Løfte

prom'-is (oftest i Det Gamle Testamente dabhar, "tale", "ord", og dabhar, "at tale", også 'amar, "at sige", én gang i Sl 77,8, 'omer, "tale"; i Det Nye Testamente epaggelia, og verberne epaggellomai og sammensætninger): Løfte indtager en vigtig plads i Skrifterne og i udviklingen af den religion, der kulminerede i Kristus. Bibelen er i sandhed fuld af "dyrebare og overmåde store løfter" (2 Pet 1,4), selv om ordet "løfte" ikke altid bruges i forbindelse med dem. Blandt de mere fremtrædende løfter i Det Gamle Testamente kan nævnes:

(1) protoevangeliet (1 Mos 3,15);

(2) løftet til Noa om ikke mere at forbande jorden osv. (1 Mos 8,21; 1 Mos 8,22; 1 Mos 9,1-17);

(3) mest indflydelsesrigt: løftet til Abraham om at gøre ham til et stort folk, i hvem alle jordens slægter skulle velsignes, og om at give ham og hans afkom Kanaans land (1 Mos 12,2; 1 Mos 12,7, osv.), ofte omtalt i Det Gamle Testamente (2 Mos 12,25; 5 Mos 1,8; 5 Mos 1,11; 5 Mos 6,3; 5 Mos 9,28, osv.);

(4) løftet til David om at lade hans hus fortsætte på tronen (2 Sam 7,12; 2 Sam 7,13; 2 Sam 7,18; 1 Kong 2,24, osv.);

(5) løftet om Israels genoprettelse, om Messias, om det nye og evige rige, om den nye pagt og Åndens udgydelse (Es 2,2-5; Es 4,2; Es 55,5; Es 66,13; Jer 31,31-34; Jer 32,37-42; Jer 33,14; Ez 36,22-31; Ez 37,11; Ez 39,25, osv.).

I Det Nye Testamente bygger disse løfter på Kristus og betragtes som havende deres sande opfyldelse i ham og i dem, der tilhører ham (2 Kor 1,20; Ef 3,6). Åndens løfte omtales af Jesus som "min Faders løfte" (Luk 24,49; ApG 1,4), og dette blev anset for opfyldt på pinsedagen. Løftet om en frelser af Davids sæd anses for opfyldt i Kristus (ApG 13,23; ApG 13,32; ApG 26,6; Rom 1,2; Rom 4,13; Rom 9,4). Paulus argumenterer for, at løftet til Abraham om, at han skulle være "arving til verden", givet ham før omskærelsen, ikke er begrænset til Israel, men står åbent for alle, der er Abrahams børn ved tro (Rom 4,13-16; jf. Gal 3,16; Gal 3,19; Gal 3,29). På samme måde går Hebræerbrevets forfatter tilbage til de oprindelige løfter og giver dem en åndelig og evig betydning (4,1; 6,17; 11,9, osv.). Det Nye Testamentes løfter omfatter mange slags velsignelser og håb, blandt dem "liv", "evigt liv" (1 Tim 4,8; 1 Tim 6,19; 2 Tim 1,1; Jak 1,12), "riget" (Jak 2,5), Kristi "komme" (2 Pet 3,9, osv.), "nye himle og en ny jord" (2 Pet 3,13), osv. For "promise" og "promised" i KJV har RV ofte andre udtryk, såsom "word" (Sl 105,42), "spake", "spoken" (5 Mos 10,9; Jos 9,21; Jos 22,4; Jos 23,5; Jos 23,15, osv.), "consented" (Luk 22,6), osv. Henvisninger til løfterne forekommer gentagne gange i Apokryferne (Baruk 2,34; 2 Makk 2,18; Salomos Visdom 12,21; jf. 2 Esdras 3,15; 5,29).

W. L. Walker