Løfte

vou (nedher; euche; 'iccar, findes kun i 4 Mos 30,6; 4 Mos 30,8; 4 Mos 30,10 og oversat horismos af Septuaginta: Et løfte kunne være positivt (nedher) og omfattede alle løfter om at udføre bestemte ting for Gud eller bringe bestemte ofre til ham til gengæld for bestemte goder, som man håbede at få fra hans hånd (1 Mos 28,20-22, Jakob; 3 Mos 27,2; 3 Mos 27,8; 3 Mos 27,30; Dom 11,30, Jefta; 1Sa 1,11, Hanna; 2Sa 15,8, Absalom; Jon 1,16, hedningers løfter); eller negativt ('iccar) og omfattede løfter, hvorved en person bandt sig til at afholde sig fra bestemte ting (4 Mos 30,3). Intetsteds i Det Gamle Testamente finder vi, at afgivelse af løfter betragtes som en religiøs pligt (5 Mos 23,22), men opfyldelsen af et løfte blev anset for en hellig og bindende pligt (5 Mos 23,21-23; Dom 11,35; Præd 5,4; jf. Sl 22,25; Sl 66,13; Sl 76,11; Sl 116,18). Et løfte var lige så bindende som en ed (se ED) og skulle derfor holdes til punkt og prikke; og det måtte ikke aflægges letsindigt (Ordsp 20,25). En far kunne nedlægge veto mod en datters løfte, og en mand mod sin hustrus. Hvis en mand ikke nedlagde veto mod sin hustrus løfte og derefter fik hende til at bryde det, var synden hans og ikke hendes (Nu 30, passim). Det ser ud til, at løfter kun blev anset for bindende, når de faktisk var udtalt (5 Mos 23,23). Personer, inklusive én selv, dyr, jord og andre ejendele kunne loves bort, men alle disse kunne indløses med penge (se JEFTA), og disse penge skulle vurderes af præsten, undtagen når der var tale om et rent dyr. Ved jord, huse og urene dyr skulle en femtedel af den vurderede værdi lægges til som løsepenge. Ved jord var summen større eller mindre, alt efter om det kommende jubelår lå langt borte eller nær (Le 27, passim). Intet, som af natur var helligt, kunne gøres til genstand for et løfte, f.eks. førstefødte dyr, tiender osv. (3 Mos 27,26; 3 Mos 27,28; 3 Mos 27,30); og på den anden side kunne en vederstyggelighed, f.eks. en prostituerets løn, ikke gøres til genstand for et løfte (5 Mos 23,18). I Mal 1,14 fordømmes det kraftigt at ofre noget, der var mindre værd end det, man havde lovet.

I Det Nye Testamente omtaler Jesus kun løfter for at fordømme misbruget af dem (Matt 15,4-6; Mark 7,10-13; jf. Talmud, Nedharim, og se KORBAN). I ApG 18,18 (jf. ApG 21,23; ApG 21,24) ønsker Paulus at vise sine jødiske brødre, at han er villig til at overholde formerne for jødisk fromhed, så længe de ikke støder sammen med hans kristne samvittighed (jf. 1 Kor 9,21). Om nasiræerløftet, se NASIRÆER.

Paul Levertoff