Krønikebøgerne

De to bøger var oprindeligt én. I den massoretiske hebraiske tekst bar de titlen Dibre hayyamim, dvs. “Dagenes handlinger.” Denne titel blev gengivet af Hieronymus i hans latinske oversættelse som “Chronicon,” og deraf “Krønikebøgerne.” I Septuaginta-oversættelsen er bogen delt i to og bærer titlen Paraleipomena, dvs. “det udeladte” eller “tilføjelser”, fordi den indeholder mange ting, som er udeladt i Kongebøgerne.

Indholdet af disse bøger kan sammenfattes under fire overskrifter.

De første ni kapitler af Bog I indeholder næppe mere end en liste over slægtsregistre i Israels linje ned til Davids tid.

Resten af den første bog indeholder en historie om Davids regeringstid.

De første ni kapitler af Bog II indeholder historien om Salomos regeringstid.

De resterende kapitler af den anden bog indeholder historien om Judas særskilte kongerige frem til hjemkomsten fra det babyloniske eksil.

Tidspunktet for affattelsen af Krønikebøgerne var, som der er al grund til at slutte, efter det babyloniske eksil, sandsynligvis mellem 450 og 435 f.Kr. Indholdet af denne todelte bog, både i stof og form, svarer nøje til denne tanke. Bogens slutning gengiver Kyros’ proklamation, der gav jøderne lov til at vende tilbage til deres eget land, og dette udgør indledningen til Ezras Bog, som må betragtes som en fortsættelse af Krønikebøgerne. Sprogets særlige form, der i sin almene karakter er aramaisk, stemmer også overens med de bøger, der blev skrevet efter eksilet. Forfatteren var bestemt samtidig med Zerubbabel, og der gives detaljer om hans families historie (1 Krøn 3,19).

Når affattelsestidspunktet er fastlagt, kan spørgsmålet om forfatterskabet lettere afgøres. Ifølge jødisk tradition, som blev almindeligt accepteret helt ned til midten af det syttende århundrede, blev Ezra anset for at være forfatteren til Krønikebøgerne. Der er mange lighedspunkter og berøringsflader mellem Krønikebøgerne og Ezras Bog, som synes at bekræfte denne opfattelse. Slutningen på den ene og begyndelsen på den anden er næsten identiske i udtryksmåde. I ånd og særpræg er de ens, hvilket således også peger på samme forfatter.

I deres overordnede sigte og formål er disse bøger ikke så meget historiske som belærende. Forfatterens hovedformål synes at være at fremstille moralsk og religiøs sandhed. Han fremhæver ikke politiske begivenheder, sådan som det sker i Samuelsbøgerne og Kongebøgerne, men kirkelige institutioner. “Slægtsregistrene, som er så uinteressante for de fleste moderne læsere, var i virkeligheden en vigtig del af den hebraiske stats offentlige arkiver. De var grundlaget for, at ikke blot landet blev fordelt og besiddet, men også for, at templets offentlige tjenester blev ordnet og udført, idet kun levitterne og deres efterkommere, som bekendt, var berettigede, og førstegrøden blev sat til side til dette formål.” “Krønikebøgerne” er et sammendrag af den hellige historie fra Adams dage ned til hjemkomsten fra det babyloniske eksil, en periode på omkring 3.500 år. Forfatteren samler “trådene fra det gamle nationale liv, som var blevet brudt af fangenskabet.”

De kilder, hvorfra krønikeskriveren sammenstillede sit værk, var offentlige optegnelser, registre og slægtstavler, der tilhørte jøderne. Der henvises til disse i løbet af bogen (1 Krøn 27,24; 29,29; 2 Krøn 9,29; 12,15; 13,22; 20,34; 24,27; 26,22; 32,32; 33,18, 19; 27,7; 35,25). I Krønikebøgerne og i Samuelsbøgerne og Kongebøgerne findes der fyrre paralleller, ofte ordrette, som beviser, at forfatteren både kendte og brugte disse optegnelser (1 Krøn 17,18; jf. 2 Sam 7,18-20; 1 Krøn 19; jf. 2 Sam 10, osv.).

Sammenlignet med Samuelsbøgerne og Kongebøgerne udelader Krønikebøgerne mange enkeltheder, som er optegnet dér (2 Sam 6,20-23; 9; 11; 14-19, osv.), og medtager mange ting, som er særlige for dem (1 Krøn 12; 22; 23-26; 27; 28; 29, osv.). Tyve hele kapitler og fireogtyve dele af kapitler er optaget af stof, som ikke findes andre steder. De gengiver også mange ting mere udførligt, som f.eks. listen over Davids helte (1 Krøn 12,1-37), flytningen af arken fra Kirjat-Jearim til Zions bjerg (1 Krøn 13; 15,2-24; 16,4-43; jf. 2 Sam 6), Uzzijas spedalskhed og dens årsag (2 Krøn 26,16-21; jf. 2 Kong 15,5), osv.

Det er også blevet bemærket, at en anden ejendommelighed ved bogen er, at den erstatter udtryk, som dengang var blevet usædvanlige eller forældede, med moderne og mere almindelige udtryk. Dette ses især i, at moderne stednavne, sådan som de var i brug på forfatterens tid, sættes i stedet for de gamle navne; således bruges Gezer (1 Krøn 20,4) i stedet for Gob (2 Sam 21,18), osv.

Krønikebøgerne regnes blandt khethubim eller hagiographa. Der hentydes til dem, skønt de ikke citeres direkte, i Det Nye Testamente (Hebr 5,4; Matt 12,42; 23,35; Luk 1,5; 11,31, 51).