Helligånden
På engelsk: HOLY SPIRIT
ho'-li spir'-it:
I. DET GAMLE TESTAMENTES LÆRE OM ÅNDEN
1. Ordets betydning
2. Ånden i forhold til Guddommen
3. Ånden i den ydre natur
4. Guds Ånd i mennesket
5. Meddelelse af kræfter til tjeneste
(1) Dommere og krigere
(2) Visdom til forskellige formål
(3) I profeti
6. Meddelelse af moralsk karakter
7. Ånden i Messias
8. Forudsigelser om fremtidig udgydelse af Ånden
II. ÅNDEN I DEN IKKE-KANONISKE LITTERATUR
1. Ånden hos Josefus
2. Ånden i pseudepigraferne
3. Ånden i Salomos Visdom
4. Ånden hos Filon
III. HELLIGÅNDEN I DET NYE TESTAMENTE
1. I forhold til Kristi person og gerning
(1) Jesu fødsel
(2) Jesu dåb
(3) Jesu fristelse
(4) Jesu offentlige virke
(5) Død og opstandelse og pinsegaven
2. Helligånden i Guds rige
(1) Synoptisk lære
(2) I Johannes’ skrifter
(3) I Apostlenes Gerninger
(4) I Paulus’ skrifter
(a) Ånden og Jesus
(b) Ved tildeling af karismatiske gaver
(c) Ved begyndelsen på det kristne liv
(d) I det religiøse og moralske liv
(e) I kirken
(f) Ved de troendes opstandelse
(5) Helligånden i andre nytestamentlige skrifter
LITTERATUR
Udtrykket Ånd, eller Guds Ånd, eller Helligånd, findes i det store flertal af Bibelens bøger. I Det Gamle Testamente er det hebraiske ord, der konsekvent bruges om Ånden med henvisning til Guds Ånd, ruach, der betyder "ånde", "vind" eller "brise". Ordets verbalform er ruach eller riach, der kun bruges i Hiphil og betyder "at ånde", "at blæse". Et beslægtet verbum er rawach, der betyder "at ånde", "at have ånderum", "at være rummelig" osv. Det ord, der altid bruges i Det Nye Testamente om Ånden, er det græske intetkønsord pneuma, med eller uden artikel, og for Helligånd pneuma hagion eller to pneuma to hagion. I Det Nye Testamente finder vi også udtrykkene "Guds Ånd", "Herrens Ånd", "Faderens Ånd", "Jesu Ånd", "Kristi Ånd". Ordet for Ånd på græsk kommer fra verbet pneo, "at ånde", "at blæse". Det tilsvarende ord på latin er spiritus, der betyder "ånd".
I. Det Gamle Testamentes lære om Ånden.
1. Ordets betydning:
Indledningsvis bemærker vi selve udtrykkets betydning. Fra ordets grundbetydning, som er "vind" med henvisning til naturen, opstår tanken om ånde i mennesket og derfra om Guds ånde, vind eller Ånd. Vi har ingen måde præcist at spore, hvordan de bibelske forfatteres tanker forbandt ordets tidligere bogstavelige betydning med den guddommelige Ånd. Næsten alle betydningsnuancer fra den laveste til den højeste forekommer i Det Gamle Testamente, og det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvordan den oprindelige, snævrere betydning gradvist blev udvidet til den større og bredere. Følgende er nogle af nuancerne i Det Gamle Testamentes brug. Ud fra forestillingen om vind eller ånde kom ruach til at betegne:
(1) selve livsprincippet; ånd i denne betydning angav graden af livskraft: "Min ånd er fortæret, mine dage er slukket" (Job 17,1; også Dom 15,19; 1 Sam 30,12);
(2) menneskelige følelser af forskellig art, såsom vrede (Dom 8,3; Ordsp 29,11), længsel (Es 26,9), mod (Jos 2,11);
(3) intelligens (2 Mos 28,3; Es 29,24);
(4) almindeligt sindelag (Sl 34,18; 51,17; Ordsp 14,29; 16,18; 29,23).
Der er ingen tvivl om, at de bibelske forfattere tænkte på mennesket som skabt i Guds billede (1 Mos 1,27), og det var let for dem at tænke på Gud som værende lig mennesket. Det er bemærkelsesværdigt, at deres antropomorfisme ikke gik længere. De bevarer dog en højt åndelig opfattelse af Gud sammenlignet med de omgivende nationers. Men eftersom den menneskelige ånde var en usynlig del af mennesket, og eftersom den repræsenterede dets livskraft, dets liv og energi, var det let at overføre forestillingen til Gud i forsøget på at fremstille hans energiske og transitive virken på mennesket og naturen. Guds Ånd stod derfor, som baseret på forestillingen om menneskets ruach eller ånde, oprindeligt for Guds energi eller kraft (Es 31,3; sammenlign A. B. Davidson, Theology of the Old Testament, 117-18), i modsætning til kødets svaghed.
2. Ånden i forhold til Guddommen:
Dernæst betragter vi Guds Ånd i forhold til Gud selv i Det Gamle Testamente. Her er der flere punkter at bemærke. Det første er, at der ikke er nogen antydning af en tro på, at Guds Ånd var en materiel partikel eller udstråling fra Gud. De bibelske forfatteres synsvinkel er næsten altid praktisk snarere end spekulativ. De filosoferede ikke over den guddommelige natur. Ikke desto mindre fastholdt de en meget klar skelnen mellem ånd og kød eller andre materielle former. Igen iagttager vi i Det Gamle Testamente både en identifikation af Gud og Guds Ånd og også en klar skelnen mellem dem. Identifikationen ses i Sl 139,7, hvor Åndens allestedsnærværelse erklæres, og i Es 63,10; Jer 31,33; Ez 36,27. I et stort antal passager tænkes Gud og Guds Ånd dog ikke som identiske, som i 1 Mos 1,2; 1 Mos 6,3; Neh 9,20; Sl 51,11; Sl 104,29 f. Det betyder naturligvis ikke, at Gud og Guds Ånd var to adskilte væsener i de gammeltestamentlige forfatteres tanke, men kun at Ånden havde sine egne funktioner til forskel fra Gud. Ånden var Gud i virksomhed, især når handlingen var specifik, med henblik på at fuldføre et bestemt mål eller formål fra Gud. Ånden kom over enkeltpersoner til særlige formål. Ånden var således Gud immanent i mennesket og i verden. Ligesom Herrens engel, eller pagtens engel, i visse passager repræsenterer både Jahve selv og én, der er sendt af Jahve, således var Jahves Ånd på samme måde både Jahve i eller over mennesket og samtidig én, der var sendt af Jahve til mennesket.
Antyder Det Gamle Testamentes lære, at Jahves Ånd efter forfatternes opfattelse var en særskilt person i den guddommelige natur? Stedet i 1 Mos 1,26 er næppe afgørende. Forestillingen om personlighed og dens betydning udviklede sig kun langsomt i israelitisk tænkning. Først hos nogle af de senere profeter fik den stor vægt, og selv da næppe i fuldt udviklet form. Udsagnet i 1 Mos 1,26 kan forstås som majestætspluralis eller som en henvisning til det guddommelige råd, og af den grund er det ikke afgørende for den trinitariske opfattelse. Der findes faktisk ingen gammeltestamentlige steder, som tvinger os til at forstå den fuldstændige nytestamentlige lære om Treenigheden og Åndens særskilte personlighed i nytestamentlig forstand. Der er dog talrige gammeltestamentlige steder, som stemmer overens med den trinitariske opfattelse og baner vej for den, såsom Sl 139,7; Es 63,10; Es 48,16; Hag 2,5; Zak 4,6. Ånden bedrøves, krænkes osv., og på andre måder opfattes han personligt; men da han er Gud i handling, Gud som udøver magt, var dette den naturlige måde for de gammeltestamentlige forfattere at tænke om Ånden på.
Spørgsmålet er blevet rejst, hvordan de bibelske forfattere kunne fastholde forestillingen om Guds Ånd uden at øve vold mod deres monoteisme. Et foreslået svar er, at forestillingen om Ånden gradvis og indirekte kom fra forestillingen om underordnede guder, som fandtes hos nogle af de omgivende folkeslag (I.F. Wood, The Spirit of God in Biblical Literature, 30). Men den bedste israelitiske tænkning udviklede sig i modsætning til, snarere end i analogi med, polyteismen. En mere naturlig forklaring synes at være, at deres enkle antropomorfisme førte dem til at opfatte Guds Ånd som Guds ånde, parallelt med forestillingen om menneskets ånde som en del af mennesket og dog noget, der udgår fra det.
3. Ånden i den ydre natur:
Dernæst betragter vi Guds Ånd i den ydre natur. “Og Guds Ånd bevægede sig (rugede eller svævede) over vandenes overflade” (1 Mos 1,2). Billedet er af en fugl, der ruger eller svæver (sammenlign 5 Mos 32,11). Her bringer Ånden orden og skønhed ud af det urtidslige kaos og leder de kosmiske kræfter mod målet: et ordnet univers. Igen i Sl 104,28-30 udsender Gud sin Ånd, og synlige ting kaldes til eksistens: “Du udsender din Ånd, de skabes; og du fornyer jordens overflade.” I Job 26,13 tilskrives himlenes skønhed Ånden: “Ved hans Ånd er himlene prydet.” I Es 32,15 bliver ørkenen til en frugtbar mark som følge af Åndens udgydelse. De bibelske forfattere inddrog næppe forestillingen om sekundære årsager i deres tænkning, bestemt ikke i moderne videnskabelig forstand. De betragtede naturens fænomener som resultatet af Guds direkte handling gennem hans Ånd. På hvert punkt bevarede deres opfattelse af Ånden dem på den ene side fra panteisme og på den anden fra polyteisme.
4. Guds Ånd i mennesket:
Ånden kan dernæst betragtes som den, der meddeler naturlige kræfter, både fysiske og intellektuelle. I 1 Mos 2,7 lader Gud menneskets personlige og intellektuelle liv begynde ved at blæse “livets ånde” i dets næsebor. I 4 Mos 16,22 er Gud “Gud for alt køds ånder.” I 2 Mos 28,3; 2 Mos 31,3; 2 Mos 35,31 erklæres visdom til alle slags håndværk for at være Guds gave. Ligeledes skyldes det fysiske liv Guds Ånds nærvær (Job 27,3); og Elihu erklærer (Job 33,4), at Guds Ånd skabte ham. Se også Ez 37,14 og 39,29. Således betragtes mennesket af de gammeltestamentlige forfattere, i alle dele af dets væsen, legeme, sind og ånd, som det direkte resultat af Guds Ånds handling. I 1 Mos 6,3 “strider” Guds Ånd med, eller “hersker” i, eller bliver “ydmyget” i mennesket i verden før syndfloden. Her henvises der ikke til Åndens virksomhed over og ud over, men inden i menneskets moralske natur.
5. Meddelelse af kræfter til tjeneste:
Størstedelen af de gammeltestamentlige steder, som henviser til Guds Ånd, behandler emnet ud fra synspunktet om pagtsforholdet mellem Jahve og Israel. Og størstedelen af disse handler igen om gaver og kræfter, som Ånden skænker til tjeneste i Guds riges fremadskriden. Vi undgår at gribe den fulde betydning af rigtig mange udsagn i Det Gamle Testamente, hvis vi ikke hele tiden holder den grundlæggende forudsætning for hele Det Gamle Testamente for øje, nemlig pagtsforholdet mellem Gud og Israel. Ekstraordinære kræfter, som israelitter udviste, af hvilken art de end var, blev som regel tilskrevet Ånden. De er så talrige, at vores pladsbegrænsning forbyder en udtømmende fremstilling. De vigtigste punkter kan vi bemærke.
(1) Dommere og krigere.
Israels børn råbte til Jahve, og han lod en frelser fremstå for dem, Otniel, Kenaz’ søn: “Og Jahves Ånd kom over ham, og han dømte Israel” (Dom 3,10). Sådan også Gideon (Dom 6,34): “Jahves Ånd kom over (bogstaveligt: klædte sig med) Gideon.” I Dom 11,29 “kom Jahves ånd over Jefta”; og i 13,25 “begyndte Jahves Ånd at bevæge” Samson. I 14,6 “kom Jahves Ånd mægtigt over ham.” I 1 Sam 16,14 læser vi: “Jahves Ånd veg fra Saul, og en ond ånd fra Jahve plagede ham.” I hele denne klasse af steder meddeler Ånden særlige udrustninger af kraft uden nødvendig henvisning til modtagerens moralske karakter. Det mål, der er for øje, er ikke personligt, blot for redskabet, men angår det teokratiske rige og forudsætter pagten mellem Gud og Israel. I nogle tilfælde udøver Ånden fysisk energi på en mere direkte måde (2 Kong 2,16; Ez 2,1; Ez 3,12).
(2) Visdom til forskellige formål.
Besal'el fyldes med Guds Ånd i visdom og indsigt til at arbejde i guld, sølv og kobber osv. ved opførelsen af tabernaklet (2 Mos 31,2-4; 2 Mos 35,31); og visdoms Ånd gives til andre ved fremstillingen af Arons klæder (2 Mos 28,3). Sådan er det også med en af bygmesterne ved Salomos tempel (1 Kong 7,14; 2 Krøn 2,14). I disse tilfælde synes der at være en kombination af tanken om naturlige talenter og færdighed, hvortil der føjes en særlig udrustning ved Ånden. Farao omtaler Josef som en, i hvem Guds Ånd er, som det der gør ham egnet til administration og styre (1 Mos 41,38). Josva gøres egnet til lederskab ved Ånden (4 Mos 27,18). I dette sted og i 5 Mos 34,9 fremstilles Josva som den, der besidder Ånden gennem Moses' håndspålæggelse. Dette er en interessant gammeltestamentlig parallel til meddelelsen af Ånden ved håndspålæggelse i Det Nye Testamente (ApG 8,17; ApG 19,6). Daniel fremstilles som en, der har visdom til at tyde drømme gennem Ånden, og senere ophøjes han på grund af Ånden til en stilling med myndighed og magt (Dan 4,8; Dan 5,11-14; Dan 6,3). Ånden gør Zerubbabel egnet til at genopbygge templet (Zak 4,6). Ånden blev givet til folket til undervisning og styrkelse under ørkenvandringen (Neh 9,20), og til de ældste sammen med Moses (4 Mos 11,17; 4 Mos 11,25). Det fremgår således, hvor vidt udbredte den forløsende Ånds virksomhed, eller Åndens virksomhed i pagten, var. Alle disse former for Åndens virke berørte på en eller anden måde folkets nationale liv og var på den ene eller anden måde rettet mod teokratiske mål.
(3) I profetien.
Den mest særprægede og vigtige manifestation af Åndens virksomhed i Det Gamle Testamente var på profetiens område. I den tidligere periode blev profeten kaldt seer (ro'eh), og senere blev han kaldt profet (nabhi'). Ordet "profet" (prophetes) betyder en, der taler på Guds vegne. Profeterne blev meget tidligt adskilt fra folkets brede masser som en profetisk klasse eller orden, skønt Abraham selv blev kaldt profet, ligesom Moses og andre ledere (1 Mos 20,7; 5 Mos 18,15). Profeten adskilte sig især fra andre som den mand, der ejede Guds Ånd (Hos 9,7). Profeterne indledte sædvanligvis deres budskaber med udtrykket: "så siger Jahve," eller noget tilsvarende. Men de tilskrev også deres budskaber direkte Guds Ånd (Ez 2,2; Ez 8,3; Ez 11,1; Ez 11,24; Ez 13,3). Tilfældet Bileam frembyder nogle vanskeligheder (4 Mos 24,2). Han synes ikke at have været en ægte profet, men snarere en spåmand, selv om det erklæres, at Guds Ånd kom over ham. Bileam tjener dog til at belyse Det Gamle Testamentes synsvinkel. Hovedinteressen var det nationale eller teokratiske eller pagtens ideal, ikke det enkelte menneskes. Ånden blev til tider skænket uværdige mænd for at nå disse mål. Saul frembyder et lignende eksempel. Profeten var Guds sendebud, der talte Guds budskab ved Ånden. Hans budskab var ikke hans eget. Det kom direkte fra Gud og overvældede til tider profeten med sin påtrængende kraft, som i Jeremias' tilfælde (1,4 ff.).
Der er ganske tydelige stadier i udviklingen af den gammeltestamentlige profeti. I den tidligere periode blev profeten undertiden drevet, ikke så meget til forståelig tale, som af en slags begejstring eller profetisk ekstase. I 1 Sam 1 har vi et eksempel på denne tidligere form for profeti, hvor en gruppe med musikinstrumenter profeterede sammen. I hvilket omfang denne form for profetisk begejstring var ledsaget af advarsler og formaninger, hvis den overhovedet var det, ved vi ikke. Der var mere i den end i ophidselsen hos de omgivende nationers spåmænd og hengivne tilhængere. For Jahves Ånd var dens kilde.
I den senere periode har vi profetien i dens højeste former i Det Gamle Testamente. Forskellene mellem tidligere og senere profeti skyldes sandsynligvis delvis forholdene. Den tidlige periode krævede handling, den senere krævede undervisning. Dommerne, som Ånden kom over, var befriere i en urolig tid. Der var ikke behov for, og folket kunne heller ikke have båret, de højere etiske og åndelige sandheder, som kom i senere åbenbaringer gennem profeterne Esajas, Jeremias og andre. Se 2 Sam 23,2; Ez 2,2; Ez 8,3; Ez 11,24; Ez 13,3;. Mika 3,8; Hos 9,7.
En vanskelighed opstår ud fra udsagn som følgende: En løgneånd var undertiden til stede i profeten (1 Kong 22,21); Jahve lægger en ånd i Assyriens konge og vender ham tilbage til hans ødelæggelse (Es 37,7); på grund af synd skulle en løgnagtig profet tjene folket (Mika 2,11); i Mikajas syn sender Jahve en ånd for at lokke Akab gennem løgnagtige profeter (1 Kong 22,19); en ond ånd fra Jahve kommer over Saul (1 Sam 16,14; 1 Sam 18,10; 1 Sam 19,9). Følgende overvejelser kan være af værdi til at forklare disse passager. Jahve var i gammeltestamentlig tænkning i almindelighed tingenes kilde. Dens udprægede monoteisme viser sig her som på så mange andre måder. Desuden talte de gammeltestamentlige forfattere sædvanligvis ud fra fænomenerne. Profeti var en særlig form for manifestation med bestemte ydre kendetegn og tegn. Alt, hvad der fremviste disse ydre kendetegn, blev kaldt profeti, hvad enten det budskab, der blev overbragt, var sandt eller falsk. Skelnemærket her var ikke profetens ydre tegn, men budskabets sandhed eller ret, sådan som den viste sig ved begivenheden. Hvad angår den onde ånd fra Jahve, kan den forklares på en af to måder. For det første kan det have sigtet til det onde sindelag hos den mand, som Guds Ånd virkede på; i så fald ville han modstå Ånden, og hans egen ånd ville være den onde ånd. Eller »den onde ånd fra Jahve« kan i profetens tanker have sigtet til en virkelig ondskabens ånd, som Jahve sendte eller tillod at gå ind i manden. Den sidste er den mest sandsynlige forklaring; i overensstemmelse hermed ville profeten forestille sig, at Jahves højere vilje blev fuldbyrdet, selv gennem den onde ånds virke på menneskets ånd. Jahves dømmende vrede mod overtrædelse ville, i profetens tanker, retfærdiggøre, at Jahve sendte en ond ånd.
6. Meddelelse af moralsk karakter:
Åndens virksomhed i Det Gamle Testamente er ikke begrænset til gaver til tjeneste. Moralsk og åndelig karakter føres også tilbage til Åndens gerninger. »Din hellige Ånd« (Sl 51,11); »hans hellige ånd« (Es 63,10); »din gode Ånd« (Neh 9,20); »Din Ånd er god« (Sl 143,10) er udtryk, der peger på den etiske kvalitet i Åndens handling. »Hellig« kommer fra verbalformen (qadhash), hvis grundbetydning er usikker, men som sandsynligvis betød »at være adskilt«, hvorfra det kommer til at betyde at være ophøjet, og dette førte til forestillingen om at være guddommelig. Og eftersom Jahve er moralsk god, kom forestillingen om »den hellige (= guddommelige)« til at betegne den hellige i moralsk forstand. Derfra blev ordet anvendt om Jahves Ånd. Jahve giver sin gode Ånd til undervisning (Neh 9,20); Ånden kaldes god, fordi den lærer at gøre Guds vilje (Sl 143,10); Ånden giver Herrens frygt (Es 11,2-5); dom og retfærdighed (Es 32,15); hengivenhed for Herren (Es 44,3-5); villig lydighed og et nyt hjerte (Ez 36,26); anger og bøn (Zak 12,10). I Sl 51,11 er der en intens følelse af skyld og synd forbundet med bønnen: »Tag ikke din hellige Ånd fra mig.« Således ser vi, at Det Gamle Testamente på talrige måder anerkender Helligånden som kilden til indre moralsk renhed, skønt tanken ikke er så udviklet som i Det Nye Testamente.
7. Ånden i Messias:
I både den første og den anden del af Esajas er der tydelige henvisninger til Ånden i forbindelse med Messias, skønt Messias i nogle tilfælde opfattes som den ideelle konge, der udspringer af Davids rod, og i andre som Jahves lidende tjener. Dette er ikke stedet til at drøfte den messianske betydning af den sidstnævnte gruppe passager, som har givet anledning til stor meningsforskel. Ligesom det gælder den ideelle davidiske konge, der i profetens tanker går fra den lavere til den højere og messianske opfattelse, sådan bliver, under skikkelsen af den lidende tjener, Israels »rest« grundlaget for et ideal, der i messiansk forstand overskrider den oprindelige kerne i forestillingen, som er afledt af de historiske begivenheder i Israels historie. Profeten hæver sig i brugen af begge forestillinger til tanken om Messias, som er Jahves »salvede«, særlig udrustet med Åndens kraft og visdom. I Es 11,1-5 gives et strålende billede af »skuddet af Isajs stub«. Ånden meddeler »visdom og indsigt« og udruster ham med mangfoldige gaver, ved hvis udøvelse han skal føre retfærdighedens og fredens rige ind. I Es 42,1 ff er »tjeneren« på samme måde udrustet overmåde rigt med Åndens gaver, i kraft af hvilke han skal føre »ret ud til hedningerne«. I Es 61,1 ff forekommer de bemærkelsesværdige ord, som Jesus citerede i Luk 4,18 f, begyndende: »Herrens Ånd er over mig« osv. I disse passager beskriver profeten udførligt og nøje Messias’ udrustning med en vid række af kræfter, som alle føres tilbage til Guds Ånds virke.
8. Forudsigelser om fremtidig udgydelse af Ånden:
I Israels senere historie, da eksilets lidelser tyngede hårdt, opstod der en tendens til at idealisere en fortidig tidsalder som den særlige velsignelse ved Åndens tid, sammen med en meget markant optimisme med hensyn til en fremtidig udgydelse af Ånden. I Hag 2,5 henvises der til den mosaiske periode som Åndens tidsalder, »da I drog ud af Egypten, og min Ånd blev boende iblandt jer.« I Es 44,3 skal Ånden udgydes over Jakob og hans afkom; og i Es 59,20 skal en Genløser komme til Zion under Jahves pagt, og Ånden skal blive over folket. Det sted, som imidlertid særligt angiver overgangen fra Det Gamle Testamentes tid til Det Nye Testamentes tid, er Joel 2,28; Joel 2,32, som citeres af Peter i ApG 2,17-21. I denne profeti udstrækkes tildelingen af Ånden til alle klasser, den ledsages af vidunderlige tegn og følges af frelsens gave. Når vi ser tilbage fra den senere til den tidligere periode i Det Gamle Testamentes historie, iagttager vi en dobbelt tendens i læren om Ånden. Den første går fra Åndens ydre gave til forskellige formål hen imod en dybere fornemmelse af det indre behov for Ånden til moralsk renhed og deraf følgende vægt på Åndens etiske kraft. Den anden tendens går i retning af en fornemmelse af nytteløsheden ved den blot menneskelige eller teokratiske nationale organisation i og for sig til at opnå Jahves mål, sammen med en fornemmelse af behovet for Guds Ånd over folket i almindelighed og en forudsigelse af Åndens universelle udbredelse.
II. Ånden i ikke-kanonisk jødisk litteratur.
I jødernes litteratur fra Israels land og Alexandria er der forholdsvis få henvisninger til Guds Ånd. De to bøger, hvor læren om Ånden er mest udtrykkelig og mest fuldt udviklet, er af alexandrinsk oprindelse, nemlig Salomos Visdom og Philos skrifter.
I Det Gamle Testamentes apokryfer og hos Josefus er henvisningerne til Ånden næsten altid blot ekkoer af en for længst svunden tidsalder, da Ånden var virksom blandt mennesker. På intet punkt er kontrasten mellem den kanoniske og den ikke-kanoniske litteratur mere slående end i læren om Guds Ånd. 1. Ånden hos Josefus:
Josefus har en række henvisninger til Helligånden, men næsten altid har de at gøre med Israels for længst svundne historie. Han henviser til 22 bøger i Det Gamle Testamente, som er af den største pålidelighed. Der findes andre bøger, men ingen »af samme autoritet«, fordi der »ikke har været en nøjagtig rækkefølge af profeter« (Josefus, Against Apion I, 8). Samuel beskrives som en, der havde en stor plads i rigets anliggender, fordi han er profet (Ant., VI, v, 6). Gud viser sig for Salomo i søvne og lærer ham visdom (ibid., VIII, ii); Bileam profeterer ved Åndens kraft (ibid., IV, v, 6); og Moses var en sådan profet, at hans ord var Guds ord (ibid., IV, viii, 49). Hos Josefus har vi altså ganske enkelt et vidnesbyrd om profeternes inspiration og kraft og om de bøger, der blev skrevet af dem, for så vidt som vi hos ham har lære om Guds Ånd. Selv her er Åndens virke sædvanligvis underforstået snarere end udtrykkeligt omtalt.
2. Ånden i pseudepigraferne:
I de pseudepigrafiske skrifter omtales Guds Ånd sædvanligvis som virksom i Israels for længst svundne historie eller i den fremtidige messianske tidsalder. I de apokalyptiske bøger bliver den fortidige kraftens tidsalder, da Ånden virkede mægtigt, grundlaget for håbene om fremtiden. Fortiden forherliges, og ud af den opstår håbet om et fremtidigt rige i herlighed og kraft. Enok siger til Metusalem: »Ordet kalder mig, og Ånden udgydes over mig« (En 91,1). I 49,1-4 har Messias visdoms, forstands og styrkes Ånd. Enok fremstilles som en, der beskriver sin egen bortrykkelse. »Han blev båret højt op i Åndens vogne« (En 70,2). I Jubilæerbogen 31,16 fremstilles Isak som profeterende, og i 25,13 siges det om Rebekka, at »Helligånden steg ned i hendes mund.« Undertiden forbindes Åndens virke nøje med det moralske liv, selv om dette er sjældent. »Guds Ånd hviler« over den mand, der har et rent og kærligt hjerte (XII den præstelige kodeks (P), Benj. 8). I Simeon 4 erklæres det, at Josef var en god mand, og at Guds Ånd hvilede over ham. Til tider fremtræder der en klage over profetiens forsvundne tidsalder (1 Makk 9,27; 14,41). Fremtiden skildres i glødende farver. Ånden skal komme i en fremtidig dom (XII den præstelige kodeks (P), Levi 18); og hellighedens ånd skal hvile over de frelste i Paradis (Levi 18); og i Levi 2 gives indsigtens ånd, og synet af den syndige verden og dens frelse følger. I almindelighed står denne litteratur langt under Det Gamle Testamentes, både i moralsk tone og religiøs indsigt. Meget af den virker barnligt, selv om vi til tider møder ophøjede passager. Den mangler den fremherskende gammeltestamentlige stemning, som bedst beskrives som profetisk, hvor forfatteren føler sig tvunget af Guds Ånds kraft til at tale eller skrive. Den gammeltestamentlige litteratur besidder således en livskraft og styrke, som forklarer styrken i dens appel til vores religiøse bevidsthed.
3. Ånden i Salomos Visdom:
Dernæst bemærker vi nogle få lærepunkter om Guds Ånd i Visd. Her er det etiske element i karakteren en betingelse for Åndens iboen. "I en ondskabsfuld sjæl skal visdommen ikke gå ind, ej heller bo i et legeme, der er underlagt synd. For tugtens hellige ånd vil flygte fra bedrag og vil ikke blive, når uretfærdighed kommer ind" (Salomos Visdom 1,4 f.). Denne "tugtens hellige ånd" er tydeligvis Guds Hellige Ånd, for i 1,7 fortsætter forfatteren med at hævde: "For Herrens Ånd fylder verden," og i 1,8.9 vender han tilbage til forestillingen om uretfærdighed som en hindring for ret tale. I Salomos Visdom 7,7 kommer Visdommens Ånd som svar på bøn. I 7,22-30 findes en udførlig og meget smuk beskrivelse af visdommen: "I hende er en forstandig ånd, hellig, en eneste, mangfoldig, fin, levende, klar, ubesmittet, tydelig, ikke udsat for skade, elskende det gode, hurtig, som ikke kan hindres, rede til at gøre godt, venlig mod mennesker, urokkelig, sikker," osv. "Hun er det evige lys' glans, det uplettede spejl af Guds kraft og billedet af hans godhed," osv. Ingen kan kende Guds råd undtagen ved Helligånden (9,17). Forfatteren til Salomos Visdom var dybt grebet af bevidstheden om Guds Ånds allestedsnærvær, sådan som det ses i 1,7 og i 12,1. I det sidstnævnte sted læser vi: "For din uforgængelige ånd er i alle ting."
4. Ånden hos Filon:
Hos Filon har vi det, som næsten helt mangler i anden jødisk litteratur, nemlig analytisk og reflekterende tænkning over Guds Ånds virke. Interessen hos Filon er først og fremmest filosofisk, og hans lære om Ånden har af denne grund særlig interesse i kontrast til bibelsk og anden udenbibelsk litteratur. I hans Questions and Solutions, 27, 28, forklarer han udtrykket i 1 Mos 8,1: "Han førte et åndedrag hen over jorden, og vinden lagde sig." Han hævder, at vand ikke formindskes af vind, men kun sættes i bevægelse og forstyrres. Derfor må der være en henvisning til Guds Ånd eller åndedrag, ved hvilket hele universet opnår sikkerhed. Han har en lignende drøftelse af spørgsmålet om, hvorfor ordet "Ånd" ikke bruges i stedet for "åndedrag" i 1 Mos i beretningen om menneskets skabelse, og han konkluderer, at "at ånde ind i" her betyder at "inspirere", og at Gud ved sin Ånd meddelte mennesket mentalt og moralsk liv og evne til guddommelige ting (Allegories, xiii). Flere steder drøfter Filon profeti og det profetiske embede. Et af de mest interessante angår Moses' profetiske embede (Life of Moses, xxiii ff.). Han beskriver også en falsk profet, som hævder at være "inspireret og besat af Helligånden" (On Those Who Offer Sacrifice, xi). I et meget bemærkelsesværdigt afsnit beskriver Filon i detaljer sine egne subjektive erfaringer under Helligåndens indflydelse, og hans sprog er den intellektuelle mystikers. Han siger, at han til tider fandt sig selv uden impuls eller evne til åndelig aktivitet, når hans intellekt pludselig, ved Guds Ånds komme, blev gjort meget frugtbart: "og undertiden, når jeg er kommet tom til mit arbejde, er jeg pludselig blevet fyldt, idet tanker på usynlig vis er blevet udgydt over mig og indplantet i mig fra det høje; så at jeg gennem den guddommelige inspirations indflydelse er blevet stærkt ophidset og hverken har kendt det sted, hvor jeg var, eller dem, der var til stede, eller mig selv, eller hvad jeg sagde, eller hvad jeg skrev," osv. (Migrations of Abraham, vii).
Hos Filon, som i den ikke-kanoniske litteratur i almindelighed, finder vi kun lidt metafysisk lære om Ånden og hans forhold til guddommen. På dette punkt er der intet væsentligt fremskridt ud over Det Gamle Testamentes lære. Helligåndens virksomhed i at forme og opretholde det fysiske univers og som kilden til menneskets evner og kræfter anerkendes klart hos Filon. Hos Filon, som hos Josefus, træder forestillingen om inspiration som den fuldstændige besættelse og beherskelse af profetens sind ved Guds Ånd klart frem, endog i en sådan grad, at de naturlige kræfters virke sættes ud af kraft. Dette står snarere i kontrast til end i overensstemmelse med Det Gamle Testamentes og Det Nye Testamentes opfattelse af inspiration, hvor profetens personlighed forbliver intenst aktiv under Åndens indflydelse, undtagen muligvis i tilfælde af syn og henrykkelse.
III. Helligånden i Det Nye Testamente.
I Det Nye Testamente er der en usædvanlig symmetri og fuldstændighed i læren om Guds Ånds virke i forhold til Messias selv og til grundlæggelsen af det messianske rige. Den enkleste fremstillingsmåde vil være at følge forløbet af Åndens fremadskridende aktiviteter, eller læren om disse aktiviteter, sådan som de præsenteres for os i den nytestamentlige litteratur, som vi nu har den, så vidt emnets natur tillader det. Dette vil naturligvis i nogen grad forstyrre den kronologiske rækkefølge, hvori de nytestamentlige bøger blev skrevet, eftersom en meget sen bog i nogle tilfælde, som i Johannesevangeliet, indeholder tidlig lære om Ånden.
1. I forhold til Kristi person og værk:
(1) Jesu fødsel.
I Matt 1,18 viser det sig, at Maria er med barn "af Helligånden" (ek pneumatos hagiou); en engel fortæller Josef, at det, "som er undfanget i hende, er af Helligånden" (1,20), og alt dette erklæres at være til opfyldelse af profetien om, at en jomfru skal føde en søn, hvis navn skal kaldes Immanuel (Es 7,14). I Luk 1,35 siger englen til Maria, at Helligånden (pneuma hagion) skal komme over hende, og den Højestes kraft (dunamis Hupsistou) skal overskygge hende. Her er "Helligånden" og "den Højestes kraft" parallelle udtryk, der betyder det samme; i det ene tilfælde understreges den guddommelige kilde og i det andet helligheden hos "det hellige, som bliver avlet" (1,35). I forbindelse med fremstillingen af barnet i templet beskrives Simeon som en, over hvem Helligånden hvilede, som fik åbenbaring gennem Ånden, og som kom ind i templet i Ånden (Luk 2,25-28). Således taler også profetinden Anna om barnet, tydeligvis efter Lukas' tanke under Helligåndens indflydelse (Luk 2,36).
Det fremgår klart af det foregående, at passagerne hos Matthæus og Lukas vil fremstille for det første den overnaturlige oprindelse og for det andet syndfriheden hos det barn, der blev født af Maria. Helligåndens handling betragtes som skabende, skønt de ord, der bruges, betyder "avlet" eller "født" (gennethen, Matt 1,20; og gennomenon, Luk 1,35). Der er intet antydet i fortællingerne om Jesu fødsel om Kristi eksistens før tiden. Denne lære blev udviklet senere. Der er heller ingen antydning af Marias, vor Herres mors, ubesmittede undfangelse eller syndfrihed. Dr. C.A. Briggs har fremsat en teori om Marias syndfrihed, som adskiller sig noget fra det romersk-katolske synspunkt, nemlig at Det Gamle Testamentes profetier forudsiger renselsen af den davidiske slægt, og at Maria var kulminationspunktet i denne renselsesproces og derved blev syndfri (Incarnation of the Lord, 230-34). Dette er imidlertid spekulativt og uden væsentlig bibelsk hjemmel. Jesu syndfrihed skyldtes ikke hans mors syndfrihed, men den guddommelige oprindelse af hans menneskelige natur, Guds Ånd.
I Hebr 10,5 ff. henviser forfatteren til Kristi syndfri legeme som det, der frembringer et fuldkomment offer for synder. Der henvises ikke direkte til Jesu fødsel, men hans legemes oprindelse tilskrives Gud (Hebr 10,5), dog ikke specifikt Helligånden.
(2) Jesu dåb.
De nytestamentlige beretninger giver os meget lidt oplysning om Jesu vækst frem til manddom. I Luk 2,40 ff. gives et billede af drengeårene, overordentlig kort, men fuldt af betydning. "Barnet voksede og blev stærkt, fyldt med visdom (randnote "blev fyldt med visdom"); og Guds nåde var over ham." Derefter følger beretningen om besøget i templet. Tydeligvis er drengen i alle disse erfaringer under Åndens indflydelse og vejledning. Dette alene ville give en fyldestgørende forklaring, selv om Lukas ikke udtrykkeligt nævner Ånden som kilden til netop disse erfaringer. Åndens virke forudsættes snarere.
Der lægges imidlertid stor vægt på Åndens nedstigen over Jesus ved hans dåb. Matt 3,16 erklærer, at efter hans dåb "åbnedes himlene for ham, og han så Guds Ånd stige ned som en due og komme over ham." Mark 1,10 gentager udsagnet i i det væsentlige tilsvarende vendinger. Luk 3,22 erklærer, at Ånden steg ned i "legemlig skikkelse, som en due" (somatiko eidei hos peristeran). I Joh 1,32; Joh 1,33 vidner Døberen om, at han så Ånden stige ned over Jesus som en due fra himlen, og at den blev over ham, og videre, at denne Åndens nedstigen var det tegn, hvormed han skulle genkende Jesus som "ham, der døber i Helligånden."
Af disse passager slutter vi, at der ved dåben skete en ny meddelelse af Ånden til Jesus i stor fylde, som en særlig salvelse til hans messianske kald. Beretningen erklærer, at den duelignende skikkelse blev set både af Jesus og Johannes, hvilket næppe er foreneligt med en blot subjektiv erfaring. Naturligvis skal duen her forstås som et symbol og ikke som en påstand om, at Guds Ånd faktisk antog en dues skikkelse. Forskellige betydninger er blevet tillagt symbolet. Én forbinder det med skaberkraften, ifølge en hedensk brug; andre med den spekulative filosofi i alexandrinsk jødedom, ifølge hvilken duen symboliserede den guddommelige visdom eller fornuft. Men den mest naturlige forklaring forbinder duens symbolik med Åndens rugen eller svæven i 1 Mos 13. I denne nye åndelige skabelse af menneskeheden, ligesom i den første fysiske skabelse, er Guds Ånd den energi, gennem hvilken værket føres videre. Muligvis kan duen, som en levende organisme, fuldstændig i sig selv, antyde helheden og fylden af Åndens gave til Jesus. Ved pinsen, derimod, gives Ånden fordelende og i det mindste delvist til enkeltpersoner som sådanne, som antydet ved de delte tunger som af ild, der "satte sig på hver enkelt af dem" (ApG 2,3). Joh 3,34 understreger fylden af den gave, der gives til Jesus: "For den, som Gud har udsendt, taler Guds ord; for han giver ikke Ånden efter mål." I Døberens vidnesbyrd erklæres varigheden af Jesu salvelse: "Den, som du ser Ånden stige ned over og blive over" (1,33).
Det er sandsynligt, at forbindelsen mellem tildelingen af Ånden og vanddåben, sådan som den senere ses i Apostlenes Gerninger, kan føres tilbage til Jesu modtagelse af Ånden ved hans egen dåb. Dåb i Ånden afløste ikke vanddåb.
Åndens gave i fylde til Jesus ved hans dåb var uden tvivl hans formelle og offentlige salvelse til hans messianske gerning (ApG 10,38). Jesu dåb kunne ikke have samme betydning som syndige menneskers dåb. For den symbolske renselse fra synd havde ingen mening for den syndfrie. Men som en formel, offentlig indvielseshandling var den passende for Messias. Den afsluttede hans private liv og førte ham ind i hans offentlige messianske virke. Forestillingen om en salvelse til offentlig tjeneste var velkendt i Det Gamle Testamentes skrifter og blev anvendt om præsten (2 Mos 28,41; 2 Mos 40,13; 3 Mos 4,3; 3 Mos 4,5; 3 Mos 4,16; 3 Mos 6,20; 3 Mos 6,22); om konger (1 Sam 9,16; 1 Sam 10,1; 1 Sam 15,1; 1 Sam 16,3; 1 Sam 16,13); undertiden om profeter (1 Kong 19,16; jf. Es 61,1; Sl 2,2; Sl 20,6). Disse salvelser skete med olie, og olien kom til at blive betragtet som et symbol på Guds Ånd.
Salvelsen af Jesus med Helligånden kvalificerede ham på to punkter til hans messianske embede.
(a) Den var kilden til hans egne udrustninger med kraft til at udholde fristelse, til at undervise, til at uddrive dæmoner og helbrede de syge, til hans lidelser og død, til hans opstandelse og himmelfart. Spørgsmålet rejses ofte, hvorfor Jesus, den guddommelige, skulle have haft brug for Helligånden til sit messianske kald. Svaret er, at hans menneskelige natur, som var virkelig, krævede Åndens nærvær. Mennesket, skabt i Guds billede, er skabt i afhængighed af Guds Ånd. Uden Guds Ånd forfejler mennesket sin sande bestemmelse, ganske enkelt fordi vores natur er indrettet som afhængig af Guds iboende Ånd for at udføre vores sande funktioner. Jesus som menneske krævede derfor Guds Ånds nærvær, på trods af sin guddommelig-menneskelige bevidsthed.
(b) Helligåndens komme over Jesus i fylde kvalificerede ham også til at skænke Helligånden til sine disciple. Johannes Døber forudsiger især, at det er ham, som skal døbe i Helligånden (Matt 3,11; Mr 18; Luk 3,16; se også Joh 20,22; Joh 20,15). Det gjaldt især kongen, at han blev salvet til sit embede, og betegnelsen Messias (mashiach, svarende til det græske ho Christos), som betyder Den Salvede, peger på dette forhold.
(3) Jesu fristelse.
Kendsgerningerne om fristelsen er følgende: I Matt 4,1 får vi at vide, at Jesus blev ført af Ånden ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Mark 1,12 erklærer på sin malende måde, at efter dåben »driver Ånden straks (ekballei) ham ud i ørkenen.« Luk 4,1 erklærer mere udførligt, at Jesus var »fuld af Helligånden«, og at han blev »ført i Ånden i ørkenen i 40 dage.« Det indtryk, som beretningerne om fristelsen giver, er et indtryk af intens åndelig kamp. Da Messias stod over for sin livsopgave, var han underlagt de almindelige vilkår for andre mennesker i en ond verden. Ikke ved ren og skær guddommelighed og ved at handle udefra som Gud, men også som menneske og som en del af verden måtte han overvinde, sådan at selv om han var syndfri, var det ikke desto mindre sandt, at Jesu retfærdighed også var en erhvervet retfærdighed. Fristelserne var uden tvivl sådanne, som var særlige for hans messianske kald: misbrug af magt, troens formastelse og den tidslige pragtens appel. Over for disse stiller han magtens tilbageholdenhed, troens ligevægt og forestillingen om et rige, som helt og holdent er åndeligt i sin oprindelse, sine midler og sine mål. Jesus bliver så at sige slynget af Ånden ind i denne frygtelige kamp med ondskabens magter, og hans sejr var, ligesom fristelserne selv, ikke endelig, men typisk og repræsentativ. Det er en fejl at antage, at Jesu fristelser endte ved afslutningen af de fyrre dage. Senere i sin tjeneste omtaler han disciplene som dem, der havde været hos ham i hans fristelser (Luk 22,28). Fristelserne fortsatte gennem hele hans liv, selv om ørkenfristelserne naturligvis var den strengeste prøve af alle, og sejren dér i princippet og som foregribelse indeholdt senere sejre. Der er blevet kommenteret på fraværet af henvisning til Helligåndens indflydelse på Jesus i visse bemærkelsesværdige erfaringer, som i andres tilfælde almindeligvis ville være blevet ført direkte tilbage til Ånden, som i Luk 11,14 ff. osv. (jf. artiklen af James Denney i DCG, I, 732, 734). Er det dog ikke sandt, at evangelieforfatternes synspunkt er, at Jesus altid er under Åndens kraft? Ved hans dåb, i fristelsen og ved begyndelsen af hans offentlige tjeneste (Luk 4,14) lægges der ganske særlig vægt på dette forhold. Fra da af forudsættes Åndens nærvær og virke. Fra tid til anden henvises der til Ånden af særlige grunde, men Åndens virke i og gennem Jesus forudsættes altid.
(4) Jesu offentlige tjeneste.
Her kan vi kun udvælge nogle få punkter til at belyse en langt større sandhed. Evangeliernes forfattere, og især Lukas, opfattede hele Jesu tjeneste som stående under Helligåndens kraft. Efter at have erklæret, at Jesus var »fuld af Helligånden«, og at han blev ført omkring af Ånden i ørkenen i fyrre dage i 4,1, erklærer han i 4,14, at Jesus »vendte tilbage i Åndens kraft til Galilæa«. Dette efterfølges i det næste vers af en almindelig sammenfatning af hans virksomhed: »Og han underviste i deres synagoger og blev lovprist af alle.« Dernæst, som for at fuldende sin lære om Åndens forhold til Jesus, fortæller han om besøget i Nazaret og om Jesu citat i synagogen dér af Esajas’ ord, der begynder: »Herrens Ånd er over mig«, med den detaljerede beskrivelse af hans messianske virksomhed, nemlig at forkynde for de fattige, kundgøre frigivelse for fanger, give blinde synet igen og udråbe Herrens nådeår (Es 61,1). Jesus forkynder, at denne profeti er opfyldt i ham selv (Luk 4,21). I Matt 12,18 ff. gives et citat fra Es 42,1-3 i forbindelse med Jesu mirakuløse helbredelsesgerning. Det er et afsnit af udsøgt skønhed og beskriver Messias som en stille, diskret og nænsom tjener for menneskelige behov, i besiddelse af uimodståelig kraft og uendelig tålmodighed. Således virkeliggøres Det Gamle Testamentes højeste idealer om Guds Ånds virke, især i Jesu offentlige tjeneste. Beskrivelsens omfattende udtryk gør det ubestrideligt klart, at Det Nye Testamentes forfattere tænkte på hele Jesu offentlige liv som ledet af Guds Ånd. Vi behøver blot at læse evangelieberetningerne for at udfylde detaljerne.
Jesu undere blev udført ved Helligåndens kraft. Lejlighedsvis gribes han så at sige af en fornemmelse af, hvor presserende hans gerning er, på en sådan måde at tilskuerne får indtryk af, at en mærkelig kraft virker i ham. I ét tilfælde mener folk, at han er ude af sig selv (Mark 3,21); i et andet bliver de slået af myndigheden i hans undervisning (Mark 1,22); i et andet får hans intense hengivenhed for sin opgave ham til at glemme legemlige behov (Joh 4,31); igen mener folk, at han har en dæmon (Joh 8,48); på et tidspunkt gribes han af jublende glæde, da de 70 vender tilbage fra deres vellykkede evangeliseringsrejse, og Lukas erklærer, at Jesus i den time jublede i Helligånden (Luk 10,21; sammenlign Matt 11,25). Hele dette afsnit er bemærkelsesværdigt og indeholder elementer, som peger hen mod den johannæiske opfattelse af Jesus, og af den grund er Harnack tilbøjelig til at miskreditere det på visse punkter (Sayings of Jesus, 302). Et af de mest imponerende aspekter ved denne Jesu virksomhed i Ånden er dens beherskede intensitet. Intetsteds mangler der selvbeherskelse. Intetsteds er der vidnesbyrd om en koldt belærende holdning på den ene side eller om en løs tøjle på viljen på den anden. Jesus er altid en inderligt menneskelig Mester, indhyllet i guddommelig kraft. Underne står i skarp kontrast til underne i de apokryfe evangelier. I de sidstnævnte tilskrives Jesus som dreng alle slags lunefulde kraftgerninger. I vore evangelier udføres der derimod intet under før efter hans salvelse med Ånden ved dåben.
Et emne af særlig interesse er bespottelse mod Helligånden. Jesus uddrev dæmoner ved Guds Ånds kraft. I Matt 12,31; Mark 3,28 f.; Luk 12,10 har vi erklæringen om, at bespottelse mod Helligånden er en utilgivelig synd. Markus præciserer Jesu anklageres forseelse ved at sige, at de sagde om Jesus: »Han har en uren ånd.« Bespottelsen mod Ånden synes ikke blot at have været forkastelse af Jesus og hans ord, hvilket kunne skyldes forskellige årsager. Det var snarere den synd at tilskrive gerninger af guddommelig barmhjertighed og kraft—gerninger, som havde alle tegn på deres oprindelse i Guds godhed—en djævelsk kilde. Anklagen var, at han uddrev dæmoner ved Beelzebul, dæmonernes fyrste. Vi skal ikke antage, at synden mod Helligåndens utilgivelige karakter skyldtes noget vilkårligt i Guds ordninger vedrørende synd. Den moralske og åndelige holdning, som lå i anklagen mod Jesus, var ganske enkelt håbløs. Den forudsatte en sådan forvridning eller voldsom bortdrejning af den moralske natur fra sandheden, en så dybtliggende ondskabsfuldhed og så fuldstændig ufølsomhed over for guddommelige påvirkninger, at der ikke var nogen moralsk kerne tilbage, som Guds tilgivende kærlighed kunne virke på.
Se BLASPHEMY.
(5) Død, opstandelse og pinsegave.
Det er ikke muligt her at give en fuldstændig oversigt over Jesu virksomhed i Helligånden. Vi bemærker et eller to yderligere punkter om Helligåndens forhold til ham. I Hebr 9,14 erklæres det, at Kristus »ved den evige Ånd frembar sig selv uden fejl for Gud«, og i Rom 1,4 siger Paulus, at han »med kraft blev erklæret at være Guds Søn, efter helligheds ånd, ved opstandelsen fra de døde« (sammenlign også Rom 8,11).
Som allerede bemærket gav Johannes Døber som en særlig betegnelse for Jesus, at det var ham, der skulle døbe med Helligånden, i modsætning til hans egen dåb i vand. I Joh 20,22, efter opstandelsen og før himmelfarten, åndede Jesus på disciplene og sagde: »Modtag Helligånden.« Der var sandsynligvis en virkelig meddelelse af Ånden i denne Jesu handling som foregribelse af udgydelsen i fylde på pinsedagen. I ApG 1,2 erklæres det, at han gav befaling ved Helligånden, og i 1,5 forudsiges det af ham, at disciplene skulle »døbes i Helligånden om ikke mange dage«; og i 1,8 erklæres det: »I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer.«
Det fremgår klart af det foregående, at Jesus i de nytestamentlige forfatteres tanke er fuldt udrustet med Helligåndens kraft. Det er i vid udstrækning Det Gamle Testamentes syn på Ånden; det vil sige, Åndens virke i og gennem Jesus sker især med henblik på hans officielle messianske gerning, den karismatiske Ånd, der meddeler kraft, snarere end Ånden blot til helligt liv. Alligevel er der her en forskel mellem Det Gamle Testamentes og Det Nye Testamentes fremstillinger. I Det Gamle Testamente fremhæves Åndens virksomhed meget stærkt, når mægtige gerninger udføres ved hans kraft. I evangelierne samles opmærksomheden mindre om Ånden end om Jesus selv, selv om det altid forudsættes, at han handler i Åndens kraft. Også i Jesu tilfælde forudsættes altid den moralske kvalitet i hans ord og gerninger.
2. Helligånden i Guds rige:
Vort næste emne i fremstillingen af den nytestamentlige lære er Helligånden i forhold til Guds rige. Helt i overensstemmelse med den fulde udrustning af Jesus, rigets grundlægger, med Åndens kraft, er meddelelsen af Ånden til de redskaber, som Forsynet bruger i ledelsen af rigets anliggender. Vi må på alle punkter, når vi betragter emnet i Det Nye Testamente, holde den gammeltestamentlige baggrund for øje. Pagtsforholdet mellem Gud og Israel var forudsætningen for alle Det Gamle Testamentes velsignelser. I Det Nye Testamente er der ikke et identisk, men et analogt synspunkt. Gud fortsætter sit værk blandt mennesker. Ja, i virkelig forstand har han begyndt et nyt værk, men dette nye værk er opfyldelsen af det gamle. Det nye adskiller sig fra det gamle i nogle meget vigtige henseender, især netop i dette, at det nationale og teokratiske liv nu helt er ude af syne. Profetien beskæftiger sig ikke længere med politiske spørgsmål. Åndens kraft salver ikke længere konger og dommere til deres opgaver. Åndens virkning på kosmos ophører nu med at få opmærksomhed. Kort sagt er Guds rige stærkt åndeliggjort, og det er næsten altid Åndens forhold til den enkelte eller til kirken, der behandles.
(1) Synoptisk lære.
Vi betragter kort den synoptiske lære om Helligånden i forhold til Guds rige. Jesu forløber går foran hans ansigt i Elias’ ånd og kraft (Luk 1,17). Om ham var det blevet forudsagt, at han skulle fyldes med Helligånden fra sin mors liv (Luk 1,15). Mesteren forudsiger udtrykkeligt, at Helligånden vil give den nødvendige visdom, når disciplene bliver overgivet. “Det er ikke jer, der taler, men Helligånden” (Mark 13,11). I Luk 12,12 erklæres det også, at “Helligånden skal i netop den time lære jer, hvad I bør sige.” Ligeledes i Matt 10,20: “Det er ikke jer, der taler, men jeres Faders Ånd, som taler i jer.” I Luk 11,13 findes et smukt udsagn: Hvis vi, som er onde, giver gode gaver til vore børn, hvor meget mere skal da den “himmelske Fader give Helligånden til dem, der beder ham.” Dette er en variation fra parallelstedet i Matt (7,11) og illustrerer Lukas’ markante betoning af Åndens virkninger. I Matt 28,19 befales disciplene at døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Dette sted er blevet draget i tvivl, men der er ikke tilstrækkeligt grundlag for at forkaste det. Hidtil har der næsten ikke været nogen direkte antydning af Åndens personlighed eller de trinitariske følger i læren om Ånden. Her har vi imidlertid en meget tankevækkende antydning i retning af en lære om Ånden, som senere når en mere fuldstændig udvikling.
(2) I Johannes’ skrifter
I Johannesevangeliet findes en mere udførlig fremstilling af Helligåndens embede og gerning, særlig i Joh 14-17. Flere tidligere steder må dog bemærkes. Stedet om den nye fødsel i Joh 3,5 ff. lægger vi først mærke til. Udtrykket “uden at man bliver født af vand og Ånd” synes at indeholde en henvisning til dåben sammen med Guds Ånds direkte virkning på sjælen. I lyset af andre nytestamentlige lærdomme er vi dog ikke berettiget til her at tillægge dåben frelsende virkning. “Fødslen”, for så vidt den angår dåben, er blot symbolsk, ikke faktisk. Den ydre handling er den passende symbolske ledsagelse af den åndelige genfødelse ved Ånden. Symbolik og åndelig kendsgerning bevæger sig ad parallelle linjer. Indgangen i riget sker symbolsk ved dåben, ligesom den “nye fødsel” symbolsk finder sted ved samme middel.
I Joh 6,51 ff. har vi de meget vanskelige ord, der tillægges Jesus, om at spise hans kød og drikke hans blod. Disciplene blev stærkt foruroligede over disse ord, og i 6,63 fastholder Jesus, at "det er ånden, der giver liv; kødet gavner intet." Ens syn på betydningen af dette meget omdiskuterede afsnit vil i høj grad afhænge af ens udgangspunkt for fortolkningen af det. Hvis man anlægger det synspunkt, at Johannes læser meget ind i beretningen, som først kom senere i historien, vil den slutning sandsynligvis følge, at Jesus her henviser til Herrens nadver. Hvis man derimod mener, at Johannes søger i det væsentlige at gengive, hvad der blev sagt, og at formidle et indtryk af den faktiske situation, vil man ikke udlede nogen henvisning til nadveren. Sproget passer ganske vist til den senere lære ved indstiftelsen af nadveren, selv om Johannes udelader en detaljeret beretning om nadveren. Men Jesus stod over for en meget virkelig situation i den kødelige ånd hos den skare, som fulgte ham for brødene og fiskene. Hans dybt mystiske ord synes at have været bestemt til at frembringe det resultat, som fulgte, nemlig adskillelsen af de sande fra de falske disciple. Der er derfor ingen nødvendig henvisning til Herrens nadver specifikt i hans ord. Åndelig mad og drikke, ikke kødelig, er menneskets sande føde. Han selv var denne føde, men kun de åndeligt modtagelige ville gribe hans mening. Det er vanskeligt at angive nogen tilstrækkelig grund til, at Jesus her skulle have henvist til nadveren, eller til, at Johannes skulle have ønsket at indføre en sådan henvisning i fortællingen på dette stadium.
I Joh 7,37 ff. har vi et udsagn af Jesus og Johannes' fortolkning af det, som stemmer overens med den synoptiske henvisning til en fremtidig dåb i Helligånden, der skulle gives af Jesus: "Den, der tror på mig, som skriften har sagt, fra hans indre skal der strømme floder af levende vand." Johannes tilføjer: "Men dette sagde han om Ånden, som de, der troede på ham, skulle modtage; for Ånden var endnu ikke givet, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort." Uden tvivl er Johannesevangeliet i vid udstrækning en gengivelse af kendsgerningerne og Jesu lære med evangelistens egne ord. Dette afsnit viser imidlertid, at Johannes skelnede mellem sine egne udformninger af Kristi lære og selve læren, og det advarer os mod den vane hos mange eksegeter, som bredt antager, at Johannes brugte sit materiale med ringe hensyn til omhyggelig og korrekt fremstilling, idet han lod det passere gennem sin egen bevidsthed på en sådan måde, at han efterlod os sit eget subjektive evangelium snarere end en virkelig historisk beretning. De etiske konsekvenser af en sådan fremgangsmåde fra Johannes' side ville næppe harmonere med hans almindelige tone og især med læren i hans breve. Uden tvivl rummer Johannesevangeliet megen betydning, som han ikke kunne have lagt ind i det før Åndens komme. Men det, Johannes søger at give, er Jesu lære og ikke hans egen teori om Jesus.
Dernæst giver vi en oversigt over læren i de store kapitler Joh 14 til 17, Jesu afskedstale. I 14,16 siger Jesus: "Jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden Talsmand" (parakletos; se PARAKLET). Dernæst beskriver Jesus denne Talsmand som en, verden ikke kan modtage. Disciplene kender ham, fordi han bliver i dem. Kristendommens sandhed erkendes åndeligt, dvs. den erkendes ved Helligåndens kraft og iboen. I "virkelighedens" navn afviser videnskaben undertiden disse indre erfaringer som "mystiske". Men kristne holder fast ved dem som højst virkelige, erfaringsdata lige så sande og pålidelige som alle andre former for menneskelig erfaring. At afvise dem ville for dem være at afvise selve virkeligheden. Faderen og Sønnen skal tage bolig hos kristne (14,23). Dette er sandsynligvis en anden form for udsagn om Åndens nærvær og ikke en særskilt linje i mystisk lære. (Jf. Woods, The Spirit of God in Biblical Literature, 243.) For i 14,26 gentages løftet om Ånden. Faderen skal sende Ånden i Kristi navn, og han skal lære disciplene alle ting og også levendegøre deres hukommelse. I Det Nye Testamente generelt, og især i Johannes' og Paulus' skrifter, er der ingen fornemmelse af konflikt mellem Faderen, Sønnen og Ånden i deres virke i den kristne. Alt udgår fra Faderen, gennem Sønnen, og fuldbyrdes i den kristne ved Helligånden. Som det vil fremgå, fremstilles Kristus i den troende som praktisk talt alt det, Ånden gør, uden at Kristus identificeres med Ånden. Indtil videre er der flere træk, der antyder Helligåndens personlighed. Betegnelsen "en anden Talsmand", taget i forbindelse med beskrivelsen af hans gerning, er ét. Det forhold, at han sendes eller gives, er et andet. Og et andet ses i den særlige gerning, Ånden skal udføre. Endnu et er det hankønspronomen, der bruges her (ekeinos). I Joh 14,26 angives Åndens funktion. Han skal bringe "i erindring alt, hvad jeg sagde til jer." I 15,26 gøres dette endnu mere omfattende: "Han skal vidne om mig," og endnu mere eftertrykkeligt i 16,14: "Han skal herliggøre mig; for han skal tage af mit og forkynde det for jer." Området for Åndens virksomhed er den enkelte troendes og kirkens hjerte. Hans vigtigste funktion er at oplyse Jesu lære og herliggøre hans person. Joh 15,26 er det sted, der er blevet brugt til støtte for læren om Åndens udgåen. Jesus siger: "Jeg vil sende" (pempso), fremtid, med henvisning til "sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen" (ekporeuetai), nutid. Nutiden her antyder tidløs handling og er blevet forstået som tegn på et væsentligt forhold mellem Ånden og Gud Faderen (jf. Godet, Commentary on John, på det anførte sted.). Risikoen ved en sådan fortolkning ligger især i fraværet af andre bekræftende skriftsteder og i muligheden for en anden og enklere betydning af ordet. Sproget er dog usædvanligt, og skiftet i tid i løbet af sætningen er tankevækkende. Måske er det et af de mange tilfælde, hvor vi må indrømme, at vi ikke kender den præcise betydning af Skriftens sprog.
I Joh 16,7-15 har vi et meget vigtigt sted. Jesus erklærer for de ængstelige disciple, at det er gavnligt for ham at gå bort, for ellers vil Ånden ikke komme. "Når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom" (16,8). Det ord, der oversættes "overbevise" (elegksei), indebærer en erkendelsesmæssig proces sammen med en moralsk. Ånden, som handler med sandhed og retter sin appel gennem sandheden, skal overbevise, skal føre det sind, han virker på, ind i en følelse af selvfordømmelse på grund af synd. Ordet betyder mere end at irettesætte, eller gendrive, eller overbevise. Det betegner indtil et vist punkt en moralsk erobring af sindet: "om synd, fordi de ikke tror på mig" (16,9). Vantro er rodsynden. Guds åbenbaring i Kristus er, bredt sagt, hans fordømmelse af al synd. Ånden kan overbevise om bestemte synder, men de vil alle vise sig i deres væsen at bestå i forkastelsen af Guds kærlighed og retfærdighed i Kristus, dvs. i vantro. "Om retfærdighed, fordi jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere" (16,10). Hvad betyder dette? Mener Jesus, at hans gang til Faderen vil være beviset på hans retfærdighed for dem, der slog ham ihjel, eller at denne gang til Faderen vil være den fuldendende eller kronende handling i hans retfærdighed, som Ånden skal føre ind i menneskers hjerter? Eller mener han, at fordi han går bort, vil Ånden træde i hans sted med at overbevise mennesker om retfærdighed? Den sidste betydning synes at ligge i ordene: "og I ser mig ikke længere." Sandsynligvis udelukker betydningerne dog ikke hinanden. "Om dom, fordi denne verdens fyrste er blevet dømt" (16,11). I hans inkarnation og død er denne verdens fyrste, tronraneren, besejret og kastet ud.
Vi kan sammenfatte læren om Ånden i disse fire kapitler således: Han er sandhedens Ånd; han leder ind i hele sandheden; han bringer Kristi lære i erindring; han viser det, der skal komme; han herliggør Kristus; han taler ikke af sig selv, men om Kristus; han, ligesom de troende, vidner om Kristus; han sætter kristne i stand til at gøre større gerninger end Kristi; han overbeviser verden om synd, om retfærdighed og om dom; han kommer, fordi Kristus går bort; han er "en anden Talsmand"; han skal blive hos disciplene for evigt.
Disse lærepunkter dækker et meget bredt spektrum af behov. Helligånden er emnet for hele talen. På en måde er den modstykket til Bjergprædikenen. Dér udlægges rigets love. Her fremstilles midlerne til virkeliggørelsen af alle dette riges mål. Riget bliver nu Åndens rige. Da den historiske åbenbaring af sandheden i Jesu liv, død, opstandelse og herliggørelse er fuldendt, kommer sandhedens Ånd i fylde. Evangeliet som historie skal nu blive evangeliet som erfaring. Messias som kendsgerning skal nu blive Messias som liv gennem Åndens virken. Alle elementer i Åndens virken er omfattet: det karismatiske til mægtige gerninger; det intellektuelle til vejledning ind i sandheden; det moralske og åndelige til at frembringe hellige liv. Denne tale overfører så at sige riget fra Mesterens skuldre til disciplenes, men de sidstnævnte bliver udrustet til deres opgaver ved den iboende og blivende Ånds kraft. Metoden for rigets vækst og fremgang angives klart som åndelig: overbevisning om synd, retfærdighed og dom samt Kristi disciples lydige og hellige liv.
Før vi går videre til næste emne, bør der fremsættes en bemærkning om de trinitariske antydninger i disse kapitler hos Johannes. Åndens personlighed er tydeligt underforstået i meget af sproget her. Det er sandt, at vi ikke har nogen formel lære om den metafysiske side, ingen ontologi i ordets strenge betydning. Dette forhold tillægges stor vægt af forfattere, som er langsomme til at anerkende Helligåndens personlighed i lyset af Johannes' og Paulus' lære. Disse forfattere har dog ingen vanskelighed ved at hævde, at Det Nye Testamentes forfattere mener, at Gud er et personligt væsen (se I. F. Woods, The Spirit of God in Biblical Literature, 256, 268). Det må imidlertid fastholdes, at der i Det Nye Testamente, som i Det Gamle Testamente, er kun lidt metafysik, kun lidt ontologisk lære om Gud. Hans personlighed udledes af den samme slags udsagn som dem, der vedrører Ånden. Ud fra et ontologisk synspunkt måtte vi derfor også forkaste Guds personlighed på grundlag af den bibelske lære. De trinitariske formuleringer er måske ikke korrekte på alle punkter, men Det Nye Testamente giver hjemmel for den trinitariske lære, ligesom det giver hjemmel for troen på Guds personlighed. Vi insisterer ikke på at finde metafysik i Skriften, hvor den ikke findes, men vi insisterer på konsekvens i fortolkningen af Skriftens folkelige og praktiske sprog om den anden og tredje såvel som den første person i Treenigheden.
Vi tilføjer nogle få linjer om Johannes' lære i brevene og Åbenbaringen. I almindelighed er den i nær overensstemmelse med læren i hans evangelium og kræver ikke udførlig behandling. Ånden giver vished (1 Joh 3,24); tilskynder til bekendelse af Kristus (1 Joh 4,2); vidner om Kristus (1 Joh 5,6 ff). I Åb 1,4 er »de syv ånder« et udtryk for Åndens fylde. Ånden taler til menighederne (1 Joh 2,7; Joh 2,11; Joh 3,6). Seeren er »i Ånden« (1 Joh 4,2). Ånden slutter sig til menigheden i evangeliets indbydelse (1 Joh 2,17).
(3) I Apostlenes Gerninger.
Apostlenes Gerninger indeholder beretningen om begyndelsen på Helligåndens husholdning. Der er fra starten den tætteste forbindelse med de nedskrevne forudsigelser om Helligånden i evangelierne. Særlig gør Lukas kontinuiteten i sin egen tanke om Ånden klar i sit tidligere og senere skrift. Jesus giver i det første kapitel af Apostlenes Gerninger befaling ved Helligånden og forudsiger modtagelsen af kraft som resultat af dåben i Helligånden, som disciplene snart skal modtage.
Formen for Åndens virksomhed i Apostlenes Gerninger er hovedsagelig karismatisk, det vil sige den mirakuløse udrustning af disciple med kraft eller visdom til deres arbejde med at udbrede det messianske rige. Endnu er Åndens gerning i disciplene som den vigtigste helliggørende kraft ikke fuldt udviklet og beskrives senere meget udførligt i Paulus' skrifter. Nogle nyere forfattere har overbetonet kontrasten mellem den tidligere og den mere udviklede opfattelse af Ånden med hensyn til det moralske liv. I Apostlenes Gerninger viser den etiske betydning af Åndens virken sig flere steder (se ApG 5,3; ApG 5,9; ApG 7,51; ApG 8,18 f; 13,9; 15,28). Hovedinteressen i Apostlenes Gerninger er naturligt nok Åndens medvirken ved grundlæggelsen af det messianske rige, eftersom det her er den tidlige historie om dette riges udbredelse, der er nedskrevet. De fænomenale snarere end de indre moralske sider af denne store bevægelse træder naturligt nok især frem. Men overalt er de etiske implikationer til stede. Gunkel har uden tvivl ret i udsagnet om, at Paulus' opfattelse af Ånden som indre og moralsk og virksom i den kristnes daglige liv åbner vejen for Åndens virksomhed som et historisk princip i efterfølgende tidsaldre. Når alt kommer til alt, er dette Åndens grundlæggende og universelle betydning (se Gunkel, Die Wirkungen des heiligen Geistes, etc., 76; sammenlign Pfleiderer, Paulinismus, 200).
Vi går nu over til at give et kort resumé af Helligåndens virksomhed, sådan som den er nedskrevet i Apostlenes Gerninger, og følger dette op med en drøftelse af et eller to særlige punkter. Den store begivenhed er naturligvis Helligåndens udgydelse eller dåb på pinsedagen, efterfulgt af fuldendelsen af dåben i Helligånden ved dåben af Kornelius' husstand (2,1 ff.; 10,17-48). Tungetale og andre slående manifestationer ledsagede denne dåb, ligesom apostlenes vidnesbyrd om evangeliet med kraft. Se dåb med Helligånden. Denne udgydelse erklæres at være en opfyldelse af gammeltestamentlig profeti, og det hævdes også, at den er den ophøjede Herre Jesu Kristi gave (2,17.33). Efter denne Helligåndens dåb bliver disciplene udrustet med mirakuløs kraft til deres gerning. Mirakler udføres (ApG 2,43), og alle nødvendige gaver af visdom og guddommelig vejledning skænkes. En hyppig udtryksform, der beskriver aktørerne i historien, er "fyldt med Helligånden". Den bruges om Peter (4,8); om disciple (4,31); om de syv diakoner (6,3); om Stefanus (6,5; 7,55); om Saulus, som bliver Paulus (13,9).
Åndens nærvær og hans umiddelbare og direkte ledelse af forholdene ses i den kendsgerning, at Ananias og Safira fremstilles som nogle, der lyver for Helligånden (ApG 5,3; ApG 5,9); jøderne anklages af Stefanus for at stå Helligånden imod (ApG 7,51); og Simon Magus irettesættes for at forsøge at købe Ånden for penge (ApG 8,18).
Helligånden forbindes med dåbshandlingen, men der synes ikke at være nogen fast rækkefølge mellem de to. I ApG 9,17 kommer Ånden før dåben; og efter dåben i 8,17 og 19,6. I disse tilfælde kom Ånden også i forbindelse med håndspålæggelse. Men i 10,44 falder Helligånden over tilhørerne, mens Peter taler, før dåben og uden nogen håndspålæggelse. Disse eksempler, hvor rækkefølgen af dåb, håndspålæggelse og Åndens gave synes at være ligegyldig, er en slående antydning af den ikke-sakramentale karakter af læren i Apostlenes Gerninger, og i det hele taget i Det Nye Testamente. Der synes bestemt ikke at være knyttet nogen særlig virkning til håndspålæggelse eller dåb, undtagen som symbolske fremstillinger af åndelige kendsgerninger. Gunkel hævder i sit fremragende værk om Helligånden, at ApG 2,38 er et eksempel på, at Ånden skænkes under dåben (Die Wirkungen des heiligen Geistes, osv., 7). Peters ord kan dog henvise til en modtagelse af Ånden efter dåben, om end tydeligvis i umiddelbar forbindelse med den. Dåben med Helligånden var altså klart ikke ment som en erstatning for vanddåben. Desuden var dåben med Helligånden i streng forstand en historisk begivenhed eller historiske begivenheder, fuldendt ved begyndelsen, da udbredelsen af Guds rige, som begyndte på pinsedagen, begyndte at nå ud til den hedenske verden.
I ApG fremstilles hele den historiske bevægelse af Lukas som værende under Åndens ledelse. Han leder Filip til etiopieren og "river" derpå Filip "bort" (8,29.39). Han leder Peter i Joppe gennem synet og fører ham derpå til Kornelius i Cæsarea (10,19 f.; 11,12 f.). Ånden befaler menigheden i Antiokia at udskille Saulus og Barnabas til missionsarbejde (13,2 ff.). Han leder menigheden i Jerusalem (15,28). Han forbyder apostlen at rejse til Asien (16,6 f.). Ånden sætter Agabus i stand til at profetere, at Paulus vil blive bundet af jøderne i Jerusalem (21,11; jf. også 20,23). Ånden indsatte de ældste i Efesos (20,28).
Et eller to punkter kræver opmærksomhed, før vi forlader Apostlenes Gerninger. Det indtryk, vi får af Åndens handling her, antyder meget stærkt en guddommelig hensigt, der bevæger sig på historiens scene på en stor og omfattende måde. I Jesus blev denne hensigt individualiseret. Her antydes kraftigt den supplerende tanke om en vældig historisk bevægelse. Gunkel hævder, at Åndens handling sædvanligvis ikke opfattes af dem, den virker på, i kategorierne middel (Mittel) og mål (Zweck), men snarere som årsag (Ursache) og virkning (Wirkung) (se Die Wirkungen des heiligen Geistes, osv., 20). Der er et element af sandhed i dette, men ideen om hensigt er på ingen måde begrænset til historikeren, som senere nedskrev Åndens handling. Aktørerne i det åndelige drama var overalt bevidste om den store bevægelse, som de som enkeltpersoner var en del af. I nogle passager anerkendes eksistensen af hensigt i Åndens handling klart, som når han holder Paulus tilbage på visse punkter, og ved udpegelsen af Saulus og Barnabas som missionærer. Guddommelig hensigt er i sandhed underforstået på alle punkter, og selv om det særlige mål, der var for øje, ikke altid var klart i et givet tilfælde, var de, som Ånden virkede på, næppe så naive i deres forståelse af sagen, at de tænkte på deres erfaringer blot som en række ekstraordinære fænomener, der var fremkaldt på en bestemt måde.
Dernæst bemærker vi glossolalien, eller tungetalen, som er omtalt i ApG 2, såvel som i senere kapitler og i Paulus' breve. Den fremherskende opfattelse i dag er, at »at tale i tunger« ikke betyder at tale virkelige, forståelige ord på et fremmed sprog, men snarere at frembringe meningsløse lyde, sådan som det var almindeligt blandt hedningerne, og sådan som det undertiden ses i dag, hvor det religiøse liv bliver stærkt følelsesbetonet i sin ytring. Til støtte for denne opfattelse drages beretningen i ApG 2 i tvivl, og Paulus' anvisninger i 1 Kor 1 anføres. Naturligvis vil et menneskes verdensanskuelse sandsynligvis påvirke hans fortolkning i dette som i andre spørgsmål. Filosofisk set gør en antisupernaturalistisk verdensanskuelse det let at betvivle Det Nye Testamentes glossolali. En redelig eksegese kræver imidlertid snarere, at man anerkender, at der i den apostolske kirke fandtes tale på fremmede tungemål, selv om der ved siden af den fandtes (hvilket kan betvivles alvorligt) det andet ovennævnte fænomen. ApG 2,3 ff er i sig selv fuldstændig afgørende, og der er ikke fundet gyldige kritiske grunde til at forkaste afsnittet. 1 Kor 1 bekræfter denne opfattelse, når man søger dets mest naturlige mening. Paulus insisterer her på, at gudstjenesten skal foregå ordentligt, og på, at opbyggelse er det vigtige. Med dette for øje insisterer han på, at de, der taler i tunger, skal bede om, at de også må kunne udlægge (1 Kor 14,5; kapitel 13). Det er vanskeligt at forestille sig, hvad han mener med »udlægge«, hvis tungetalen var en meningsløs strøm af lyde, frembragt under følelsesmæssig ophidselse, og intet mere. Hele Paulus' fremstilling i dette kapitel indebærer, at »tunger« kan bruges til opbyggelse. Han stiller det lavere end profeti, ganske enkelt fordi »tunger« uden en udlægger ikke ville opbygge tilhøreren. Paulus selv talte i tunger mere end dem alle (1 Kor 14,18). Det synes næppe at stemme med Paulus' karakter at antage, at han her henviser til blot følelsesbetonet ordstrøm i meningsløse og usammenhængende lyde.
Se tungetalens gave.
(4) I Paulus' skrifter.
Paulus' lære om Helligånden er så rig og omfattende, at pladsen ikke tillader en udtømmende fremstilling. I hans skrifter når de bibelske fremstillinger deres højdepunkt. Mr. Wood siger med rette, at Paulus greb tanken om det kristne livs enhed. Alle delene eksisterer i en levende helhed, og Helligånden danner og opretholder den (Wood, The Spirit of God in Biblical Literature, 268). Faktisk afdækker et omhyggeligt studium af Paulus' lære tre parallelle linjer, én der angår troen, en anden Kristus og den tredje Helligånden. Det vil sige, hans lære smelter så at sige sammen punkt for punkt med henvisning til disse tre emner. Troen er den menneskelige side af den guddommelige virksomhed, som udføres af Helligånden. Troen er derfor underforstået i Åndens handling og er resultatet af eller svaret på den i dens forskellige former. Men tro er først og fremmest og i sit væsen tro på Jesus Kristus. Derfor finder vi hos Paulus, at Kristus fremstilles som den, der i det væsentlige gør alt det, Ånden gør. Nu skal vi ikke heri se nogen modstridende forestillinger om Kristus og Ånden, men snarere Paulus' stærke følelse af enheden i Kristi og Åndens værk. »Loven« for Åndens handling er åbenbaringen og herliggørelsen af Kristus. I sit evangelium, som kom senere, definerede Johannes, som vi har set, Åndens funktion netop med disse ord. Om Johannes i denne sag var påvirket af Paulus eller ej, behøver vi ikke at overveje her.
(a) Ånden og Jesus
Vi begynder med en kort henvisning til forbindelsen i Paulus' tænkning mellem Ånden og Jesus. Helligånden beskrives som Guds Søns Ånd (Rom 8,14; Gal 4,6), som Kristi Ånd (Rom 8,9). Den, der bekender Jesus, gør det ved Helligånden, og ingen kan sige, at Jesus er anathema, i Helligånden (1 Kor 12,3). Kristus kaldes en levendegørende Ånd (1 Kor 15,45); og i 2 Kor 3,17 står udsagnet: »Herren er Ånden.« Alt dette viser, hvor fuldstændigt Paulus betragtede Kristi og Åndens værk som ét, ikke fordi de var identiske i den betydning, som Beyschlag har hævdet, men fordi deres opgave og mål var identiske, og der derfor ikke var nogen følelse af disharmoni i Paulus' sind, når han forklarede deres virksomhed med lignende udtryk.
(b) Ved uddeling af karismatiske gaver
Ånden fremtræder hos Paulus som i Apostlenes Gerninger som den, der meddeler alle slags karismatiske gaver med henblik på det messianske riges mål. Han opregner en lang liste af åndelige gaver, som ikke kan behandles særskilt her, såsom profeti (1 Thess 5,19); tungetale (1 Kor 1); visdom (1 Kor 2,6); kundskab (1 Kor 12,8); kraft til at gøre mirakler (1 Kor 12,9); bedømmelse af ånder (1 Kor 12,10); udlægning af tunger (1 Kor 12,10); tro (1 Kor 12,9); frimodighed i kristent vidnesbyrd (2 Kor 3,17); charismata i almindelighed (1 Thess 1,5; 1 Thess 4,8, osv.). Se åndelige gaver. Ud over ovenstående liste lægger Paulus særlig vægt på Åndens handling, når han åbenbarer Guds sind for ham selv og for de kristne (1 Kor 2,10-12; Ef 3,5). Han taler med ord, som Ånden har lært ham (1 Kor 2,13). Han prædiker med Åndens og kraftens bevis (1 Kor 2,4; 1 Thess 1,5).
I Åndens ovennævnte manifestationer, sådan som de opregnes i Paulus' skrifter, får vi i meget vidt omfang forelagt det, vi allerede har set i Apostlenes Gerninger, men med nogle tilføjelser. I 1 Kor 1 og andre steder giver Paulus et nyt syn på de karismatiske gaver, som der var stærkt brug for i betragtning af tendensen til overdreven og umådeholden hengivelse til følelsesmæssig ophidselse, fremkaldt af Guds Ånds mægtige virke i menigheden i Korinth. Han fastholder, at alt skal ske til opbyggelse, og at åndelig vækst er det sande mål for alle åndelige udrustninger. Dette kan betragtes som forbindelsesleddet mellem den tidligere og den senere nytestamentlige undervisning om Helligånden, mellem Åndens karismatiske og moralsk-religiøse betydning. Det sidste retter vi nu opmærksomheden mod.
(c) Ved det kristne livs begyndelse
Vi lægger mærke til Ånden ved det kristne livs begyndelse. Fra begyndelse til ende betragtes det kristne liv af Paulus som stående under Helligåndens kraft, både i dets indre moralske og religiøse sider og i dets karismatiske former. Det er en ejendommelig kendsgerning, at Paulus ikke noget sted udtrykkeligt erklærer, at Helligånden frembringer det kristne liv. Gunkel har ret i dette, for så vidt det gælder specifik og direkte undervisning. Men Wood, som hævder det modsatte, har også ret, hvis man tager hensyn til klare antydninger og legitime slutninger ud fra Paulus' udsagn (anførte værk, 202). Rom 8,2 henviser måske ikke til genfødelsens handling, og dog er det vanskeligt at forestille sig det kristne liv som således bestemt af »livets Ånds lov« uden dets oprindelse gennem Ånden. Der er andre steder, som synes meget klart at antyde, hvis de ikke ligefrem siger, at det kristne liv frembringes af Helligånden (1 Thess 1,6; Rom 5,5; Rom 8,9; 1 Kor 2,4; 1 Kor 6,11; Tit 3,5).
Helligånden ved selve det kristne livs begyndelse fremstilles i mange former for udsagn. De, som har Ånden, tilhører Kristus (Rom 8,9). Vi modtog ikke trældommens Ånd, men barnekårets Ånd, »ved hvem vi råber: Abba, Far« (Rom 8,15). »Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn« (Rom 8,16). Ånden modtages ved troens hørelse (Gal 3,2). Se også Rom 5,5; Rom 8,2; 1 Kor 16,11; Gal 3,3; Gal 3,14; Ef 2,18. Der er to eller tre udtryk, som Paulus bruger, og som udtrykker et særligt aspekt af Åndens gerning i de troende. Et af disse er »førstegrøde« (Rom 8,23, aparche), som betyder, at den troendes nuværende besiddelse af Ånden er garantien for den fulde forløsning, som skal komme, ligesom førstegrøden var garantien for den fulde høst. Et andet af disse ord er »pant« (2 Kor 1,22; 2 Kor 5,5, arrabon), som også betyder et tilsagn eller en garanti. Paulus taler også om, at de kristne er blevet »beseglet« med forjættelsens Helligånd, som i Ef 1,13 (esphragisthete, »I blev beseglet«). Dette henviser til det segl, hvormed en konge stemplede sit tegn på et dokument som udtryk for bemyndigelse eller ejerskab.
(d) I det religiøse og moralske liv
Paulus giver en stor variation af udtryk, der angiver Helligåndens nærvær og aktivitet i den kristnes religiøse og moralske liv. Faktisk står dette liv på ethvert punkt under Åndens vejledning og opretholdende kraft. Hvis vi lever efter kødet, dør vi; hvis vi lever efter Ånden, lever vi (Rom 8,6). Ånden hjælper den kristne med at bede (Rom 8,26). Guds rige er retfærdighed og fred og glæde i Helligånden (Rom 14,17). Kristne skal være rige på håb ved Helligåndens kraft (Rom 15,13). »Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed, selvbeherskelse« (Gal 5,22). Kristne advares mod at bedrøve Helligånden (Ef 4,30) og opfordres til at tage Åndens sværd (Ef 6,17). Kødet sættes i kontrast til Ånden på en række steder i Paulus' skrifter (f.eks. Rom 8,5 f; Gal 5,17 ff). Ånden betyder i disse passager sandsynligvis enten Guds Ånd eller menneskets ånd, sådan som den er under Guds Ånds indflydelse. Kødet er et vanskeligt ord at definere, da det synes at blive brugt i flere noget forskellige betydninger. Når kødet fremstilles som begærende imod Ånden, synes det imidlertid at svare til det »kødelige sind«, dvs. det syndige naturlige menneskes sind til forskel fra det åndelige menneskes sind. Dette kødelige eller legemlige sind beskrives sådan, fordi kødet tænkes som den sfære, hvor de syndige impulser for en stor del, om end ikke helt (Gal 5,19), har deres udspring.
Paulus stiller Ånden i kontrast til bogstaven (2 Kor 3,6) og lægger stærk vægt på Ånden som kilden til kristen frihed. Som Gunkel påpeger, er ånd og frihed hos Paulus korrelative størrelser, ligesom ånd og liv. Frihed må nødvendigvis komme af Åndens nærvær, fordi han står over alle andre autoriteter og magter (Die Wirkungen des heiligen Geistes, osv., 95). Se også et udmærket afsnit om den kristnes frihed fra lovbestemte religiøse krav i DCG, artiklen »Holy Spirit« af dr. James Denney, I, 739.
(e) I kirken.
Hen imod slutningen af sin tjeneste og i sin senere gruppe af breve viede Paulus megen tanke til emnet menigheden, og et af hans yndlingsbilleder var menigheden som Kristi legeme. Helligånden fremstilles som den, der besjæler dette legeme, som meddeler det liv og leder alle dets anliggender. Som det gælder den enkelte troende, sådan er Ånden også i de troendes legeme den suveræne kraft, der hersker fuldstændigt. Ved én Ånd er alle døbt til ét legeme og har fået én Ånd at drikke (1 Kor 12,13). Alle menighedens gaver, karismatiske og andre, er fra Ånden (1 Kor 12,4; 1 Kor 12,8-11). Alle åndelige gaver i menigheden er til opbyggelse (1 Kor 14,12). Bønnen skal være i Ånden (1 Kor 14,15). Menigheden skal bevare Åndens enhed i fredens bånd (Ef 4,3). Kærlighed (Kol 1,8); fællesskab (Fil 2,1); tilbedelse (Fil 3,3) er i Ånden. Menigheden er Åndens bolig (Ef 2,22). Menigheden er et Kristi brev, skrevet ved Ånden (2 Kor 3,3). Således falder hele menighedens liv ind under Helligåndens virke.
(f) I de troendes opstandelse
Ånden fortsætter også sit værk i de troende ved at oprejse legemet fra de døde. I Rom 8,11 hævder Paulus, at Åndens nuværende iboen i de troende, den Ånd som oprejste Jesus fra de døde, er garantien for levendegørelsen af deres dødelige legemer ved den samme Ånds kraft. Se også 1 Kor 15,44 f.; Gal 5,5.
Vi har således fremstillet Paulus’ lære om Helligånden forholdsvis udførligt for at gøre dens rækkevidde og omfattende karakter klar. Og vi har ikke udtømt det materiale, som hans skrifter giver. Det vil blive bemærket, at Paulus intetsteds udarbejder en lære om Ånden, sådan som han i en række tilfælde gør med sin lære om Kristi person. Henvisningerne til Ånden står som regel i forbindelse med andre emner. Dette tjener imidlertid kun til at vise, hvor helt grundlæggende Åndens værk var i Paulus’ forudsætninger om det kristne liv. Ånden er det kristne liv, ligesom Kristus er dette liv.
Åndens personlighed fremtræder hos Paulus som hos Johannes. Velsignelsen i 2 Kor 13,14 skelner klart mellem Fader, Søn og Ånd (sammenlign også Ef 4,4). I mange sammenhænge skelnes Ånden fra Sønnen og Faderen, og Åndens værk fremstilles i personlige vendinger. Det er sandt, at Paulus ofte omtaler Helligånden, som om Ånden var en upersonlig indflydelse, eller i det mindste uden klart personlige egenskaber. Dette adskiller hans sprogbrug om Ånden fra hans sprogbrug om Kristus og Gud, som altid er personlige. Det er en naturlig forklaring på dette forhold, hvis vi antager, at vi i de upersonlige henvisninger har en overlevering af den gængse gammeltestamentlige opfattelse af Ånden, mens vi i dem, der er personlige, har den udviklede opfattelse, sådan som den findes både hos Paulus og Johannes. Personlige egenskaber tilskrives Ånden i så mange tilfælde, at det ville synes uberettiget af os at lade den tidligere og lavere opfattelse være bestemmende for den senere og højere.
I Paulus’ skrifter har vi den kronende faktor i den bibelske lære om Helligånden. Han samler de fleste af de foregående elementer op og føjer sin egen særlige lære eller betoning til dem. Nogle af de tidligere gammeltestamentlige elementer mangler, men alle dem, der kom tidligere i Det Nye Testamente, findes hos Paulus. De tre punkter, som Paulus især bragte til fuldt udtryk, var for det første opbyggelsens lov i brugen af åndelige gaver, for det andet Helligånden i den troendes moralske liv og for det tredje Helligånden i menigheden. Således gør Paulus os i stand til at foretage en vigtig skelnen med hensyn til Åndens værk i grundlæggelsen af Guds rige, nemlig skelnen mellem midler og mål. Åndens karismatiske gaver var trods alt midler til etiske mål. Guds rige er moralsk i sit formål, “retfærdighed og fred og glæde i Helligånden.” Kristendommen er ifølge Paulus i sig selv og i sit væsen overnaturlig. Men dens varige og blivende betydning findes ikke i ekstraordinære fænomener i form af “kraftige gerninger,” “undere,” “tunger” og andre mirakler i almindelig forstand, men i skabelsen af en ny moralsk orden i tid og evighed. Det overnaturlige skal derfor blive normalt og “naturligt” i menneskets historie, i opbyggelsen af dette etiske rige på grundlag af en forløsning, der er i og gennem Jesus Kristus, og som i alle sine enkeltheder virkes ud ved Helligåndens kraft.
(5) Helligånden i andre nytestamentlige skrifter.
Der er kun lidt at føje til Det Nye Testamentes lære om Helligånden. Paulus og Johannes dækker praktisk taget alle de sider af Hans værk, som fremstilles. Der er dog nogle få steder, vi kan bemærke som afslutning på vores generelle oversigt. I Hebræerbrevet omtales Helligånden flere gange som den, der inspirerer De Gammeltestamentlige Skrifter (Hebr 3,7; Hebr 9,8; Hebr 10,15). Vi har allerede henvist til den bemærkelsesværdige udtalelse i Hebr 9,14 om, at Kristi blod blev frembåret gennem den evige Ånd. I 10,29 synes det at øve “forhånelse mod nådens Ånd” at være nært beslægtet med synden mod Helligånden i evangelierne. I Hebr 4,12 findes en meget bemærkelsesværdig beskrivelse af “Guds ord” i personlige vendinger, som om det har al den energi og virksomhed, der hører til et virkeligt personligt nærvær af Ånden, og den minder om Paulus’ sprog i Ef 6,17. I 1 Pet behøver vi kun at henvise til 1,11, hvor Peter erklærer, at “Kristi Ånd” var i de gammeltestamentlige profeter og pegede frem mod Kristi lidelser og herligheder.
LITTERATUR.
I. F. Wood, The Spirit of God in Biblical Literature; artiklen "Spiritual Gifts" i EB; Gunkel, Die Wirkungen des heiligen Gelstea; Gloel, Der heilige Geist in der Heilsverkundigung des Paulus; Wendt, Die Begriffe Fleisch und Geist im biblischen Sprachgebrauch; Weinel, Die Wirkungen des Geistes und der Geister; Dickson, Paul's Use of the Terms Flesh and Spirit; Smeaton, Doctrine of the Holy Spirit; Walker, The Spirit and the Incarnation; Denio, The Supreme Leader; Moberly, Administration of the Holy Spirit in the Body of Christ; Hutchings, Person and Work of the Holy Spirit; Owen, Pneumatologia; Webb, Person and Office of the Holy Spirit; Hare, The Mission of the Comforter; Candlish, The Work of the Holy Spirit; Wirgman, The Sevenfold Gifts; Heber, Personality and Offices of the Holy Spirit; Swete, The Holy Spirit in the New Testament; Moule, Veni Creator; Johnson, The Holy Spirit Then and Now; Kuyper, The Work of the Holy Spirit; Biblical Theologies af Schultz, Davidson, Weiss, Beyschlag, Stevens; liste føjet til artiklen om "Holy Spirit" i HDB og DCG; omfattende bibliografi i Denios The Supreme Leader, 239 ff.
E. Y. Mullins
Kilde: International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst.