Begravelse

Begravelse var blandt jøderne den eneste måde at skaffe lig bort på (1 Mos 23,19; 25,9; 35,8, 9, osv.).

De første spor af ligbrænding findes i 1 Sam 31,12. Brænding af kroppen blev i Moseloven fastsat som straf for visse forbrydelser (3 Mos 20,14; 21,9).

At lade de døde ligge ubegravede blev betragtet med rædsel (1 Kong 13,22; 14,11; 16,4; 21,24, osv.).

I de tidligste tider, som vi har vidnesbyrd om, bar slægtninge deres døde til graven (1 Mos 25,9; 35,29; Dom 16,31), men i senere tider blev dette gjort af andre (Am 6,16).

Straks efter dødsfaldet blev kroppen vasket og derefter svøbt i et stort klæde (ApG 9,37; Matt 27,59; Mark 15,46). Når det gjaldt fremtrædende personer, blev vellugtende stoffer lagt i klædets folder (Joh 19,39; jf. Joh 12,7).

Som regel fandt begravelsen (se dette) sted på selve dødsdagen (ApG 5,6, 10), og kroppen blev ført til graven i en åben kiste eller på en båre (Luk 7,14). Efter begravelsen blev der sædvanligvis holdt et begravelsesmåltid (2 Sam 3,35; Jer 16,5, 7; Hos 9,4).