Menneskeoffer

hu'-man: Som udtryk for religiøs hengivenhed har menneskeoffer været udbredt på bestemte stadier af menneskeslægtens udvikling. Stammerne i Vestasien var stærkt berørt af skikken, sandsynligvis før hebræerne bosatte sig i Kanaan, og den fortsatte i hvert fald ned til det 5. århundrede f.Kr. I tider med stor ulykke, angst og fare ofrede forældre deres børn som den største og mest kostbare gave, de kunne bringe for at formilde gudernes vrede og således sikre sig deres gunst og hjælp. Der er ingen antydning i Bibelen af, at fjender eller fanger blev ofret; kun forældres ofring af deres børn nævnes. Troen på, at dette offer havde den højeste værdi, ses i Mika 6,6 f., hvor ofringen af den førstefødte er højdepunktet i en række offergaver, der i en stigende værdiskala foreslås som middel til at formilde den vrede Jahve. Et slående eksempel på ritualet, sådan som det faktisk blev praktiseret, ses i 2 Kong 3,27, hvor Mesha, Moabs konge (berømt på grund af Moabitterstenen), under presset fra en frygtelig belejring ofrede sin ældste søn, tronarvingen, som brændoffer på muren ved Kir-Hareset. Faktisk synes denne grufulde handling at have haft den virkning, at den drev de allierede bort.

Menneskeoffer blev uden tvivl som regel kun taget i brug i tider med stor nød, men det synes at have været praktiseret blandt de gamle kana’anæiske stammer med en vis hyppighed (5 Mos 12,31). Israelitterne siges at have overtaget det fra deres kana’anæiske naboer (2 Kong 16,3; 2 Krøn 28,3), og faktisk blev menneskeofre aldrig bragt til Jahve, men kun til forskellige guder i landet. Den gud, der oftest blev dyrket på denne måde, var Molok eller Molek, ammonitternes gud (2 Kong 23,10; 3 Mos 18,21; 3 Mos 20,2), men fra Jeremias lærer vi, at den fønikiske gud Ba’al, i det mindste i historiens senere periode, også var forbundet med Molek som modtager af denne dyrkelse (Jer 19,5; Jer 31,35).

Som hos kana’anæerne er de eneste konkrete tilfælde af menneskeoffer, der nævnes blandt israelitterne, dem, der gjaldt kongelige prinser, sønner af Akaz og Manasse, de to konger af Juda, som var stærkest påvirket af de omgivende hedenske skikke, og som samtidig kom i stor national nød (2 Kong 16,3; 2 Krøn 28,3; 2 Kong 21,6; 2 Krøn 33,6). Men det fremgår klart af mange generelle udsagn, at skikken også var udbredt blandt folkets brede lag. Den forbydes i Moseloven (3 Mos 18,21; 3 Mos 20,2-5; 5 Mos 18,10); det siges i 2 Kong 17,17, at ofringen af sønner og døtre var en af årsagerne til de ti stammers fangenskab. Jeremias anklager folket i Sydriget for at gøre det samme (Jer 7,31; Jer 19,5; Jer 31,35); med disse generelle udsagn stemmer Es 57,5; Ez 16,2 f.; 20,31; 23,37; Sl 106,37 f. En undersøgelse af disse passager gør det sikkert, at menneskeoffer i perioden umiddelbart før Judas fangenskab på ingen måde var begrænset til kongefamilien, men snarere var almindeligt blandt folket. Døtre blev ofret såvel som sønner. Det nævnes kun én gang i forbindelse med Nordriget, og da kun i opsummeringen af årsagerne til deres fangenskab (2 Kong 17,17), men Sydriget var i sine senere år tydeligvis stærkt påvirket. Der var forskellige steder, hvor det blodige ritual blev fejret (Jer 19,5), men det særlige offerhøjsted, tilsyneladende bygget til formålet, lå i Tofets eller Hinnoms dal (ge-hinnom, Gehenna) nær Jerusalem (2 Krøn 28,3; 2 Krøn 33,6). Dette store offerhøjsted, bygget med det særlige formål at fremme menneskeoffer (Jer 7,31; Jer 32,35), blev vanhelliget af den gode kong Josija i håb om at udrydde den grusomme praksis (2 Kong 23,10).

De bibelske forfattere ser uden undtagelse på skikken med rædsel som det højeste punkt af nationalt og religiøst frafald og som en hovedårsag til national ulykke. De kalder sædvanligvis ritualet »at gå gennem ild«, sandsynligvis fordi de ikke ønskede at bruge det hellige ord »offer« om en så oprørende skik. Der er intet vidnesbyrd om, at praksissen fortsatte i fangenskabet eller efter hjemkomsten. Det siges dog, at de hedenske sefarvitter, som de assyriske konger bosatte i Nordrigets affolkede område, »brændte deres børn i ilden for Adrammelek og Anammelek, Sefarvajims guder« (2 Kong 17,31). Man hører ikke om skikken igen, og den døde sandsynligvis hurtigt ud. De hjemvendte israelitter blev ikke påvirket af den.

Sammenlign SACRIFICE (Old Testament), VI, 10.

William Joseph McGlothlin