Hersker

rool'-er:

1. I Det Gamle Testamente:

(1) moshel, "hersker," "fyrste," "herre" (tyran), brugt om Josef i Egypten (1 Mos 45,8; jf. Sl 105,21); om filistrene (Dom 15,11); om Davids efterkommere, Israels fremtidige konger (2 Krøn 7,18; jf. Jer 33,26); om Farao (Sl 105,20); om en ond fyrste, en tyran (Ordsp 28,15; jf. Es 14,5; Es 49,7); om den teokratiske konge, Messias (Mika 5,2); det bruges ofte i almindelig betydning (Ordsp 6,7; Ordsp 23,1; Ordsp 29,12; Præd 10,4; Es 16,1 osv.).

(2) naghidh, "leder," "fornem mand" (fornemme mænd), "fyrste." I en række tilfælde gengiver Revised Version (britisk og amerikansk) det med "fyrste," hvor King James Version har hersker (1 Sam 25,30; 2 Sam 6,21; 1 Kong 1,35 osv.). Det bruges om Azrikam, der havde ansvaret for kong Akaz' palads (2 Krøn 28,7, "forstander" over huset, King James Version); om Azarja (Seraja, Neh 11,11), som kaldes "hersker over Guds hus" (1 Krøn 9,11; jf. 2 Krøn 31,13); han var leder for en afdeling eller gruppe af præster. I 2 Krøn 35,8 nævnes navnene på tre andre (Hilkija, Zekarja og Jehiel).

(3) nasi, "fyrste" (således 4 Mos 13,2, King James Version "hersker"); i almindelighed er nasi' en af de offentlige myndighedspersoner (2 Mos 22,28); menighedens ledere (2 Mos 16,22; jf. 34,31); "Lederne bragte onyksstenene" (2 Mos 35,27), som man kunne vente af mænd med deres sociale stilling og økonomiske formåen: "når en leder (overhovedet for en stamme eller stammeafdeling) synder" (3 Mos 4,22).

(4) caghan, en konges eller fyrstes repræsentant; en vice-regent; en statholder; dernæst, på Ezras og Nehemias' tid, en leder eller fremtrædende mand blandt Jerusalems folk under disse to mænds overordnede tilsyn. De engelske bibeloversættelser gengiver det med "hersker" (Ez 23,12; Ez 23,23), "stedfortræder" (Jer 51,23; Jer 51,28; Jer 51,57), og i de fleste tilfælde "hersker" med "stedfortræder" i randnoten (Ezra 9,2; Neh 2,16; Neh 4,14; Neh 4,19; Neh 5,7; Neh 5,17; Neh 7,5; Neh 12,40; Neh 13,11; Es 41,25; Ez 23,6), altid brugt i flertal

(5) qatsin, "en dommer" eller "embedsmand" (Es 1,10; Es 3,6; Es 3,7; Es 22,3; Mika 3,1; Mika 3,9); "en militær leder" (Jos 10,24).

(6) rodheh, en der har herredømme: "Der er lille Benjamin, deres hersker" (Sl 68,27); betydningen er uklar; dog kan vi pege på de forhold, at Saul, den første der besejrede hedningerne (1 Sam 14,47), kom fra denne, den mindste af alle stammerne, og at Jahves tempel blev opført inden for dens grænser.

(7) rozen, en "stormand," en "fyrste." "Jordens konger stiller sig op, og herskerne lægger råd op sammen mod Jahve" (Sl 2,2); i Det Nye Testamente gengives ordet med archontes (ApG 4,26).

(8) sar, "øverste," "hoved"; fyrste, konge; en fornem mand med dømmende eller anden myndighed; en kongelig embedsmand. Revised Version (britisk og amerikansk) gengiver det ofte med "fyrste": "tilsynsmænd over mit kvæg" ("overhyrder," 1 Mos 47,6); "ledere over tusinder, ledere over hundreder" osv. (2 Mos 18,21); de skulle være mænd af god karakter, fordi de var udstyret med dømmende myndighed (2 Mos 18,22); i 5 Mos 1,15 er gengivelsen i de engelske bibeloversættelser "anførere" osv.; de var militære ledere. "Zebul, byens hersker" (over Sikem, Dom 9,30), dvs. "statholder" (jf. 1 Kong 22,26; 2 Kong 23,8); "lederne (eller anførerne; jf. 1 Kong 16,9) for hans (Salomos) vogne" (1 Kong 9,22); Jizre'els herskere (2 Kong 10,1) var formodentlig forstanderen for kongens palads og herskeren over Samarias by (jf. 2 Kong 10,5). Det er vanskeligt at forklare, hvorfor de skulle kaldes Jizre'els herskere; både Septuaginta og Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) udelader ordet; "forvalterne over den ejendom, der tilhørte kong David" (1 Krøn 27,31), tilsynsmænd over det kongelige domæne; "Lederne stod bag hele Judas hus" (Neh 4,16), embedsmændene var rede til at overtage aktiv kommando i tilfælde af et angreb.

(9), (10) shilTon, "en befalingsmand," "en embedsmand": "provinslederne" (Dan 3,2 f); shalliT, "en person med magt," "en magthaver" (Dan 2,10); der synes ikke at være megen tvivl om, at det aramæiske udtryk bruges som et adjektiv (jf. Revised Version, randnote); i Dan 5,7 forekommer verbet shelaT, "at have herredømme," "han skal herske som den tredje i rang" (jf. 5,16.29).

(11) maghen, "skjold": "Hendes herskere (skjolde) elsker skam højt" (Hos 4,18). Måske bør vi læse (med Septuaginta) migge'onam, "deres herlighed," og oversætte det "de elsker skam mere end deres herlighed"; de vil hellere have en god (!) tid end et godt navn.

2. I Apokryferne:

(1) archon, brugt om spartanernes "herskere" (1 Makk 14,20) og, i almindelig betydning, om præsten Mattatias (1 Makk 2,17). King James Version har også ordet i almindelig betydning i Siraks Bog 41,18 (Revised Version (britisk og amerikansk) "mægtig mand").

(2) hegoumenos, "en der fører an." Et ganske almindeligt udtryk, Siraks Bog 10,2 (en bys hersker); 17,17 (om hedningefolk); 46,18 (om tyrerne). Også 2,17 i King James Version (Revised Version (britisk og amerikansk) "den der hersker"), og Siraks Bog 32,1 i Revised Version (britisk og amerikansk) ("leder for et festmåltid," King James Version "vært").

(3) hoi megistanes, et sjældent ord, der kun findes i flertal, for "menighedens ledere" (Siraks Bog 33,18). Det samme ord i Mark 6,21 oversættes "herrer."

(4) 2 Makk 4,27 King James Version for eparchos (Revised Version (britisk og amerikansk) "statholder").

(5) King James Version indsætter ordet uden græsk ækvivalent i 1 Makk 6,14; 11,57; 2 Makk 13,2.

3. I Det Nye Testamente:

(1) archon, »en person med myndighed«, »en øvrighedsperson«, »en dommer«, »en fyrste«; en rådmand, et medlem af jødernes øverste råd; en indflydelsesrig mand. »Der kom en forstander« (Matt 9,18), dvs. en synagogeforstander (jf. Mark 5,22; Luk 8,41); se (2) nedenfor; »en af farisæernes ledere« (Luk 14,1), måske et medlem af det jødiske råd, som samtidig hørte til farisæerne, eller, mere sandsynligt, en af de ledende farisæere; »ypperstepræsterne og rådsherrerne« (Luk 23,13; Luk 23,15; Luk 24,20; jf. Joh 3,1; Joh 7,26; Joh 7,48; Joh 12,42; ApG 3,17; ApG 4,5; ApG 4,8; ApG 13,27; ApG 14,5); rådsherrerne var, sammen med ypperstepræsterne og de skriftkloge, medlemmer af Sanhedrinet, et af jødernes to råd (det store og det mindre); de var lægmedlemmer (ældste); »for øvrigheden« (ApG 16,19), byens politimyndigheder (praetores, »prætorer«) i Filippi; »Du må ikke tale ondt om en leder for dit folk« (ApG 23,5; jf. 2 Mos 22,28, nasi'; se 1, (3) ovenfor), en øvrighedsperson, en person med myndighed (jf. ApG 7,27; ApG 7,35; Rom 13,3, de offentlige myndigheder); »denne verdens herskere« (1 Kor 2,6; 1 Kor 2,8), personer som intellektuelt står over deres medmennesker og derfor har stor indflydelse på at forme deres meninger og lede deres handlinger.

(2) archisundgogos, »synagogeforstander«. Han var formand for et råd af ældste, som havde ansvaret for synagogen. Undertiden fik også de samme betegnelse (jf. »en af synagogeforstanderne«, Mark 5,22; Mark 5,35; Luk 8,41; Luk 8,49; i Matt 9,18 kaldes Jairus blot archon); den forstander, der nævnes i Luk 13,14, var naturligvis rådets formand (jf. ApG 18,17, Sosthenes), mens udtrykket »synagogeforstanderne« i ApG 13,15 ganske enkelt betegner rådet. Det var et rådgivende organ, men samtidig ansvarligt for at opretholde god orden i synagogen og for medlemmernes ortodoksi; da de derfor havde disciplinær myndighed, var de bemyndiget til at irettesætte og endda til at udelukke de skyldige (jf. Joh 9,22; Joh 12,42; Joh 16,2).

(3) architriklinos, festens leder (»hushovmester«, Revised Version randnote) (Joh 2,8; Joh 2,9). Se særskilt artikel.

(4) kosmokrator, en »verdenshersker« (Ef 6,12). Djævelens engle (Matt 25,41; Matt 12,45) eller Satans engle, denne verdens fyrstes (Joh 12,31), har del i hans magt; de er hans redskaber, og deres virkeområde er »dette mørke«, dvs. den moralsk fordærvede tilstand i vores nuværende tilværelse.

(5) politarches; en bys præfekt (ApG 17,6; ApG 17,8). Da Lukas er den eneste af de bibelske forfattere, der har overleveret os dette ord, er det en bemærkelsesværdig kendsgerning, at der i forholdsvis nyere tid blev fundet en græsk indskrift, som indeholdt netop dette ord og desuden havde forbindelse med byen Thessalonika (AJT, 1898, II, 598-643). Det var her, Paulus og Silas forkyndte evangeliet med så stor fremgang, at jøderne, »grebet af misundelse«, sørgede for, at Jason og nogle brødre blev slæbt for byens myndigheder (epi tous politarchas). Disse øvrighedspersoner lod sig gøre til redskaber for de samvittighedsløse jøder ved at kræve og få sikkerhedsstillelse af Jason og de øvrige.

William Baur