Høst

rep'-ing (qatsar; therizo): Høst i oldtiden bestod, som i dag, enten i at trække kornet op med rødderne eller i at skære det med en segl (se SICKLE) og derefter binde stråene i neg, som skulle bæres til tærskepladsen. Hvis de egyptiske skulpturer er naturtro, blev høsten undertiden delt i to arbejdsgange, idet kornaksene og stråene blev høstet hver for sig. I Israels land og Syrien praktiseres stadig både optrækning og skæring, det første når jorden er stenet og stråene få. Selv hvor seglen bruges, følger meget af kornet med op med rødderne på grund af de tørrede strås sejhed eller seglens sløvhed. Høstkarlen bærer undertiden stykker af rør på fingrene på den hånd, som samler kornet, for at beskytte dem mod at blive såret af de skarpe græsser eller seglen. Der var bestemte love fastsat af hebræerne vedrørende høst (3 Mos 19,9; 3 Mos 23,10; 3 Mos 25,5; 3 Mos 25,11; 5 Mos 16,9). Samuel nævner arbejdet med at høste høsten som et af de krav, der ville blive stillet af den konge, folket råbte efter (1 Sam 8,12).

Billedligt:

Visheden om følgerne af gode og onde gerninger blev ofte fremstillet gennem såning og høst af afgrøder (Job 4,8; Ordsp 22,8; Hos 8,7; Hos 10,12; Hos 10,13; 2 Kor 9,6; Gal 6,7; Gal 6,8). "De, der sår med tårer, skal høste med jubel" findes i de befriede fangers sang (Sl 126,5). "Den, der giver agt på skyerne, skal ikke høste," dvs. mangel på tillid til Guds omsorg vil blive straffet (Præd 11,4); sammenlign også læren om tillid, som drages af fuglene (Matt 6,26; Luk 12,24). At så og ikke høste afgrøden nævnes som straf for ulydighed (Job 31,8; Jer 12,13; Mika 6,15). At høste, hvor han ikke havde sået, viste godsejerens uretfærdighed (Matt 25,26), ligesom også tilbageholdelsen af høstarbejdernes løn gjorde det (Jak 5,4). I Guds rige er der en arbejdsdeling: "Den, der sår, og den, der høster, kan glæde sig sammen" (Joh 4,36-38). I Johannes' syn så han en engel høste jorden (Åb 14,15; Åb 14,16).

Se AGRICULTURE; GLEANING.

James A. Patch