Gengældelse

ret-ri-bu'-shun:

1. Nytestamentlige udtryk

2. En åbenbaring af vrede såvel som nåde

3. Den naturlige teologis vidnesbyrd

4. Gengældelse som syndens naturlige følge

5. Også den positive påføring af guddommelig vrede

6. Eksempler på brugen af orge og thumos

7. Eksempler på brugen af græske ord for "hævn"

8. Ord med betydningen "tugtelse" bruges ikke om de ubodfærdige

9. Dom indebærer gengældelse

10. Den moralske sans kræver hævdelse af Guds retfærdighed

11. Skriften angiver hævdelsens vished

LITTERATUR

1. Nytestamentlige udtryk:

Ordet, anvendt om den guddommelige styrelse, bruges ikke i Skriften, men tanken udtrykkes utvivlsomt ofte nok. De ord, der kommer det nærmest, er orge og thumos, vrede tillagt Gud; ekdikeo, ekdikesis, ekdikos og dike, som alle giver tanken om hævn; kolasis og timoria, "straf"; desuden krino og dets afledninger, ord der udtrykker dom.

2. En åbenbaring af vrede såvel som nåde:

Romerbrevet 2 er fuldt af tanken om gengældelse. Apostlen kommer i 2,5.6 meget nær ved at bruge selve ordet og giver faktisk en god beskrivelse af sagen: vredens dag og åbenbaringen af Guds retfærdige dom, han "som vil gengælde enhver efter hans gerninger." Når vi nærmer os emnet, er det godt at minde os selv om, at der utvivlsomt, som apostlen siger, findes en åbenbaring af vrede. Vi er så vant til at tænke på den nådige åbenbaring, som evangeliet bringer os, og til at nærme os emnet om de ubodfærdiges skæbne under indflydelse af de milde følelser, der vækkes derved, og med blik for Guds nådige karakter, sådan som den er åbenbaret i frelsen, at vi let i nogen grad overser syndens strengere kendsgerninger og misforstår den guddommelige holdning over for den ubodfærdige synder. Det er bestemt godt, at vi lader evangeliets nåde få fuld indflydelse på al vor tænkning, men vi må vogte os for at blive for helt optaget af én side af den guddommelige karakter. Det er en svaghed i den menneskelige natur, at vi har vanskeligt ved at lade to tilsyneladende modstridende forestillinger få plads i vor tanke. Vi er tilbøjelige til at give os ind under den ene eller den andens herredømme alt efter øjeblikkets pres.

3. Den naturlige teologis vidnesbyrd:

Sætter vi os tilbage i den stilling, som de har, der kun har den naturlige teologis lys, finder vi, at alle slutninger ud fra Guds fuldkommenheder, sådan som de er åbenbaret i hans gerninger, forenet med en betragtning af menneskets synd og mangel på harmoni med den Hellige, fører til den konklusion, apostlen forkynder: "Guds vrede åbenbares fra himlen over al menneskers ugudelighed og uretfærdighed" (Rom 1,18). Vrede indebærer straf, straf er besluttet, straf er forkyndt. Guds ord bekræfter blot den dom, som samvittigheden forud aner. Naturen lærer, at straf, gengældelse, må følge synd. Inden for den fysiske lovs område er dette tydeligt eksemplificeret. Intet brud på de såkaldte naturlove tolereres. Strengt taget kan naturlovene ikke brydes, men hvis et menneske undlader at holde sig i harmoni med dem, vil de naturlige følger være besvær, straf, gengældelse. Harmoni med loven er velsignelse; sammenstød med loven er tab. Således "virker" loven i naturen "vrede" for dem, der forsømmer den. Straf følger nødvendigvis. Derfor kan vi med god grund forvente, at Guds moralske love på det højere område ikke kan forsømmes eller overtrædes ustraffet, og Skriften retfærdiggør fuldt ud forventningen og viser, at synd må straffes. Alt taget i betragtning behøver det faktum, at syndere straffes, ikke at undre; det er benådningens faktum, der er det overraskende. Benådningens overraskelse er holdt op med at overraske os, fordi vi er så fortrolige med tanken. Vi kender dens "hvordan" på grund af nådens åbenbaring. Nåden frelser imidlertid på visse betingelser, og der kendes i Skriften ikke noget sådant som vilkårlig, nødvendig, universel nåde. Det er kun fra Bibelen, vi kender til frelsen af nåde. Den samme åbenbaring viser, at nåden ikke kommer til alle i den forstand, at den frelser alle; selv om den naturligvis kan betragtes som fremlagt for alle. De, som ikke berøres og frelses af nåden, forbliver indesluttet i deres synder. De er og må, efter sagens natur, være overladt til følgerne af deres synder, med den tillagte skyld at have afvist den tilbudte nåde. "Hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er," sagde den inkarnerede Nåde, "skal I dø i jeres synder" (Joh 8,24).

4. Gengældelse som syndens naturlige følge:

En anden konklusion, vi kan drage af Skriftens almindelige fremstilling, er, at den fremtidige gengældelse er én side af syndens naturlige følge, men samtidig i en anden henseende også er den positive påføring af guddommelig vrede. Den vises som syndens naturlige udfald i sådanne passager som "hvad et menneske end sår, det skal han også høste" (Gal 6,7); "den, der sår i sit eget kød, skal af kødet høste fordærv" (Gal 6,8). Det er ikke uden tankevækkende betydning, at det hebraiske ord `awon betyder både misgerning og straf, og da Kain sagde: "Min straf er større, end jeg kan bære" (1 Mos 4,13), sagde han egentlig: "Min misgerning er større, end jeg kan bære"; hans misgerning blev hans straf. En tilbørlig overvejelse af denne tanke rækker langt i retning af at imødegå mange af de indvendinger, der rejses mod læren om fremtidig straf.

5. Også den positive påføring af guddommelig vrede:

Den anden påstand forbliver imidlertid sand og må understreges: at der er en faktisk påføring af guddommelig vrede. Alle de store udsagn om den guddommelige dom indebærer dette, og mens det er forkert ikke at tage hensyn til syndens naturlige udfoldelse i dens frygtelige følger, er det lige så forkert, måske endnu mere, at nægte at anerkende denne positive guddommelige påføring af straf. Dette er i virkeligheden det mest fremtrædende træk ved gengældelsen, sådan som den tager form i Skriften. Selv syndens naturlige følger er, ret forstået, en del af den guddommelige påføring, eftersom Gud i tingenes natur har sammenknyttet synden og dens følger, og en del af den positive påføring er den retslige indespærring af synderen under følgerne af hans synd. Således blev Kains misgerning i hans tilfælde hans straf, for så vidt som Gud dømte ham til at bære følgerne af denne misgerning. På den anden side kunne vi sige, at selv de frygteligt positive udgydelser af Guds vrede over synderen er syndens naturlige følger, eftersom synden i selve sin natur nedkalder det guddommelige mishag. Ja, disse to sider af den fremtidige straf er så tæt forbundne, at et ret syn på sagen tvinger os til at holde begge for øje, og ingen fuldstændig forklaring af straffen er mulig, når en af siderne overses.

6. Eksempler på brugen af orge og thumos:

De udtryk, som i Skriften anvendes om synderes dom, indebærer alle guddommeligt mishag, straffende handling, gengældelse. De to fremtrædende græske ord for “vrede”, orge og thumos, anvendes begge frit om Gud. Orge betegner et fastslået mishag, mens thumos snarere er vredens opblussen. Det førstnævnte anvendes, som vi måtte vente, oftere om Gud, og naturligvis må alt det lunefulde og dadelværdige i menneskelig vrede udelukkes fra ordet, når det bruges om Gud. Det betegner hans hellige naturs faste modstand mod synd. Det var en affekt, som fandtes hos den syndfrie Frelser selv, for “han så rundt på dem med vrede” (Mark 3,5). I Døberens advarsel om “at flygte fra den kommende vrede” (Matt 3,7; Luk 3,7) er det uden tvivl Guds vrede, der menes; dens åbenbaring beskrives videre som avnernes afbrænding med uudslukkelig ild (Matt 3,12). I Joh 3,36 siges det om den vantro, at “Guds vrede” bliver over ham. I Romerbrevet bruges det mindst 9 gange med henvisning til Gud, først i Rom 1,18, det store sted, som vi allerede har citeret, om “Guds vrede, åbenbaret fra himlen.” Sammenhængen er tankevækkende og bliver ofte overset. I dette afsnit har Paulus en hel kæde af begrundelser: han er rede til at forkynde evangeliet i Rom, for han skammer sig ikke ved evangeliet; han skammer sig ikke ved evangeliet, for det er Guds kraft til frelse; det er “Guds kraft”, for deri åbenbares Guds retfærdighed af tro; og denne frelse ved tro er en nødvendighed, “for Guds vrede åbenbares” osv. Således er den guddommelige vrede på grund af synd evangeliets mørke baggrund. Havde der ikke været en sådan retfærdig vrede over mennesker, havde der ikke været behov for den guddommelige frelse. At de ubodfærdige foragter Guds godhed, betyder, at de samler “vrede på vredens dag og ved åbenbaringen af Guds retfærdige dom” (Rom 2,3-5). Gud “hjemsøger med vrede” (Rom 3,5).

I Rom 4,15 viser apostlen, at “loven virker vrede” (dvs. nedkalder det guddommelige mishag), mens han i 5,9 viser, at troende frelses fra vrede – utvivlsomt Guds vrede. De to andre eksempler findes i 9,22. Mennesker er “af natur vredens børn” (Ef 2,3); bestemt ikke “vrede børn”, men underlagt Guds vrede, og på grund af onde gerninger kommer “Guds vrede over ulydighedens sønner” (Ef 5,6; Kol 3,6). Kristus “frier os fra den kommende vrede” (1 Thess 1,10); vrede er kommet over de jøder, der står imod (1 Thess 2,16); men troende er ikke bestemt til vrede (1 Thess 5,9). Med alle disse konkrete steder for øje, for ikke at tale om apostlens almindelige lære om den kommende dom og straf, er det fuldstændig umuligt at fjerne tanken om det guddommelige mishag mod syndere og hans deraf følgende gengældende handling over for dem. Selv Ritschl, som absolut benægter gengældelsens store princip, det positive mishag, indrømmer, at Paulus lærer det; derfor er den eneste vej ud af vanskeligheden for ham at afvise Paulus’ lære som ikke-autoritativ. Andre henvisninger til “Guds vrede” findes i Hebr 3,11; Hebr 4,3; og 6 steder i Apokalypsen – Åb 6,16 f; 11,18; 14,10; 16,19; 19,15. To af disse henviser til “Lammets vrede”, et af de frygteligste udtryk i hele Det Nye Testamente. Thumos bruges kun i Apokalypsen om Gud (Åb 14,10-19; Åb 15,1-7; Åb 16,1-19; Åb 19,15). I hvert tilfælde henviser det til åbenbaringen, vredens flammen frem; i de sidste to steder bruges det i kombination med orge og gengives “heftighed”, hans vredes heftighed.

7. Eksempler på brugen af græske ord for “hævn”:

Ekdikeo, som betyder at hævne, bruges to gange om Gud (Åb 6,10; Åb 19,2); og ekdikesis, “hævn”, 6 gange Luk 18,7 ff; Rom 12,19; 2 Thess 1,8; Hebr 10,30). I de to første eksempler bruges det af Jesus om den guddommelige handling; ekdikos, “hævner”, forekommer én gang anvendt om Gud (1 Thess 4,6); dike, “dom” eller “hævn”, bruges to gange om Gud (2 Thess 1,9; Jud 1,7). Brugen af disse udtryk viser, at den straf, der påføres syndige mennesker, strengt taget er straf af hævdende art: hævdelsen af krænket retfærdighed, påføringen af fortjent straf. Meget betydningsfuldt er stedet i 2 Thess 1,6: “Det er retfærdigt hos Gud at gengælde dem, der plager jer, med plage.” Der er ikke tale om at forbedre overtræderen.

8. Ord med betydningen "tugtelse" bruges ikke om de ubodfærdige:

Det er meget bemærkelsesværdigt, at de græske udtryk, som ville bære betydningen af straf til gavn for den skyldige, aldrig bruges i Det Nye Testamente om den straf, der rammer de ubodfærdige; disse er paideia og paideuo, og de bruges ofte om de troendes "tugtelse", men ikke om de ubodfærdige. Det hævdes ofte, at ordet kolasis, brugt i Matt 25,46, bærer betydningen af tugtelse til forbedring af den skyldige, men selv om Aristoteles, når han sammenligner det med timoria, kan synes at antyde, at det er ment til forbedring af den skyldige (det han egentlig siger, er, at det er tou paschontos heneka, "på grund af den, der lider det," "har den straffede for øje," mens timoria er tou poiountos, "på grund af den, der påfører" "for at han kan blive tilfredsstillet"), er sprogbrugen selv i klassisk græsk overvejende imod at opstille den formodede sondring. Begge ord bruges i flæng af de førende klassiske forfattere, herunder Aristoteles selv, og kolasis anvendes stadig, hvor der ikke kan være tale om nogen tanke om forbedring, mens alle indrømmer, at sondringen ikke opretholdes i hellenistisk græsk, og under alle omstændigheder bruges timoria også om straffen over synderen (Hebr 10,29).

9. Dom indebærer gengældelse:

Alle fremstillingerne af den kommende dommens dag fortæller om gengældelsens kendsgerning, og Kristus selv fastslår den tydeligt. Bortset fra hans store eskatologiske taler, som kritikken stadig tøver og stammer over for, har vi den højtidelige afslutning på Bjergprædikenen og den indholdsmættede udtalelse i Matt 16,27: "Menneskesønnen skal komme i sin Faders herlighed med sine engle; og da skal han gengælde enhver efter hans gerninger," og hele den apostolske undervisning om det højtidelige emne er blot udfoldelsen af den samme store tanke.

10. Den moralske sans kræver hævdelse af Guds retfærdighed:

Forestillingen om Gud som en fuldkommen moralsk hersker kræver, at hans retfærdighed bliver fuldt hævdet. Når vi ser på historiens forløb, sådan som det udfolder sig for os, kan vi ikke undgå at blive slået af de anomalier, der viser sig. Retfærdigheden sejrer ikke altid, godheden bliver ofte gjort til skamme, ondskaben synes at være fordelagtig, og onde mennesker har ofte fremgang, mens gode mennesker står i skygge. Undertiden forkynder markante guddommelige indgreb, at Gud virkelig er på retfærdighedens side, men alt for ofte synes det, som om han ikke ænser det, og mennesker fristes til at stille det gamle spørgsmål: "Hvordan skulle Gud vide det? Og er der kundskab hos den Højeste?" (Sl 73,11), mens de retfærdige i deres nød siger: "Yahweh, hvor længe skal de ugudelige, hvor længe skal de ugudelige juble?" (Sl 94,3). Den moralske sans råber efter en guddommelig hævdelse, og Skrifterne, i samklang med denne følelse, viser, at den endelige dom vil bringe en sådan hævdelse.

11. Skriften viser, at hævdelsen er sikker:

I Det Gamle Testamente fremstilles den ofte som løsningen på de forvirrende problemer, der omgiver den etiske sfære, som for eksempel i den fine ytring af religiøs filosofi i Sl 73; salmisten har alle problemets gådefulde elementer foran sig: de ugudeliges fremgang, deres uforskammede og aggressive fremgang, de retfærdiges manglende succes, undertrykkelse og elendighed; han er næsten overvældet af betragtningen og er nær ved at miste fodfæstet på de evige sandheder, indtil han fører hele problemet ind i lyset fra Guds nærvær og åbenbaring, og da forstår han, at enden vil bringe den sande løsning.

Sådan slutter også Prædikerens dystre grublen over menneskelivets modsætninger, anomalier og mysterier "under solen" i den eftertanke, der kaster sit søgelys over alt mørket: "Dette er sagens ende: .... Frygt Gud og hold hans bud; for dette er hele menneskets pligt. For Gud vil bringe enhver gerning for dommen, sammen med alt det skjulte, hvad enten det er godt, eller hvad enten det er ondt" (Præd 12,13). I lyset af den samme sandhed arbejdede apostlene, idet de troede, at når Herren kommer, vil han "både bringe mørkets skjulte ting frem i lyset og åbenbare hjerternes råd" (1 Kor 4,5). Jo mere fuldt emnet overvejes, desto mere må vi føle, at en stor, endelig, gengældende dom er skriftmæssig, fornuftig og nødvendig: til hævdelse af retfærdigheden, retfærdiggørelse af den guddommelige handlemåde, opretning af uret, forklaring af mysterier, belønning og triumf for de retfærdige samt bekendelse og straf for de ugudelige.

LITTERATUR.

Se artiklerne om straf, evig; dom; Sheol osv., og de værker, der er anført dér.

Archibald M'Caig