Hedninger

(Heb. flertal goyum). I begyndelsen betegnede ordet goyim i almindelighed alle verdens folkeslag (1 Mos 18,18; jf. Gal 3,8). Jøderne blev senere et folk, der på markant måde var adskilt fra de andre goyim. De var et særskilt folk (3 Mos 20,23; 26,14-45; 5 Mos 28), og de andre folkeslag, amoritterne, hittitterne osv., var goyim, hedningerne, som jøderne ikke måtte have nogen form for fællesskab med (Jos 23,7; 1 Kong 11,2). Afgudsdyrkelse var det karakteristiske for disse folkeslag, og derfor kom ordet til at betegne afgudsdyrkere (Sl 106,47; Jer 46,28; Klag 1,3; Es 36,18), de ugudelige (Sl 9,5, 15, 17).

Det tilsvarende græske ord i Det Nye Testamente, ethne, har lignende betydningsnuancer. I ApG 22,21, Gal 3,14 betegner det jordens folk i almindelighed; og i Matt 6,7 en afgudsdyrker. I moderne brug betegner ordet alle folkeslag, der er fremmede for den åbenbarede religion.