Handel

trad:

I. ALMINDELIGT

1. Udtryk

2. Israels lands beliggenhed

3. Handelsprodukter fra Israels land

4. Handelsmænd i Israels land

II. HISTORIE

1. Indtil David

2. Salomo

3. Søhandel

4. Indtil eksilet

5. Eksilet og tiden derefter

LITTERATUR

I. Almindeligt. 1. Udtryk:

For en fuldstændig liste over de handelsudtryk, der bruges i Det Gamle Testamente, må der henvises til EB, IV, sp. 5193-99. Kun de vigtigere kan anføres her.

For »købmand« bruger hebraisk næsten altid en af de to participieformer cocher eller rokhel, som begge ganske enkelt betyder »en, der rejser«. Der er ingen forskel i deres betydning, men når de to bruges sammen (Ez 27,13), skelner Revised Version (British and American) ved at bruge »trafficker« om rokhel. Verbet cachar, som cocher er afledt af, oversættes »at handle« i 1 Mos 34,10; 1 Mos 34,21 og »at drive handel« i 1 Mos 49,34, med talrige navnedannelser af samme stamme. Verbet rakhal, som rokhel er afledt af, forekommer ikke, men navnedannelsen rekhullah i Ez 26,12 (Revised Version (British and American) »varer«); 28,5.16.18 (Revised Version (British and American) »handel«) kan bemærkes. I Ez 27,24 har Revised Version (British and American) »varer« for markoleth, men ordet betyder »sted for varer«, »marked«. Participiet tarim, af tur, »opsøge«, i forbindelse med 'aneshe, »mænd«, i 1 Kong 10,15, oversættes »merchant men« af King James Version, »chapmen« af English Revised Version og »traders« af American Standard Revised Version; i 2 Krøn 9,14 har King James Version og English Revised Version »chapmen« og American Standard Revised Version »traders«. Teksten til disse vers er mistænkelig. I Ez 27 (kun dér) gengiver »merchandise« ma`arabh, af `arabh, »at bytte«, oversat »at handle«, randnote »bytte«, i 27,9 i American Standard Revised Version, med »handlende«, randnote »vekslere«, i 27,27 (King James Version og English Revised Version har »occupy«, »occupiers«). kena`an og kena`ani, »kanaanæer«, bruges undertiden i betydningen »købmand«, men det er ofte vanskeligt at afgøre, om den bogstavelige eller den overførte betydning er tilsigtet. Heraf kommer al forvirringen i de engelske bibeloversættelser; i Revised Version (British and American) bemærk »merchant«, Job 41,6; »merchant«, randnote »Canaanite«, Ordsp 31,24; »trafficker«, Es 23,8; »trafficker«, randnote »Canaanite«, Hos 12,7; »Canaan«, randnote »merchant people«, Es 23,11; Sef 1,11, og sammenlign »handelsland«, randnote »Kanaans land«, Ez 17,4.

Se Chapman; Beskæftige sig med.

I Apokryferne og Det Nye Testamente er »købmand« gengivelse af emporos (Sirak 26,29 osv.; Matt 13,45; Åb 18,3; Åb 18,11; Åb 18,15; Åb 18,23). Således er »varer« emporion i Joh 2,16 og emporia i Matt 22,5, mens emporeuomai oversættes »gøre til handelsvare« i 2 Pet 2,3 og »handle« i Jak 4,13 (King James Version »købe og sælge«). Men »at handle« i Matt 25,16 er gengivelse af ergazomai (sammenlign Åb 18,17), og i Luk 19,13 af pragmateuomai, King James Version »occupy«; mens »varer« i Åb 18,11; Åb 18,12 er gengivelse af gomos, »last« (sådan i Revised Versions randnote; sammenlign ApG 21,3). Desuden er metabolia, »bytte«, værd at bemærke (Sirak 37,11).

2. Israels lands beliggenhed:

Ethvert vejkort over den gamle verden viser, at Israels land, trods sin mangel på havne, indtog en særdeles vigtig position med hensyn til handelsruterne. Der var ingen udgang mod vest fra det store karavanecentrum Damaskus, der var praktisk talt ingen udgang over land fra de store maritime centre Tyrus og Sidon, og der var ingen udgang mod nord og nordøst fra Egypten uden at krydse Israels land. Særligt lå den eneste gode vej, der forbandt Tyrus (og Sidon) med Damaskus, direkte gennem det nordlige Israels land, idet den fulgte kanten af Galilæas Sø. Som følge deraf må fremmede købmænd til alle tider have været velkendte skikkelser i Israels land (1 Mos 37,25; 1 Mos 37,28; 1 Kong 10,15; Neh 13,16; Es 2,6; Zak 1,11 osv.). Som en følge heraf ville told, der blev pålagt disse købmænd, altid have været en frugtbar indtægtskilde (1 Kong 10,15; Ez 26,2; Ezra 4,20), og naturligvis nød Israels land særlige fordele for udbredelsen af sine egne produkter gennem disse handelsmænds tilstedeværelse.

3. Handelsprodukter fra Israels land:

Af disse produkter var de tre store hovedvarer korn, olie og vin (Hos 2,8; 5 Mos 7,13 osv.). Vinen fra Israels land fik dog kun ringe ry i oldtiden, og dens eksport nævnes kun i 2 Krøn 2,10; 2 Krøn 2,15; Ezra 3,7, mens Ez 27,18 udtrykkeligt siger, at Tyrus sendte til Damaskus efter god vin. Korn ville Egypten ikke have brug for, men det fandt et villigt marked i Fønikien, både til forbrug i de store byer Tyrus og Sidon og til eksport (1 Kong 5,11; Ezra 3,7; Ez 27,17 osv.). En omvendt afhængighed af Tyrus for fødevarer i landet (Es 23,18; jf. 1 Mos 41,57) kunne kun være forekommet under særlige omstændigheder. Olie var der brug for i Egypten såvel som i Fønikien (Hos 12,1; Es 57,9), men fra Nordisrael blev den sandsynligvis sendt til Egypten ad vejen gennem Fønikien. Hos 2,5; Hos 2,9 nævner uld og hør som produkter fra Israel, men ingen af delene kan have haft stor betydning. Hør var en specialitet i Egypten (Es 19,9) og nævnes næsten ikke i Det Gamle Testamente, mens Israel med hensyn til uld i høj grad måtte være afhængig af Moab (2 Kong 3,4; Es 16,1). Mindre produkter, der blev eksporteret, var “balsam .... honning, krydderi og myrra, pistacienødder og mandler” (1 Mos 43,11 randnote; se de særskilte artikler, og jf. “pannag og .... balsam” i Ez 27,17). Disse var produkter fra Gilead (1 Mos 37,25). “Ege fra Bashan” havde handelsværdi, men kun til brug som årer (Ez 27,5), og altså som små stammer. Israels land måtte importere alt svært tømmer (1 Kong 5,6 osv.). Trods 5 Mos 8,9 er Israels land fattigt på mineralrigdom. Værdien af landets forarbejdede produkter ville afhænge af indbyggernes dygtighed, men til håndværkskunst synes hebræerne ikke at have haft nogen særlig evne (1 Kong 5,6; jf. 1 Sam 13,19 ff.).

4. Handlende fra landet:

Sammenlignet med det store omfang af international handel, der stadig passerede gennem Israels land, kan de ovennævnte produkter ikke have haft særlig stor værdi, og de store købmænd ville normalt have været udlændinge. En vid virksomhed som “mellemmænd” og agenter stod dog åben for indbyggerne i landet, hvis de ønskede at benytte den. Et sådant erhverv ville kræve tæt kontakt med de omgivende folk og frihed for religiøse skrupler. Kana’anæerne udmærkede sig åbenbart i denne tids handelsforetagender, i en sådan grad at “kana’anæer” og “købmand” var udskiftelige betegnelser.

II. Historie.

1. Til David:

Israelitterne kom ind i Kanaan som et nomadefolk, der endog endnu måtte lære landbrug, og med en religiøs selvbevidsthed, der holdt dem tilbage fra alt for nære forbindelser med deres naboer. Derfor var de udelukket fra at tage større del i handel. Lovgivningen i Pentateuken (i skarp modsætning til Hammurabis lov) viser denne ikke-kommercielle ånd meget tydeligt, eftersom der ikke findes bestemmelser, der vedrører købmænd, ud over så elementære forhold som forbuddet mod falske vægte osv. (5 Mos 25,13; 3 Mos 19,36; Pagtsbogen har ikke engang disse regler). Særligt viser forbuddet mod rente (2 Mos 22,25; 5 Mos 23,19 osv.), at man ikke forestillede sig noget indfødt handelsliv, for uden et kreditsystem var handel i større målestok umulig. Alt dette skulle overlades til udlændinge (5 Mos 23,20; jf. 15,6; 28,12.44). Det jødiske ideal var nemlig, at hver husstand skulle udgøre en selvforsynende produktionsenhed (Ordsp 31,10-27), med lokal eller national udveksling af de varer (såsom redskaber og salt), der ikke kunne fremstilles hjemme. Og dette ideal synes at være blevet opretholdt nogenlunde godt. De nordligste stammer var, gennem deres nærhed til fønikerne, de første, der blev påvirket af handelsånden, og især Dans isolerede halve stamme. I Dom 5,17 finder vi dem “blivende ved skibene” på tiden for Baraks sejr. Da deres område ikke havde nogen havkyst, må dette betyde, at de skaffede sig midler ved at gøre tjeneste på skibene fra Tyrus og Sidon. Zebulon og Issakar optræder ligeledes i 5 Mos 33,19 som Israels købmænd, tilsyneladende sådan at de solgte deres varer især på tidspunktet for de store religiøse forsamlinger. Men urolighederne i dommertiden var en effektiv hindring for megen handel. Saul lykkedes til sidst med at skabe en form for orden, og vi hører, at han havde bragt en velstand ind, som viste sig i rigere klæder og guldsmykker til kvinderne (2 Sam 1,24; se MONEY). Davids egen indførelse af en officiel sekel (2 Sam 14,26) er bevis på, at handel var ved at blive et vigtigt anliggende.

2. Salomo:

Under Salomo begyndte imidlertid Israels egentlige handel. Forfatteren til Kongebøgerne lægger særlig vægt på hans import. Fra Tyrus kom tømmer (1 Kong 5,6 osv.) og guld (1 Kong 9,11). Fra Saba kom guld og krydderier (1 Kong 10,10, “gav” her, ligesom “gaver” andre steder, er en eufemisme). Fra Ofir og andre steder kom guld, sølv, ædelsten, almugtræer, elfenben, aber og påfugle (1 Kong 10,11; 1 Kong 10,22; 1 Kong 10,25). Ifølge den massoretiske tekst til 1 Kong 10,28 f blev heste og vogne bragt fra Egypten og videresolgt mod nord.

Men teksten her er mistænkt. Egypten havde ikke ry som hestemarked sammenlignet med Nordsyrien og Vestarmenien (se TOGARMAH). Derfor foretrækker mange forskere at læse “Musri” (i Nordvestarabien) i stedet for “Egypten” (mtsr for mtsrym--se kommentarerne, især EB, III, sp. 3162-63). Alligevel løser ændringen ikke alle vanskelighederne, og Egypten var bestemt berømt for sine vogne. Og jf. 5 Mos 17,16.

Til gengæld eksporterede Salomo hvede og olie til Tyrus (1 Kong 5,11; 2 Krøn 2,10; 2 Krøn 2,15 tilføjer "byg .... og vin"). Hvad han sendte til de andre lande, angives ikke, og især nævnes der ikke noget om, hvad han byttede for guld. 1 Kong 5,11; 1 Kong 9,11 viser imidlertid, at Hiram var mellemmand for størstedelen af denne guldhandel, så ved den endelige opgørelse må Salomo have stået i stor gæld til Hiram. 1 Kong 9,11 beviser dette. Salomo havde påtaget sig en større opgave, end Israels lands ressourcer kunne bære, og som betaling var han nødt til at afstå det nordlige Galilæa til Hiram. (Forfatteren til 1 Kongebog forklarer, at `byerne var værdiløse,' mens Krønikebøgerne helt forbigår den lidet opbyggelige hændelse, hvis 2 Krøn 8,2 ikke er en omvending af sagen.)

3. Søhandel:

Blandt Salomos øvrige aktiviteter blev søhandelen ikke glemt. Davids sejr over Edom gav adgang til Det Røde Hav ved Esjongeber, og denne havn blev udnyttet af Hiram og Salomo i fællesskab (1 Kong 9,26), idet Hiram tilsyneladende leverede skibene og søfolkene (1 Kong 10,11). Efter Salomos død gjorde Edom oprør, og vejen til havet blev lukket (1 Kong 11,14). Den blev ikke genvundet før Joshafats tid, og han kunne intet stille op med den, "for skibene blev slået i stykker ved Esjongeber" (1 Kong 22,48), dvs. i hjemhavnen. Enten var de dårligt byggede eller ukyndigt bemandede. Hebræerne havde ingen færdigheder som søfolk.

Se SHIPS AND BOATS.

4. Indtil eksilet:

Efter Salomos tid fortsatte den handel, han havde grundlagt, naturligvis, med udsving. Samaria blev en så vigtig by fra et handelssynspunkt, at Ben-Hadad I tvang Basha til at tildele købmændene fra Damaskus en gade dér, mens Akab fik den modsatte rettighed ud af Ben-Hadad II (1 Kong 20,34). De lange og fremgangsrige samtidige regeringer under Jeroboam II og Uzzija havde tydeligvis stor betydning for handelens vækst, og det var den voksende luksus i landet under disse regeringer, der fremkaldte Amos', Hoseas' og Esajas' fordømmelser. Amos klager over de riges import af dyre udenlandske luksusvarer (jf. Es 3,18-23), mens de ødslede med Israels lands naturlige produkter (Es 6,3-6; Es 3,12; Es 3,15). Korn, den vigtigste værdigenstand, blev presset ud af de fattige (Es 5,11), og kornhandlerne var berygtet for deres uærlighed (Es 8,4-6); Es 8,6c i engelske bibeloversættelser antyder salg af forfalsket korn. Betydningen af hebraisk er dog uklar, men forfalskning må naturligvis have forekommet, og det er uden tvivl ikke uden betydning, at etiketterne på de nyligt opdagede samaritaniske krukkeskår fremhæver indholdets renhed (Harvard Theological Review, 1911, 138-39). Handelsåndens omfang overvælder Hosea i en sådan grad, at han udbryder: `Efraim er blevet en kana'anæer!' (12,7 randnote). Den mest samvittighedsløse handel retfærdiggøres med påstanden: "Sandelig, jeg er blevet rig" (12,8). Esajas er chokeret over de nære aftaler, der indgås med fremmede, og som viser sig så indbringende for dem, der indgår dem, men som fører afgudsdyrkelse med sig (2,6-8). Det var på Esajas' tid, at assyrisk indflydelse begyndte at gøre sig gældende i Juda, og opstillingen i templet af en model af et assyrisk alter (2 Kong 16,10) må have været ledsaget af en tilstrømning af assyriske varer af enhver art. (På samme måde ville den religiøse reaktion under Hizkija have været ledsaget af en boykot af assyriske varer.) Oplysningerne om den følgende før-eksilske periode er sparsomme, men Ez 26,2 viser, at Jerusalem beholdt en stilling af en vis handelsmæssig betydning helt frem til sit fald. Af særlig interesse er Es 23 og Ezek 26; 27 med deres beskrivelser af Tyrus' handel. Ezekiel begrænser sig ganske vist til beskrivelse, men Esajas karakteriserer indtægten fra al denne handel som "en skøges løn" (23,17.18), et udtryk der dukker op igen i Åb 18,3; Åb 18,9--et kapitel formuleret i den ægte gamle profetiske tone og næsten udelukkende bygget på Esajas og Ezekiel. Men det er vigtigt at bemærke, at Esajas indser (23,18), at hele denne foretagsomhed kan indvies til Jahve og derfor ikke er forkert i sig selv.

5. Eksilet og tiden derefter:

Bortførelsen til Babylon førte jøderne direkte ind i midten af en højt udviklet handelscivilisation, og selv om vi ikke kender detaljerne, må de i meget betydelig grad være trådt ind i dette liv. Ja, det er mere end sandsynligt, at det var her, jødernes berømte handelsgeni viste sig. Sikkert er det, at landflygtige erhvervede stor rigdom og steg til høje stillinger (Zak 6,10; Neh 1,11; Neh 5,17 osv.), og at da der åbnede sig en mulighed for at vende tilbage til Israels land, foretrak de fleste af de landflygtige at blive, hvor de var (se EXILE). Faktisk var samfundet i landet elendigt fattigt i årevis (Zak 8,10; Hag 1,6; Neh 1,3; Mal 3,10-12 osv.) og kunne ikke engang forhindre, at dets børn blev solgt som slaver (Joel 3,6). Den handel, der fandtes, var hovedsagelig i fremmedes hænder (Joel 3,17; Zak 14,21), men de gentagne misvækster må have tvunget mange jøder ind i handel for at undgå at sulte. Det 4. århundredes historie er meget dunkel, men for jødernes senere handelshistorie var grundlæggelsen af Alexandria (332 f.Kr.) en kendsgerning af grundlæggende betydning. For Alexandria blev hurtigt verdens handelscentrum, og dertil strømmede jøderne i store skarer, tiltrukket af ptolemæernes indbydelser. Alexandrias politik blev nøje efterlignet af Antiokia (om perioden se Ant, XII, i, iii; sammenlign ALEXANDRIA; ANTIOCH), og Ant, XII, iv, viser, at jødernes evner blev behørigt anerkendt af hedningerne. Men denne udvikling foregik uden for landet. Sirak regner ikke handel med på listen over håndværk i 38,24-30 (bemærk dog håndværkernes øgede betydning), og hans henvisninger til handel i det hele taget er ikke særligt karakteristiske (5,8; 8,13 osv.; men se 42,7). Men selv handelen i Israels land må have været i stadig vækst. Under makkabæerne blev Joppe erobret, og åbningen af dens havn for græsk handel regnes blandt Simons »herligheder« (1 Makk 14,5). Foreningen af handelsverdenen under Rom gav naturligvis Israels land del i fordelene. Herodes var i stand til at udføre kommercielle mirakler (Ant., XV, vi, 7; viii, 1; ix, 2; xi, 1; XVI, v, 3 osv.), og det nytestamentlige Israels land er snarere en handelsnation end et landbrugsland. Kristi lignelser berører næsten alle sider af handelslivet og fremstiller endda perlekøbmanden som en ikke ukendt skikkelse (Matt 13,45). Ind i handelens etik gik han dog kun lidt. Skarpe forretninger fandtes overalt (Mark 12,40; Luk 16,1-12 osv.), og tjenesten for Mammon, som havde trængt sig vej helt ind i templet (Mark 11,15-17 og paralleller), var fuldstændig uforenelig med tjenesten for Gud (Matt 6,19-34 osv.). I sig selv hører imidlertid kejserens ting og Guds ting (Mark 12,17 og paralleller) til forskellige sfærer, og med rent finansielle spørgsmål nægtede han at blande sig (Luk 12,13). For yderligere detaljer og for apostlenes (ikke særlig udførlige) lære se ETHICS.

LITTERATUR.

De relevante afsnit i HA's og bibelske leksika, især G. A. Smiths uundværlige artikel »Trade« i EB, IV, sp. 5145-99 (1903); for den senere periode, GJV4, II, 67-82 (1907), III, 97-102 (1909). Sammenlign også Herzfeld, Handelsgeschichte der Juderi des Alterthums2 (1894).

Burton Scott Easton