Jeremias' brev

jer'-e-mi, (Epistole Ieremiou):

1. Navn

2. Kanonicitet og placering

3. Indhold

4. Originalsprog

5. Forfatterskab, datering og formål

6. Tekst og versioner

LITTERATUR

1. Navn:

I håndskrifterne Vaticanus og Alexandrinus er titlen ganske enkelt "Et brev af Jeremias." Men i Codex Vaticanus osv. er der en overskrift, som indleder brevet: "Afskrift af et brev, som Jeremias sendte til de fanger, der skulle føres til Babylon af (Peshitta tilføjer Nebukadnesar) babyloniernes konge, for at gøre dem bekendt med det, som Gud havde befalet ham." Det, der følger, er en satirisk afsløring af afgudsdyrkelsens dårskab og ikke et brev. Tanken om at indføre dette som et brev fra Jeremias blev sandsynligvis foranlediget af Jer 29,1 ff.

2. Kanonicitet og placering:

De tidlige græske fædre var i det store og hele velvilligt indstillet over for dette skrift og regnede det for en del af kanon. Det er derfor medtaget i listerne over kanoniske skrifter hos Origenes, Epifanius, Kyrillos af Jerusalem og Athanasius, og det blev således autoritativt anerkendt af synoden i Laodikea (360 e.Kr.).

I de fleste græske håndskrifter af Septuaginta (Codices Alexandrinus og Vaticanus. March, Chisl, i den syriske Hexateuch) følger det efter Klagesangene som et selvstændigt stykke og afslutter de formodede skrifter af Jeremias. I de bedst kendte trykte udgaver af Septuaginta (Tischendorf, Swete osv.) er rækkefølgen Jeremias, Baruk, Klagesangene, Jeremias' brev. Hos Fritzsche, Lib. Apocrypha VT Graece, står Jeremias' brev mellem Baruk og Tobit. Men i latinske håndskrifter, herunder Vulgatas, er det føjet til Baruk, hvor det udgør kapitel 6, skønt det i virkeligheden intet har med den bog at gøre. Dette sidste er tilfældet i protestantiske udgaver (engelske bibelversioner osv.) af Apokryferne, en mere forståelig ordning, eftersom Jeremias og Klagesangene ikke forekommer i Apokryferne, og den bibelske Baruk var Jeremias' skriver.

3. Indhold:

I det såkaldte brev (se 1 ovenfor) viser forfatteren det absurde og onde i hedensk gudsdyrkelse. Jøderne vil for deres synders skyld blive ført bort til Babylon, hvor de vil blive i 7 slægtled. I det land vil de blive fristet til at dyrke folkets guder. Forfatterens formål er tilsyneladende at advare dem på forhånd ved at vise, hvor hjælpeløse og unyttige de dyrkede afguder er, og hvor umoralske såvel som tåbelige Bah-religionens riter er. For lignende polemik mod afgudsdyrkelse, se Es 44,9-19 (som i sin alvor ligger Jeremias' brev nær); Jer 10,3-9; Sl 115,4-8; Sl 135,15-18; Salomos Visdom 13,10-19; 15,13-17.

4. Originalsprog:

At Jeremias' brev blev affattet på græsk, er praktisk talt alle forskeres opfattelse. Der er ingen tegn på oversættelse; græsken er i det store og hele god og er rig på sådanne retoriske udtryk, som kendetegnede græsken i det nordlige Egypten omkring begyndelsen af vor tidsregning. Der er intet spor af en hebraisk original, skønt Origenes fejlagtigt er blevet forstået sådan, at han skulle have sagt, at der fandtes en i hans tid (se Schurer, GJV4, III, 467 f). Romersk-katolske forfattere forsvarer en hebraisk original og peger på nogle hebraismer (vers 44 og brugen af futurum om fortiden), men disse kan der findes paralleller til i skrifter, der ganske vist er hellenistisk-græske.

5. Forfatterskab, datering og formål:

Forfatteren var næsten sikkert bosat i Alexandria hen imod slutningen af det sidste århundrede f.Kr. Bogens græsk, henvisningerne til egyptisk religion (vers 19, hvor Lysfesten i Sais--Herod. ii.62--omtales) og hentydningen til Jeremias' brev i 2 Makk 2,2, som benægtes af Schurer osv., gør ovenstående konklusion meget sandsynlig. Forfatteren havde de farer for sine landsmænds religion for øje, som de fascinerende former for afgudsdyrkelse, der fandtes i Alexandria, frembød. Jeremias er bestemt ikke forfatteren, for bogen blev skrevet på græsk og udgjorde aldrig en del af den hebraiske kanon. Desuden ligger behandlingen langt under niveauet i denne profets ægte skrifter.

6. Tekst og versioner:

(1) Den græske.

Dette brev forekommer i de vigtigste håndskrifter blandt Septuagintas majuskler (Codices Vaticanus, Alexandrinus, Q, Gamma, indeholder 7b-24a osv.) og minuskler (undtagen 70, 96, 229).

(2) Den syriske.

P følger græsken, men meget frit. Den syriske H følger teksten i Codex Vaticanus nøje, ofte på bekostning af syriske idiomer.

(3) Den latinske.

Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) er lavet direkte fra græsk. Der findes en anden latinsk version, udgivet af Sabatier i hans Biblical Sacr. Latin Versiones Antiquas, II, 734 ff. Den er friere end Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.)

(4) Den arabiske.

Der findes også arabiske (som følger A), koptiske (udg. Quatremere, 1810) og etiopiske (udg. Dillmann, 1894) versioner.

LITTERATUR.

Se under APOCRYPHA for kommentar og forskellige udgaver. Men bemærk ud over den nævnte litteratur følgende artikel: Reusch, Erklar. des B. Baruch, 1853; Daubanton, "Het Apok boek Epistole Ieremiou," Theol. Studien, 1888, 126-38.

T. Witton Davies