Besværgelse

besværgelse: Definition.--Ordet besværgelse er afledt af det latinske carmen, "en sang", og betegner strengt taget det, der synges; derefter kommer det til at betyde en magisk formel, der messes eller fremsiges med henblik på bestemte ønskede resultater. En besværgelse adskiller sig fra en amulet derved, at sidstnævnte er en materiel genstand, der som sådan har en magisk kraft, selv om det ofte er en indskrevet formel på den, der giver genstanden dens kraft (se amulet). Ordet besværgelse står først og fremmest for selve formularen, selv om det ofte anvendes om en indskrevet amulet.

En besværgelse kan anses for at have en positiv eller en negativ virkning. I det første tilfælde formodes den at sikre et ønsket mål eller resultat (se amulet). I det andet tænkes den at have kraft til at afværge onder, som det onde øje, onde ånders påførelser og lignende. I den sidste, negative betydning bruges ordet "modbesværgelse" (tysk, Gegenzauber) almindeligvis.

Besværgelser kan deles i to hovedklasser, alt efter om de er skrevet (eller trykt) eller blot udtalt:

(1) Skrevne besværgelser--Eksempler på disse har vi i de bederemme og den mezuzah, der omtales i artiklen amulet. I ApG 19,13-20 læser vi om skrevne besværgelser, som efeserne brugte, sådanne som andre steder kaldes (ephesia grammata). Sådanne magiske formularer blev almindeligvis skrevet på læder, skønt undertiden på papyrus, på bly og endog på guld. De, der nævnes i ovenstående passage, må have været indskrevet på et meget kostbart materiale, måske guld, ellers kunne de ikke have kostet 2.000 britiske pund (= 50.000 drakmer). Besværgelser af denne art er blevet gravet frem af Efesos' ruiner. I det moderne Egypten bruges drikkeskåle, indskrevet med passager fra Koranen, og det anses for meget lykkebringende at drikke af en sådan "lykkeskål", som den kaldes. Dele af Koranen og ofte komplette miniatureeksemplarer bæres af egyptere og især af egyptiske soldater under krig. Disse begraves sammen med de døde legemer, ligesom de gamle egyptere begravede dele af Dødebogen eller endog hele bogen sammen med deres døde, og ligesom de tidlige abessiniere begravede visse magiske tekster sammen med døde legemer. Josefus (Ant., VIII, ii, 5) siger, at Salomo forfattede besværgelser, hvormed dæmoner blev uddrevet og sygdomme helbredt.

(2) Udtalte besværgelser er mindst lige så udbredte som de indskrevne. Oldtidens folk (egyptere, babyloniere osv.) lagde stor vægt på den måde, besværgelserne blev fremsagt på, såvel som på formularernes indhold. Hvis sådanne besværgelser blev udtalt smukt og tilstrækkeligt ofte, besad de ubegrænset kraft. Den vægt, der blev lagt på måden at fremsige magiske besværgelser på, nødvendiggjorde eksistensen af en præstelig klasse og bidrog meget til at øge en sådan klasses magt. Det udtalte ords bindende kraft forudsættes mange steder i Det Gamle Testamente (se Jos 9,20). Selv om Israels fyrster under falske forudsætninger havde lovet at slutte pagt på Israels vegne med gibeonitterne, nægtede de at bryde deres løfte, fordi ordet var givet. Velsignelses- og forbandelsesord blev antaget i sig selv at have kraft til at virkeliggøre sig. En forbandelse var et middel til ødelæggelse, ikke blot en konstatering (se 4 Mos 22-24, Bileams forbandelser; Dom 5,23; Dom 5,31). På lignende måde mente man, at velsignelsesordet sikrede sin egen virkeliggørelse. I 1 Mos 48,8-22 tilskrives Efraims og Manasses storhed Jakobs velsignelse over dem (se videre 2 Mos 12,32; Dom 17,2; 2 Sam 21,3). Det skal uden tvivl forstås sådan, at heksen i Endor opvakte Samuel fra de døde ved at fremsige en eller anden magisk formel (1 Sam 28,7).

Udtalen af tetragrammet (~YHWH) blev meget tidligt (senest 300 f.Kr.) anset for at have magisk kraft, og derfor blev den almindelige brug af det forbudt, således at jøderne på den tid, da den tidligste del af Septuaginta blev oversat, i stedet for Yahweh brugte benævnelsen 'adhonai = "Herre" om dette guddommelige navn. På lignende måde mente jøder i efterbibelsk og måske endog bibelsk tid, at udtalen af den aronitiske velsignelse (4 Mos 6,24-26) besad stor virkning og var et middel til sikker gavn for den eller de personer, det gjaldt. Onde ånder blev uddrevet af jøder på Paulus' tid ved brug af Herren Jesu navn (ApG 19,13). I Talmud (Pecachim 110a) gives den anvisning, at hvis en mand møder en heks, skal han sige: "Må en gryde kogende møg blive stoppet ind i din mund, din grimme heks," og så er hendes magt borte.

For litteratur se amulet.

T. Witton Davies