Ben

(1) shoq, aramæisk shoq;

(2) kara`, dualis kera`ayim;

(3) reghel; skelos; King James Version oversætter også shobhel og tse`adhah med »ben«, men fejlagtigt):

(1) Det første hebraiske ord (shoq) betegner den øvre del af benet og er derfor synonymt med LÅR (se dette). Det udtrykker billedligt den muskulære styrke og løberens stolthed. »Han har ikke behag i en mands ben« (Sl 147,10). »Hans ben er som marmorsøjler, sat på sokler af fint guld« (Højs 5,15). Hvis benene har mistet deres styrke, som hos den lamme eller beri-beri-patienten, bliver de et billede på noget ubrugeligt, ineffektivt eller skuffende: »Den lammes ben hænger slapt; sådan er et ordsprog i dårers mund« (Ordsp 26,7). Den aramæiske form findes i beskrivelsen af Nebukadnesars billedstøtte: »dens ben af jern« (Dan 2,33).

(2) Kara`, dualis kera`ayim, »benet«, »med hensyn til benene«, nævnes som en del af påskelammet (2 Mos 12,9), eller, sædvanligvis, i forbindelse med hovedet og indvoldene, som en offerdel (2 Mos 29,17; 3 Mos 1,9; 3 Mos 1,13; Am 3,12). Ordet betegner også benene på springende insekter af græshoppefamilien, græshopper osv., som israelitterne havde lov til at spise (3 Mos 11,21). (3) Reghel, bogstaveligt »fod« (se dette), findes i denne betydning kun én gang: »Han (Goliat) havde kobberskinner på sine ben« (1 Sam 17,6).

To steder med forkert oversættelse i King James Version er blevet rettet af Revised Version (British and American). Babylons jomfrudatter tiltales: »Blot benet, afdæk låret« (Es 47,2); Revised Version (British and American) gengiver: »Tag slæbet af (shobhel), afdæk benet«, idet tanken er, at den sarte unge kvinde, som er opvokset i velstand og luksus, må iføre sig en slavindes dragt og udføre simpelt arbejde, som hendes tidligere klæder ikke egner sig til. Det andet sted er i Es 3,20, hvor King James Version læser: »huerne og benenes smykker«; Revised Version (British and American) retter til: »hovedprydelserne (ts`adhah) og ankelkæderne.«

I Det Nye Testamente findes ordet »ben« kun i forbindelse med, at benene blev brækket på de personer, der var korsfæstet sammen med Frelseren (Joh 19,31; Joh 19,32; Joh 19,33). Vi ved fra romerske og græske forfattere, at dette blev gjort som et coup de grâce for at forkorte lidelserne for forbrydere, der var dømt til at dø på korset. Praksissen bar den tekniske betegnelse skelokopia, latin crurifragium. Verbet skelokopein (»at brække benene«) findes i det apokryfe Petersevangelium (1 Pet 4,14), hvor det udtrykkeligt siges, at Jesu ben ikke blev brækket, for at hans lidelser på korset kunne forlænges, mens de to forbrydere, der var korsfæstet sammen med ham, barmhjertigt blev gjort det af med på denne måde. Crurifragium bestod af nogle slag med en tung kølle eller hammer, som altid i væsentlig grad fremskyndede den lidendes død og ofte forårsagede den næsten øjeblikkeligt.

Edersheim foreslår i LTJM, II, 613, at benbrækningen var en yderligere straf, og at den altid blev fulgt af et coup de grâce, perforatio eller percussio sub alas, et stød med sværd eller lanse ind i siden. Dette støttes dog ikke af nogen klassisk oplysning, som er mig bekendt, og modsiges af evangelistens udsagn om, at Jesus modtog percussio, mens forbryderne gennemgik crurifragium. Sammenlign om dette emne, især for paralleller fra klassiske forfattere, Sepp, Das Leben Jesu, VII, 441, og Keim, Jesus von Nazara (engelsk oversættelse), VI, 253, note 3.

H. L. E. Luering