Vej

wa ('orach, orcha', 'erets, bo', derekh, halikhah, ma`galah, nathibh; hodos, parodos, poreia, tropos; "landevej," mecillah, meclul; diexodoi ton hodon): Den netop anførte liste rummer kun en del af de ord, der i King James Version oversættes med "vej" eller "landevej". De fleste af dem har grundbetydningen "vej", "vanlig sti", "rejserute" (1 Mos 3,24; 2 Mos 23,20; 4 Mos 20,17 osv.). Ved en meget enkel og naturlig billedlig brug anvendes "vej" om menneskelig adfærd, den livsførelse man lever (2 Mos 18,20; 2 Mos 32,8; 4 Mos 22,32; 1 Sam 8,3; 1 Kong 13,33 osv.; ApG 14,16; 1 Kor 4,17; Jak 5,20). "Ørnens vej .... slangens .... skibets .... og mandens" (Ordsp 30,19) stemmer overens deri, at de ikke efterlader sig spor (sammenlign Salomos Visdom 5,10.11). I nogle tilfælde kan sproget være sådan, at det forbliver ubestemt, om vejen eller handlemåden er god eller ond (5 Mos 28,29; 1 Sam 18,14; 2 Krøn 27,7; Job 13,15; Ordsp 3,6; Ordsp 6,6; Jak 1,8), skønt bibelforfatterne i de fleste tilfælde knytter en etisk vurdering til enhver handling. Undertiden er denne handlemåde et rent menneskeligt valg, uden henvisning til hverken Gud eller det gode (Dom 2,19; Job 22,15; Job 34,21; Sl 119,9; Ordsp 12,15; Ordsp 16,2). En sådan kurs er ond (2 Krøn 7,14; Sl 1,6; Sl 119,101; Sl 119,104; Sl 119,128; Ordsp 1,19 osv.) og vil få den straf, som dens mangel på fortjeneste berettiger til (1 Kong 8,32.39; 2 Krøn 6,23; Job 30,12; 34,11; Jer 17,10; Ez 7,3.9; Hos 12,2). Ved den modsatte yderlighed står den gode vej (Sl 1,6; Ordsp 8,20; Ordsp 12,28; Ordsp 15,10; Es 26,7), som er den handlemåde, Gud påbyder, og som er forbilledligt vist i hans fuldkomne adfærd (1 Mos 6,12; 1 Mos 18,19; 5 Mos 8,6; 5 Mos 26,17; 1 Kong 2,3; Job 23,11; Sl 51,13 osv.). Disse to veje, kort men malende beskrevet af Herren (Matt 7,13; Matt 7,14; sammenlign Luk 13,24), blev emne for udførlig kateketisk undervisning i den tidlige kirke. Se Barnabasbrevet, xviii, og Didache i.1. Ofte kendetegnes vejen i denne billedlige betydning ved den egenskab, som er dens fremtrædende træk; fx nævnes livets vej (Ordsp 15,24; Jer 21,8; ApG 2,28); sandhedens vej (Sl 119,30; 2 Pet 2,2); fredens vej (Es 59,8; Luk 1,79; Rom 3,17); rettens vej (Ordsp 17,23; Dan 4,37); retfærdighedens vej (Matt 21,32; 2 Pet 2,21); frelsens vej (ApG 16,17); løgnens vej (Sl 119,29), og dødens vej (Jer 21,8). Ofte beskrives Guds hensigt eller hans sædvanlige handlemåde som hans vej (Sl 103,7; Es 26,8; Matt 22,16; ApG 13,10). Da alle Guds planer og hensigter sigter mod menneskets frelse, omtales hans foranstaltninger med dette mål for øje ofte som hans vej, og eftersom alle de guddommelige planer samles i Kristus, er han i særlig grad Vejen (Joh 14,6). Ud af dette forhold voksede betegnelsen "Vejen" frem, et af de tidligste navne, der blev brugt om kristendommen (ApG 9,2; ApG 18,25; ApG 18,26; ApG 19,9; ApG 19,23; ApG 22,4; ApG 24,22).

Ordet landevej bruges til at betegne en fremtrædende vej, som for eksempel en sådan, der i oldtiden blev vedligeholdt til kongelige rejser og ved kongelig myndighed. Det bruges altid i bogstavelig betydning undtagen i Ordsp 15,19; Ordsp 16,17, hvor det er en handlemåde.

Se også STI, STIFORLØB.

W. C. Morro