, "en olivenlund".

1. Navne:

Josefus bruger ofte udtrykket "Oliebjerget" (f.eks. Ant, VII, ix, 2; XX, viii, 6; BJ, V, ii, 3; xii, 2), men senere jødiske skrifter giver navnet har ha-mishchah, "Oliebjerget"; dette forekommer i nogle håndskrifter i 2 Kong 23,13, og den almindelige læsemåde har ha-mashchith, "Fordærvelsens bjerg", randnote "ødelæggelse", kan muligvis være en bevidst ændring (se nedenfor). I senere tider blev bjerget kaldt "lysenes bjerg", fordi man her engang plejede at tænde det første signallys for i hele jødedommen at bekendtgøre nymånens tilsynekomst.

For de indfødte i landet i dag er det sædvanligvis kendt som Jebel et Tar ("højdedragets bjerg" eller "tårn"), eller, mindre almindeligt, som Jebel Tur ez zait ("oliebjergets højdedrag"). Navnet Jebel ez-zaitun ("Oliebjerget") er også velkendt. Tidlige arabiske forfattere bruger betegnelsen Tur Zait, "Oliebjerget".

2. Beliggenhed og udstrækning:

Den bjergryg, som ligger øst for Jerusalem, forlader den centrale bjergkæde nær Sha`phat-dalen og løber omkring 2 mil stik syd. Efter at have kulmineret i den bjergmasse, hvor "Himmelfartskirken" ligger, kan den anses for at dele sig i to grene: en lavere, som løber syd-sydvest og danner den sydlige side af Kedrondalen og ender ved Wady en Nar, og en anden, højere, som skråner mod øst og ender lidt hinsides el-`Azareyeh (det moderne Betania). Hovedryggen er betydeligt højere end det gamle Jerusalems beliggenhed og har stadig et tykt dække af den bløde, kridtagtige kalksten, blandet med flint, som på forskellig vis kendes som Nari og Ka`kuli, og som er blevet fuldstændig fjernet ved erosion over Jerusalems område (se JERUSALEM, II, 1). Flintestenene var årsag til en stor bosættelse af palæolitisk menneske, som fandt sted i forhistorisk tid på ryggens nordlige ende, mens den bløde, kridtagtige sten nedbrydes og danner en jord, der er værdifuld til dyrkning af oliven og andre træer og buske. Den ene ulempe ved trædyrkning på denne bjergryg er den stærke nordvestenvind, som permanent bøjer de fleste træer mod sydøst, men påvirker den robuste, langsomt voksende oliven mindre end den hurtigere voksende fyr. De østlige skråninger ligger mere i læ. Med hensyn til vind er Oliebjerget langt mere udsat end det gamle Jerusalems beliggenhed.

Olivets høje bjergryg er synlig på lang afstand, et forhold som nu fremhæves af det høje russiske tårn, der kan ses mange snese mil øst for Jordan. Bjergkæden fremtræder, især fra et sådant synspunkt, som en række tinder. Hvis man tager lavningen, som krydses af den gamle Anatot (`anata)-vej, som den nordlige grænse, er den nordligste top den, der nu krones af Sir John Gray Hills hus og have, 2.690 fod over havets overflade. Denne udpeges undertiden fejlagtigt som Scopus, der lå længere mod nordvest. En anden skarp lavning i ryggen adskiller denne nordlige top fra den næste, et bredt plateau, som nu optages af den store Kaiserin Augusta Victoria Stiftung og dens arealer. Vejen falder stejlt ned i en dal, som gennemskæres fra vest til øst af en vigtig og gammel vej fra Jerusalem, der løber østpå langs Wady er Rawabeh. Syd for denne lavning ligger bjergets hovedmasse, det som karakteristisk kendes som Olivet i kirkelig tradition. Denne masse består af to hovedtoppe og to mindre udløbere. Den nordlige af de to hovedtoppe er den, der kendes som Karem es Sayyad, "jægerens vingård", og også som "Galilæa", eller mere korrekt som Viri Galilaei (se nedenfor, 7). Den når en højde af 2.723 fod over Middelhavet og er adskilt fra den sydlige top af en smal hals, som i dag gennemskæres af kørevejen. Den sydlige top, praktisk talt af samme højde, er det traditionelle "Himmelfartsbjerg" og har i flere år været kendetegnet ved et højt, om end noget ukunstnerisk, tårn opført af russerne. De to mindre udløbere, som er nævnt ovenfor, er:

(1) en noget isoleret ryg, der løber mod sydøst, hvor den usle landsby el `Azareyeh--Betania--ligger;

(2) en lille udløber, der løber mod syd, dækket af græs, og som kendes som "Profeterne" på grund af en bemærkelsesværdig kristen grav fra det 4. århundrede, som findes der, og som kendes som "Profeternes grav"--et sted, der æres højt af nutidige jøder.

En yderligere forlængelse af bjergryggen som Batn el Hawa, "vindens bug", eller traditionelt som "Forargelsens bjerg" (jf. 1 Kong 11,7; 2 Kong 23,13), regnes sædvanligvis med til Oliebjerget, men dets lavere højde--det ligger på niveau med tempelpladsen--og dets placering syd for byen adskiller det i praksis som en særskilt høj. På dets lavere skråninger ligger Silwans (Siloams) huse tæt samlet.

Omtalerne af Oliebjerget i Det Gamle Testamente er, i betragtning af dets nærhed til Jerusalem, bemærkelsesværdigt sparsomme.

3. Gammeltestamentlige forbindelser:

(1) Davids flugt fra Absalom:

David, der flygtede for sin oprørske søn Absalom (2 Sam 15,16), krydsede Kidron og »gik op ad opstigningen til Oliebjerget og græd, mens han gik op; og han havde hovedet tildækket og gik barfodet; og alt folket, som var med ham, tildækkede hver sit hoved, og de gik op, grædende mens de gik« (2 Sam 15,30). .... »Og det skete, da David var kommet til toppen af opstigningen, hvor han plejede at tilbede Gud, (m), se, da kom Hushaj, arkiten, ham i møde med sønderrevet kjortel og jord på hovedet« (2 Sam 15,32). »Og da David var kommet et lille stykke forbi toppen af opstigningen, se, da mødte Siba, Mefiboshets tjener, ham med et par opsadlede æsler, og på dem var to hundrede brød, hundrede rosinkager, hundrede sommerfrugter og en lædersæk vin« (2 Sam 16,1).

Det er højst sandsynligt, at Davids rute til ørkenen hverken gik ad den meget benyttede Anatot-vej eller over bjergets top, men ad stien, der løber mod nordøst fra byen, mellem Viri Galilaei-højen og den høj, der bærer det tyske sanatorium, og går ned i ørkenen ved Wady er Rawabi.

Se Bahurim.

(2) Ezekiels syn:

Ezekiel så i et syn (11,23) Jahves herlighed stige op fra midten af byen og stille sig »på bjerget, som ligger øst for byen« (jf. 43,2). I forbindelse med dette nedskriver rabbi Janna traditionen om, at shekhinah stod 3 1/2 år på Oliebjerget og prædikede med ordene: »Søg Herren, mens han kan findes, kald på ham, mens han er nær«--en mærkelig fortælling fra en jødisk kilde, som antyder en eller anden åbenlys henvisning til Kristus.

(3) Zakarias' syn:

I Zak 14,4 ser profeten Jahve på den dag stå på Oliebjerget, »og Oliebjerget skal kløves midt over mod øst og mod vest, og der skal blive en meget stor dal; og halvdelen af bjerget skal vige mod nord og halvdelen mod syd.«

Ud over disse direkte henvisninger knytter jødisk tradition dette bjerg--dette »Fordærvelsens bjerg«--til ritualet med den røde kvie (4 Mos 19); og mange autoriteter mener, at dette også er det bjerg, der henvises til i Neh 8,15, hvorfra folket får besked på at hente olivengrene, grene af vild oliven, myrtegrene, palmegrene og grene af løvrige træer for at lave deres løvhytter.

4. Offerhøje:

Det er næppe muligt, at et sted med så vid udsigt--især den vidunderlige udsigt over Jordandalen og Det Døde Hav til Ammons og Moabs lande--skulle være blevet forsømt i de dage, da semitisk religion kronede sådanne steder med sine helligdomme. Der findes gammeltestamentligt vidnesbyrd om, at der var en »offerhøj« her. I beretningen om Davids flugt nævnes stedet på toppen, »hvor han plejede at tilbede Gud« (2 Sam 15,32 randnote). Dette er bestemt en henvisning til en helligdom, og der er stærke grunde til at tro, at dette sted kan have været Nob (se dette) (se 1 Sam 21,1; 1 Sam 22,9; 1 Sam 22,11; 1 Sam 22,19; Neh 11,32; men især Es 10,32). Denne sidste henvisning synes at forudsætte et sted med mere dominerende udsigt over den gamle by end Ras el Musharif, som Driver foreslog, et sted mindst så langt mod syd som Anatot-vejen, eller endda vejen fra Wady er Rawabi. Men derudover har vi den bestemte udtalelse (1 Kong 11,7): »Da byggede Salomo en offerhøj for Kemosh, Moabs afskyelighed, på bjerget, som ligger foran (dvs. øst for) Jerusalem, og for Molek, ammonitternes afskyelighed,« og den videre beretning om, at »offerhøjene, som lå foran (øst for) Jerusalem, og som lå på højre side (syd) af Fordærvelsens bjerg (randnote: “ødelæggelsens”), som Salomo, Israels konge, havde bygget for Astarte, sidoniernes afskyelighed, og for Kemosh, Moabs afskyelighed, og for Milkom, ammonitternes afskyelighed, gjorde kongen (Josija) urene« (2 Kong 23,13). At disse offerhøje lå et eller andet sted på det, der almindeligvis anerkendes som Oliebjerget, synes klart, og det mest sandsynlige sted er hovedmassen, hvor de kristne helligdomme ligger i dag, skønt Graetz og Dean Stanley foretrækker toppen kendt som Viri Galilaei. Det er anerkendelsen af dette, som har holdt det jødiske navn »Fordærvelsens bjerg« for dette bjerg i live helt til i dag. Betegnelsen Mons offensionis, givet til den sydøstlige udløber syd for byen, er blot en kirkelig tradition, der går tilbage til Quaresmius i det 17. århundrede, og som gentages af Burckhardt (1823 e.Kr.).

5. Oliebjerget og Jesus:

Vigtigere for os er de nytestamentlige forbindelser til dette hellige sted. Dengang må bjerget have været meget anderledes end dets tilstand i dag. Titus ødelagde under sin belejring af Jerusalem al træbevoksningen her som andre steder i omegnen, men før dette må bjergskråningerne have været klædt med grønt--olivenlunde, figenplantager og palmelunde, med myrter og andre buske. Her i de friske briser og blandt det tætte løv må Jesus, galilæeren fra landet, gerne have trukket sig tilbage fra den overfyldte bys larm og indelukkethed. Det er til lidelsesugen, med undtagelse af Joh 8,1, at alle de hændelser hører, som udtrykkeligt nævnes som foregående på Oliebjerget; mens der på dette tidspunkt ville være en særlig grund i den tæt pakkede by, er det sandsynligt, at vor Herre også ved andre lejligheder foretrak at opholde sig uden for murene. Betania synes faktisk at have været hans hjem i Judæa, ligesom Kapernaum var det i Galilæa. Her læser vi om ham, at han opholdt sig hos Maria og Martha (Luk 10,38-42); igen kommer han til Betania fra ørkenvejen fra Jeriko for at opvække Lazarus (Joh 11), og senere er han ved et festmåltid, seks dage før påsken (Joh 12,1), i Simons hus (Matt 26,6-12; Mark 14,3-9; Joh 12,1-9). Oliebjerget nævnes udtrykkeligt i mange af begivenhederne i lidelsesugen. Han nærmede sig Jerusalem, "til Betfage og Betania, ved Oliebjerget" (Mark 11,1; Matt 21,1; Luk 19,29); over en skulder af dette bjerg--meget sandsynligt ad ruten for den nuværende kørevej til Jeriko--gjorde han sit triumferende indtog i byen (Luk 21; Luk 11; Luk 19), og på denne vej, da det fulde syn af byen sandsynligvis først pludselig åbnede sig for ham, græd han over Jerusalem (Luk 19,41). I hele den uge "underviste han hver dag i templet; og hver nat gik han ud og overnattede på bjerget, som kaldes Oliebjerget" (Luk 21,37)--den særlige del af bjerget var Betania (Matt 21,17; Mark 11,11). Det var på vejen fra Betania, at han gav tegnet med det ufrugtbare figentræ, der visnede (Matt 21,17-19; Mark 11,12-14; Mark 11,20-24), og "mens han sad på Oliebjerget" (Matt 24,3; Mark 13,3), holdt Jesus sin mindeværdige tale med den dømte by liggende nedenfor sig.

På Oliebjergets nedre skråninger, i Getsemane Have (se GETSEMANE), udholdt Jesus sin sjælekamp, forræderiet og arrestationen, mens han på et af dets højere punkter--ikke, som traditionen hævder, på den beboede højeste top, men på de afsides østlige skråninger "over for Betania" (Luk 24,50-52)--tog afsked med sine disciple (jf. ApG 1,12).

6. Udsigt over byen fra Oliebjerget:

Udsigten over Jerusalem fra Oliebjerget må altid være et af de stærkeste indtryk, som enhver besøgende i Jerusalem tager med sig. Den er blevet beskrevet utallige gange. I dag er det kun en udsigt over ruin og svunden herlighed sammenlignet med den, som Jesus græd over. En moderne forfatter med historisk fantasi har således levende skitseret de fremtrædende træk ved dette syn:

"Vi står på vejen fra Betania, hvor den drejer rundt om Oliebjerget, og når vi ser mod nordvest, er dette, hvad vi ser. .... Der breder sig en vældig stenplatform, næsten rektangulær, omtrent 400 yards fra nord til syd og 300 fra øst til vest, holdt oppe over Ofel og Kedrondalen af en høj og massiv mur, fra 50 til 150 fod og mere i højde, alt efter niveauet på klippen, den rejser sig fra. Dybe søjlegange omgiver denne platform på indersiden af murene. .... Hver port har sin vagt, og andre vagter patruljerer forgårdene. Skarerne, som strømmer gennem de sydlige porte op på platformen, holder sig for størstedelens vedkommende til højre; undtagelserne, som drejer mod vest, er bandlyste eller i sorg. Men skaren består ikke kun af israelitter. Mange hedninger blander sig med dem; der er dragter og farver fra alle lande. I søjlegangene sidder lærere med grupper af disciple omkring sig. På den åbne brolægning står kræmmeres og pengeveksleres boder; og fra nord drives får og okser hen imod den indre helligdom. Denne ligger ikke i midten af den store platform, men i det nordvestlige hjørne. Den er en særskilt befæstet, aflang indhegning; dens høje mure med deres 9 porte rejser sig fra en smal terrasse i en svag højde over platformen, og terrassen er omgivet af et hegn, inden for hvilket ingen andre end israelitter må gå. .... På dens højere vestlige ende rejser der sig et hus 'som en løve, bredt foran og smalt bagtil.' .... Fra den åbne forhal til dette hus går stentrin ned til en stor alterblok, som bestandig ryger af ofre. .... Nordvest for den ydre helligdom behersker en borg (Antonia) det hele med sine 4 høje tårne. Hinsides .... rejser Øvrebyen sig i buede rækker som et teater, mens alle de lavere skråninger mod syd er en tæt masse af huse, omgivet af byens østmur. Mod denne tætpakkede baggrund skinner helligdommen med sit høje hus hvid og frisk. Men husets forside, glitrende med guldplader, skjules af en røgsøjle, der stiger op fra alteret; og præsternes forgård omkring det er farvet af slagterne og ofrene--et stænk af rødt, sådan tager vores fantasi det, midt i det fremherskende hvide. Med mellemrum lyder der udbrud af musik; salmesang, bækkenernes klang og et stort trompetbrag, hvorved folket i deres forgård i den indre helligdom falder ned og tilbeder" (uddrag fra G.A. Smiths Jerusalem, II, 518-20).

7. Kirker og kirkelige traditioner:

For den bibelstuderende er Det Nye Testamente den bedste vejledning til Oliebjerget; tradition og »helligsteder« gør ham kun forvirret. Engang var hovedhøjens top en masse af kirker. Der var »Himmelfartskirken« til at markere det sted, hvor traditionen (i strid med Lukas' direkte udsagn) siger, at himmelfarten fandt sted; nu markeres stedet af et lille ottekantet kapel, bygget i 1834, som er i muslimernes hænder. Der vises et »Kristi fodaftryk« i klippen. En stor basilika, opført af Helena, blev bygget over det sted, hvor man sagde, at Kristus underviste sine disciple. I 1869 lod prinsesse de Latour d'Auvergne, da hun fik at vide, at der fandtes en muslimsk tradition om, at dette sted lå på et sted kaldet el Battaniyeh syd for toppen, her opføre en smuk kirke, kendt som Paternosterkirken, og omkring gårdspladsen lod hun Fadervor indskrive på 32 sprog. Da kirken var under opførelse, fandt man visse fragmenter af gamle mure og mosaikker, men i 1911 blev der, som resultat af en omhyggelig udgravning af stedet, i nærheden afdækket fundamenterne af en mere omfattende samling gamle bygninger, med noget smukt mosaikarbejde i dåbskapellet; der er næppe tvivl om, at disse fundamenter hørte til den egentlige Helena-basilika. Det er foreslået at genopbygge kirken.

Der er blevet nævnt navnet Viri Galilaei eller Galilæa, som er givet til den nordlige top af Oliebjergets hovedmasse. Navnet »Galilæas bjerg« synes først at være blevet givet til denne høj tidligt i det 4. århundrede, og i 1573 e.Kr. forklarer Rawolf navnet med den oplysning, at der her i gammel tid lå en khan, hvor de galilæere overnattede, som drog op til Jerusalem. I 1620 anvender Quaresmius navnene »Galilæa« og Viri Galilaei om dette sted og mener, at det sidstnævnte navn kan skyldes, at det var stedet, hvor de to engle viste sig og tiltalte disciplene som »I mænd fra Galilæa« (ApG 1,11). Man har forsøgt, uden større held, at fastholde, at dette »Galilæa« var det sted, som vor Herre havde til hensigt (Matt 28,10; Matt 28,16) at angive for sine disciple som mødested.

Det russiske område omfatter et kapel, et højt tårn--hvorfra man får en storslået udsigt--et herberg og en behagelig fyrrelund. Mellem de russiske bygninger mod nord og Himmelfartskirken ligger den usle landsby et tur, beboet af en særligt urolig og grisk skare muslimer, som lever af de forbipasserende pilgrimme og gør meget for at ødelægge stemningen ved et besøg på dette hellige sted. Det er muligt, at det kan være det oprindelige sted for Betfage (se dette).

LITTERATUR.

PEF, Memoirs, bindet »Jerusalem«; G. A. Smith, Jerusalem; Robinson, BRP, I, 1838; Stanley, Sinai and Palestine; Baedeker's Palestine and Syria (af Socin og Bensinger); Tobler, Die Siloahquelle und der Oelberg, 1852; Porter, Murray's Palestine and Syria; R. Hofmann, Galilaea auf dem Oelberg, Leipzig, 1896; Schick, »The Mount of Olives,« PEFS, 1889, 174-84; Warren, artikel »Mount of Olives,« i HDB; Gauthier, i EB, under ordet; Vincent (Pere), »The Tombs of the Prophets,« Revue Biblique, 1901.

E. W. G. Masterman