Klædedragt

Anvendte materialer. Det tidligste og enkleste var et forklæde af figenblade, syet sammen (1 Mos 3,7); derefter dyreskind (3,21). Elias’ dragt var sandsynligvis skindet af et får (2 Kong 1,8). Hebræerne kendte tidligt kunsten at væve hår til stof (2 Mos 26,7; 35,6), som blev til sørgendes sækklæde. Dette var materialet i Johannes Døbers klædning (Matt 3,4). Uld blev også vævet til klæder (3 Mos 13,47; 5 Mos 22,11; Ez 34,3; Job 31,20; Ordsp 27,26). Israelitterne lærte sandsynligvis kunsten at væve linned, mens de var i Egypten (1 Krøn 4,21). Fint linned blev brugt i ypperstepræstens klæder (2 Mos 28,5) såvel som af de rige (1 Mos 41,42; Ordsp 31,22; Luk 16,19). Brug af blandede materialer, som uld og hør, var forbudt (3 Mos 19,19; 5 Mos 22,11).

Farve. Den fremherskende farve var det anvendte materiales naturlige hvide farve, som undertiden blev gjort renere ved valkerens håndværk (Sl 104,1, 2; Es 63,3; Mark 9,3). Hebræerne kendte kunsten at farve (1 Mos 37,3, 23). Forskellige former for udsmykning blev anvendt under vævningen (2 Mos 28,6; 26,1, 31; 35,25) og ved broderi (Dom 5,30; Sl 45,13). Farvede klæder blev importeret fra fremmede lande, især fra Fønikien (Sef 1,8). Purpur- og skarlagenrøde klæder var kendetegn på de velhavende (Luk 16,19; 2 Sam 1,24).

Form. Mænds og kvinders klæder var ikke meget forskellige fra hinanden i form.

(a) “Kjortlen” (kethoneth), af uld, bomuld eller linned, blev båret af begge køn. Det var en tætsiddende klædning, der i brug og form lignede vores skjorte (Joh 19,23). Den blev holdt tæt ind til kroppen med et bælte (Joh 21,7). En person, der kun bar denne “kjortel”, blev beskrevet som nøgen (1 Sam 19,24; Es 20,2; 2 Kong 6,30; Joh 21,7); blev han berøvet den, ville han være helt nøgen.

(b) Et linnedklæde eller svøb (sadin) af fint linned, brugt omtrent som en natskjorte (Mark 14,51). Det nævnes i Dom 14,12, 13, og gengives dér med “lagner”.

(c) En overkjortel (meil), længere end “kjortlen” (1 Sam 2,19; 24,4; 28,14). I 1 Sam 28,14 er det kappen, som Samuel var indhyllet i; i 1 Sam 24,4 er det den “kappe”, som Saul sov under. Disciplene fik forbud mod at bære to “kjortler” (Matt 10,10; Luk 9,3).

(d) Den sædvanlige yderklædning bestod af et stykke uldent stof som en skotsk plaid, enten viklet om kroppen eller kastet over skuldrene som et sjal, med enderne hængende ned foran; eller det kunne kastes over hovedet for at skjule ansigtet (2 Sam 15,30; Est 6,12). Det blev holdt fast om livet med et bælte, og folden, der blev dannet af klædningens overlapning, tjente som en lomme (2 Kong 4,39; Sl 79,12; Hag 2,12; Ordsp 17,23; 21,14).

Kvindedragt. “Kjortlen” var fælles for begge køn (Højs 5,3). Men særligt for kvinder var (1) “sløret” eller “hovedklædet”, en slags sjal (Ruth 3,15; gengivet “kappe”, RV, Es 3,22); (2) “kappen”, også en slags sjal (Es 3,22); (3) et “slør”, sandsynligvis en let sommerdragt (1 Mos 24,65); (4) et “brystklæde”, en festdragt (Es 3,24). Yderklædningen endte i en rigelig frynse eller kant, som skjulte fødderne (Es 47,2; Jer 13,22).

Persernes klædedragt beskrives i Dan 3,21.

Henvisningerne til sykunsten er få, eftersom klæderne som regel kom fra væven klar til at blive båret, og alt, hvad der krævedes ved fremstillingen af tøj, påhvilede en families kvinder (Ordsp 31,22; ApG 9,39).

Overdådighed i klædedragt omtales i Jer 4,30; Ez 16,10; Sef 1,8 (RV, “fremmed klædedragt”); 1 Tim 2,9; 1 Pet 3,3. At sønderrive klæderne var udtryk for sorg (1 Mos 37,29, 34), frygt (1 Kong 21,27), harme (2 Kong 5,7) eller fortvivlelse (Dom 11,35; Est 4,1).

At ryste klæderne, eller at ryste støvet af dem, var et tegn på afstandtagen (ApG 18,6); at vikle dem om hovedet var et tegn på ærefrygt (1 Kong 19,13) eller sorg (2 Sam 15,30); at kaste dem af sig var et tegn på ophidselse (ApG 22,23); at gribe fat i dem var et tegn på bønfaldelse (1 Sam 15,27). Under rejse blev yderklæderne bundet op (1 Kong 18,46). De blev også lagt til side, når de ville hindre handling (Mark 10,50; Joh 13,4; ApG 7,58).