Familieforhold

re-la'-shun-ships:

I. BLODSSLÆGTSKAB

1. I almindelighed

2. Forældre og børn

3. Brødre og søstre

4. Onkler, tanter, fætre og kusiner, slægtninge

II. SVOGERSKAB

1. Mand og hustru

2. Svigerfar osv.

3. Svoger osv.

III. ANDRE HUSLIGE FORHOLD

1. Fosterfar

2. Herre og tjenere

3. Vært og gæst

4. Den afhængige fremmede

Bibelens familie- eller huslige forhold omfatter

(1) dem, der bygger på blodsslægtskab,

(2) svogerskab eller ægteskabsforhold, og

(3) juridisk konvention.

Blodsslægtskabsforholdene kan opdeles i lige linje og sidelinje; de første er forholdene mellem forældre og børn, bedsteforældre og børnebørn, og forfædre og efterkommere i almindelighed; de sidste er forholdene mellem brødre og søstre, onkler og tanter i forhold til nevøer og niecer, fætre og kusiner i forskellige grader, herunder blot stammefæller og endnu fjernere slægtninge. Svogerskabsforholdene omfatter foruden forholdet mellem mand og hustru eller medhustru også forholdene mellem rivaliserende hustruer og deres børn, forholdene mellem svigerfar og svigermor i forhold til svigersøn og svigerdatter, og forholdene mellem svogre og svigerinder. De huslige forhold, der bygger på juridisk konvention, er enten juridiske fiktioner eller resultater af aftale: blandt de første må vi medregne forholdene mellem fosterfar eller -mor og plejebørn; blandt de sidste forholdene mellem herre og de forskellige klasser af tjenere og slaver, som de gamle hebræere holdt, forholdene mellem vært og gæst, især hvor de blev pagtsbrødre, og mellem borgeren og den fremmede, som havde knyttet sig til ham for at få hans beskyttelse.

I. Blodsslægtskab.

1. I almindelighed:

Slægtstavler blev omhyggeligt ført af de gamle hebræere (sammenlign dem i Første Mosebog, Fjerde Mosebog, Krønikebøgerne, Ezra, Nehemias, Matthæus, Lukas), ikke kun fordi de dannede grundlaget for en mands ret til sin ejendom (4 Mos 27,8-11; undtagelsestilfælde, 4 Mos 36,1-12), men også fordi hans families ret til at gifte sig ind i præstekasten afhang af ens afstamning. Afstamning blev ført gennem faderen; en mands nærmeste tilknytning var derfor til hans fars familie, og han blev almindeligvis omtalt som søn af sin far, således Isak, Abrahams søn (1 Mos 25,19), Josva, Nuns søn, Kaleb, Jefunnes søn (4 Mos 14,6). Alligevel findes der eksempler på mænd, der benævnes efter deres mødre (Joab, Serujas søn), og en mands forhold til sin mors familie blev fuldt anerkendt i lovene, der forbød incest. Ingen slægtninge i lige linje måtte gifte sig med hinanden (3 Mos 18,7; 3 Mos 18,10). Forholdene mellem forfædre og efterkommere blev anset for så nære, at de almindelige slægtskabsbetegnelser mellem børn og forældre hele tiden bruges om bedsteforældre og fjernere forfædre. En oldefars ønsker respekteres længe efter hans død som en fars ønsker (Jer 35,16).

2. Forældre og børn:

Faderen ('abh; pater) var familiens (mishpachah) eller husstandens (bayith) overhoved; den var en religiøs (1 Sam 20,6; 1 Sam 20,29; 2 Mos 12,3; Job 1,5) såvel som en social og politisk enhed, som sædvanligvis bestod af en sammenslutning af familier i moderne forstand. Så længe polygami var udbredt, omfattede en familie i det mindste de forskellige grupper af børn fra hustruerne og medhustruerne. Bibelen fremstiller den hebraiske far som en, der befaler (1 Mos 50,16; Jer 35,6; Ordsp 6,20), underviser (Ordsp 1,8; Ordsp 4,1) og irettesætter (1 Mos 37,10; 4 Mos 12,14); samtidig som en, der elsker (1 Mos 25,28; 1 Mos 37,4; 1 Mos 44,20), har medlidenhed (Sl 103,13) og velsigner sin husstand (1 Mos 27,41), glæder sig over dens sejre (Ordsp 10,1; Ordsp 15,20) eller sørger over dens ulykker (1 Mos 37,35). Også moderen ('em; meter) viser naturligt kærlighed og omsorg (1 Mos 25,28; Ordsp 4,3; Es 49,15; Es 66,13). For den hebraiske kvinde blev barnløshed anset for den største ulykke (1 Sam 1,10, om Hanna; 1 Mos 30,23, om Rakel). Børn blev betragtet som en velsignelse fra Gud (Sl 127,3) og som hjemmets forsvarere (Sl 127,4; Sl 127,5). I den tidlige barndom stod et barn mere direkte under moderens end under faderens myndighed; moderen var dets første lærer (Ordsp 1,8). Derefter forventedes faderen at lede sønnens (ben; huios, teknon) oplæring (1 Mos 18,19; 2 Mos 12,26; 2 Mos 13,8; 2 Mos 13,14; 2 Mos 13,15; 5 Mos 6,7), mens datteren (bath; thugater) sandsynligvis blev hos moderen indtil sit ægteskab (Mika 7,6). Begge forældre betragtes i loven som genstand for ære (2 Mos 20,12 parallelt med 5 Mos 5,16 (det femte bud); 2 Mos 21,15; 3 Mos 20,9; 5 Mos 27,16; Ordsp 20,20; Ez 22,7; Mika 7,6), lydighed (1 Mos 28,7; 3 Mos 19,3; 5 Mos 21,18; Ordsp 1,8; Ordsp 30,17) og kærlighed (1 Kong 19,20; Ordsp 28,24; Ordsp 30,11). Forældrenes myndighed var så stor, at den omfattede retten til at sælge døtre til ægteskab, men ikke, uden begrænsninger, til slaveri (2 Mos 21,7-11; sammenlign 2 Mos 22,16; Neh 5,5), og aldrig til et liv i skam (3 Mos 19,29); de kunne tugte børn (5 Mos 8,5; 5 Mos 21,18; Ordsp 13,24; sammenlign Siraks Bog 30,1-13), og i de tidlige tider udøvede de endda magt over liv og død over dem (Ordsp 22; Dom 11,39; 3 Mos 18,21; 3 Mos 20,2-5; 2 Kong 23,10; sammenlign Matt 15,4). Denne magt blev, i hvert fald med hensyn til offerformål, helt fjernet af loven og blev, selv med henblik på straf, i tilfældet med en stædig, oprørsk, forslugen og ulydig søn ændret til blot en ret til at klage til de rette myndigheder (5 Mos 21,18-21), som skulle lade ham dø. Barnemord ved udsættelse, sådan som det var almindeligt blandt andre oldtidsfolk, synes aldrig at være blevet praktiseret af hebræerne. At børnene ikke desto mindre var forældrenes ejendom, synes at fremgå af den kendsgerning, at de kunne tages for faderens gæld (2 Kong 4,1). Faderen kunne annullere sin datters løfter (4 Mos 30,3-5), og erstatning for overgreb begået mod hende blev betalt til ham, ligesom i engelsk ret “for tab af tjenester” (5 Mos 22,29). En enke eller fraskilt datter kunne vende tilbage til sin far (1 Mos 38,11; 3 Mos 22,13; Ruth 1,15). Ved hans død ville moderen blive husstandens faktiske, om ikke juridiske, overhoved (2 Kong 8,1-6, kvinden fra Shunem; /RAPC Tob 1,8, Tobits bedstemor; sammenlign Jesu mors stilling). Dette gjaldt især dronningemoderen (gebhirah), hvis navn sædvanligvis nævnes i beretningerne om Judas konger (1 Kong 1,11; 1 Kong 2,19, hvor en trone ved kongens højre hånd blev sat frem til kongens mor; 1 Kong 11,26; 1 Kong 14,21; 1 Kong 14,31; 1 Kong 15,2; 1 Kong 15,10; 1 Kong 15,13; 1 Kong 22,42; 2 Kong 8,26; 2 Kong 10,13; 2 Kong 14,2; 2 Kong 15,2; 2 Kong 15,33; 2 Kong 18,2; 2 Kong 21,1; 2 Kong 21,19; 2 Kong 22,1; 2 Kong 23,31; 2 Kong 23,36; 2 Kong 24,8; 2 Kong 24,12; 2 Kong 24,15; 2 Kong 24,18; 2 Krøn 22,2; Jer 13,18; Jer 22,26; se DRONNINGEMODER). Selv om det er sandt, at den enkemoders stilling i nogen grad afhang af hendes søns vilje (1 Kong 2,18), må man huske, at følelsen af barnlig pligt var højt udviklet blandt alle samfundslag i Israels land (Jos 2,13; Jos 2,18; Jos 6,23; 1 Sam 22,3; 2 Sam 19,37; 1 Kong 19,20). Børns oprør markerede højdepunktet af social degeneration (Mika 7,6; Ordsp 30,11); på den anden side er den “store dag” ifølge Malakias (4,5 (hebraisk 3,23)) en dag, hvor forældre og børn forliges.

3. Brødre og søstre:

Betegnelserne "bror" ('ach; adelphos) og "søster" ('ahoth; adelphe) bruges om børn af samme far og mor (1 Mos 4,2), og også om børn af én far (1 Mos 20,12) eller af én mor (1 Mos 43,7; 3 Mos 18,9; 3 Mos 20,17). Broderen var, ligesom faderen, den naturlige beskytter af sin søsters ære; således taler Jakobs sønner om Dina som "vores datter" (1 Mos 34,17). Absalom føler sig dybere krænket over forbrydelsen mod Tamar end David selv gør (2 Sam 13,21). Broderens øvrige pligter over for en søster lignede i høj grad en fars (Højs 8,8). Loven forbyder strengt ægteskab mellem bror og søster, hvad enten de har samme far og mor eller ej, og hvad enten de er født hjemme eller født i udlandet, som en "skændig ting" (chesedh, et andet ord end checedh, "godhed" (3 Mos 18,9; 3 Mos 18,11; 3 Mos 20,17). I tidligere tider var ægteskab mellem halvbror og søster tilladt (1 Mos 20,12; jf. 2 Sam 13,13). Faktisk får vi udtrykkeligt at vide, at lovene mod incest ikke blev overholdt af egypterne eller kana'anæerne (3 Mos 18,3; 3 Mos 20,23). Broderlig hengivenhed var højt udviklet (1 Mos 24,60; Jos 2,13; Ordsp 17,17; jf. 3 Mos 25,35; 5 Mos 15,11; 5 Mos 25,3); at brødre bor sammen i enhed, regnes for godt og dejligt (Sl 133,1). Brødre var altid rede til at beskytte eller hævne hinanden (2 Sam 3,27). Ja, det er en del af den uskrevne sædvaneret, som anerkendes, om end ikke nødvendigvis godkendes, i Bibelen, at broderen eller den nærmeste slægtning, go'el, forventes at hævne et dødsfald (4 Mos 35,19; 5 Mos 19,6; Jos 20,3; 2 Sam 14,11), og der fastsættes ingen straf for at forhindre en sådan selvhjælp, medmindre den finder sted i en tilflugtsby. En bror forventedes også at løskøbe en fange eller slave (3 Mos 25,48; Sl 49,7). Halvbrødre stod naturligvis ikke hinanden så nær som helbrødre (jf. Josef og hans brødre), og det er ikke overraskende at se en hustrus sønner foragte og drive en skøges søn bort (Dom 11,1, Jefta). Ordene "bror" og "søster" bruges ofte om fjernere slægtskabsforhold (se nedenfor) og billedligt om en ven.

4. Onkler, tanter, fætre og kusiner, slægtninge:

Det hebraiske dodh (3 Mos 10,4, "onkler"; 4 Mos 36,11, "fætre"; 1 Sam 14,50), der kommer fra et oprindeligt kærtegnende ord, muligvis med betydningen "vugge" "kærtegne" "elske", betyder både "onkel" og "elsket." Det bruges om faderens og også om moderens bror, og den tilsvarende hunkønsform (dodhah) bruges om faderens søster (2 Mos 6,20; jf. 4 Mos 26,59) og endda om faderens brors hustru (3 Mos 18,14; 3 Mos 20,20). Ægteskab mellem nevø og tante (dvs. faderens søster, moderens søster eller faderens brors hustru, eller i almindelighed en onkels hustru) var forbudt (3 Mos 18,12; 3 Mos 18,13; 3 Mos 18,14; 3 Mos 20,19; 3 Mos 20,20), skønt der ikke siges noget om ægteskab mellem onkel og niece eller mellem fætre og kusiner (jf. 4 Mos 36,11). Om forholdet mellem onkel og nevø, jf. Bibelens beretninger om Jakob og Laban, Abraham og Lot, David og Joab osv. I en mere generel betydning bruges ordet [~dodh om slægtninge, Am 6,10 (hvor dodh, "ja, han som brænder ham" (mecarepho, måske "morbror"; Jewish Encyclopedia, under ordet "Cremation"), tager sig af et dødt legeme); ben dodh bruges om en fætter (jf. ben 'ahi 'immo, "hans mors bror," osv.) og bath dodh om en kvindelig kusine. Om andre slægtskabsforhold i denne og fjernere grader bruges ordet for bror løst (f.eks. om nevøer, 1 Mos 13,8; 1 Mos 14,14, osv.; om stammefæller, 3 Mos 21,10; og om fjernere slægtninge, 5 Mos 2,4; 5 Mos 2,8; 5 Mos 23,7).

II. Svogerskab.

1. Mand og hustru:

Ægtemanden ('ish; sammenlign ba`al, Hos 2,16; aner), skønt han i en vis forstand forlod far og mor for sin hustru ('ishshah; gune) (1 Mos 2,24), forblev under normale forhold medlem af sin fars familie. Hvis sådanne steder som 1 Mos 2,24; 1 Mos 21,10; 1 Mos 24,5; 1 Mos 24,67; 1 Mos 30,3; 1 Mos 31,31; Dom 4,17 ff; 5,24 ff; 8,19; 9,3, peger på eksistensen af et matriarkat i førbibelsk tid, er hentydningerne i det mindste for vage til at begrunde den påstand, at det fortsatte ind i bibelsk tid. Hustruen blev »taget« af sin mand eller »givet« af sin far eller, når der var tale om en tjenerinde, af sin herre eller frue (1 Mos 2,22; 1 Mos 16,3; 1 Mos 34,9; 1 Mos 34,21), og selv om aftalen blev indgået mellem mændene (1 Mos 29; 1 Mos 16; 2 Mos 22,16; 5 Mos 22,29; Ruth 4,10) eller forældrene (1 Mos 21,21; 1 Mos 21,24), er det sandsynligt, at pigen som regel blev spurgt om sit samtykke (1 Mos 24,58). Kærlighed mellem de unge blev taget behørigt i betragtning (som i tilfældene Samson, Sikem, Jakob og Rakel (1 Mos 29,18), David og Mikal (1 Sam 18,20)); i det mindste udviklede den sig blandt gifte mennesker, så Hoseas kunne sammenligne mandens holdning til hustruen med Jahves holdning til Israel. Som et spørgsmål om juridisk ret er det sandsynligt, at overalt i Orienten længe før de begivenheder, der fortælles i Esters Bog, »herskede« enhver mand »i sit eget hus« (Est 1,22). Faktisk er der blevet sporet en forløber for den persiske forordning helt tilbage til det første menneskepar (1 Mos 3,16). Ikke desto mindre finder vi mange eksempler, hvor hustruen synes at tage føringen i husholdningens anliggender, som hos Samsons forældre (Dom 13,23), hos kvinden fra Shunem (2 Kong 2), hos Jael (Dom 4,18; Dom 5,24), hos Aksa (Jos 15,18; Dom 1,12), og i mindre behagelige sager hos Jezabel (1 Kong 18,4; 1 Kong 18,21), Safira (ApG 5,2) og Zeresh (Est 5,14), som i det mindste blev rådspurgt i deres respektive husholdningers anliggender. Abraham får endda befaling ved Guds røst: »I alt, hvad Sara siger til dig, skal du lytte til hendes røst« (1 Mos 21,12). At de fleste kvinder ikke var så heldige, bevidnes sandsynligvis bedst af, at i hvert fald i de tidligere tider måtte selv de bedste af dem ty til list for at nå deres mål (som i tilfældene Rebekka (1 Mos 27,6), Rakel (1 Mos 31,34), Lea (1 Mos 30,16) og Abigail (1 Sam 25,18), og endda for at få oplysninger om deres mands anliggender (Sara, 1 Mos 18,10; Rebekka, 1 Mos 27,5)). Måske opnåede deres mere ydmyge søstre i senere tider deres mål ved at være så stridbare, at de tiltrak sig to ordsprogssamleres opmærksomhed (Ordsp 21,9; Ordsp 25,24). Skønt vi ikke har noget eksempel på, at manden udøvede ret til liv og død over hustruen, og skønt det er klart, at den hebraiske ægtemand ikke havde nogen salgsret (sammenlign 2 Mos 21,8), hævdes det ofte på grundlag af Det Gamle Testamentes ensidige skilsmisselære (5 Mos 24,1), og på grundlag af analogi med andre oldtidslove, samt fordi hustruen omtales i forbindelse med ejendom (2 Mos 20,17), og fordi manden udøvede retten til at annullere hustruens løfter (4 Mos 30,6), at hustruen indtog en meget underordnet stilling i det almindelige hebraiske hjem. Det må dog ikke glemmes, at manden skyldte hustruen pligter (2 Mos 21,10). Man må også have for øje, at der fandtes stor forskel til forskellige tider og steder og i forskellige samfundslag. Det meste af vores gammeltestamentlige materiale vedrører de mere velhavende klasser. De to yderpunkter: kvinderne, der »lever sorgløst på Zion« (Es 32,9-20; sammenlign Am 4,1; Am 6,1), og den travle »gode hustru«, der beskrives i Ordsp 31,10 ff, overgås næppe i det mest komplekse samfund i dag. Sidstnævnte giver sandsynligvis det mere retfærdige såvel som det sundere billede af hustruens funktioner i hjemmet, og det er betegnende, at både hendes mand og hendes sønner forventes at prise hende lykkelig (Ordsp 31,28).

Det er vanskeligt at vurdere, i hvilket omfang polygami og konkubinat blev praktiseret i det gamle Israels land, men det er klart, at den førstnævnte praksis blev frarådet selv blandt konger (5 Mos 17,17), og at den sidstnævnte, en udløber af slaveriet, ikke blev holdt i høj agtelse (sammenlign 5 Mos 21,10-14). Stillingen for en mindre begunstiget hustru (5 Mos 21,15, »hadet«) var naturligvis ubehagelig, og hendes forhold til sin mands andre hustruer afgjort bittert--de blev kaldt hinandens tsaroth, bogstaveligt »plagere« (Revised Version (British and American) »rivaler«, 3 Mos 18,18; 1 Sam 1,6, King James Version »modstander«; sammenlign Siraks Bog 37,11)--selv når de var søstre (som i tilfældet Rakel og Lea, 1 Mos 30,1). Derfor forbød loven, at man giftede sig med to søstre (3 Mos 18,18). På den anden side var en hebraisk mors ønske om børn så stærkt, at den barnløse hustru tog imod de børn, en tjenestepige fødte hendes mand, som sine egne (1 Mos 30,1-12 osv.).

2. Svigerfar osv.:

I det normale hebraiske samfund var en families forhold til mandens forældre (cham, fra chamoth), af grunde som allerede er forklaret, tættere end forholdet til hustruens forældre (chothen, femininum chotheneth; pentheros, penthera). Hvor en mand under særlige forhold blev hos sin hustrus stamme efter ægteskabet, som i Jakobs tilfælde, da han tjente sin mohar af, eller Moses, der flygtede fra egypternes vrede, eller Elimeleks sønner, der opholdt sig i Moabs land på grund af hungersnøden i landet, blev hans identitet med sin egen stamme ikke udslettet, og ved første lejlighed var den naturlige tilskyndelse at vende tilbage til sit eget land. Bruden derimod, som forlod sit folk, blev medlem af sin mands familie med alle en datters rettigheder og pligter (Mika 7,6). Derfor kan Juda befale, at Tamar skal brændes for at have krænket en enkes forpligtelser (1 Mos 38,24). Svigerdatterens stilling i det hebraiske hjem varierede uden tvivl mellem yderpunkterne: fra dem, der plagede deres svigerforældre til døde (1 Mos 26,35; 1 Mos 27,46; 1 Mos 28,8), til hende, der sagde til sin svigermor: "Må Jahve gøre sådan mod mig .... hvis andet end døden skiller dig og mig" (Ruth 1,17). Svigerforældre og svigerbørn blev anset for at være for nært beslægtede til at kunne gifte sig med hinanden (3 Mos 18,15; 3 Mos 20,12; 3 Mos 20,14).

3. Svoger osv.:

En kvindes bror, der handlede in loco parentis, kunne udføre alle en svigerfars funktioner og muligvis kaldes chothen (1 Mos 24,50; 1 Mos 24,55; 1 Mos 34,11). Naturligvis ville svogre og svigerinder blive anset for at være for nært beslægtede til at kunne gifte sig med hinanden (3 Mos 18,16; 3 Mos 18,18; 3 Mos 20,21). Ikke desto mindre forventedes mandens bror (yabham) at gifte sig med den barnløse enke for at opretholde den afdødes navn på hans arvelod (5 Mos 25,5-10). Denne skik gik tilbage til kana'anæisk praksis (1 Mos 38,8), og ud fra forbindelsen mellem at gifte sig med den barnløse enke og indløsningen af jord kan den kaldes en del af jordloven i landet (Ruth 4,1-12; jf. Jer 32,6). I praksis blev leviratet sandsynligvis betragtet mere som en moralsk pligt end som et privilegium (5 Mos 25,7; Ruth 4,6), og det påhvilede ikke blot broderen, men også andre medlemmer af en afdød mands familie i rækkefølge efter, hvor nært de var beslægtet med ham (Ruth 3,12). I den hebraiske familie ville svogre og svigerinder udgøre en del af samme husstand. I dette forhold, som i andre, finder vi både ideelt venskab (David og Jonatan, 1 Sam 18,3; 2 Sam 1,26) og smålige jalousier (i sagen om Moses' hustru, 4 Mos 12,1).

III. Andre huslige relationer.

1. Plejefar:

Det hebraiske 'omen, femininum 'omeneth (participium af 'aman), bogstaveligt "nærende", oversættes med "ammende far" (4 Mos 11,12; Es 49,23), "ammende mor" (Es 49,23), "amme" (Ruth 4,16; 2 Sam 4,4) eller ganske enkelt som svarende til "opdrage" (2 Kong 10,1; 2 Kong 10,5; Est 2,7). I tilfældet med Ester og Akabs børn, og muligvis i de andre nævnte tilfælde, antydes et forhold til plejeforældre. Plejebørn under sådanne forhold adlød plejefaderens ord som en fars ord (Est 2,20). Mikal omtales som mor til Merabs to børn (2 Sam 21,8), fordi hun opfostrede dem (Sanhedhrin 19b). Adoption i romersk forstand var dog næppe at forvente i et polygamt samfund, hvor den barnløse far kunne gifte sig igen. Ikke desto mindre adopterer Jakob Manasse og Efraim (1 Mos 48,5) og gør dem derved til fædre for stammer. Ifølge Josefus adopterede Abraham, mens han var barnløs, Lot (Ant., I, vii, 1), og faraos datter adopterede Moses (Ant., II, ix, 7; jf. 2 Mos 2,10). På Det Nye Testamentes tid var forestillingen om adoption så velkendt, at Paulus bruger ordet billedligt om omvendelse (huiothesia, Rom 8,15; Rom 9,4; Gal 4,5; Ef 1,5).

2. Herre og tjenere:

"Familien", sådan som ordet bruges om oldtidens folk, omfattede afhængige personer. Det hebraiske mishpachah er forbundet med ordet shiphchah, "tjenestepige", ligesom det latinske familia er forbundet med famulus, "tjener". For en drøftelse af de forskellige klasser af tjenere og slaver, hebraiske og fremmede, mandlige og kvindelige, se slaveri.

3. Vært og gæst:

Da Lot protesterede mod at forråde sine gæster til Sodomas mænd, eftersom de var kommet ind under skyggen af hans tag, og han endog foretrak at give sine døtre til hoben frem for at svigte sine pligter som vært (1 Mos 19,8), handlede han ud fra det gamle princip om gæstevenskab (jf. græsk xenia), som bandt vært og gæst sammen med hellige bånd. I lyset af dette princip bliver Jaels handling, hvor hun modtager Sisera som gæst og derefter forråder ham, opsigtsvækkende og kun forklarlig på grundlag af det intense had, der fandtes på den tid, og kun berettiget, hvis overhovedet, ud fra teorien om, at alt er tilladt i krig (Dom 4,18-21; Dom 5,24-27). Oldtidens nomader og endog hebræerne efter eksilet var, ligesom araberne i dag, bundet af en midlertidig pagt, hver gang der var "salt mellem dem", det vil sige i forholdet mellem vært og gæst (Ezra 4,14; jf. udtrykket "saltpagt", 2 Krøn 13,5; 4 Mos 18,19). I den tidlige kristne kirke tjente det at bryde brødet sammen som en slags berith 'ahim, eller brødrepagt. I store husholdninger som en konges var de, der spiste ved bordet, medlemmer af husstanden (2 Sam 9,11, sammenlignet med sønner; jf. også 2 Sam 9,7; 2 Sam 9,10; 2 Sam 9,13; 2 Sam 19,28; 1 Kong 2,7; 1 Kong 4,27; 1 Kong 18,19).

Se gæstfrihed.

4. Den afhængige fremmede:

Ger eller fremmed (som angivet ved udtrykket "din fremmede" (2 Mos 20,10; 3 Mos 25,6; 5 Mos 5,14; 5 Mos 29,11; 5 Mos 31,12; jf. 5 Mos 1,16), hebraisk gero, bogstaveligt "hans fremmede") knyttede sig til en indflydelsesrig hebræer for at få beskyttelse. Således læser vi om en "præsts tilflytter" (3 Mos 22,10, toschabh; jf. 3 Mos 25,6), som i mange henseender var afhængig, men stadig skulle skelnes fra en tjener (3 Mos 22,11). Moseloven befaler, at sådanne fremmede skal behandles hensynsfuldt (2 Mos 12,49; 2 Mos 20,10; 2 Mos 22,21; 2 Mos 23,9; 3 Mos 19,33; 5 Mos 1,16; 5 Mos 10,18; 5 Mos 14,21 osv.; Sl 146,9) og endda med kærlighed (5 Mos 16,14; 3 Mos 19,34).

Se fremmed og tilflytter.

Nathan Isaacs and Ella Davis Isaacs