Johannes’ Åbenbaring

I. BOGENS TITEL OG ALMINDELIGE KARAKTER

1. Titel

2. Synernes enestående karakter og virkelighed

II. KANONICITET OG FORFATTERSKAB

1. Patristisk vidnesbyrd

2. Bogens eget vidnesbyrd

3. Indvendinger mod johannæisk forfatterskab--forholdet til det fjerde evangelium

III. BOGENS DATERING OG ENHED

1. Den traditionelle datering under Domitian

2. Nero-teorien

3. Sammensætningshypoteser--den babylonske teori

IV. BOGENS PLAN OG ANALYSE

1. Overordnet sigte

2. Detaljeret analyse

V. FORTOLKNINGSPRINCIPPER

1. Almindeligt fortolkningsskema

2. De nyere teorier

3. Bogen som sand profeti

VI. BOGENS TEOLOGI

LITTERATUR

Det sidste skrift i Det Nye Testamente. Det giver sig ud for at være optegnelsen af profetiske syner, givet af Jesus Kristus til Johannes, mens denne var fange, “for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld” (Åb 1,9), på PATMOS (se dette), en lille klippeø i Det Ægæiske Hav, omkring 15 miles vest for Efesos. Dets forløber i Det Gamle Testamente er Daniels Bog, hvis symbolske syner og mystiske tal det står i nært slægtskab med. Bogens særegne form, dens forhold til andre “apokalyptiske” skrifter og til det fjerde evangelium, der ligeledes tillægges Johannes, fortolkningen af dens symboler, samt omstridte spørgsmål om dens datering, gudsdyrkelse, enhed, relationer til samtidshistorien osv., har gjort den til en af de vanskeligste bøger i Det Nye Testamente at forklare tilfredsstillende.

I. Bogens titel og almindelige karakter.

1. Titel:

“Åbenbaring” svarer til apokalupsis i Åb 1,1. Den ældste form af titlen synes ganske enkelt at have været “Johannes’ Apokalypse”, idet de tilføjede ord “den guddommelige” (theologos, dvs. “teologen”) ikke er ældre end det 4. århundrede (sammenlign titlen, der gives Gregor af Nazianz: “Gregor teologen”). Bogen hører til den klasse af værker, der almindeligvis kaldes “apokalyptiske”, fordi de indeholder syner og åbenbaringer om fremtiden, ofte i symbolsk form (f.eks. Enoks Bog, Bars Apokalypse, Ezras Apokalypse; se apokalyptisk litteratur), men det er tvivlsomt, om ordet her har denne tekniske betydning. Tendensen i dag er at gruppere Det Nye Testamentes Apokalypse sammen med disse andre og tillægge den samme slags oprindelse som dem, nemlig i den uhæmmede religiøse fantasis udfoldelse, der klæder sig i uvirkelig visionsform.

2. Synernes enestående karakter og virkelighed:

Men der er en stor forskel. Disse andre værker er pseudonyme--fiktive; på deres overflade er de produkter af fantasi; de røber, at dette er deres oprindelse, ved deres grove, forvirrede og lidet opbyggelige karakter. Apokalypsen bærer sin forfatters navn--en apostel af Jesus Kristus (se nedenfor); den gør krav på at hvile på virkelige syner; den klinger med oprigtighedens tone; den er ordnet, alvorlig, ophøjet og målrettet i sine forestillinger; den behandler de mest højtidelige og betydningsfulde emner. Ifølge den moderne Nero-teori, som de fleste nyere fortolkere slutter sig til, er den et virvar af grundløse fantasier, hvoraf ikke én gik i opfyldelse. Ifølge dens eget krav er den et produkt af sand profeti (Åb 1,3; Åb 22,18) og har eller vil få sikker opfyldelse. Her og dér søger man paralleller mellem den og Enoks Bog eller Ezras Apokalypse. Som regel skyldes lighederne, at disse værker øser af det samme forråd af Det Gamle Testamentes ideer og billedsprog. Det er dér, nøglen især skal søges til Johannes’ symbolik. Apokalypsen er gennemtrængt af Det Gamle Testamentes tanker, billeder, ja endog sprog (sammenlign illustrationerne i Lightfoot, Galatians, 361, hvor det bemærkes: “Hele bogen er mættet med illustrationer fra Det Gamle Testamente. Den taler ikke Paulus’ sprog, men Esajas’ og Ezekiels og Daniels”). Disse bemærkninger vil blive belyst i det følgende.

II. Kanonicitet og autoritet.

1. Patristisk vidnesbyrd:

De to spørgsmål om kanonicitet og forfatterskab er nært forbundne. Eusebius siger, at meningen på hans tid var delt om bogen, og han vakler selv mellem at placere den blandt de omstridte bøger eller at regne den med blandt de anerkendte (homologoumena). »Blandt disse,« siger han, »må vi, hvis en sådan opfattelse synes rigtig, placere Johannes’ Apokalypse« (Historia Ecclesiastica, III, 25). At den med rette blev placeret dér, fremgår af en gennemgang af vidnesbyrdene. Den første, der udtrykkeligt henviser til bogen, er Justin Martyr (circa 140 e.Kr.), som omtaler den som et værk af »en vis mand, hvis navn var Johannes, en af Kristi apostle« (Dial, 81). Irenæus (circa 180 e.Kr.) erklærer gentagne gange og afgørende, at Apokalypsen blev skrevet af Johannes, en discipel af Herren (Adv. Haer., iv.20, 11; 30, 4; v.26, 1; 35, 2 osv.), og kommenterer tallet 666 (v.30, 1). I hans tilfælde kan der ikke være tvivl om, at apostlen Johannes menes. Andreas af Kappadokien (5. århundrede) siger i en kommentar til Apokalypsen, at Papias (circa 130 e.Kr.) vidnede om dens troværdighed, og citerer en kommentar af ham til Åb 12,7-9. Bogen citeres i Brevet om martyrerne i Vienne og Lyon (177 e.Kr.); der blev skrevet en kommentar til den af Melito af Sardes (circa 170 e.Kr.), en af menighederne i Apokalypsen (Euseb., HE, IV, 26); den blev brugt af Theofilus af Antiokia (circa 168 e.Kr.) og af Apollonius (circa 210 e.Kr.; HE, V, 25) – i disse tilfælde citeret som Johannes’ Apokalypse. Den er medtaget som Johannes’ skrift i Muratoris kanon (circa 200 e.Kr.). Det johannæiske forfatterskab (apostolisk) er rigt bevidnet af Tertullian (circa 200 e.Kr.; Adv. Mar., iii.14, 24 osv.); af Hippolyt (circa 240 e.Kr.), som skrev et værk om den; af Clemens af Alexandria (circa 200 e.Kr.); af Origenes (circa 230 e.Kr.) og andre forfattere. Tvivl om bogens forfatterskab høres første gang i den obskure sekt alogerne (slutningen af 2. århundrede), som sammen med Caius, en romersk presbyter (circa 205 e.Kr.), tillagde den Kerinth. Mere alvorlig var kritikken fra Dionysius af Alexandria (circa 250 e.Kr.), som på indre grunde hævdede, at det fjerde evangelium og Apokalypsen ikke kunne være kommet fra samme pen (Euseb., HE, VII, 25). Han indrømmede dog, at den var værk af en hellig og inspireret mand – en anden Johannes. Resultatet var, at mens »i den vestlige kirke,« som Bousset medgiver, »Apokalypsen blev enstemmigt accepteret fra begyndelsen« (EB, I, 193), knyttede der sig i en tid en vis tvivl til den i dele af de græske og syriske kirker. Den findes ikke i Peshitta, og et citat fra den hos Efraim Syreren (circa 373) synes ikke at være ægte. Kyrillos af Jerusalem (circa 386 e.Kr.) udelader den fra sin liste, og den nævnes ikke af de antiokenske forfattere (Chrysostomos, Theodor af Mopsuestia, Theodoret). Den kanon, der tillægges synoden i Laodikea (circa 360 e.Kr.), nævner den ikke, men det er tvivlsomt, om dette dokument ikke er af senere dato (sammenlign Westcott; også Bousset, Die Offenb. Joh., 28). På den anden side anerkendes bogen af Methodius, Pamfilus, Athanasius, Gregor af Nyssa, Kyrillos af Alexandria, Epifanius osv.

2. Bogens eget vidnesbyrd:

Vidnesbyrdet om Apokalypsens kanonicitet, og også om dens johannæiske forfatterskab, er således usædvanlig stærkt. Helt i overensstemmelse med det står bogens eget krav. Den erklærer sig for at være Johannes’ værk (Åb 1,1; Åb 1,4; Åb 1,9; Åb 22,8), som ganske vist ikke kalder sig selv apostel, men som i sin inspirerede karakter, sin myndige stilling i menighederne i Asien og sin udvælgelse som medium for disse åbenbaringer næppe kan tænkes at være nogen anden end den velkendte Johannes fra evangelierne og fra den samstemmige kirkelige tradition. Den alternative opfattelse, først foreslået som en mulighed af Eusebius og nu i vid udstrækning foretrukket af moderne forfattere, er, at den Johannes, der menes, er »presbyteren Johannes« fra et velkendt afsnit, som Eusebius citerer fra Papias (Historia Ecclesiastica, III, 39). Uden at gå ind på de indviklede spørgsmål, der er knyttet til denne »presbyter Johannes« – om han virkelig var en anden person end apostlen (Zahn og andre bestrider det), eller om han, hvis han var det, boede i Efesos (se JOHN, GOSPEL OF) – er det her nok at sige, at den allerede anførte grund, nemlig betydningen og den myndige plads, som Apokalypsens forfatter havde i menighederne i Asien, samt det eftertrykkelige vidnesbyrd, der ovenfor er citeret og forbinder ham med apostlen, forbyder, at bogen tilskrives en forfatter, der var helt ukendt for kirkelig tradition, bortset fra denne tilfældige henvisning til ham hos Papias. Havde den formodede presbyter virkelig været forfatteren, kunne han ikke så fuldstændigt være faldet ud af kirkens viden og næsten straks have fået sin plads overtaget af apostlen.

3. Indvendinger mod johannæisk forfatterskab – forholdet til det fjerde evangelium:

En årsag til tøven over for Apokalypsen i tidlige kredse var modvilje mod dens millenarisme; men hovedgrunden, fremsat med stor kritisk dygtighed af Dionysios af Alexandria (Euseb., HE, VII, 25), var den utvivlsomme kontrast i karakter og stil mellem dette værk og det fjerde evangelium, som ligeledes hævder at være skrevet af Johannes. To værker, der er så forskellige i karakter – evangeliet roligt, åndeligt, mystisk, rigt på karakteristiske udtryk som »liv«, »lys«, »kærlighed« osv., skrevet på idiomatisk græsk; Apokalypsen brat, gådefuld, materiel i sit billedsprog, upræcis og barbarisk i sine idiomer, undertiden med brug af solecismer – kunne, hævdede man, ikke stamme fra samme forfatter. Der er ikke føjet meget til styrken i Dionysios' argumenter, ud over en udfoldelse af detaljerne. Der var tre muligheder – enten for det første, idet man anerkendte Apokalypsens johannæiske forfatterskab, at angribe evangeliets ægthed – dette var Baurs skoles metode; eller for det andet, idet man accepterede evangeliet, at søge en anden forfatter til Apokalypsen – presbyteren Johannes eller en anden: således ikke så få ærbødige lærde (Bleek, Neander osv.); eller for det tredje, sammen med de fleste moderne, at nægte johannæisk forfatterskab til både evangelium og Apokalypse, med en hældning mod »presbyteren« som forfatter til den sidstnævnte (Harnack, Bousset, Moffatt osv.). Mærkeligt nok har der på det seneste i den fremskredne skole selv været en bevægelse i retning af at anerkende, at denne stilvanskelighed er mindre frygtindgydende, end den ser ud – at der faktisk, under overfladens forskel, findes en stærk mængde ligheder, som peger på et nært slægtskab mellem evangelium og Apokalypse. Dette var længe blevet fremført af de ældre forfattere (Godet, Luthardt, Alford, Salmon osv.), men det anerkendes nu mere frit. Som eksempler blandt mange kan nævnes brugen af betegnelsen »Logos« (Åb 19,13), billedet af »Lammet«, billeder som »livets vand«, ord og vendinger som »sand«, »den, der sejrer«, »holde budene« osv. Et slående sammenfald er formen af citatet fra Zak 12,10 i Joh 19,37 og Åb 1,7. Hvis græsken nogle steder viser en vis brathed og råhed, fremgår det tydeligt af brugen af korrekte konstruktioner i andre passager, at dette ikke skyldes manglende kendskab til sproget. »Netop de regler, som han bryder ét sted, overholder han andre steder« (Salmon). Der er desuden fine slægtskaber i de to bøgers græske sprogbrug, og nogle af netop de uregelmæssigheder, der klages over, findes i evangeliet (for udførlige detaljer se Bousset, anf. værk; Godet, Commentary on John, I, 267-70, engelsk oversættelse; Alford, Greek Test., IV, 224-28; Salmon, Introduction to the New Testament, 233-43, 2. udgave; den sidstnævnte forfatter siger: »Jeg har fremført nok eksempler til afgørende at fastslå, at der er det tættest mulige slægtskab mellem Åbenbaringen og de øvrige johannæiske bøger«). Store forskelle i karakter og stil består uden tvivl stadig. Nogle går, for at give plads til disse, ind for en tidlig datering af Apokalypsen (68-69 f.Kr.; herom nedenfor); men meningsretningen synes nu, som det vil blive vist, at bevæge sig tilbage mod den traditionelle datering under Domitians regering, i hvilket tilfælde evangeliet vil være det tidligere og Apokalypsen det senere værk. Dette synes ligeledes at give den bedre forklaring. De vældige oplevelser på Patmos, som brød igennem alle almindelige og roligere bevidsthedstilstande, må have frembragt slående ændringer i tanke og kompositionsstil. Den »henrykte seer« vil ikke tale og skrive som den fattet samlede, roligt grublende evangelist.

III. Bogens datering og enhed.

1. Traditionel datering under Domitian:

Eusebius, idet han sammenfatter kirkens tradition om dette emne, henfører Johannes' landflygtighed til Patmos, og følgelig Apokalypsens tilblivelse, til den senere del af Domitians regering (81-96 e.Kr.). Irenæus (omkring 180 e.Kr.) siger om bogen: »For den blev set, ikke for længe siden, men næsten i vor egen generation, ved slutningen af Domitians regering« (Adv. Haer., v.30, 3). Dette vidnesbyrd bekræftes af Clemens af Alexandria (som taler om »tyrannen«), Origenes og senere forfattere. Epifanios (4. århundrede) placerer ganske vist (Haer., li.12, 233) landflygtigheden til Patmos under Claudius' regering (41-54 e.Kr.); men da han i samme sætning taler om apostlen som 90 år gammel, er det klart, at der er en mærkelig fejl i kejserens navn. Den førstnævnte datering svarer til bogens forhold (menighedernes forfald; udbredt og streng forfølgelse) og til Domitians forkærlighed for denne form for landsforvisning (sammenlign Tacitus, History i.2; Eusebius, Historia Ecclesiastica, III, 18).

2. Nero-teorien:

Dette kan derfor betragtes som den traditionelle datering af Apokalypsens tilblivelse, skønt gode forfattere, delvis påvirket af ønsket om at give tid til evangeliets senere tilblivelse, har tilkendegivet en forkærlighed for en tidligere datering (f.eks. Westcott, Salmon). Det bør dog på ingen måde forudsættes, at Apokalypsen er det tidligere værk. Tendensen i nyere kritik, som det straks vil fremgå, er at vende tilbage til den traditionelle datering (Bousset osv.); men i et årti eller to svingede pendulet, på grund af udbredelsen af det, man kan kalde bogens »Nero-teori«, stærkt til fordel for dens tilblivelse kort efter Neros død og før Jerusalems ødelæggelse (som man mente, Åb 11 viste endnu stod), dvs. omkring 68-69 e.Kr. Denne datering blev endda anset for at være bevist hinsides enhver tvivl. Reuss kan tages som eksempel. Ifølge ham (Christian Theology of the Apostolic Age, I, 369 ff, engelsk oversættelse) er Apokalypsen, bortset fra teologers latterlige forudfattede meninger, »den enkleste, mest gennemsigtige bog, nogen profet nogensinde har skrevet.« »Der findes intet andet apostolisk skrift, hvis kronologi kan fastlægges mere nøjagtigt.« »Den blev skrevet før Jerusalems ødelæggelse, under kejser Galba--det vil sige i anden halvdel af året 68 i vor tidsregning.« Han fortsætter med at drøfte »de uigendrivelige beviser« for dette. Beviset findes kort sagt i dyret (som først indføres i Åb 13) med syv hoveder, hvoraf ét er blevet dødeligt såret, men for øjeblikket er helbredt (Åb 13,3). »Dette er Romerriget med dets første 7 kejsere, hvoraf én bliver dræbt, men skal leve igen som Antikrist« (sammenlign Åb 17,10 f). Nøglen til hele bogen siges at være givet i Åb 13,18, hvor dyrets tal erklæres at være 666. Ved at anvende metoden med talværdier (den jødiske gematria) viser dette tal sig at svare til navnet »Nero Cæsar« med hebraiske bogstaver (idet yodh, det hebraiske bogstav »y«, udelades). Nero er altså det 5. hoved, som skal leve igen; en fortolkning, der bekræftes af rygter, som var udbredt på den tid, om at Nero ikke virkelig var død, men blot skjulte sig og snart ville vende tilbage for at gøre krav på sin trone. Som for at gøre sikkerheden dobbelt sikker viser det sig, at hvis man fjerner det afsluttende »n« i »Neron«, bliver tallet 616--et tal, som Irenæus i sine kommentarer til emnet (v.30,1) fortæller os faktisk fandtes i nogle gamle afskrifter. Meningen anses derfor for at være klar. Mens forfatteren skriver under kejser Galba, den 6. kejser (regnet fra Augustus), forventer han, efter en 7. kejsers korte regeringstid (Åb 17,10), at Antikrist Nero vender tilbage--en 8., men af de 7, og med ham skal enden komme. Jerusalem skal bevares ved et mirakel (Åb 11), men Rom skal gå til grunde. Dette skal ske inden for et tidsrum på 3 1/2 år. »Den endelige katastrofe, som skulle ødelægge byen og riget, skulle finde sted om tre og et halvt år. .... Forfatteren ved .... at Rom om tre og et halvt år endeligt vil gå til grunde og aldrig rejse sig igen.« Det betyder ikke noget for denne teori, at ikke én af de forudsagte ting skete--at enhver forventning blev gjort til skamme. Nero vendte ikke tilbage; Jerusalem blev ikke reddet; Rom gik ikke til grunde; 3 1/2 år bragte ikke alle tings ende. Alligevel modtog den kristne kirke bogen som guddommeligt inspireret, skønt det afgørende var blevet påvist, at hver eneste af disse forudsigelser var slået fejl, tilsyneladende uden den mindste anelse om, at sådanne ting havde været tilsigtet (se teoriens form hos Renan, med en skarp kritik i Salmons Introduction to the New Testament, forelæsning xiv).

3. Sammensatte hypoteser--babylonisk teori:

Hvad der skal siges med hensyn til denne "Nero-teori", hører til senere afsnit; imens skal det bemærkes, at selv om dele af teorien er bevaret, er der siden sket betydelige ændringer i den opfattelse, man har haft af bogen som helhed, og dermed også af den datering, der skal tillægges den. Først, efter 1882, kom en strøm af opløsende hypoteser, bygget på den tanke, at Apokalypsen ikke var en enhed, men enten var en kristen bearbejdelse af en eller flere jødiske apokalypser, eller i det mindste indarbejdede brudstykker af sådanne apokalypser (Uslter, Vischer, Weizsacker, Weyland, Pfieiderer, Spitta osv.). Harnack gav sin indflydelsesrige støtte til den form af denne teori, som Vischer forfægtede, og i en periode var tanken udbredt. Meget snart kom den dog i miskredit på grund af sine egne overdrivelser (for detaljer om de forskellige synspunkter, se Bousset eller Moffatts Introduction to the New Testament, 489 ff), og på grund af en voksende værdsættelse af det indre vidnesbyrd for bogens enhed. Gunkel indledte i sin Schopfung und Chaos (1895) en anden kritisk linje ved at udlede bogens forestillinger, ikke fra jødisk apokalyptik, men fra babylonsk mytologi. Han angreb med skarp kritik den "samtidshistoriske" fortolkningsskole ("Nero-teorien" ovenfor) og erklærede dens "bankerot". Dyrets tal fandt hos ham sin løsning, ikke i Nero, men i det hebraiske navn for urkaos. Heller ikke denne teori har opnået almindelig tilslutning, skønt elementer i den antages af de fleste nyere fortolkere. Den modificerede opfattelse, der nu har størst tilslutning, er, at Apokalypsen ganske vist er et værk af en kristen forfatter fra slutningen af det 1. århundrede, men at den rummer visse afsnit lånt fra jødisk apokalyptik (såsom Åb 7,1-8, de 144.000; Åb 11, opmålingen af templet og de to vidner; især Åb 12, kvinden og den røde drage--dette igen med mindelser om babylonsk mytologi). Disse formodede jødiske afsnit mangler imidlertid virkelig støtte i noget kendt, og symbolikken lader sig lige så let give en kristen fortolkning som enhver anden del af bogen. Vi står derfor, som før, tilbage med bogen som en enhed, og meningsstrømmen vender tilbage til Domitians tidsalder som tidspunktet for dens tilblivelse. Moffatt (idet han, fejlagtigt forekommer det os, forbinder den med Domitians betoning af kejserkulten, men også anfører andre grunde) går så vidt som til at sige, at "nogen tidligere datering af bogen næppe er mulig" (Expository Greek Testament, V, 317). Listen over autoriteter for den domitianske datering kan ses hos Moffatt, Introduction, 508.

IV. Bogens plan og analyse.

1. Almindeligt omfang:

Bog­ens fremgangsmåde kan således angives. Efter en indledning og breve til de syv menigheder (Åb 1-3) begynder bogens egentligt profetiske del med et syn af himlen (Åb 4; Åb 5), hvorefter der følger to rækker af syner om fremtiden, som synes at være parallelle med hinanden--den første: de 7 segl, og under det 7. segl de 7 basuner (Åb 6,1-11, med mellemspil i Åb 7 og igen i Åb 10; Åb 1-12); den anden: kvinden og hendes barn (Åb 12), de 2 dyr (Åb 13), og efter nye mellemspil (Åb 14), skålene og de 7 sidste plager (Åb 15; Åb 16). Udfoldelsen af de sidste domme gives i særskilte billeder (den skarlagenrøde kvinde, Babylons undergang, Harmagedon, Åb 17-19); derefter kommer de afsluttende scener med tusindårsriget, det sidste frafald, opstandelsen og dommen (Åb 20), efterfulgt af de nye himle og den nye jord, med det nye Jerusalem, der stiger ned (Åb 21; Åb 22). Bogens tema er Kristi og hans kirkes kamp mod antikristelige magter (djævelen, dyret, den falske profet, Åb 16,13) og disses endelige og afgørende nederlag; dens grundtone ligger i ordene: "Kom, Herre Jesus" (Åb 22,20; sammenlign Åb 1,7); men det skal bemærkes, som noget karakteristisk for bogen, at mens dette "komme" fremstilles som, i sin måde, altid nært, bliver enden, efterhånden som krisen nærmer sig, igen altid udsat gennem en ny udvikling af begivenheder. Således synes enden at være nået under det 6. segl (Åb 6,12-17), men der følger en pause (Åb 7), og ved åbningen af det syvende segl begynder en ny række med basunerne (Åb 8,2). På samme måde synes enden at være nær, da den 6. basun lyder (Åb 9,12-21), men en ny pause indføres, før den sidste basun lyder (Åb 11,15). Derefter forkyndes den endelige sejr, men endnu kun i sammenfatning. En ny række syner begynder og åbner store perspektiver, indtil Harmagedon selv nås efter nye mellemspil og udgydelsen af 6 af dommens skåle; men selv om det ved udgydelsen af den 7. skål forkyndes: "Det er sket" (Åb 16,17), holdes enden igen tilbage, indtil disse endelige domme vises i detaljer. Endelig, ganske sikkert, i Åb 19, med fremkomsten af rytteren på den hvide hest--"Guds Ord" (19,13)--og det afgørende nederlag for alle hans modstandere (19,18-21), nås højdepunktet; men netop da, til vores overraskelse, kommer indskuddet med meddelelsen om Satans binding i 1.000 år og Jesu og hans helliges herredømme på jorden (fortolkningen drøftes ikke her), efterfulgt af et nyt frafald og den almindelige opstandelse og dom (Åb 20). Præcise tidsmål slår åbenbart fejl, når man har at gøre med en bog, der er konstrueret sådan: Nero-fortolkernes 3 1/2 år synker ned i ubetydelighed i dens tætpakkede panorama af begivenheder. De symbolske tal, der især styrer bogen, er "syv", fuldkommenhedens tal (7 ånder, segl, basuner, skåle, hoveder på dyr); "ti", den verdslige magts tal (10 horn); "fire", det jordiske tal (4 levende væsener, jordens hjørner, vinde osv.); 3 1/2 år--42 måneder--"tid og tider og en halv tid" (Åb 12,14) = 1.260 dage, den periode, lånt fra Dan (7,25; 12,7), hvor den antikristelige magt har overtaget.

2. Detaljeret analyse:

Følgende er en mere detaljeret analyse:

I. INDLEDNING

1. Titel og hilsen (Åb 1,1-8)

2. Synet af Jesus og budskabet til de syv menigheder i provinsen Asien (Åb 1,9-20)

3. Brevene til de syv menigheder (Åb 2; Åb 3)

(1) Efesos (Åb 2,1-7)

(2) Smyrna (Åb 2,8-11)

(3) Pergamon (Åb 2,12-17)

(4) Thyatira (Åb 2,18-29)

(5) Sardes (Åb 3,1-6)

(6) Filadelfia (Åb 3,7-13)

(7) Laodikea (Åb 3,14-22)

II. DET, DER SKAL KOMME. FØRSTE RÆKKE AF SYNER: SEGLENE OG BASUNERNE

1. Synet af himlen

(1) Tilbedelse af Skaberen (Åb 4)

(2) Bogen med de 7 segl; tilbedelse af Gud og Lammet (Åb 5)

2. Åbningen af seks segl (Åb 6)

(1) Den hvide hest (Åb 6,1; Åb 6,2)

(2) Den røde hest (Åb 6,3; Åb 6,4)

(3) Den sorte hest (Åb 6,5; Åb 6,6)

(4) Den blege hest (Åb 6,7; Åb 6,8)

(5) Sjæle under alteret (Åb 6,9-11)

(6) Lammets vrede (Åb 6,12-17)

3. Mellemspil (Åb 7)

(1) Besegling af 144.000 på jorden (Åb 7,1-8)

(2) Sejrende skare i himlen (Åb 7,9-17)

4. Åbningen af det syvende segl: under dette syv basuner, hvoraf seks nu lyder (Åb 8; Åb 9)

(1) Hagl og ild på jorden (Åb 8,7)

(2) Brændende bjerg i havet (Åb 8,8; Åb 8,9)

(3) Brændende stjerne på floder og kilder (Åb 8,10; Åb 8,11)

(4) En tredjedel af sol, måne og stjerner formørkes (Åb 8,12). "Ve"--basuner (Åb 8,13)

(5) Den faldne stjerne--græshopperne (Åb 9,1-11)

(6) Engle løsladt fra Eufrat--rytteren (Åb 9,12-21)

5. Mellemspil--

(1) Engel med lille bog (Åb 10)

(2) Måling af tempel og alter--de to vidner (Åb 11,1-13)

6. Den syvende basun lyder--endelig sejr (Åb 11,14-19)

III. ANDEN RÆKKE AF SYNER: KVINDEN OG DEN RØDE DRAGE; DE TO DYR; SKÅLENE OG DE SIDSTE PLAGER

1. Kvinden og barnet; den røde drage og hans forfølgelser (Åb 12)

2. Dyret fra havet, med syv hoveder og ti horn (Åb 13,1-10); dyret med to horn (Åb 13,11-18)

3. Mellemspil (Åb 14)

(1) Lammet på Zions bjerg; de 144.000 (Åb 14,1-5)

(2) Englen med "et evigt evangelium" (Åb 14,6; Åb 14,7)

(3) Anden engel--(foregribende) forkyndelse af Babylons fald (Åb 14,8)

(4) Tredje engel--dom over dem, der tilbeder dyret (Åb 14,9-12)

(5) Salighed for de døde i Herren (Åb 14,13)

(6) Menneskesønnen og den store vinhøst (Åb 14,14-20)

4. De syv sidste plager--englene og deres skåle: forberedelsen i himlen (Åb 15)--udgydelsen (Åb 16)

(1) Over jorden (Åb 16,2)

(2) Over havet (Åb 16,3)

(3) Over floderne og kilderne (Åb 16,4-7)

(4) Over solen (Åb 16,8; Åb 16,9)

(5) Over dyrets trone (Åb 16,10; Åb 16,11)

(6) Over Eufrat--Har-Magedon (Åb 16,12-16)

(7) I luften--sejr og Babylons fald (Åb 16,17-21)

IV. UDDYBNING AF DE SIDSTE DOMME (Åb 17-19)

1. Den skarlagenrøde kvinde på dyret--hendes dom (Åb 17)

2. Babylons undergang og klagen over hende (Åb 18)

3. Mellemspil--bekendtgørelse af Lammets bryllup (Åb 19,1-10)

4. Rytteren på den hvide hest ("Guds Ord") og hans hære--det sidste slag og undergangen for dyret, den falske profet og deres tilhængere (Åb 19,11-21)

V. TUSINDÅRSRIGET--NYE HIMLE OG EN NY JORD (Åb 20; Åb 21; Åb 22)

1. Satan bindes; den første opstandelse og de helliges herredømme i 1.000 år (Åb 20,1-6)

2. Satan løslades og den endelige kamp--modstandernes og Djævelens undergang (Åb 20,7-10)

3. Den almindelige opstandelse og den sidste dom (Åb 20,11-15)

4. Nye himle og en ny jord

(1) Det nye Jerusalem fra himlen (Åb 21,1-9)

(2) Beskrivelse af byen (Åb 21,10-27)

(3) Dens borgeres salighed (Åb 22,1-7)

(4) Efterskrift (Åb 22,8-21)

V. Fortolkningsprincipper.

1. Fortolkningens almindelige skema:

Som en bog, der er bestemt til trøst for kirken under nuværende og kommende trængsler, er Apokalypsen af sin forfatter ment til at blive forstået (Åb 1,3; Åb 22,7). Han må dog have været klar over, at mens dens overordnede sigte kunne fattes, måtte der hvile mysterium over mange af dens symboler, indtil tiden for deres faktiske opfyldelse. Bogen handler om "det, som snart skal ske" (Åb 1,1)--i det mindste i sin begyndelse--og de forskellige fortolkninger, der siden er blevet lagt på dens profetier, er det bedste vidnesbyrd om de vanskeligheder, der knytter sig til dem. Fortolkningssystemer er almindeligvis blevet grupperet i præteristiske (profetierne betragtes som allerede opfyldt), futuristiske (opfyldelsen henlægges helt til fremtiden) og historiske (opfyldelsen søges i kirkens fortløbende historie fra Johannes' dage indtil enden).

(1) Det ældre præteristiske syn kan anses for repræsenteret ved Moses Stuart, som finder opfyldelsen af Åb 6-11 i Jerusalems ødelæggelse (Commentary, 520 ff), og af Åb 13-19 i Neros regeringstid (690 ff). Selv han må dog fortolke kapitlet om de sidste ting som hørende fremtiden til.

(2) Det futuristiske syn forbinder det hele med tiden for det andet komme og tusindårsriget. Dyret er en enkeltperson, som da skal fremtræde som Antikrist. Dette afviser bogens klare tilkendegivelser af, at de forudsagte begivenheder, i det mindste i deres begyndelse, lå umiddelbart i forfatterens fremtid.

(3) Det historiske syn forbinder de forskellige symboler med bestemte begivenheder--såsom invasionerne, der styrtede Romerriget (de første 4 basuner), saracenerne (den første ve-basun), tyrkerne (den anden ve-basun), pavedømmet (dyret, Åb 13; den skarlagenrøde kvinde, Åb 17) osv. Et dag-år-princip anvendes på tidsperioderne (1.260 dage--1.260 år). Som repræsentanter for dette syn kan nævnes Mede, Vitringa, Sir Isaac Newton, Elliott i Horae Apocalypticae, A. Barnes.

2. De nyere teorier:

Disse ældre skemaer er i vid udstrækning blevet forældede af de nyere teorier, som allerede er nævnt, hvor Apokalypsen forklares ud fra samtidige forhold, sagnet om Neros tilbagevenden, jødisk apokalypse og babylonisk mytologi. Også dette er præteristiske teorier, men de adskiller sig fra de ældre ved, at al virkelig profeti i dem benægtes. En hovedstøtte for sådanne teorier er bogens erklæring om, at de begivenheder, der forkyndes, er nær forestående (Åb 1,1; Åb 1,3; Åb 22,20). Når man imidlertid husker, at denne nærhed, uanset synspunkt, omfatter en periode på 1.000 år før dommen og det nye Jerusalems nedstigning, vil man mærke, at det ikke går an at give disse udtryk en alt for snæver tidslig betydning. Horisonten er videre. Kristi komme er altid nær--altid på vej--men det skal ikke bindes til "tider og stunder"; det har snarere karakter af en proces og har foregribende eksempler i mange kriser og forsynets begivenheder, som varsler enden (se ovenfor). "Kommen", f.eks. til menigheden i Efesos (Åb 2,5), eller til menigheden i Pergamon (Åb 9,16)--betingede begivenheder--kan næppe udtømme parusiens fulde betydning. Nero-teorien kræver en datering senest under Galba, men den datering har vi set i almindelighed være opgivet. De, der placerer den under Vespasian (idet de udelader tre korte regeringer), opgiver fordelen ved at datere bogen før Jerusalems ødelæggelse og må falde tilbage på et formodet jødisk fragment i Åb 11, som de, der indarbejdede det, må have vidst aldrig var blevet opfyldt. Forsøget på at give symbolerne for de på hinanden følgende menigheder en "samtidshistorisk" fortolkning bryder, som Gunkel skarpsindigt har vist, fuldstændigt sammen i praksis, mens Gunkels eget forsøg på en babylonisk forklaring af de fleste vil blive bedømt som overanstrengt. "Drage" kan i Det Gamle Testamente og andetsteds forbindes med vidt udbredte orientalske forestillinger, men Apokalypsens bestemte symbolik i Åb 12 har ingen påviselig forbindelse med babyloniske myter. Der er den største uenighed i teorierne om en "sammensat" oprindelse (fra jødisk apokalypse). Det, der for én forekommer enkelt og påviseligt, har ingen sandsynlighed for andre. En form af "Nero Caesar" giver ganske vist det mystiske 666, men det gør 1.000 andre navne også--næsten ethvert navn, med den rette manipulation (sammenlign Salmon, forelæsning xiv). Endelig giver sagnet om den tilbagevendende Nero ingen tilfredsstillende forklaring på sproget i Åb 13,3; Åb 13,12; Åb 13,14; Åb 17,11. Teorien er, at disse ord hentyder til troen på, at Nero ville vende tilbage fra de døde og blive Antikrist (se ovenfor). Tacitus bevidner, at der fandtes vage rygter om, at Nero ikke virkelig var død (Hist. ii.8), og senere fremstod en tronprætendent i Parthien, som udnyttede denne stemning (Suet. Nero. 57). Forestillingen om, at Nero vendte tilbage fra de døde, udtrykkes kategorisk i Sib Or 5:363-70 (circa 120 AD); sammenlign Sib Or 4:119-22 (circa 80 AD). Augustin nævner forestillingen (City of God, xx.19, 3), men uden forbindelse med Apokalypsen. På Domitians tid var det imidlertid fuldstændig sikkert, at Nero ikke var vendt tilbage, og efter denne fortolkning var der ikke længere nogen træffende mening i at tale om et "hoved", hvis "dødssår" blev lægt (Åb 13,3), og som blev det "ottende hoved" i Åb 17,11--hvis da apostlen overhovedet kunne tænkes at være i stand til at lade sig påvirke af sådanne griller. De forudsagte begivenheder lå tydeligvis stadig i fremtiden. Det kan tilføjes, at hverken Irenæus eller nogen tidlig fortolker synes at have hørt om forbindelsen mellem 666 og "Nero." Irenæus selv foreslår løsningen Lateinos (sammenlign Salmon, ut supra).

3. Bogen som sand profeti:

Det er ikke hensigten her at forsøge at skitsere en positiv fortolkning. Hvis man først anerkender, at Apokalypsen er en bog med sand profeti, at dens symboler står for noget virkeligt, og at dens perspektiv ikke skal begrænses til en kort periode som 3 1/2 år, åbnes vejen, ganske vist ikke for at indlæse en række præcise historiske begivenheder i den, men dog for at yde retfærdighed mod den sandhed, der ligger til grund for den historiske fortolkning, nemlig at de store kriser i den tidslange kamp mellem Kristus og hans kirke på den ene side og hedenske og antikristelige modstandere på den anden her er forudskildret. Begivenheder og tendenser kan være grupperet, eller kan under forskellige former vedrøre samme emne (f.eks. de 144.000 beseglede på jorden--et åndeligt Israel--i Åb 7,1-8, og den sejrende skare i himlen, 7,9-17); rækkefølger af begivenheder kan være forkortet i perspektiv; forskellige billeder kan overlappe hinanden; men gennem symbolerne skinner store sandheder og kendsgerninger, som får historisk virkeliggørelse. Der er ingen grund til at antage, at i et drama af dette omfang står "hovederne" på dyret i Åb 13 og 17 (bag hvem dragefjenden, Satan, fra Åb 12 står), i strid med analogien hos Daniel, for syv enkelte kejsere, og at "dyrets billede", som får liv og "taler" (Åb 13,14; Åb 13,15), er kejserens statue; eller at så vældige begivenheder som Romerrigets fald eller pavedømmets fremkomst--hvortil dog alt kirkeligt antikristendomsvæsen må føjes--eller den falske profeti i senere intellektuel antikristendom ikke har nogen plads i bogens symbolik. Sund, ærbødig tanke vil foreslå mange linjer af overensstemmelse med Guds forsyns gang, som kan tjene til at oplyse dens mørke steder. Mere end dette behøver ikke siges her.

VI. Bogens teologi.

Dette er det næppe nødvendigt at dvæle ved, for fortolkere er nu godt enige om, at Apokalypsens lære i dens store lærepunkter om Gud, Kristus, mennesket, synden og forløsningen ikke i væsentlig grad afviger fra de store typer i brevene. Overensstemmelserne med Johannes' måde at tænke på er allerede blevet berørt. Alle skribenter indrømmer, at kristologien er lige så høj som noget sted i Det Nye Testamente. "Det bør uden tøven anerkendes," siger Reuss, "at Kristus i Apokalypsen stilles på linje med Gud" (op. cit., I, 397-98; sammenlign Åb 1,4; Åb 1,17; Åb 2,8; Åb 5,12-14; Åb 22,13, osv.). Ikke mindre slående er overensstemmelserne med Paulus' og Peters lære om forløsning ved Kristi blod (Åb 1,5; Åb 5,9; Åb 7,14; Åb 14,4, osv.). Den forvanskede opfattelse hos Baurs skole, at vi i bogen har et anti-paulinsk manifest (således også Pfleiderer; sammenlign Hibbert Lectures, 178), er nu praktisk talt død (se kritikken af den hos Reuss, op. cit., I, 308-12). Det punkt, hvor dens eskatologi adskiller sig fra resten af Det Nye Testamentes, er dens indførelse af tusindårsriget før den endelige opstandelse og dom. Dette udvider, men modsiger ikke nødvendigvis, det tidligere tankestadium.

LITTERATUR.

Moses Stuart, Commentary on Apocalypse; Alford, Greek Testament, IV, "The Revelation"; S. Davidson, Introduction to the New Testament (3. udgave), 176 ff; G. Salmon, Introduction to the New Testament (2. udgave), forelæsninger xiii, xiv; Elliott, Horae Apocalypticae, med den dér nævnte litteratur; Farrar, Early Days of Christianity, kapitel xxviii; Milligan, Discussions on the Apocalypse; H. Gunkel, Schopfung und Chaos; W. Bousset, Die Offenbarung Johannis, og artiklen "Apocalypse" i EB, I; C. Anderson Scott, "Revelation" i Century Bible; J. Moffatt, Introduction to Literature of the New Testament (med omtaler af litteratur); også "Revelation" i Expositor's Bible; Trench, Epistles to the Seven Churches; W. M. Ramsay, Letters to the Seven Churches; H. B. Swete, The Apocalypse of John.

James Orr